Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Nedenstående artikel af Gerner Larsson stod i det tyske tidsskrift "Der Vegetarier" hæfte 11, november 1972. Ved mindehøjtideligheden for Gerner den 13. januar citerede Mogens Møller hovedindholdet af artiklen, som vi her bringer i sin helhed.

 

Jo ældre man bliver, desto oftere bortriver døden en af ens venner. Afstanden mellem meddelelserne om, at nu er denne, nu er hin gået bort, bliver stadig kortere. Hver gang konstaterer man, at den plads, som dette menneske har efterladt, ikke kan udfyldes af nogen anden. Men der sker også noget vidunderligt, noget meget smukt og positivt. I hvert tilfælde oplever jeg, når en kær ven er gået bort, og den umiddelbare smerte har fortabt sig, at en dyb følelse af, at denne ven ligesom igen er indtrådt i mit liv, breder sig i mit indre. Nu er det blot på en anden måde, thi nu ved han - for at sige det med digteren Tom Kristensens ord - "bag lukkede øjenlåg, hvad enhver, som er gået derhen, må vide"! Det, som han nu ved, er jo netop det, hvorefter De og jeg har stræbt et helt liv med større eller mindre resultat, nemlig at blive bevidst i dette, at døden er en illusion! Så længe vi ikke er dagsbevidst i vor egen absolutte udødelighed, må døden nødvendigvis være vor fjende. Men man kan behandle en fjende på to helt forskellige måder. Man kan vende ham ryggen, man kan vægre sig ved at se ham og ved at tænke på ham. Men gør man det, er han kun en mur, der bliver stående. Går man den modsatte vej og anerkender hans eksistens, undersøger hans væsen og gør ham til et positivt problem, så kommer han til at betyde fortsat vækst og udvikling. Vi lærer ofte mere af vore fjender end af vore venner, mere af dem, vi befinder os i modsætningsforhold til, end af dem, vi er på bølgelængde med.

Sådan er det også med døden. Vi kan trænge så dybt ind i dens natur og væsen, at følelsen af fjendskab ophører og bliver afløst af en helt ny, sympatisk følelse. Går man denne vej - og den har jeg gået hele mit liv - så sker det, at dødens slør sønderrives i brøkdele af sekunder og lader en opleve den vidunderlige ophævelse af tidsbegrebet, som gør fortid, nutid og fremtid til én tid. Da kan det ske, at vor døde ven bliver levende og vore levende venner døde. I sådanne øjeblikke ved man, at de, der er gået forud, nu er fri, at de nu ser det klart, som de her kun så i tågeagtig tilstand; men man ved også, at mange af dem, der kalder sig vore venner, og som endnu lever i den fysiske verden, er bundet af denne verden, bundet af tingene, der nødvendigvis gør dem ufri.

Personligt har jeg ofte følt, enten når jeg skulle skrive eller holde et foredrag, at mine afdøde venner var mig meget nær og meget levende, og selv om det kan lyde paradoksalt, så ved jeg faktisk ikke, hvordan jeg skulle klare vanskelighederne i mit arbejde, hvis jeg ikke i tanken følte mig så stærkt forbundet med de venner, der er gået bort, hvis hjælp ofte forekommer mig mere direkte, end den hjælp venner i denne verden kan yde.

I livets forår, altså i den epoke, hvor vi går det fysiske liv i møde og kun ser dette liv, indsnævrer vi bevidst vor mentale horisont. Vore begær begrænses bevidst til at nå dette eller hint mål, og vi koncentrerer os derom med al vor kraft. Men en sådan koncentration er en mental horisontbegrænsning og kan udvikle sig til den rene kortsynethed. Vi oplever vel alle en sådan periode, kampen for tilværelsen tvinger os næsten dertil. Ulykken er blot den, at denne periode kan overgå i en permanent tilstand, og så bliver den uundgåeligt til et mentalt fængsel, som det kan være forbundet med megen smerte at komme ud af.

Jeg har selv haft den store lykke at være meget syg i mit livs forår. Udsigten til et såkaldt "normalt liv" syntes i visse perioder at være meget lille, og det gav mig stof til dyb eftertanke og til udviklingen af andre ønsker end sådanne, som normalt hører den tid til. Kun få har fået opfyldt disse ønsker i så rigt et mål, som jeg har. Deres opfyldelse blev helt enkelt mit liv. Netop derfor opfatter jeg måske begreberne liv og død helt anderledes, end de fleste gør det, og da det har vist sig, at denne opfattelse har båret mig gennem alle livets forskellige genvordigheder, føler jeg stor glæde ved at forsøge at hjælpe andre til den samme opfattelse. For mig er døden ingen fjende. Men jeg går ikke så vidt, at jeg siger, den er min ven. Thi jeg vil gerne leve, og jeg vil gerne beholde mine venner her. Objektivt betragtet ser jeg på døden som vor læremester. Medens andre lærere kommer og går i vort liv, forbliver døden trofast på sin post. Derfor opnår den en varig særstilling i vort liv.

Det forhold, som interesserer mig mere end alt andet, er, at når Gud er kærlighed, så må døden også være det, så sandt som den er en del - og i vort tilfælde en meget væsentlig del - af Gud. Livet har lært mig, at tanken på døden som livets fjende opløser sig selv, når man begynder at trænge ind i dens inderste væsen. Vi er så tilbøjelige til at gøre dødens væsen absolut og definitivt. Når man gør det, er dens væsen indiskutabelt. Men har man mod til at sønderbryde det puppehylster af afgrænsende tanker, ideer og opfattelser, som alt for let indhyller den, så ændrer billedet helt karakter. Så kan man opleve, at dette, alvorligt at beskæftige sig med dødens problem, måske er noget af det mest frugtbare, vi kan opleve i det, vi kalder "livet".