Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Bag mig ligger i dette øjeblik en af Kosmos Feriebys lyseste og mest vellykkede sæsoner. I denne uge er feriebyen fyldt med vegetarer fra hele Skandinavien, og alle berømmer den dejlige atmosfære, der findes på denne lille plet, som i år fejrede sin 35-årige beståen. For den, som ikke alene bærer ansvaret for tilrettelægningen af det daglige liv her, men også dybest set for feriebyens tilblivelse, må tankerne den 11. august gå tilbage til den stund, mødet med ham, vi nu fejrer, og på hvis skønne verdensbillede Kosmos Ferieby er baseret, fandt sted.
 

Navnet MARTINUS står i dag for en institution. Det gjorde det ikke dengang! Da jeg første gang mødte Martinus, var han et så at sige ganske ukendt menneske. Kun få indviede vidste, hvem han var, og hvad han stod for. For alle andre var han blot en person ved navn Martinus Thomsen. Jeg var blot 22 år, da jeg første gang stod ansigt til ansigt med ham, men tiden har senere afsløret, at vi begge i samme øjeblik i vort indre vidste, at dette møde var et møde for livet.

De mange tusinde, der i dag kender Martinus, vil have ganske svært ved at kunne forestille sig ham dengang. Martinus var tynd, næsten mager. Hans hår stod i et dybmørkt brus om hans hoved, men alt det så man næsten ikke på grund af hans øjne, der lyste med en fascinerende glans. Når han så på en, var det, som så han lige igennem en. Men ikke på nogen ubehagelig måde, tværtimod. Det var, som om varmen i hans eget sind forplantede sig over i ens eget, og man følte sig både meget tryg og meget åben. Man vidste - instinktivt eller intuitivt - at man her stod overfor et menneske, man turde betro sine inderste tanker - og sin livsangst!

På een måde blev mødet med ham for mig skæbnesvangert! Da han bad mig følge sig og hjælpe ham med sin livsgerning, havde jeg intet valg. Men jeg var søn af en stor familie; af kærlige forældre til hvem jeg var bundet med meget stærke bånd. Men jeg var 22 år, og ingen kunne bestemme over mig og gjorde det for så vidt heller ikke. Men det måtte blive en adskillelse, og blev det. Sygdom havde fra min tidligste barndom modnet mig for dette møde. Jeg var, åndelig talt, som en blomst der var døden nær af tørst.

Hvorfor alt dette om mig selv? Ganske enkelt, fordi en hyldest til Martinus på denne hans store dag fra min side ville være uden værdi, om ikke baggrunden for mit samvær med ham gennem hele resten af mit liv kort blev ridset op. For jeg forlod en relativ tryg tilværelse til fordel for hvad? For samværet med et menneske, der på det tidspunkt var noget nær så fattig, som man kunne være. Hans hele underhold bestod i en understøttelse på knap 100,- kr. i måneden, og for dette beløb skulle vi begge leve. Nå, det varede nu kun kort, for jeg fik hurtigt et job i en blomsterforretning til 75,- kr. i måneden på egen kost og logi. Vi skrev ikke 1970 dengang. Vi skrev 1929.

Kostede det sorg at forlade dem, man elskede, gav livet til gengæld en tilværelse, hvis eventyragtige skønhed med årene er blevet dybere og dybere. Vi var så at sige blot os to. Martinus kendte kun ganske få mennesker, som han besøgte med visse korte mellemrum, men ellers var vi kun os selv. Vi havde en yderst beskeden toværelses lejlighed.

 

 

Martinus lavede maden, som altid stod klar, når jeg kom fra arbejde, og ellers stod han dagen lang bøjet over sit tegnebræt, og med de beskedneste tegnerekvisitter, nogen tegner har haft, skabte han sine strålende symboler. Jeg var en ørken af spørgsmål, og han en oase af svar. Visionerne brød igennem hans sind i en hast, jeg var helt uden evne til at fatte. Jeg så blot med egne øjne, hvordan hans verdensbillede voksede frem. Problem efter problem blev gennemanalyseret og overført til symbolskitser, som ofte ændrede sig fra dag til dag, indtil de fik den form, vi alle i dag kender. Når lejlighed bød sig, vandrede vi ud i naturen, helst Dyrehaven, hvor vi vel har vandret de tusinde kilometer. Martinus var en utrættelig vandrer! Time efter time gik, medens mine tusinder af indvendinger mod hans forklaringer smuldrede væk undervejs. For her stod jeg overfor noget vidunderligt. Min tvivl var afgrundsdyb, men den var samtidig Martinus åbenlyse inspiration. Gennem sit samvær med Lars Nibelvang var han for længst blevet vant til tvivlens væsen og bevidst i sin egen styrke til at imødegå den. Martinus havde ikke ønsket nogen troende discipel og havde bestemt heller ikke fået det! Når jeg i tankerne går tilbage til disse år, undrer jeg mig ofte over, at han udholdt min evige spørgen. Men vi havde begge en medfødt udpræget humoristisk sans. Sjældent har to mennesker leet så meget sammen, som han og jeg har gjort - og endnu gør!

Vort ydre liv skiftede uafbrudt. Martinus havde oprindelig haft den tanke, at en anden, nemlig Lars Nibelvang, skulle have skrevet LIVETS BOG. Han tiltroede sig slet ikke selv evner som skribent. Men engang havde han gjort et forsøg, og da han viste Nibelvang dette, sagde han omgående fra, og lod Martinus forstå, at som han havde lært sig selv kunsten at tegne, måtte han nu også lære sig selv kunsten at skrive. Og her var det, at jeg, med et moderne udtryk, "kom ind i billedet". For Martinus var jeg et ganske almindeligt menneske, en opfattelse ingen af os nogen sinde har ændret. Hvad jeg kunne fatte, måtte andre også kunne forstå. Så hver gang han havde skrevet et afsnit, læste han det op for mig, og når jeg så aldeles fortvivlet ud og intet kunne begribe, gav han sig straks i lag med at omarbejde det skrevne. Det blev ofte mange gange. Især reagerede jeg voldsomt mod hans lange sætninger, så voldsomt at han en dag næsten fortvivlet udbrød: "Er du egentlig klar over, at menneskets krav om korte sætninger er deres koncentrationsevnes falliterklæring!" Den sad, men den hjalp bare ikke. Men endelig var LIVETS BOG I færdig. Eventyret omkring dens udgivelse må jeg udelade her, for det var et eventyr. Vi skrev 1932, og jeg havde for længst ophørt med at arbejde for andre, takket være Bernhardt Løw, en skikkelse der i Martinus arbejde vil kræve en afhandling for sig. Martinus var begyndt at blive kendt i videre kredse, og hans værk blev straks solgt i nogle få hundrede eksemplarer. Det samme efterår realiserede jeg en plan, der var opstået i min bevidsthed på grund af nogle forespørgsler fra interesserede mennesker. Jeg startede studiekredsarbejdet over LIVETS BOG og fik straks i starten så stor en succes, at vort rent økonomiske liv fik en lysere tone. Martinus selv holdt adskillige foredrag og havde meget stor tilslutning, endskønt længden af hans foredrag til tider næsten tog alt liv ud af tilhørerne. Så stille han var i det daglige, var han som en flammesøjle på en talerstol. Jeg sad tit i angst og bæven for, at talerstolen skulle gå i stumper og stykker, som han behandlede den. Ordene formelig fløj fra hans læber, så hastigt at det kunne knibe selv mig at følge med. Men hans tilhørere sad som tryllebundne ved oplevelsen af denne åndelige kraftudfoldelse. Jeg glemmer aldrig, da han med tordenstemme udslyngede "Tidens tand læger alle sår". Ikke een reagerede, kun jeg sank helt sammen i skræk for den reaktion, der udeblev.

1933 var studiekredsarbejdet blevet så omfattende, at et samlende organ var blevet nødvendigt, og KOSMOS blev født. Vi var nu inde i en udviklingsbane, hvor bøger og artikler strømmede fra Martinus hånd. Selv fik jeg under en ferie ved Sejrøbugten hos gode venner af vort arbejde ideen til den nuværende KOSMOS FERIEBY, der åbnede sin første sæson 1935. Men denne artikel skal ikke være en opremsning af sagens ydre aktiviteter. Den skal være en beskeden hyldest til et menneske, som under sit livs missions vækst forblev den samme kærlige, ildfulde og inspirerende ven gennem de mange store og små vanskeligheder, hans livsvej nødvendigvis måtte blive belagt med. Begge kom vi til at rejse meget, begge var vi mennesker, som simpelt hen måtte skabe, hver på det trin hvor Forsynet havde anbragt os og i et samarbejde, som savner sin lige. Krigen kom og med den en oplevelse, som aldrig kan gå mig af minde. En nat under udgangsforbud og store uroligheder kom Martinus ikke hjem fra sin sædvanlige spadseretur, og vor nervøsitet steg fra time til time. Gennem gode venner indenfor politiet efterlyste vi ham, men han fandtes ikke på noget hospital eller andet kendt offentligt sted, og vi frygtede det værste. Vor tillid til Gud er ikke alt for stor, når ulykken er over os. Uafbrudt sad vi ved telefonen, mens vore venner inden for politiet søgte videre uden resultat. Hvem kan forestille sig vor glæde, da han tidligt om morgenen dukkede op, frisk og rask. Han var blevet tvunget ind på et lille hotel, da alarmen lød og havde været helt ude af stand til at kontakte os. Den nats angst vil aldrig gå mig af minde. Ejheller det døgn hvor en stor kræftsvulst truede med at tage ham fra os. Jeg var den sidste, der talte med ham inden operationen og vil aldrig glemme hans ord: "Mit arbejde er ikke færdigt, og det vil være blasfemi at tro, at jeg skal dø nu!" - Ti dage senere var han igen hjemme, og det er nu 14 år siden!

Årene er gået, og nu er Martinus altså 80 år og kan se tilbage på et liv, som i det ydre måske ikke synes så spændende, men som i det indre har rummet spændinger på højeste plan - det plan, hvor mennesket ansigt til ansigt med Gud i sit hjerte må spørge om vej. Kun få, måske ingen, har set og oplevet, hvad jeg har set - et menneske i kamp for at løse den for os så helt ubegribelige mission, der blev lagt på hans skuldre i marts 1921. En mission, der ville have betydet sammenbrud, både fysisk og mentalt for enhver anden end den, der af Forsynet selv var udset til at fuldbyrde den.

Mange har spurgt mig, om Martinus ikke snart er færdig med sit livsværk. Til disse vil jeg gerne sige, at Martinus livsværk først er færdigt i den stund, hans hænder stivner i den død, de fleste frygter, men som for ham vil blive indgangen til det kærlighedens lys, han med sit liv har ønsket at give os alle. Der er mennesker, man hylder med lovtaler og ydre symboler. Men for Martinus, synes det mig, at den største hyldest må være vor ydmyge tak til Forsynet, at han ikke alene fødtes midt iblandt os, men også at han, den dag han er borte, har ladet sit rige varme livselskende og livsbekræftende sind blive hos os i form af alle hans værker, som for hver enestes vedkommende betyder den strøm af lys og varme, den evigt gyldige og evigtgyldne tolerance, i lyset af hvilken vi vil møde den Gud, det var hans livs mission at vise os eksistensen af, ikke som tåget tro, men som den viden, den klippe, der vil bestå, om så verden omkring os går i grus.