Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Alt i Naturen afslører en altoverlegen Intelligens. Da Inteligens ikke kan eksistere uden at være en Livsytring, og denne igen er identisk med Bevis for Liv, beviser Naturen saaledes selv sin egen Idenditet som "et levende Væsen".

Men da Intelligens ikke kan eksistere uden paa Basis af Samarbejde med andre fundamentale Livsytringer eller Beviser for Liv, saasom blandt andet Instinkt og Følelse, vil man ved nærmere indgaaende kosmisk Udforskning af Naturen opdage, at den i ligesaa høj Grad i sin Opbygning og Fremtræden afslører disse Livsbeviser, som den afslører Intelligens, ja, at den ligefrem afslører sig selv som en ren og skær Kulmination af Opfyldelsen af lige akkurat de Betingelser, der kræves, for at et "Noget" kan fremtræde som "et levende Væsen". Men dette er for omstændeligt at komme ind paa her, hvorfor jeg ogsaa her maa henvise Læserne til "Livets Bog".

Naturen, Verdensmanifestationen udgør altsaa en Afsløring af et altoverlegent "levende Væsen", der som før nævnt udgør et maskulint og feminint forenet kosmisk Forældreprincip, udgør en Realitet, der er kosmisk "Fader" og "Moder" til ethvert levende Væsen. Men da disse to Principper i deres kosmiske Fremtræden gaar op i en højere Enhed, udtrykker Jesu Ord i Virkeligheden en altovervejende fundamental Sandhed, naar han kalder nævnte kosmiske Forældreprincip, nævnte omfattende kosmiske Væsen for "Faderen". Ligeledes kan det heller ikke bortforklares, at det er en hemmelig eller ubevidst instinktmæssig medfødt Anelse om dette Væsens Eksistens, der ligger til Grund for et hvilket som helst Begreb om en Guddom, og saaledes er det dybeste udløsende Moment til enhver Art eller Form for Gudsdyrkelse.

Som man ser, kan det ikke retmæssigt udtrykkes som Naivitet, Overtro eller Dumhed, dette at rette sin Bevidsthed ind paa Muligheden af denne kosmiske eller guddommelige "Faders" Eksistens, dette i sit daglige Liv mere og mere at komme til at leve sammen med denne altovervældende Guddom. Tværtimod, denne Tilværelsesform er Kulminationen af Opfyldelsen af den allerhøjeste Logik, denne Tankeindstilling er den eneste absolutte Basis for enhver Afsløring af Livets Gaade, af alt hvad der virkeligt kommer ind under Begrebet Mystik, og vil saaledes være den absolut eneste Vej, ad hvilken Individet kommer til Fornemmelsen af sin kosmiske Herkomst, til Bevidstheden om sin Udødelighed og sin Identitet som sin egen Skæbnes Skaber og dermed til Oplevelsen af den absolut højeste Form for Tilværelse med dens urokkelige Straaleglans af Kærlighed, Fred, Lykke og Salighed. -

Men hvordan skulde det forøvrigt ogsaa være i Kontakt med Logik at paastaa, at al Religion og Gudsdyrkelse er Humbug, er opstaaet uden nogen som helst reel Basis eller Grundlag, opstaaet over noget absolut intet? - Gudsdyrkelsen eller Troen paa et Forsyn er noget, der uomstødeligt er ethvert Naturmenneske medfødt. Man har endnu aldrig set en begyndende Menneskehed, Race eller Verdenskultur, der har været absolut gudløs. Hvis Gudsdyrkelsen eller Troen paa et Forsyn eller Guder var Humbug, vilde det jo være ganske mærkeligt, at absolut alle Naturmennesker skulde finde paa eller ligge under for det samme Bedrag eller Humbug. Det vilde da være rimeligt at antage, at der maatte gives Undtagelser. I den daglige Tilværelse falder vi dog ikke alle for den samme Bedrager, eller for et og samme Falskneri. Naar saadant derimod absolut ikke foreligger med Hensyn til Religionen hos Menneskene i deres første primitive eller saakaldte Naturtilstand, men at Gudsdyrkelsen derimod er et absolut fælles Særkende for dem alle uden Undtagelse, maner dette ogsaa til Eftertanke om, at denne Realitet har en uryddelig dybere Rod i Tilværelsen end maaske ganske overfladisk set.

At det undertiden kan være "moderne" hos det saakaldte "Kulturmenneske" at benægte en Guddoms Eksistens og at betragte al Gudsdyrkelse for Naivitet, Humbug og Fanatisme afkræfter absolut intet med Hensyn til en Guddoms Eksistens, men beviser derimod ved nærmere Iagttagelse, at denne Gudløshed skyldes sine Ophavs begyndende Tilegnelse af Intelligens, der lader dem faa et vist Kendskab til Størrelsesbegreber, Afstande, Tid og Rum, Maal og Vægt, Vibrationer og Hastigheder i Naturen, som ikke lige akkurat kan forenes med de Former for Vibrationer, Hastigheder og Størrelsesbegreber, som udgør Betingelsen for de kendte levende Væseners Eksistens. Da deres gryende Intelligens lige akkurat er stor nok til, at de kan konstatere dette, men derimod ikke er stor nok til, at de kan forstaa, at de udenforstaaende Hastigheder, Størrelsesbegreber, Maal og Vægt osv. udmærket kan forenes med Skabelsen af Eksistens for andre Livs- eller Tilværelsesformer, selvom disse ganske vist er ukendte paa Jorden, opstaar Materialismen eller Benægtelsen af Muligheden af højere Livsformer end de jordiske.

Den megen Viden om Størrelsesbegreber, Vibrationer, Maal og Tal, som ikke hører hjemme i de kendte levende Væseners Organismers Analyser, blænder altsaa i første Instans disse "moderne" Kulturmennesker, og fører dem ind paa den Overtro, at de jordiske Livsbetingelser er de eneste, under hvilke et levende Væsens Eksistens kan gøres muligt, en Paastand, der er skrigende naiv og falsk og uden noget som helst Fundament af logisk eller intelligent Bevismateriale, idet Verdenslogikken i sin Udforskning netop viser, at der ikke findes en eneste Organisme, som ikke befinder sig inden i en større Organisme, og ikke noget levende Væsen, som ikke er Mikrovæsen i et større Væsen, samtidigt med, at det er Makrovæsen for Mikrovæsenerne i dets egen Organisme. Dette vil altsaa sige, at alle Vibrationer, Hastigheder, Maal, Vægt og Rum altsammen kun eksisterer som Detailler i et levende Liv, i hvilket vi "alle leve, røres og ere", og hvilket større Liv vi igen hver især afspejler, paa samme Maade som Dugdraaberne en klar Sommermorgen hver især afspejler hele den store Sols klare og funklende Skive.

Materialisme eller Gudsfornægtelse er altsaa et stadigt tilbagevendende Problem ved enhver Overgang fra Natur- til Kulturtilstand. Men efterhaanden som man har vænnet sig til Intelligensens klare Lys, begynder man først rigtigt at kunne "se" ved dette. Og da begynder Gudsdyrkelsen at komme tilbage, men i en langt ædlere og skønnere Form, idet den da bliver baseret paa selve Verdensplanens Logik eller Verdensintelligensen. Og Materialisten iler, efterhaanden som de andre Aandsevner: Følelse og Intuition udvikler sig op paa Højde med hans Intelligens, mod det store Lys, mod den store Indvielse eller Forklarelse, der fik en "Tornebusk til at brænde" for Moses, fik Apostlene til at "tale i andre Tungemaal", fik Saulus til at blive en Paulus og skabte Buddha, Jesus og Muhamed om til Verdensgenløsere.

Idet den gryende Intelligens, den megen materielle Viden saaledes til at begynde med blænder Individet og dermed for en Tid lader det være i en ubevidst Blindhed angaaende selve Guddomsproblemet, er det rigtigt, at Naturmennesket paa en Maade er nærmere Guddommen end "Professoren", eller naar Kristus siger: "Salige er de Fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres". Den enfoldige eller fattige i Aanden har lettere ved, paa Basis af andres Beretning, at leve i god Tro eller Tryghed paa et Forsyns Eksistens end Videnskabsmanden med sin megen Viden om Størrelsesforhold, Tid og Rum, Hastigheder og Maal, som han endnu ikke i mindste Maade kan identificere eller bruge som Bevismateriale for Liv, og derfor maa nøjes med at kalde det hele "Naturen". Og dette er ogsaa Grunden til, at Begrebet "Naturen" i Virkeligheden endnu for et stort Omraades Vedkommende kun er et dødt og koldt Problem, en Slags mentalt "Pulterkammer", i hvilket han til syvende og sidst alligevel maa kaste alt det ind i, han ikke forstaar.

Men som jeg før bemærkede er denne Tilstand kun rent midlertidig. Ligesom vi ikke pludseligt kan komme fra et meget stort og natsort Mørke ind i et stærkt Dagslys uden at blive blændet, saaledes kan vi heller ikke her pludselig komme fra en mørk og primitiv Naturtilstand til en stærk intellektuel Tilstand uden at blive blændet.

Nævnte intellektuelle Tilstand, den megen ny Viden eller Videnskab, den ny Bevidsthedstilstand, der i sin første Instans netop kun er baseret paa Vished om materielle Forhold eller Detailler, optager naturligvis til at begynde med det herfor modtagelige Sind saa helt og holdent og er en saa overordentlig fuldkommen Kontrast til det samme Individs tidligere fundamentale Bevidsthedstilstand, der kun var baseret paa Troen paa Dogmer, Troen paa religiøse Foreteelser, Troen paa Realiteter, som ikke kan blive til Viden gennem materielle Størrelsesbegreber og Tal, at denne sidste Bevidsthedstilstand helt fortrænges som uvirkelig, forældet, barnlig eller naiv. At føle absolut Vished bag sin Tanke er en saa stor Nydelse, er en saa stor inspirations-, energi- og glædevækkende Faktor, at Individet her har fundet et andet Møde med Paradiset. Dette Paradis udgør altsaa det samme som det, vi i Dag kalder "Den moderne Videnskab", og alle dets Indbyggere eller Beboere omfatter alle saadanne Personer, der mere eller mindre har forladt deres "Barnetro" eller Troen paa al Religion, Personer der hovedsageligt kun erkender absolut materiel Haandgribelighed. Dette Paradis' Atmosfære eller Glorie udgør i den daglige Tilværelse det samme som det, vi kalder "Materialisme" eller "Irreligiøsitet". "Irreligiøsitet" er saaledes den Blændethed, der opstaar, naar Individets Skæbne bevirker dets Møde med den begyndende intellektuelle Tilstand. Denne Tilstand er nødsaget til i sin første Instans at være fysisk materiel, da det er her, Individet hovedsageligt har sine Evner og sit Erfaringsmateriale. Og efterhaanden som det saaledes mere og mere kommer til at leve paa Kendsgerninger, bliver Tilværelsen paa Uvished eller Tro mere og mere uholdbar, og Irreligiøsiteten indtræder. Og Individet kommer derved nødvendigvis til at leve paa andre Facitter. Da disse er den virkelige Videns første spæde Begyndelse, kommer disse til at afvige stærkt fra den højeste udviklede Troendes Facitter, idet disse sidste udgør den virkelige Videns allerhøjeste.

Forskellen mellem den Irreligiøse og den højeste udviklede Religiøse er altsaa denne, at den første eksisterer paa den virkelige Videns første eller spæde Facitter som Kendsgerninger, medens den sidste lever paa den virkelige Videns højeste Facitter som Tro. Saa her bliver Jesu Ord om "de Fattige i Aanden" ogsaa til Kendsgerning. Den Enfoldige eller "Fattige i Aanden" lever i Troen paa Livets virkelige Facitter, i Troen paa et virkeligt levende Væsen bag alle Ting, i Troen paa Udødelighed og en hjælpende Almagt. Den begyndende Intellektuelle har derimod, ved sit opstaaede Begær efter Viden, i tilsvarende Grad mistet Evnen til at tro. Og da hans Viden endnu kun er i sin allerførste spæde Begyndelse, kan han endnu ikke tilegne sig Viden paa Livets allerhøjeste Felter, i hvilke de højeste religiøse og evige Facitter netop forekommer. I Henhold hertil maa han saaledes nødvendigvis tabe al Føling med disse Facitter. I Stedet for har han altsaa den begyndende materielle Viden. Men denne omfatter jo kun rent primitive fysiske Detailler og Omraader, og giver, som Læserne allerede ved, kun Facitter, der er identiske med Størrelsesbegreber, hvilket vil sige Maal, Vægt, Tid, Rum, Vibrationer og Hastigheder.

Men denne Følelse at besidde absolut Viden, selvom det kun udgør Kendskab til fysiske Detailler, er en saa stor Lykkefølelse, at den, som før omtalt, om end ubevidst for Individet selv, fuldstændigt blænder det, hvilket vil sige, at den ligefrem skaber den Opfattelse i samme Individs Bevidsthed, at det gennem sin materielle Forskning kan iagttage alt, kan tilegne sig Viden om alt. Da denne Opfattelse jo er ganske forkert, idet de religiøse Facitter, som tilsammen udgør urokkelige Analyser over Verdensaltets bærende Fundament, er baseret paa en Viden, som kun kan tilegnes gennem en langt længere fremskreden intellektuel Udvikling end den rent fysiske, opstaar Irreligiøsiteten.

De højeste religiøse Facitter, der jo er den virkelige Sandheds eller Verdensgaades totale Løsning, repræsenterer saaledes et Videns- eller Facitfelt, der kun kan befares ved Hjælp af et langt, langt større Erfaringsforraad, end det hvormed de rent materielle eller fysiske Afsløringer betinges. Og i samme Grad som en Forsker netop mangler dette større Erfaringsforraad, hvilket nærmere betegnet hovedsageligt bestaar af Lidelses- eller Følelseserfaringer, kan han kun opfatte al Religiøsitet og de herunder henhørende Detailler som Overtro, Naivitet og Uvirkelighed.

Men denne Tilstand i Materialisme eller Irreligiøsitet er kun et Stadium paa Vejen, som absolut alle mere eller mindre maa passere, idet den materielle Viden indtil en vis Grad er Porten ind til den kosmiske Viden, om end det kun er Lidelseserfaringerne, der kan lukke den op.

Den moderne Videnskab er saaledes i Virkeligheden Begyndelsen eller Forberedelsen til "den hellige Aands" Manifestation paa Jorden. Den hellige Aand er som allerede mine Læsere bekendt, det Bevidsthedslag, der udgør den allerhøjeste Viden om Verdensaltet og Tilværelsen. Og heraf udgør den moderne Videnskab altsaa den første spæde Begyndelse, det første spæde Tilløb. Den er den hellige Aand i Fostertilstand. Den er "Guds Rige" i sin Vorden.

Irreligiøsitet udgør saaledes kun den Blændethed, der opstaar, naar Individets Skæbne fører det fra Trostilværelsen frem til Videnstilværelsen. Denne begyndende Intellektualitet, denne begyndende Ransagning af enkelte Detailler og Ting maa nødvendigvis optage det aandeligt set spæde Individs hele Energi, og det maa foreløbig tabe Livets store Facitter og kosmiske Virkelighed, som det før enten i dets nuværende eller i dets tidligere Liv har troet paa, af Syne, og kommer derved til at fremtræde som det, vi kalder "Materialist". Og jo hurtigere denne Overgang fra Uvidenhed til Viden, fra Mørke til Lys finder Sted, desto større Blændethed, hvilket altsaa vil sige, desto større Materialisme eller Irreligiøsitet.

Hvis Overgangen derimod foregaar langsomt, bliver man ikke blændet, hverken ved det materielle eller intellektuelle Lys.

Men Udviklingen i vore Dage gaar netop ikke langsom. Vi er inde i en Periode, hvor den, fra et vist Synspunkt set, gaar med Kæmpeskridt. Og det er denne stærke Overgang, der skaber den moderne Gudløshed eller Irreligiøsitet. Irreligiøsitet er saaledes kun et Tegn paa, at en kolossal hastig Udvikling netop finder Sted i vore Dage. Men jo stærkere Fart Udviklingen faar, desto hurtigere kommer Menneskeheden tilbage til Gud, til Livet, til den virkelige Sandheds Erkendelse, til Verdenslogikken, Freden og Kærligheden.