Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Genoptryk fra Kontaktbrev nr. 2/1956)

 

Næppe nogen anden lære har gjort menneskene mere fortræd end den, at der efter vor fysiske død skulle eksistere et evigt helvede. Fra tusinder af prædikestole er den lige op til vort århundrede blevet indprentet talløse menigheder, i hvilke den har spredt en angst og rædsel, som vist kun de færreste har mod til at forestille sig. Generation efter generation er gået i graven med disse rædselsforestillinger indbrændt i deres sind, og selv i vor såkaldt oplyste tid findes der endnu verden over "helvedesprædikanter", der ser det som deres livs mission at øge et i forvejen besværligt fysisk liv med disse tanker, som meget let kan drive et følsomt menneskesind udover den grænse, der adskiller det normale fra det vanvittige. Imod dette grusomme mørke, der kun kan glæde den sygelige, den abnorme og perverse, rejser Martinus verdensbillede sig som et lysvæld, der med sine klare analyser udsletter ethvert spor af denne rædselslære som, i hvad man ellers mener om den, har indeholdt en frygtelig magt.

For mennesker, der har studeret åndsvidenskab, vil det næppe komme som nogen overraskelse, at denne helvedeslære har sin rod dybt i det jordiske menneskes seksuelle natur. Den er et sandt barn af en seksuel struktur, i hvilken den ene - i dette tilfælde den maskuline - seksuelle pol har magten over den anden. Helvedeslæren er ikke en frugt af alkærlighed. Den er en frugt af en magtmentalitet, som også på livets øvrige områder har givet sig forfærdelige udslag. I denne lære ejer Guddommen ikke det alkærlige sind, det udviklede menneske tilbeder ham for. Nej, her er han hævneren, grusommere og større end noget menneske nogen sinde kan blive, thi her er han den, der dømmer til smerte - i al evighed!

Om end det er meget fristende her at fordybe sig i en analyse af årsagerne til, at denne lære verden over - for den er ikke noget specielt kristent fænomen - har kunnet og fremdeles kan spille en så vældig rolle, må vi her lade denne analyse hvile til fordel for en analyse af de faktiske forhold. For at De skal kunne få det fulde udbytte af Martinus syn på de problemer, som jeg i det efterfølgende skal belyse, er det nødvendigt for mig at gå tilbage til Deres foregående inkarnations dødsstund. Vi finder Dem her i en situation, som De har oplevet utallige gange før og fremdeles vil komme til at opleve utallige gange, nemlig i en tilstand, hvor De ikke alene er i færd med at gøre Dem fri af det fysiske legeme, som nu har båret Dem et liv igennem, men også fri af den mentalitet, af de forestillinger, som De har levet på i dette liv. For at denne proces skal kunne fuldbyrdes på en for Dem selv lykkelig måde, er døden delt i to afsnit, af hvilke det, i hvilket De forlader det fysiske plan, i virkeligheden ikke er det vigtigste. Man "dør" ikke, fordi hjertet standser sine slag. Kroppens død er dybest set ret sekundær i forhold til det, døden virkelig bringer det jordiske menneske. At denne rent fysiske død af mange, måske de fleste, imødeses med angst og rædsel, har kun sin årsag i vort nuværende mentale udviklingstrin, på hvilket Guddommen er trængt så langt tilbage, at de fleste nærer oprigtig tvivl om hans eksistens, og så i, at de fleste frygter smerterne ved døden, der i sin ydre tilsynekomst med kramper osv. kan give de efterlevende den forestilling, at den døende lider forfærdeligt. Normalt lider mennesket imidlertid ikke fysisk ved dødens indtræden. At det kan se sådan ud, er i de fleste tilfælde kun de rent fysiske reaktioner, som hører den dødskamp til, den døende selv intet mærker til. Når den indtræder, er den døende normalt død i den forstand, at han eller hun er uden bevidsthed på dette plan. Til gengæld er vedkommende så meget mere levende på det plan, det nu er i færd med at fødes til. Og her er det, at mennesket for alvor oplever, at det ikke alene er en "ånd", men at det aldrig har været andet. Vi er kun ånd inkarneret i en materiekombination, der midlertidigt udelukker os fra synet af vor sande identitet som evige. Når denne materiekombination er "slidt op", må den udskiftes, og det er denne udskiftningsproces, vi kalder "døden". Efter denne kommer det jordiske menneske meget hurtigt på ny til bevidsthed, men hvilken bevidsthed? Nøjagtig den, det havde forud for sin død! Men denne bevidsthed er i sin natur bygget til en anden verden end den, det nu er i. Den er bygget til livsoplevelse på det fysiske plan og indeholder som følge heraf et utal af vanetilstande, som nu automatisk udløser sig. Herved opstår der ret hurtigt en kollision med den nye verden, som har helt andre formål end den verden, det jordiske menneske ved døden forlod. Denne nye verden er nemlig en lysets verden eller en verden, hvor alt, hvad der har selv med den svageste afglans af lidelse at gøre, er bandlyst. En sådan verden kan det jordiske menneske ikke betræde uden at "afføre" sig den mentale klædedragt, det nu har båret så længe. Denne "afklædningsproces" finder sted umiddelbart efter den fysiske død i den åndelige verdens første tilstand eller "sfære". Her oplever det jordiske menneske et midlertidigt kort og ubehageligt møde med sin egen sande åndelige kvalitet. Det ligesom ser sig selv fra et meget højt plan. Ser, hvorledes det slet ikke har brugt sit liv i nogen højere tankeverdens tjeneste, men udelukkende til selviske formål. Det er i denne "skærsild", som i øvrigt meget ofte opleves før selve den fysiske døds indtræden, at det takket være et vidunderligt "skytsåndsprincip" frigøres for alle de forestillinger, der ellers ville holde det bundet til den specielle livsform, der hører vor verden til. At der her for mange meget primitive bevidstheder er stunder, som er alt andet end behagelige, er en sag for sig. Disse stunder påføres ikke noget som helst menneske udefra, de er udelukkende et resultat af en indre proces, opstået ved mødet med en materieform, der i langt højere grad lystrer viljen, end tilfældet er i vor verden. Takket være den kendsgerning, at det jordiske menneskes tanker, der før var "indvendige", nu er udvendige, hvilket vil sige, at alle ens indre reaktioner nu afspejles i den ydre materie, får denne proces et ret hurtigt forløb for ethvert nogenlunde udviklet menneske. Det tilkalder hurtigt hjælp, og denne hjælp ikke alene indfinder sig, den indfinder sig med en speciel mission, nemlig den, at bortsuggerere alt det, der tynger sjælen, alt det, der volder den smerte og hindrer den i virkeligt at vågne op i denne nye, skønne verden. Når denne proces - den anden død - er fuldbyrdet, er det jordiske menneske for alvor født i den åndelige verden, og foran det ligger nu en tilværelse af ubrudt lys og skønhed, af alt det, vi dybest set forstår ved salighed.

Men - og det er dette "men", der i denne forbindelse er det vigtigste. Den mentale klædedragt, som det jordiske menneske før sin virkelige opstandelse efter døden afførte sig, hvad med den? Hvad bestod den af, og hvorfor skulle den afføres? Den bestod af alle de forestillinger, der var blevet et resultat af livet imod lovene, altså af alle de forestillinger, i hvilke selviskheden dominerede. Og disse forestillinger eller vaner er mangfoldige, idet de jo udgør frugten af al åndelig uvidenhed. Vi finder her talentkernerne for hidsighed, uvederhæftighed, dømmesyge og bagtalelsesevne. Ligeledes finder vi her talentkernerne for umådeholdenhed i spise-, drikke- og rygevaner. Vi finder her de hæslige talentkerner, der i vor verden betinger perversitet og anden seksuel afsporing - det er kort sagt en i virkeligheden temmelig slemt osende bunke talentkerner, som det jordiske menneske her efterlader sig, og det er derfor forståeligt, at ordet "skærsild" er kommet ind i verden. For det må være en skærsild for det udviklede menneske at blive konfronteret med disse sider af sin egen karakter, og det er forståeligt, at det ikke kan betræde de høje, rene åndelige verdener iført en mental klædedragt, vævet af disse mørke mentale tankestoffer.

Men at det midlertidigt er blevet gjort fri af disse talentkerners indflydelse på dets begærverden, er ikke ensbetydende med, at de for bestandigt er blevet destruerede og opløste. Tværtimod, de "sover bare", hvilket vil sige, at de, ligesom løget i jorden eller frøet i sin kapsel, venter på "deres tid". Og denne tid kommer! Thi livet består i en evig rytme mellem hunger og mættelse. Det jordiske menneske er nok ved sin død blevet borger i lysets verden, men ikke for bestandig, dertil er dets evner til at opleve og til at sprede lys endnu for små. Og der kommer derfor uundgåeligt en stund, hvor det, mæt af alt det overdådige lys, det i sit møde med disse høje verdener oplever, drager sig ind i sit allerhelligste, ind i sin erindringsverden eller i det rige, Martinus har givet navnet "salighedsriget". Det er fra denne skønne verden, hvor det nu genoplever et samlet smertefrit overblik over sine tre til fire foregående fysiske inkarnationer og med egne øjne ser den strålende, guddommelige plan, dets liv har fulgt, at det fra dybet af sin sjæl mærker, hvorledes begærets arme på ny rækker sig mod det fysiske plan, hvor det nu forstår, at det må fødes for at "fuldende løbet og nå målet".

Det er dette, af det selv fødte begær, der på ny beliver alle de talentkerner, det måtte efterlade ved sin indtræden i de høje åndelige verdener. Det er dets eget begær, der er det "sollys", der får disse for dets kommende fysiske liv så bestemmende kræfter til på ny at vokse frem og ved deres sammensætning betinge, i hvem, hos hvem og hvor det skal fødes på det fysiske plan. Alt er her strålende kosmisk automatik, og en dag fuldbyrdes der her på det fysiske plan den undfangelsesakt, der betinger vor genopstandelse i fysisk materie. Men hen over selve undfangelsesakten kan de høje åndelige verdeners lys skinne, og så stærke er disse kræfter, at de, så langt de formår, beskytter den nyfødte, forgylder barndommen og mildner sjælens indtræden i det voksne stadium.

Kan? Ja, netop kan! For så meget kan det jordiske menneske i sit tidligere fysiske liv have levet imod lovene, så egoistisk kan det i alt have optrådt, så barbarisk kan dets adfærd over for andre have været, at dets indtræden her på det fysiske plan fuldbyrdes i voldtægt, dets barndom på opdragelseshjem og dets manddom og alderdom i fængsler. Man behøver blot at kaste et blik på den "dragt", det ved sin indtræden i de sande åndelige verdener efterlod, for at forstå, at den verden, det nu skal være borger i, er lysets kontrast, er kontrasten til alt det, vi samler i ordene: skønhed, kunst og harmoni. Men kontrasten til disse tilstande har kun ét navn: helvede. Livet på det fysiske plan er et liv i mørkets dal, er et liv, der i så godt som alt udgør modsætningen til det, vi ved vor fysiske fødsel forlader. Og det ses klart, når man betragter vor ankomst til denne verden. Thi medens ingen eller intet kunne forhindre os i at dø, er der utrolig meget, der kan forhindre os i at blive født. Allerede her "slikker helvedes luer" højt omkring os. Millioner af aborter, bevidst fremkaldte og naturlige, udgør den første spærreild, vi må igennem for overhovedet at få en krop. Og hvilken krop får vi så? Må ikke hundrede tusinder og atter hundrede tusinder allerede ved deres fødsel opleve, at den krop, de nu måske igennem et helt langt liv skal opleve tilværelsen i, er defekt? Lammede, blindede, døve og åndssvage, fysisk og psykisk defekte, betræder utallige sjæle det fysiske plans så højt besungne herligheder. Og hvad med dem, der er kommet fysisk uskadte igennem denne smerternes første, brutale spærreild? Går det store flertal ikke også her ind til et liv, de ofte i fortvivlet desperation selv gør "ende" på? Det er kun i ungdommens vår, i den mest blåøjede forelskelsestilstand, at vi finder på at kalde denne verden for "selve paradiset". Det er sandt, at også vor verden kan være vidunderlig skøn og også, at vi alle i glimt oplever denne skønhed. Men intet voksent menneske benægter i sit eget hjerte, at skønheden her altid har et vemodigt drag over sig, at det ubestandige her klæber ved alt, og at smerten altid lurer "bag det første hjørne". Intet under derfor, at vore ædleste sjæle, de store digtere, altid intuitivt har følt, at dette ikke var det endelige, at vi var "trækfugle", som "haver andetsteds hjemme".

At se ud over den fysiske verden med Martinus øjne er at se direkte ind i helvede. Det er at se ind i en verden af ufuldkommen skabelse. Overalt ser øjnene navnløs lidelse, sygdom og fattigdom, ruin og undergang lyser den beskuende i møde, hvorhen han end vender sig. Og det er denne verden, en fysisk videnskab ofte besynger som "den eneste" og som den, ved sin strålende teknik, sine vidunderlige opfindelser, vil gøre til vor tilværelses "eneste paradis". Vil det lykkes? Aldrig! Thi hvor strålende teknik vi end får, hvor vidunderligt verden end bliver indrettet, vil den dog altid kun udgøre en svag afglans af hine høje verdener, vi dybt i vor sjæl ved eksisterer, og som vi altid, åbent eller skjult, vil længes imod. Vi er her i kroppe, som ifølge livslovene må slides og ældes, og vore dage her er i virkeligheden allerede ved vor ankomst "talte". De kan blive mange, men de kan også blive få! Men hvor få eller hvor mange de så end bliver, så bliver dog kun et forsvindende fåtal af dem virkeligt lykkelige. Derfor spørger mennesket i sit hjerte: "Hvorfor fødes jeg ind til alt dette? Var det dog ikke bedre at være ufødt?"

Og lad svaret være dette: Om ikke livet var evigt, og dette liv altså det eneste, måtte man hilse den, der dræbtes allerede i fødslen lykkeligere end den, der skulle leve et langt liv i en verden som vor. Men livet er evigt, og når vi fødes ind i denne verden, som i sin natur er akkurat lige så åndelig som tilværelsens øvrige verdener, er det, fordi vi her er stedet ansigt til ansigt med en energikombination, der i så godt som alt nægter at lystre vor vilje. At overvinde denne energikombination og tvinge den til at være en tjener for vor ånd koster tænkning. Og det er denne tænkning, der er den dybeste hensigt med vor tilsynekomst her, thi igennem den møder vi tænkningens love, møder vi den logik, der langsomt hæver vor ånd imod de højder, hvor al skabelse er kunst og dermed kærlighed. At tro, at livet her er meningsløst, ondt eller blottet for den indre logik, der gør selv den dybeste smerteoplevelse identisk med alkærlighed, er kun at demonstrere sin åndelige uvidenhed. Og det ved ethvert udviklet menneske dybt i sin sjæl. Derfor fødtes det søgende! Kun den åndeligt sløve og altså endnu delvis sovende kan føle sig tilfreds med forholdene, som de nu er. Det udviklede menneske kender ikke denne tilfredshed. Det accepterer verden som den er, fordi det tvinges dertil, men det ophører aldrig med at længes efter at se den forandret. Og netop fordi det er udviklet, har det opdaget hemmeligheden ved denne forandring. Det ved, at den skal foregå i dets egen sjæl, og derfor vender det nu front imod alt det i dets eget væsen, som er imod lovene, er imod den kærlighed, skønhed og harmoni, det endnu dunkelt erindrer fra sit ophold i det, vi her kalder "det hinsidige". Nu forstår det, hvor det før kun levede på en dunkel, tågeagtig tro, og kunne man se ind i dets viljes inderste centrum, ville man der se, at det nu kun begærer én ting, den, at det ved sin tilbagevenden til de lysets riger, hvorfra det er udgået, kun ønsker ét, nemlig dette, at den mentale klædedragt, det denne gang skal afføre sig ved sin ankomst, ikke mere skal være så mørk som før.

I dette, at Martinus på alle områder klart viser os, at det vi forstår ved det, vi kalder "helvede", udelukkende er alle ulogiske forestillingers dybeste konsekvens, viser han os vejen ud af denne livszone, som intet normalt menneske bryder sig om at opleve blot en time længere end nødvendigt. Hvor religion før ofte var signalet til den flugt fra livet, der overlod skabelsen af dets fysiske rammer til dem, som lo højt ved tanken om noget så komisk som "en alkærlig Guddom", viser Martinus os, at religion i fremtidens verden vil blive signalet til at standse denne flugt. Til at besinde sig, tage sit ansvar og ved hele sin indstilling bidrage til i praktisk handlen at påbegynde omformningen af denne verden således, at den engang kan blive en boplads, ikke for "onde ånder" eller "besatte sjæle", men derimod for mennesket "i Guds billede og efter hans lignelse" eller mennesket, der ikke alene vedgår sig at være religiøst, men som også ved sin måde at være på demonstrerer, at ånd, kunst og kærlighed kun er dele af det strålebundt, det samler i ordet Gud.