Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1974/13 side 155
Sommeren i Klint 1974.
Vi er langt henne på efteråret, og de indholdsrige 5 uger i sommerens kulmination i vort center i Klint ligger bag os som en skøn erindring.
Mange har - som det også var tilfældet i tidligere år - givet af deres ferietid og ydet håndsrækninger, og det har været en glædelig oplevelse at deltage i samarbejdet. Jeg ved, at jeg på de personers og gruppers vegne, der har det primære ansvar for, at sæsonen forløb bedst muligt, kan give udtryk for glæde og taknemmelighed overfor alle, der har bidraget til, at samarbejdet fik så smukt et forløb, hvilket samarbejde i høj grad er en inspirerende faktor i det forestående arbejde.
Afviklingen af den årlige sæson rummer ikke alle aktiviteter i forbindelse med dette sted. Hvert år høstes nye erfaringer, som indgår i den planlægning og de forberedelser, der finder sted fra sæsonens slut og frem til åbningen af den følgende, og som indgår i den langtidsplanlægning, som må gå forud for skabelsen af den internationale højskole, som stedet en gang skal blive.
Med en lang liste over mangler, fejl og ønsker er en arbejdsgruppe gået i gang med at dele opgaverne ud, og den vil i årets løb mødes med passende mellemrum i instituttet, så man løbende kan holde hinanden orienteret om de fremskridt, der gøres. Første møde finder sted torsdag den 24. oktober kl. 19,30, og alle, der ønsker at deltage i det praktiske arbejde er velkommen.
Henning Laug