Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1936/6 side 81
<<  9:26  >>
Martinus:
LOGIK
(Fortsat)
Verdensaltet udgør altsaa en levende Organisme, er et levende Væsen, er en Guddom, en Fader, hvis Blod rinder i ethvert levende Væsens Aarer.
Men naar de levende Væsener har et saadant kosmisk Forældreprincip forenet i en virkelig levende Fader, der samtidig er Altets Gud, er de samme Væseners sande Identitet ganske uafhængig af deres "kosmiske Haandværk", denne, at de er - "Gudeafkom". Men ligesom Faderprincippet i dette kosmiske Familieprincip samtidigt rummer i sig den fuldkomne Feminisme eller Moderprincippet, saaledes maa ogsaa "Afkommet" af dette "Forældreskab" være dobbeltpolet. Det maa i sin dybeste kosmiske Analyse vise sig at være en Kombination af "Han" og "Hun", være en Enhed af Maskulinisme og Feminisme, thi ellers vilde "Afkommet" jo være noget ganske andet end sit "fædrene Ophav". Og sligt vil, paa Grund af Verdensaltets fuldkomne Kærlighedsteknik aldrig nogen Sinde kunne blive en Kendsgerning. En Høne lægger ikke Maageæg. En Ko føder ikke Kattekillinger, og en Flodhest føder ikke Gedekid. At der kan opstaa noget, vi kalder "Bastarder", betinges udelukkende af et nærmere fysisk Artsslægtsskab mellem de paagældende Væsener og vil være en absolut Umulighed der, hvor dette Slægtsskab totalt mangler. Og paa samme Maade forholder det sig ogsaa med de levende Væseners Identitet som "Gudeafkom". Alle Individer er i deres dybeste Analyse dobbeltpolede eller dobbeltkønnede. Hvordan skulde ellers en Fader komme til at holde af sin Søn og en Moder af sin Datter? - Hvorledes skulde det ellers blive en saa udbredt Kendsgerning, som Tilfældet er, at to Væsener af samme Køn kan blive forelsket i hinanden ligesom Mand og Kvinde? - Og hvordan skulde Kærlighedsbudet: "Elsker hverandre" blive til en virkelig Realitet, hvis Individerne i deres kosmiske Analyse var absolut eenpolede Væsener? - Er det ikke netop en uomstødelig Kendsgerning, at jo mere maskulin en Mand er, og jo mere feminin en Kvinde er, desto mere robust og primitiv er deres Følelse for Væsener af deres eget Køn, og desto mere er de afhængige af det modsatte Køn? Og desto større eller stærkere denne Afhængighed eller dette fysiske Behov af modsat Køn er, desto større er deres Egoisme, desto mere beherskes de af Selviskhed overfor deres eget Køn. Er det ikke netop i en saadan Zone, at de største Jalousi- eller Skinsygedramaer forekommer? - Er det ikke i et saadant Bevidsthedslag, at de største "Kærlighedssorger" og de herpaa baserede Selvmord saavel som Hævnmord finder Sted? -
Ja, selv i et saa højt Kultursamfund som det danske, kan man endnu paa saadanne Steder, hvor der er offentlig Adgang til Dans, med Lethed iagttage, hvorledes Individerne af begge Køn i stor Udstrækning udelukkende kun er opfyldt af at tækkes det modsatte Køn, medens Kønnene hver for sig indbyrdes flammer i en Atmosfære af Jalousi eller Skinsyge, der ofte udarter sig til Slagsmaal og Drab. Den dyriske "Brunsttid" har endnu Sæde i det Væsen, vi kalder "Mennesket".
Men et Væsen, med saa udprægede Reminiscenser fra Dyreriget, er ikke noget færdigt "Menneske". Det er endnu i samme Grad, som det beherskes af de nævnte Reminiscenser: Skinsyge, Ejendomsret og Brutalitet, et "Dyr".
Det udviklede eller færdige "Menneske" kender ikke til at blive forelsket og føler derfor heller ikke Skinsyge, Had eller Vrede. Det føler ingen Ejendomsret over noget andet Væsen, der kan krænkes, og er derfor fundamentalt lykkeligt.
*   *   *
Her vil mange Læsere sikkert studse. Ja, de vil maaske endog i deres Bevidsthed reagere stærkt imod denne min Analyse. De vil maaske harmdirrende udbryde: "Hvad har Fader- og Moderkærligheden med Seksualisme at gøre? - At en Fader elsker sin Søn, og en Moder elsker sin Datter betyder dog ikke, at de henholdsvis er "forelsket" i denne Søn og Datter. "Forelskelse" er dog noget ganske andet." Og her maa jeg, med Hensyn til "Forelskelse", indrømme, at deres Opfattelse aldrig har været mere sand end netop i dette Tilfælde. "Forelskelse" er netop noget ganske andet end "Kærlighed".
"Forelskelse" er en i Naturen forekommende Anordning, der i den Zone, hvor den hører hjemme, stimulerer eller befordrer Arternes Befrugtning eller Forplantning. I dens dybere eller aandelige Natur udgør den en mental Kraftbølge, der kan overskygge Individet og ved Kulminationen af denne Besættelse af dets Hjerne- og Nervesystem fuldstændigt behersker dets Mentalitet, former dets Tanker til et glødende Begær, til en uudslukkelig Tørst eller umættelig Hunger efter at eje, berøre eller kærtegne det Væsen, der er det udløsende Moment og Genstand for Forelskelsen, ligesom gensidig Kærtegn og Berøring fra samme Væsen naturligvis er identisk med dets højeste Salighedsnydelse, undertiden i en Grad, der endog grænser til Livsbetingelse. Hvis dette ikke netop var Tilfældet, vilde der aldrig være noget, der hed "ulykkelig Kærlighed", "Kærlighedsdramaer", Selvmord paa Grund af hævet Forlovelse o. s. v. Ja, der vilde jo slet ikke være noget, der hed "Ægteskab".
Men naar "Forelskelse" saaledes gør gensidig Udveksling af Berøring og Kærtegn med et særligt bestemt andet Væsen til Livsbetingelse, vil dets Selvopholdelsesdrift derved betinge, at det udløser al sin Kraftanstrængelse og Tænkeevne udelukkende i det ene Formaal at opnaa dette særlige andet Væsens fulde Sympati eller gensidige Forelskelse. Dette vil altsaa igen sige, at "Forelskelsen" gør det til en Livsbetingelse - ikke at elske sin Gud over alle Ting eller sin Næste som sig selv, ikke at "elske hverandre" - men derimod dette - kun at elske, siger og skriver - eet eneste Væsen, nemlig det; som er det udløsende Moment for Forelskelsen. Dets Selvopholdelsesdrift, Opretholdelsen af dets Sindsligevægt og naturlig Glæde ved Tilværelsen fordrer, at det bekæmper alt, hvad der kan være en Hindring for dets Opnaaelse af dette andet Væsens gensidige Forelskelse. Dette vil atter sige, at Forelskelsen skaber Had til Personer og Ting, der kan modarbejde eller forhindre nævnte Opnaaelse. Den stimulerer Skabelsen af "Ejendomsret" over dette andet Væsen, og skaber dermed den dybest udløsende Aarsag til alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Det Onde". Den skaber en Zone i Tilværelsen, hvor Skinsyge, Had, Hævn, Mord og Drab er livsbetingende Egenskaber dikteret af Selvopholdelsesdriften for at bevare den livsbetingende Mage for dens Ophav som dettes, absolut for andre urørlige, Ejendom.
At denne mentale Indstilling af Bevidstheden ikke indskrænker sig til kun at gælde Ægtemagen, er naturligvis en Selvfølge, men maa ogsaa nødvendigvis komme til at gælde Genstande eller Ting, der kan være medvirkende Midler til at opretholde eller hævde den "Forelskede"s Overlegenhed overfor Rivalerne. Og dette er Grunden til, at Verden i Dag regeres af Penge, og at dette Regentskab udløser sig i Krige, Mord, Drab, Lemlæstelse, Røveri og Bedrageri. Verdens Mennesker nedtramper skaanselsløst hverandre i Jaget efter Forelskelsens Tilfredsstillelse og efter dette for denne tilfredsstillende begunstigende Magt og Godsbesiddelse. Denne Zone udgør i den samlede Verdensplan det sande "Dyrerige".
Nu vil man maaske hævde, at Mennesket dog er noget andet. Men det er kun til en vis Grad rigtigt. At det er et "Pattedyr", kan dog ikke bortforklares. Det har ganske vist nogle begyndende mentale Egenskaber, der underminerer de dyriske Tendenser, som jeg senere skal komme tilbage til. Men at det endnu i stor Udstrækning besættes af Forelskelse, at Parringsprincippet og Ejendomsretten over Ægtemagen endnu for mange Mennesker er en Livsbetingelse, kan heller ikke bestrides. De sørger over Ægtemagens Svigten. Deres Moral og Religion udtrykker endnu Ejendomsretten over Ægtemagen som selvfølgelig, forsvarer det som naturligt at føle Skinsyge, at blive vred over Utroskab. Biblens Udtryk "Du skal ikke bedrive Hor" er heller ikke modarbejdende dette. Og dog er der et stort Omraade i Biblen, der peger i en hel anden Retning. Hvad mener man blandt andet om det store Bud "Elsker hverandre" - "Du skal ikke ihjælslaa", - "hævner eder ikke selv I Elskelige; jeg vil betale, siger den Herre Zebaoth", - "Saligt er det at give hellere end at tage", - "Det et Menneske saar, det skal det høste"? - Er det ikke let at se, at disse evige Ord er affødte af en hel anden mental Kraftbesættelse end "Forelskelse"? Medens "Forelskelse" stimulerer Begæret efter at tilegne sig eller tage, stimulerer den mentale Kraftbesættelse, af hvilke ovennævnte Sætninger er et Resultat, det modsatte, nemlig Lysten til at give. Denne Kraftbesættelse er igen kendt under Begrebet "Kærlighed".
Som man ser, er "Forelskelse" saaledes absolut ikke det samme som "Kærlighed". Medens "Forelskelse" netop søger sit eget, søger "Kærligheden" absolut ikke sit eget.
Vi staar altsaa her overfor to vidt forskellige Slags mentale "Besættelser", der hver især er bestemmende for Individets særlige Manifestation og Karakter. "Forelskelse" gør Individet, - i Kraft af, at den gør det til en Livsbetingelse at eje et andet særligt bestemt Væsen og de Midler, Ting og Gods, som kan tjene dette Formaal, - selvisk eller egoistisk. Denne Tilegnelse bliver navnlig kold og hensynsløs, fordi "Forelskelse" jo i samme Grad, som den gør den "Elskede" til Livsbetingelse, gør andre Personer mere eller mindre overflødige eller undværlige. Blot man ejer det "elskede" Væsen helt for sig selv alene, er man lykkelig. Dette er saaledes Kulmination af Egoisme. Gennem Slægts- og Familieskab udvikler dette Tankeklima sig saa videre og videre, for i kollektiv Form at kulminere som den for Tiden i visse Lande saa højt lovpriste "Nationalisme".
Hvad er vel denne i sig selv andet end netop Udløsningen af det samme Ejendomsbegær og Hævdelse af noget, man absolut vil have for sig selv. Her i dette Tilfælde gælder "Forelskelsen" altsaa det saakaldte "Fædreland". "Fædrelandskærlighed" eller "Nationalisme" er saaledes det samme som "kollektiv Forelskelse". Og jo større denne "Forelskelse" eller "Fædrelandskærlighed", der i Virkeligheden retmæssigt burde hedde "Fædrelandsegoisme" eller "Fædrelandsselviskhed" er, desto køligere og mindre Hensyn til andre Folks "Fædreland" er man i Stand til at manifestere.
Hvad mener man om dette, at en større Nation skaanselsløst med overlegne Krigs- eller Mordinstrumenter nedmejer en mindre Nations Individer for at erobre dennes Territorium ganske uafhængigt af, at denne mindre Nation har eksisteret i Aartusinder, har ejet nævnte Territorium i Hundreder og atter Hundreder af Generationer. Er det "Kristendom"? - Er det "Kærlighed" eller Opfyldelsen af Loven om at "elske sin Næste som sig selv"? - Nej, det er "Kollektiv Forelskelse". Det er Egoisme eller Selviskhed i Renkultur. Det er "Hedenskab" eller Aarsagen til alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Det dræbende Princip", der i Henhold til "Livets Bog" er Dyrerigets Livsbetingelse. Det er, som før nævnt, Roden til alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Det Onde". Det er det, der klæder "den fortabte Søn" i Laser og Pjalter. Det er det, der faar Menneskenes egen Administration af Klodens umaadelige Rigdomme, der er beregnet til at skulle føde en langt større Menneskehed end den nuværende, til at kulminere i en saadan Primitivitet, at nogle Mennesker ejer kolossale Bjærge af Rigdomme, Penge, Næringsmidler og Gods, ja Tusinder af Fold mere end deres eget nuværende jordiske Liv i almindelig Luksus og økonomisk Velvære overhovedet vilde kunne koste, og derved holder enten bevidst eller ubevidst dette Overskud af Værdier som "Privatejendom", bundne og utilgængelige for andre Mennesker. Disse kan saa ikke faa hverken de nødvendige Klæder, Næringsmidler eller andre Livsfornødenheder, gaar til Grunde i Armod og Lediggængeri. Mennesker døende af overdaadigt Vellevned, Ødselhed, Fraadseri og Udskejelser paa den ene Side, og Mennesker døende af Sult, Armod og Livslede paa den anden Side, det er "Forelskelsen"s yderste Forgreninger og Resultater.
Nationernes Mentalitet i Dag er saaledes kun kollektive Afspejlinger af "Forelskelsen"s Tankeklimaer og Konsekvenser. Er de ikke netop store Væsensnaturer, der elsker og hader, der erobrer og plyndrer, ja endog forholdsvis endnu værre end de enkelte Mennesker, idet Nationerne endnu ikke som disse er bundne eller underkastet noget effektivt Retsvæsen, men lever i fuld frigjort og ubehersket Anarki, kan skalte og valte over andre Nationer alt efter deres Kanoners Rækkevidde eller Krigsmateriels Overlegenhed og Omfang.
Men her er vi ogsaa ved Kulminationen af eller højeste Grænse for Egoismens Blomstring. Her er vi kommet til et Stadium, hvor denne underminerer sig selv, er i Færd med at begaa Selvmord.
Naar Nationerne i deres indbyrdes "Forelskelse" i Guldet eller andre økonomiske Fordele i glødende Jalousi og Selvopholdelsesdrift underminerer og dræber hverandre, er det "Nationalismen"s og dermed Egoismens Undergang. Denne Undergang er udtrykt i Biblen som "Dommedag", "De sidste Tider", "Verdens Ende".
Paa "Dommedag" "dømmes Levende og Døde". Den anvendte "Dom" er - Visdommen. Visdommen udgør de Erfaringer, som Egoismens eller Selviskhedens Levnedsløb og Undergang har affødt. Det er denne, der fører "Den fortabte Søn" tilbage til Faderen eller gør Kristi Ord til Kendsgerninger. Dommedagens Dom har allerede været forkyndt Menneskene forud, og har nu snart i to Aartusinder i Form af sin evige uforgængelige Ordform: "Det et Menneske saar, det skal det høste", - ""Elsk din Gud over alle Ting og din Næste som dig selv", - "Saligt er det at give, hellere end at tage", gennemsyret den menneskelige Mentalitet med et Tankeklima, der er lige akkurat en Hundrede Procents Modsætning til det Tankeklima, "Forelskelse" har til Opgave at udløse eller opretholde. Med andre Ord: Dommedagens Dom udtrykker, at Livet ikke blot er at elske og eje noget for sig selv alene; men at Livet maa leves paa en hel anden Maade end hidtil.
Og det er i denne ny Levemaade og Mentalitet, at Forjættelsen om en "ny Himmel" og "ny Jord" bliver aktuel, bliver til Kendsgerning.
*   *   *
Inden jeg gaar videre vil jeg dog gerne gøre opmærksom paa, at nærværende Analyser er ganske upartiske, og at jeg personlig selvfølgelig ikke har noget som helst imod Forelskelse, ligesom samme Analyser naturligvis heller ikke paa nogen som helst Maade skal være en nedsættende Kritik af det store Flertal af Personer, Damer og Herrer, der endnu har en medfødt Modtagelighed for denne "Besættelse" af sin Bevidsthed som et naturligt Anlæg, tværtimod. Jeg ønsker netop kun upartisk at belyse Problemerne, saaledes at hver især kan blive klar over de gængse Vildfarelser angaaende saadanne Realiteter, der i det daglige Liv behersker Individernes Tilværelse, og gøre dem bekendt med, hvad det er, de ser, eller blive Vidne til.
Selvfølgelig er "Forelskelse", som jeg allerede har bemærket, et naturligt Fænomen, der i den Zone, hvor den hører hjemme, og for de Individer, i hvem den blomstrer, kan skabe den for dem foreløbige højeste Salighedsnydelse eller højeste Glæde ved Livet, foruden samtidigt slet ikke at kunne undværes i Forplantningens eller Befrugtningens Tjeneste. Men det tyvende Aarhundredes Menneskehed lever i en Zone, hvor Forelskelsesevnen er mere degenererende end nogensinde, saaledes at mangfoldige Mennesker, saavel indenfor som udenfor Ægteskaberne, mere eller mindre har mistet denne Evne, og derfor befinder sig paa et Stadium, hvor de i tilsvarende Grad mere eller mindre er hjemløse, hvor de foreløbigt er i Blinde angaaende deres egen Tilstand. At de netop befinder sig i "Uddrivelsen af Paradiset", hvilket vil sige Uddrivelsen af det dyriske Paradis, Uddrivelsen af Dyreriget, at de er under stærk Omskabelse fra Dyr til Menneske, at deres Organdannelse er under Omformning til en hel ny Bevidsthedstilstand, i hvilken "Forelskelsesevnen" er afløst af "Kærlighedsevnen", ved de endnu ikke noget virkeligt positivt om." Vildspor og Afveje, ulykkelige Ægteskaber, Perversiteter og Sindssyge med Henblik til det seksuelle Princip eller højeste Livsegenskab, er overordentligt dominerende. Derfor kan jeg naturligvis ikke her i Artiklen "Logik", der er et kortfattet Omrids af Verdensplanens Maal og Bestemmelse, dens Struktur og Mening, undgaa at berøre dette Tilværelsens højeste Problem. Men da en indgaaende Redegørelse kræver et helt Bind, har jeg ikke her Plads til den, men maa forbeholde den til et af "Livets Bog"s kommende Bind. Her kan jeg altsaa kun lige give et lille svagt orienterende Strejflys, som Læserne foreløbig maa støtte sig til. Men samtidigt vil jeg gerne berolige Læserne med, at de af dem, der lever i et lykkeligt Ægteskab eller i en lykkelig Forlovelse, naturligvis ikke behøver at beskæftige sig med disse Linier, som i Virkeligheden kun er beregnet paa de Mennesker, der i Dag martres under Seksualismens sønderknusende Vildfarelser, lever i fuldstændigt Ukendskab til Kræfter og Anlæg, af hvilke de modløst og villieløst maa lade sig beherske, føres i Afgrunden, netop paa Grundlag af grænseløs Uvidenhed om Livet og dets vidunderlige Love og Bestemmelse.
At hjælpe saadanne Mennesker, lader sig kun gøre ved at give et Billede af de faktiske Forhold, faa dem rettet ind til at forstaa, hvad det er, de i Virkeligheden oplever, og hvilken Rolle i Verdensplanen, de er med til at udløse. Og for at komme til denne Erkendelse, maa de ogsaa vænne sig til at betragte "Forelskelse" i en mere saglig eller virkelig videnskabelig Maalestok end den, hvormed Forfattere, Poeter og Moralvogtere fra Forelskelsens egen Zone fortolker og lovpriser den i den Kærlighedsglans, hvormed den netop kan og skal straale for de Væsener, for hvem den endnu ikke er et tilbagelagt Stadium. Men Livet har langt højere Maal og Zoner i Baghaanden til Menneskene end de, der er befordrende for Ejendomsret og Egoisme. Og Menneskene maa saaledes lære at forstaa, at Forelskelse vel er guddommelig og naturlig i den Zone, i hvilken den er en uundværlig Faktor, men at dette ikke forandrer, at dens nøgterne og sande Virkelighed er Kulminationen af Egoisme, med dens Skyggezone "Dyreriget", Smærternes, Lemlæsternes og Sorgernes Hjemstavn. Og at Livet har en langt større Plan med Seksualisme end netop Befrugtning og Kærlighed til kun eet enkelt Væsen, har en langt højere og skønnere "Besættelse" til Individet end "Forlovelse". Denne "Besættelse" er "Den hellige Aand" med dens Straaleglorie: Uselviskheden eller "Alkærligheden". Det er dette, der i Biblen er udtrykt som "Himmeriges Rige", i hvilket der "ikke tages til Ægte", hvor der ikke er Sorg, Skrig eller Pine.
(Fortsættes).
  >>