Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For mange mennesker i dagens Europa gælder det, at man begynder at se sig konfronteret med problemer, som man mere eller mindre havde "glemt" eksisterede, og som man i hvert fald mente selv at befinde sig uden for rækkevidde af. Forhold og tilstande, som er dagligdag og hverdagskost i de såkaldte u-lande, begynder nu også at dukke op i de vestlige industrilande, der hidtil har spillet rollen som noget i retning af jordklodens rigmandskvarter. Som en umiddelbar følge af den efterhånden meget omtalte oliekrise begynder først og fremmest arbejdsløshedens spøgelse at vise sig i horisonten, og i kølvandet herpå truende fattigdom, nød og elendighed for tusinder af mennesker. Ja, faktisk er dette en situation, som på kortere eller længere sigt kan ramme de fleste, nemlig alle de, som ikke på en eller anden måde kan drage fordel af den herskende krise - eller som ikke har hjerte til det. Og hvad mere er: situationen kan uden videre udvikle sig til en regulær og altomfattende katastrofe i form af et fuldstændigt sammenbrud af verdensøkonomien og dermed til en menneskelig og kulturel tragedie af uoverskuelige dimensioner.

Denne tingenes tilstand erkendes af stadig flere og flere. Ja, sandheden er måske endda den, at praktisk taget alle mennesker i den vestlige verden med et stænk af angst i hjertet føler, at noget meget stort og yderst alvorligt er under udvikling, noget, som man blot for fem, seks år siden ville have anset for utænkeligt, og som under alle omstændigheder har noget med voksende social utryghed at gøre, hvilket dermed svarer til de sociale kår i u-landene. For så meget har man allerede set, at de, som i dag sidder inde med den økonomiske magt, i påkommende tilfælde ikke vil have det mindste mere til overs for en håbløst stillet europæer, end man f.eks. allerede i forvejen har for en asiat eller afrikaner. Og under indtryk af denne mere eller mindre bevidste erkendelse spørger man i sit stille sind: hvad er det, som er ved at ske? Hvad skal det føre til? Hvad er det for en fremtid, vi går i møde?

Det er hensigten at behandle dette vitale spørgsmål i en række aktuelle artikler i den hermed indledte årgang af KOSMOS. Det, som er ifærd med at ske, er nemlig relativt let at gennemskue på grundlag af Martinus kosmiske analyser, og der består derfor også en mulighed for at placere begivenhederne i en udviklingsmæssig sammenhæng, hvis perspektiver fremgår af det kosmiske verdensbillede. Betydningen heraf vil så igen være den, at man får mulighed for at indstille sig til tingenes forløb på en måde, som gør det betydeligt lettere at samarbejde positivt og konstruktivt med udviklingen samt at bære de prøvelser og byrder, som fremtiden kan føre med sig for hver eneste af os.

Set på baggrund af den almindeligt udbredte menneskelige rådvilhed vil man forstå, at det for øjeblikket kun er et fåtal, der er begunstigede af den fordel, som ligger i dette at forstå, hvad det er, som er ved at ske, og hvorledes den tilsyneladende kaotiske verdenssituation placerer sig i en udviklingsmæssig sammenhæng, hvis slutfacit i virkeligheden er en kosmisk guddommeliggørelse af mennesket. Det kan imidlertid med sikkerhed forudses, at denne fordel i takt med tingenes udvikling vil blive efterstræbt af flere og flere og en dag være alles umistelige ejendom. Og heri ligger faktisk på nuværende tidspunkt det kosmiske verdensbilledes største betydning. Dette være ikke mindst sagt til de, som efter kortere eller længere tids studier af kosmologiens ofte teoretiske og abstrakte emner spørger sig selv, hvortil man kan bruge disse teorier i praksis - ikke mindst med henblik på en påvirkning af verdenssituationen i positiv retning. For naturligvis er det meningen med de kosmiske analyser, at de skal bruges til noget praktisk. Først i det øjeblik, de omsætter sig i praktiske resultater, der er til lige så stor inspiration, glæde og velsignelse, som det blotte møde med verdensbilledets lysende ideer og perspektiver er under det teoretiske studium af disse, først da bliver dette verdensbillede nemlig for alvor til et lys i mørket - ikke blot for en selv, men for alle, som bliver berørt af det. Og det er just herigennem, det viser sin sande værdi og berettigelse i en verden, som allerede i forvejen til overflod er fuld af smukke teorier.

Nu skal man imidlertid ikke tro, at det kosmiske verdensbillede er en mere eller mindre tilsløret patentopskrift på løsningen af de problemer, som i dag udfordrer mennesket. For flertallet af disse problemer gælder det nemlig, at de simpelt hen er uløselige ud fra den tænkning, som på næsten stereotyp vis er almindelig praksis - f.eks. at krig forhindres gennem oprustning og udvikling af skrækvåben. Hvad det derfor i første række drejer sig om er at komme frem til en anden form for tænkning, og det er netop en sådan alternativ tænkning, de kosmiske analyser giver anvisning på. Dette skal som sagt søges belyst i en række kommende artikler i KOSMOS, og det vil da gang på gang vise sig, at den pågældende nytænkning som noget karakteristisk vil løse de herskende problemer på den enkle måde, at de simpelt hen forhindres - eller rettere udelukkes fra overhovedet at opstå.

Hvordan kan man så tænke sig, at menneskeheden som helhed - og ikke mindst de mennesker, som i dag høster fordel af tingenes tilstand - skal nå frem til at interessere sig for en sådan nytænkning. Ja, hertil svarer Martinus, at det skal begivenhedernes gang nok selv sørge for. Hvad der er ifærd med at ske er nemlig, at et stort kosmisk mørke er ved at sænke sig over menneskeheden, nemlig som følge af den tiltagende materialisme og irreligiøsitet og den heraf følgende disrespekt for visse fundamentale moralbegreber. Dette i forbindelse med det høje teknologiske stade - ikke mindst i henseende til destruktive magtmidler – betinger det førnævnte kosmiske mørkes tilsynekomst og tiltagende fortætning, idet der fra menneskehedens side alt ialt er tale om en meget massiv provokation af fundamentale kosmiske love og principper, heriblandt karmaloven. Oliekrisen er i virkeligheden blot de første symptomer på dette mørke - en slags skumringstegn, og vi må have moralsk mod til at imødese en udvikling, der går i retning af tilstande så kritiske og alvorlige, at man virkeligt kan tale om et tilstundende kosmisk mørke - ikke som en straf fra en hævngerrig gud, men som en virkning af menneskets egen livspraksis. Men det er jo netop i mørket, at mennesket bliver klar over sit behov for lyset, akkurat som hvis man en aften sidder i sin stue og pæren pludselig går ud. Forinden dette skete, tog man lyset i stuen for givet og ofrede det ikke nogen særlig tanke, men nu er det pludselig det eneste, man er optaget af. Hvordan skal man atter få lys? Er det sikringen eller pæren, der er sprunget, eller er det måske en strømafbrydelse fra elektricitetsværket? Man må have fundet ud af det og se, om man kan gøre noget for at udbedre skaden. Og på samme måde med hensyn til verdenssituationen. Også her kan man i den kosmiske mørkefase regne med en intens interesse for at finde årsagen. Man vil søge både her og der, og før eller siden vil man finde løsningen, nemlig at en radikal nytænkning gennem sine praktiske virkninger er det absolut eneste, der vil kunne gentænde det kosmiske lys i menneskehedens tilværelse, nemlig en tænkning, der gennemført er præget af respekt for livet og kærlighed til næsten. Og lige som man i tilfældet med lyset, der slukkes i stuen, vil prøve at famle sig frem til en æske tændstikker og måske tænde et stearinlys for bedre at kunne orientere sig, vil menneskeheden i sin famlen efter noget, der kan lette det i sin orientering i det kosmiske mørke, før eller siden støde på det kosmiske verdensbillede med dets væld af oplysninger om det kosmiske lys forudsætninger. Og netop heri må dette verdensbilledets første globale betydning påregnes at bestå.

Nu vil man måske stille det spørgsmål, hvad der skal forstås ved det kosmiske lys, og om man i det hele taget kan tale om, at menneskeheden med dens begrænsede udviklingsstandard taget i betragtning nogen sinde har været badet i dette lys? Hertil kan svares, at det kosmiske lys som identisk med udstrålingen fra Guds primære bevidsthed i høj grad er noget, menneskeheden har været overskygget af. Gennem store kosmiske verdensimpulser (se eventuelt Livets Bog I, stk. 50-68), som gang på gang har udløst verdensgenløsningsprincippet (dvs. tilsynekomsten af væsener med en højere eller lavere grad af indvielse i de kosmiske love - f.eks. Kristus) er menneskeheden blevet overskygget af lyset fra Guds primære bevidsthed, hvilket den imidlertid på grund af mere eller mindre primitiv udviklingstilstand har haft begrænset evne til at opfatte. Imidlertid gælder det netop for vor egen tid, at en stor kosmisk skabeimpuls går ind over jorden. Omkring 1900-tallet begyndte de første vibrationer fra denne impuls at gøre sig gældende, og denne gang var den menneskelige udvikling nået til et sådant trin, at en betydelig modtagelighed var til stede. I første række viste dette sig i form af skelsættende erkendelser inden for den fysiske videnskab (f.eks. relativitetsteorien, kvanteteorien, atomlæren osv.). I kølvandet på disse fulgte den teknologiske udvikling på godt og ondt. Og endelig skulle jorden som den vigtigste frugt af den ny skabeimpuls blive skueplads for en ny udløsning af verdensgenløsningsprincippet; denne gang til fordel for åbenbaringen af en åndelig videnskab, der på intellektuelt grundlag kunne videreføre en undervisning i de åndelige og kosmiske lovmæssigheder, hvorpå hele livet og universet hviler, og som hidtil var tilgået menneskeheden gennem religionerne, dvs. på grundlag af tro.

Menneskeheden har altså i høj grad været badet i det kosmiske lys under sit udviklingsforløb, og en stråle heraf er også den relativt høje velstand og forsyning med tekniske goder, som har kendetegnet udviklingen i den forløbne del af det tyvende århundrede i de vestlige industrilande. Imidlertid gælder det, at disse goder ud fra en kosmisk-etisk betragtning er blevet bragt inden for rækkevidde på et forkert grundlag, nemlig i vid udstrækning ud fra profithensyn. Og derfor står vi nu i fare for at miste dem af hænde - for en tid. Vi har imidlertid fået lov at se, hvilke muligheder for en æventyrlig tilværelse, der vil kunne blive en selvfølge for mennesket, men først for alvor bliver det den dag, vi har lært at udfolde os i kontakt med universets kosmiske love, og ikke på trods af dem. Til den tid vil det også vise sig, at en tilværelse i materiel velstand og social tryghed ikke skal være et privilegium for et mindretal af mennesker, men en selvfølge for hvert eneste medlem af den store menneskelige familie.