Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Til Trods for, at det seksuelle Princip er den inderste, skabende og bærende Kraft i saa godt som alle den menneskelige Aands Frembringelser og Virkefelter, og til Trods for, at det erotiske Tema gennem Tiderne har været varieret fra Banalitetens og Frivolitetens laveste Zoner til Kunstens højeste Tinder, er der dog næppe noget Emne, hvorom vor Viden er saa usikker og mangelfuld og vore Meninger saa forskellige og afvigende.

"Der, hvor Uvidenheden er størst, møder man som oftest ogsaa den største Intolerance!" siger Læreren Martinus. Inkvisitionen har bekræftet hans Ord.

Følgelig bliver dette Emne det vanskeligste og farligste at behandle; men dette til Trods vil vi dog vove en lille mental Rejse ind over Tiderne og se, hvad saavel de formentlig uvidende, som de formentlig vidende har tænkt og sagt om en af de største og mest hemmelighedsfulde af alle Drifter.

Skulde man saa ikke fuldt kunne godkende hverken den enes eller den andens Meninger, har vi som sidste og muligt paalideligste Udvej Lov til at kaste et Blik paa selve Naturen og se, hvad den har at lære os.

Lad os til en Begyndelse se, hvad de forskellige Moralprædikanter har lært os om disse Ting. Gennem umindelige Tider har man fra disse Synsfelter hørt, at Mennesket er undfanget i Synd og født i Forkrænkelighed, at man skal hæve sig over sin lavere Natur, spæge sit Kød, bekæmpe sit "dyriske Begær" o. s. v. Kun i det hellige Ægteskabs Havn og udelukkende med det Formaal for Øje at bidrage til Slægtens Formering, kan den modne Kvinde og Mand finde Naade for Kirkens Øjne – og Lise for sin Torn i Kødet.

Saaledes var kortest muligt Aanden i den Teologi, som beherskede Kirken i de svundne Aarhundreder. – Spørg mig bare ikke, i hvilken Himmel den Dydens Dragon maatte findes, som under sit Jordliv saa sig i Stand til at praktisere disse mod Naturen stridende Forskrifter.

Men lad os for et Øjeblik gaa ind paa Kirkens næsten burleske Idé! Lad os forudsætte, at Kønsdriftens Tilfredsstillelse hører ind under vor lavere og dyriske Natur; i saa Tilfælde maatte det da være Guddommen en særlig velbehagelig Handling, om det kunde lykkes at komme bort fra dette "dyriske" Princip saa hurtigt som muligt ved f. Eks. at praktisere den totale Afholdenhed, der maatte gøre os næsten til – Engle.

Og ydermere, dersom denne Askese var det højeste Ideal nærmest, havde man da Lov til at haabe, at Præsterne vilde og kunde foregaa os med dette glorværdige Eksempel. Men det var jo ogsaa netop saadant et Eksempel, at Præstestanden i sin Tid forsøgte at vise os. Det var denne Tiltro til Askesens Velsignelse, der skabte Middelalderens Nonne- og Munkevæsen.

Hvorledes blev saa det praktiske Resultat af denne den største af alle menneskelige Misforstaaelser paa det seksuelle Gebet?

Aldrig nogensinde har et Løfte, bygget paa menneskelig Uvidenhed – men ærlig Nidkærhed – skabt en større Forbandelse. Aldrig nogensinde har Perversiteten skudt frodigere og giftigere Skud, og aldrig har sjælelige og legemlige Disharmonier fejret hæsligere Triumfer end netop paa saadanne Steder, hvor en af Menneskets stærkeste Drifter brutalt blev standset.

Men der skulde gaa Aarhundreder, før det gik op for Kirkens Mænd, at de i høj Grad var underkastet de samme Love, som Universets øvrige højere og lavere Væsener, og at Forsynet muligt kunde tillade sig at have andre og dybere Hensigter med sine Skabninger, end de faa, som er registrerede i de saakaldte hellige Skrifter.

Desværre har Kirken ikke været ene om at docere disse skæbnesvangre Mistydninger af det seksuelle Princip. Man har ogsaa blandt Medlemmerne af forskellige okkulte Systemer fundet fanatiske Tilhængere af Askesens Principper, og de har udtømt sig i lange, spidsfindige, tilsyneladende dybsindige og skønne Afhandlinger over Askesens mange Velsignelser.

Og Grundtanken i disse individuelt forskellige Fremstillinger var i Korthed denne, at man ved Hjælp af en trænet Vilje skulde kunne opsuge det seksuelle Fluidum i Blodet og derigennem forøge sine spirituelle og psykiske Evner. Frodige Teorier besvangrede med magre Resultater!

Atter her staar man overfor det gamle indiske Ord: Halve Sandheder er undertiden farligere end hele Usandheder!"

Thi der er ingen Tvivl om, at disse yderliggaaende Paastande, der har skabt saa mange unødvendige sjælelige og legemlige Selvpinsler, dette til Trods, rummer Dele af store Sandheder. Det er nemlig en dyb Sandhed, at en stærk kontrolleret og maadeholden Brug af de seksuelle Energier ikke alene tjener til at vedligeholde og forøge Legemets magnetiske Kraft og Vitalitet – men endog indvirker paa Bevidstheden som forøget sjælelig Varme og Godhed mod alle levende Skabninger og bringer os nærmere i Pagt med de guddommelige Kærlighedslove.

Hvorfra stammer da den dristige Idé: at drage Kønsprincippet ind i et højere Formaals Tjeneste?

Sikkert fra de gamle indiske og ægyptiske Mystikere. Selv Præsteskabet bestod i sin Tid af høje indviede. Men efterhaanden som disse store Lærere gik bort fra vor Verden, er den mundtligt overførte esoteriske Viden gaaet tabt for deres Efterkommere, kun nogle misforstaaede Brudstykker af materielt fortolkede aandelige Sandheder har cirkuleret gennem Tiderne og skabt de Vrangforestillinger hos mindre befæstede Sjæle, som netop kulminerede i Middelalderens Askese.

Henvender man sig til Yogi-Filosofien, som den bl. a. fortolkes af den spirituelle Skribent Ramacharaka, finder man en mere ædruelig og troværdig Fremstilling af nærværende Emne. Yoga-Filosofien lærer nemlig ikke, at det er muligt, ved Hjælp af en trænet Vilje, at opsuge Sædvædskens fysiske Elementer i Blodet, hvad der ogsaa ligger i Strid med den anatomiske og biologiske Viden, den lærer derimod, at det er muligt for en stærk Vilje, at uddrage Sædvædskens koncentrerede magnetiske Indhold og derigennem forøge Legemets fysiske og psykiske Ydeevne.

Men Yogi-Filosofien, som sikkert er en af Tidens reneste Fortolkninger af de gamle Mystikeres Overleveringer, anbefaler ingenlunde Menneskene total seksuel Afholdenhed; tværtimod, den hævder, i Overensstemmelse med det nittende og tyvende Aarhundredes Lægevidenskab, at en maadeholden og vel kontrolleret Brug af de seksuelle Energier tjener bl. a. til at forøge Menneskets sjælelige og legemlige Velbefindende, og den tilføjer ydermere, at de højeste okkulte Mestre gennem Tiderne altid har rynket Bryn, naar Talen faldt paa yderliggaaende Askese.

Men fra klog og besindig Maadehold til seksuel Udskejelse, eller brutal Standsning af Naturens Processer, ligger lige netop den Vildfarelse, som forvandler Brug til Misbrug, eller den Afstand, der forvandler Velsignelse til Forbandelse.

Selve Livet – og Naturen dets Manifestation – er Bevægelse. Ethvert Organ er beregnet til at fungere efter dets Love og Hensigter; derfor vil et hvilket som helst Organ, der sættes ud af Funktion langsomt begynde sin Degeneration.

Man ser altsaa, at man her (som i Livets øvrige Forhold) gør klogt i, at holde sig til den amerikanske Nytænkerskribent Walker Atkinsons bevingede Ord: "Herre jeg takker dig, at der gives Yderpunkter, saa kan jeg da finde Midtpunktet!"

De historiske Kendsgerninger har vist os, at man ikke ustraffet kan standse Reproduktionsprincippet i dets lovmæssige Funktioner. Og dersom en Funktionsmaade har vist sig at være nødvendig, kan den forstandsmæssigt set umuligt være syndig.

Dermed falder denne kirkelige Synsmaade saa grundigt til Jorden, at det tværtimod bliver det naturstridige Lovbrud, der bliver syndigt.

Vi har nu set, at man ikke har forstandsmæssig Ret til at betragte Kønsdriftens Tilfredsstillelse, som syndig. Lad os nu se, om vi har forstandsmæssig Ret til at kalde den "simpel" og "lav", fordi den er dyrisk!

Det er naturligvis først og fremmest meget vanskeligt at definere Begreberne simpel og lav; eftersom alle Synsmaader afhænger af det Udviklingstrin hvorfra de betragtes. Alle mentale og fysiske Skabelser er relative Ting. Ikkesandt!

– Det var jo i sin Tid baade simpelt og lavt, dersom en stor Synder ikke vilde søge til Kirken og købe sig Aflad. Men dersom man i vore Dage vovede sig ud i det samme Ærinde, mon det saa ikke vilde blive betragtet som en Handling, der var baade simpel og lav – saavel for Sælger, som Køber?

Tiden har altsaa – med Hensyn til dette Spørgsmaal byttet Forholdene helt om, og gjort Dyden til Skammen. Tænk, om den Dag skulde oprinde, da man i Kraft af en dybere Forstaaelse, med Hensyn til det store Kønsmysterium, kom til et lige saa kontrært Resultat – og gjorde Skammen til Dyden. Omvurderingerne følger jo i Fremskridtets Kølvand. "I gamle Dage hed det" – ifølge afdøde Severin Lauritzens geniale Indfald – "Gud hjælpe Galilei, dersom han ikke stemmer med Kirken; men i vore Dage hedder det: Gud hjælpe Kirken, dersom den ikke stemmer med Videnskaben!"

Mig forekommer det idetmindste, at det er en temmelig letkøbt Frase, at kalde en Naturdrift simpel og lav, fordi den er dyrisk. Man kalder f. Eks. Moderfølelse for hellig og ophøjet, er den ikke ogsaa dyrisk! Dyrene kan undertiden vise sig i Besiddelse af saa fornemme Egenskaber, at man vilde ønske at genfinde dem hos hvert eneste Væsen, der kalder sig Menneske. Jeg har bl. a. aldrig set en Hund, der har skambidt sine Venner!

Skal der – i saa vigtigt et Emne – afsiges en Dom, som kan bestaa sin Prøve for Fremtidens Domstol, tror jeg, at man bør se Sagen fra et mere omfattende Synspunkt. Lad os opstille Spørgsmaalet paa følgende Maade: Er den saakaldte "dyriske Kønsdrift" en Drift, der fortsætter sin Udvikling helt op i Menneskeriget; fordi den er underkastet Fremskridtets og Forædlingens Lov, eller er det en Drift, der har kulmineret i Dyret, men som kun fortsætter sin hensygnede Tilværelse i Mennesket, paa samme Maade, som Dyrets Tænder og Klør?

For at besvare dette Spørgsmaal paa en nogenlunde fyldestgørende Maade, bliver det først nødvendigt, at kaste et Blik ned i de forskellige Naturriger, for at se hvilke Vink de i saa Henseende vil give os.

1) Lærer de os, at Kønsprincippet er universelt lovbundet. Fra Moneron (encellet Skabning) og helt op til Mennesket, tilstræber Princippet det samme, nemlig Artens Bestaaen.

2) At Princippet er meget variabelt – og ingenlunde synes at have taget sin endelige Form paa Menneskets nuværende Udviklingstrin.

3) At jo mindre Evne en Bevidsthed har til at beskytte sit Afkom, jo større er dens Forplantningsmuligheder – og jo højere en Bevidsthed er udviklet, jo mindre er dens Forplantningsmuligheder. (Sammenlign Fiskene med Pattedyrene og Pattedyrene med Menneskene. – Geniet viser sig undertiden sterilt).

Paa genial Maade forener Naturen det nødvendige med det behagelige – men den stiller Grænser for Brugen, saalænge Intellektet er for svagt til at lære af sine Fejltagelser. Et Blik paa det Rige, der staar os nærmest viser os, at Reproduktionsprincippet er stærkt begrænset og knyttet til visse Perioder af Aaret. Dersom det nu var et fremsynet Forsyns Hensigt, at Parringsdriften skulde formindskes, i samme Grad, som Bevidsthederne udfoldede sig, vilde Udviklingen simpelt hen gøre Parringsakterne sjældnere og sjældnere, indtil man ved Mennesket rent naturnødvendigt nærmede sig det – Tolstoy'ske Ideal.

Men tværtimod, Naturen viser os, at i samme Grad som Forplantningsevnen nedsættes – i samme Grad forøges Parringsevnen. Jo større Bevidsthed jo stærkere og rigere Drift.

Ved Menneskets Udviklingstrin er det hastigt udfoldede intellektuelle Princip traadt ind i Bevidsthedens Centrum. Ansvaret for Brug og Misbrug kan saa smaat begynde; derfor ser vi ogsaa, at Driften er givet helt fri og stillet i Fornuftens Tjeneste.

Disse Kendsgerninger har altsaa slaaet en tyk Streg over de gamle, plumpe Fortolkninger og vist os Erotikken, som et Aspekt i Bevidsthedens evige Udfoldelse.

– Ja, men du skal alligevel give Afkald paa Nydelsen, forsage Livet og klæde dig i Sæk og Aske! siger Bodsprædikanten med Begrædelsens Bog i Haanden.

Nuvel! Skal vi give Afkald paa den ene Form for Nydelse, skal vi vel ogsaa give Afkald paa den anden. – Men den Guddom, i hvis Navn disse karrige Sjæle vover at tale, har vist sig mere overdaadig i sine Gaver, end deres træge Hjerner har fattet. Hele Livet er nemlig Nydelse for den fuldkommen sjæls- og legemsfriske Kvinde og Mand. Det er en Nydelse at vaagne om Morgenen og strække sine stærke og smidige Lemmer. Det er en Nydelse at indaande Sommerens harmonisk duftblandede, iltrige Luft i stærke, friske Lunger. Det er en Nydelse for Bevidstheden, naar Øjet inddrikker Lysets og Farvernes tusindtallige Nuancer. Det er en Nydelse for Øret, at lytte til Stormenes Brusen, Vindenes Hvisken, Kildernes Klukken, Insekternes Summen, Tonernes, Harmoniernes og Rytmernes evige Skiften. Det er en Nydelse gennem sjæleligt eller legemligt Arbejde, at manifestere sine Evners højeste Udfoldelse. Det er en Nydelse at spise og drikke – og det er en Nydelse, at befri sig for Assimilationens Affaldsprodukter. Det er en Nydelse, efter en vel anvendt Dag, at synke hen i en dyb reorganiserende Søvns midlertidige Forglemmelse. Giv mig et langt virksomt Liv i Menneskehedens Tjeneste, en ren Samvittighed, en blød Hovedpude, et smertefrit Sygeleje, og jeg skal betragte det som en Nydelse at dø; fordi jeg "bag Gravens Tusmørke – med Victor Hugo – haaber at finde et nyt Livs Morgenrøde!"