Ældre Kosmos og Kontaktbreve

e fleste Aviser indeholder i disse Dage en lille Notits om, at nu er Festdagene forbi, Jul og Nytaar er fejret, og den graa Hverdag melder sig atter med sine Krav. "Den graa Hverdag" – hvilken Forskel paa den og saa de Dage Aarets sidste Uge repræsenterede. Avis efter Avis anvender det samme Udtryk. Nuvel, maaske er Hverdagen nok graa for mange, men saa graa, som den ofte skal gøres til, er Hverdagen ikke, tværtimod, Hverdagen ikke alene kan, den skal være en Fest. Der er noget forfærdelig inkonsekvent i, at man skelner saa skarpt mellem Hverdag og Helligdag. For det aandeligt udviklede Menneske eksisterer der ingen Forskel. "Jeg er i Julestemning hele Aaret rundt" siger Martinus, og jeg ved, det er sandt. Efterhaanden som det enkelte Menneskes Bevidsthed aandeligt forfines, fjernes den Illusion fra dets Sind, at Gud særlig skal tilbedes een Dag i Ugen – og mindre de andre. Gud tilbeder man ikke i Ord, men i Gerning. "Gerningerne" er ikke henlagt til Søndagen alene, de skal gøres hver Dag, men naar man i sine Gerninger tilbeder Gud, hvorledes kan Hverdagen saa blive graa, – kan det blive graat at tilbede Gud? Nej! Vi er her ved et Problem, jeg gerne vil sige et Par Ord om. Det almindelige Menneskes skarpe Adskillelse af "Hellig og Søgn" vidner om, at Gudsbegrebet for et saadant Menneske er noget "udenfor", noget som det i Ny og Næ kan tage Stilling til. Saa længe et Menneske har det saaledes, befinder det sig aandeligt set i en Slags "Ingenmandsland", og Evnen til at tage Modgang er da ogsaa i denne Zone meget ringe. Da Gud ikke er, og aldrig kan blive adskilt fra det levende Væsen, og "Lykken" d. v. s. Freden i et Menneskes Sind først for Alvor kan blive en Kendsgerning, naar den bevidste Korrespondance med Gud er oprettet, bestaar et Menneskes "Jakobskamp" jo udelukkende i at naa frem til at finde denne Korrespondance, der eksisterer paa alle Trin, fra det vilde Naturmenneskes Fetischdyrkelse og frem til det totalt afklarede. Jo mere den sidstnævnte Tilstand naas, desto lykkeligere er Mennesket. Studiekresarbejdet over Martinus' kosmiske Analyser tilsigter denne sidste Tilstand, og det er Martinus' som mit eget Ønske, at det Aar vi nu er inde i, for hver den, der i fuld Alvor forsker i hans Arbejde, maa betyde Hverdagens Omskabelse til Festdage, ikke alene for den Studerendes egen Skyld, men ogsaa for alle de, der staar ham nær og igennem ham møder Straalerne fra den nye kosmiske Verdensimpuls. I absolut Tillid til, at dette Ønske er gensidigt, hilser vi det nye Aar velkomment!

ed Gennemlæsningen af de efterfølgende Besvarelser paa Opgave Nr. 2 vil Læserne se, at der er indført en lille Reform. Besvarelserne er denne Gang offentliggjort uden Navn, blot under Mærke. "H" betyder, at Svaret er skrevet af en Mand, og "D" af en Kvinde. Denne Ændring er dels foretaget for at de forskelliges Bedømmelse af Svarene kan foregaa absolut objektivt, og dels for at de, der besvarer disse Opgaver, rent personligt kan staa mere frit, uden Risiko kan give mere af sig selv.
 

Opgave Nr. 2.

Paavis i Artikelform hvilke Virkninger den i Spørgsmaal 2,3 og 4 nævnte Analyse har haft paa Deres egen Bevidsthed.
 

D. 1.:

Livets Oplevelse bestaar i aandelig Udvikling og betinges af vor Evne til at erkende Vekselvirkningen mellem vore Omgivelser og vort eget Indre; dette er altid Tilfældet med alle Individer, selvom de ikke ved det, men naar man har erkendt denne Erfaringsdannelse, er det interessant at iagttage sin egen aandelige Udvikling op imod et højere Bevidsthedslag, paa Grundlag af de Analyser, Martinus har givet os i "Livets Bog".

Paa et tidligere Tidspunkt i mit Liv, forsyndede jeg mig imod mange af Guds Love, men jeg vidste det ikke; jeg vidste ikke, at Mikroindividerne i mit Legeme har de samme Krav paa mig om Kærlighed, som jeg har paa Gud, eller at mine Medskabninger, Dyrene, har samme Krav om Næstekærlighed, som mine Medmennesker har, eller at mine Medmennesker har et større Kærlighedskrav paa mig, end jeg paa dem; men da jeg var blevet overbevist om disse Ting, stod jeg overfor et Vendepunkt. Hvis jeg vedblev at leve som hidtil, vilde mit Liv blive i bevidst Synd; men jeg fik et heftigt Ønske om at blive anderledes; jeg trængte til Kærlighed, og bad om Strømme af Guds Kærlighed til at øse ud af til alle de Medskabninger, som omgav mig. Opfyldelsen af dette Ønske, skabte en stor Utilfredshed med mig selv og en stor Trang til at blive anderledes; Forvandlingen kom indefra, og jeg følte, at jeg maatte være god for enhver Pris; imod Mikroindividerne ved ikke at forgifte dem med Alkohol, Tobak, Kød, daarlige Tanker o. s. v.; mod Dyrene ved ikke at være Skyld i deres unaturlige Død eller Lemlæstelse. Kødspisningens Ophør var for mit Vedkommende let overstaaet, da jeg ikke i Forvejen havde særlig Forkærlighed for denne Form for Ernæring; derimod var det et Offer for mig at undvære afskaarne Blomster i mine Stuer, som altid tidligere var fyldt af Blomster, men nu nænner jeg ikke at plukke dem, skønt det er en stor Fristelse for mig; jeg er adskillige Gange blevet udleet og kaldt for intet mindre end "skør", fordi jeg tager Hensyn til Blomster, men nogle Gange har jeg ogsaa haft den Tilfredsstillelse at blive forstaaet. Bevidsthedsforandringen i Forholdet til mine Medmennesker viste sig i Forsøg paa at være absolut tolerant og kærlig i videste Udstrækning, ved at opfylde de Pligter, jeg har paataget mig overfor mine Omgivelser og viderebefordre den Kærlighed, som strømmer til mig fra Gud, og ved at rydde bort fra mit eget Sind al Hovmod, Had, Ukærlighed, Selviskhed o. s. v. og fremelske Ydmyghed og Kærlighed, for om muligt at blive et brugbart Redskab i Guds Kærligheds Tjeneste.

I den forløbne Tid er der opstaaet forskellige Problemer, som jeg maatte tage Standpunkt til. Da jeg er blevet Modstander af at tilføje mine Medskabninger Smerte og Sorg, maatte jeg nødvendigvis blive aktiv Krigsmodstander, og i dette Arbejde kan jeg, som enhver Moder, yde min største Indsats ved at opdrage mine Børn til ikke at ville deltage i Krig, og ved at tale med og paavirke andre Kvinder til at gøre det samme. Paa et tidligere Tidspunkt var jeg saa absolut nationalt indstillet, men denne Tanke er nu saa fremmed for mig, som om den aldrig havde existeret.

Gennem mange Aar har Troen paa Jesu Forsoning været et stort Spørgsmaal for mig, jeg vilde gerne tro, at hans Død havde Frelsebetydning, men jeg kunde ikke, det var mig ikke muligt at forstaa det, og ligesaa umuligt var det for mig at forstaa, at man i et saa vigtigt Spørgsmaal ikke maatte bruge sin Forstand, men blot skulde tro; men ogsaa dette Spørgsmaal blev klargjort for mig ved Martinus' Hjælp.

Resultatet af disse Erfaringer er for mig blevet Fred og Ro i Sindet i en absolut Erkendelse af, at alt er saare godt, en helt ny Indstilling overfor Modgang; jeg har aldrig i mit tidligere Liv mødt saa megen Modgang, som i det Tidsrum, i hvilket jeg har kendt Martinus' Analyser, men jeg tror heller ikke, at jeg i min tidligere Bevidsthedstilstand vilde have formaaet at komme igennem Modgang og Prøvelse med en Følelse af, at jeg havde oplevet noget stort og godt; jeg udvikles, og da Meningen med Livet er Udvikling, kan jeg ikke andet end takke for Modgangen, vel vidende, at jeg i Bøn til Gud aldrig er alene i Modgangen. Glimtvis har jeg følt og forstaaet noget ubeskriveligt stort og dejligt, noget som jeg ikke formaar at fortælle, noget som andre sikkert ogsaa har følt, og gemt i deres Hjerter. Jeg føler, at min Tænkeevne er ved at blive logisk, og jeg glæder mig til min videre Udvikling under Martinus' kærlige Vejledning.
 

H. 6.:

Hvis jeg i korte Træk skulde udtrykke, hvilken Virkning de i "Livets Bog", Stk. 2, 3 og 4, nævnte Analyser har haft paa min Bevidsthed, saa vil jeg sige, at de har haft samme Betydning for mig, som det, at jeg lærte at læse.

Betragter man det lille Barns Holdning overfor en Bog, før det har lært at læse, saa vil den være ret tilfældig, og hovedsageligt afhænge af, hvor fine Farver, der er paa Bogen. Naar Barnet derimod har lært at læse, vil det være ganske andre Ting, der bestemmer Barnets Holdning overfor Bogen. De Bogstaver, som det nok før var i Stand til at se, men som det ikke forbandt nogen særlig Mening med, de er det nu i Stand til at kæde sammen til Ord og Sætninger, saaledes at det nu er Bogens Indhold, der er det afgørende for Bogens Værdi.

Paa lignende Maade er det gaaet med mig. Før jeg lærte Martinus' Analyser at kende, var det de "kulørte" Sider ved Tilværelsen, der var de tiltrækkende; man iagttog jo nok de Begivenheder, der skete rundt omkring en, og fandt nogle tiltrækkende, andre frastødende og de fleste uforstaaelige, men det var ikke muligt at danne sig nogen Opfattelse paa Grundlag af det, man var Vidne til. Naar man derimod har lært Martinus' Analyser at kende, saa gaar det med en, som med det lille Barn, Bogstaverne faar pludselig Mening, de kan sættes sammen til Sætninger, – – det viser sig pludseligt, at der virkelig er en Mening i de tilsyneladende tilfældige Begivenheder, der sker omkring og med en.

Menneskene har altid vægret sig ved at tro, at Tilfældigheder regerede Verden, men da de jo har været henvist til at dømme udfra den Viden, de selv har kunnet tilegne sig, har det ikke altid været lige let, at bevare denne Opfattelse, og navnlig da ikke i den sidste Tid. Dette skyldes for en stor Del, at man, af lutter Iver for at komme ind til Kærnen, er druknet i et Hav af Detailler, som fuldstændig forstyrrer Overblikket for den, trods alt, endnu spæde Intelligens. Det er først naar man gennem Martinus' Analyser er blevet hjulpet til at se de bag Detaillerne fungerende Love, at det hele falder "i Lave", at man øjner Hensigten.

Dette er, hvad jeg vil kalde den "passive" Betydning, som de nævnte Stykker i "Livets Bog", har haft for mig. Men lige saa stor er den "aktive" Betydning. Først og fremmest den Viden, at man selv skaber sin Skæbne, og at man kan takke sig selv for de Tilstande, man for Øjeblikket lever under.

Hvor anderledes maa ikke ens hele Væremaade blive, naar et saadant Perspektiv oprulles for ens Øjne. Man hjælpes herigennem ikke alene til at forstaa sig selv, men ogsaa andre, og udfra den Viden, at deres Væremaade overfor en selv, der maaske tit kan synes ubehagelig, skyldes deres mindre Evne til at forstaa Tilværelsen, faar man et glimrende Vaaben til at bekæmpe sin egen Intolerance.

"Livets Oplevelse er en Vekselvirkning mellem to Former for Energi, nemlig den fra Universet i Form af vore Omgivelser, og den fra vort eget Indre i Form af vore Manifestationer udstraalende Energi!" –

Saa ligetil naar man først har hørt det, og dog aldrig saa klart fremsat før. Man har daglig iagttaget denne Vekselvirkning, selv deltaget i den og bidraget til den, men det er aldrig, faldet en ind, at idet man selv er bestemmende for de Udstraalinger, der udgaar fra en, saa maa man ogsaa kunne indvirke paa denne Vekselvirkning, i hvert Fald for ens eget Vedkommende. Fra det Øjeblik man gennem "Livets Bog" har lært, at det er vor egen Viden, der er bestemmende for vor Evne til at møde de mod os strømmende Energier, faar vi straks en Rettesnor at gaa efter; ikke alene bliver man i Stand til at ordne og tyde det allerede indvundne Erfaringsmateriale, men man vil ogsaa være beskyttet mod at "spilde sit Liv", idet man som noget rent selvfølgeligt vil søge at faa lært saa meget som muligt i den Tid, man er her. Driveri, som før kunne synes Højdepunktet af jordisk Velvære, afsløres som tomt og absolut ikke lykkebringende, hvorimod det Arbejde, man er beskæftiget med, og som maaske ikke interesserer en særlig meget, nu glider lettere, da det ses som Forsynets Tale til en. Naar man i sit Arbejde og i sine nærmestes Væremaade overfor en lærer at læse Forsynets smaa Opmuntringer paa en trang Vej, eller dets Bebrejdelser mod en forkert Væremaade, saa er Brodden taget af det, andre Mennesker med et Suk kalder Kampen for Tilværelsen.
 

H. 7.:

Skal jeg kort sige, hvilke Virkninger nævnte Analyser har haft paa min Bevidsthed, bliver det i Ordet "katastrofale", idet de simpelt hen har vendt op og ned paa hele min Indstilling, har gjort en næsten sovende Bevidsthed, skal vi sige "betydelig" mere vaagen.

"En Vekselvirkning mellem to Former for Energi", hvad vil det nu egentlig sige? Ja for mig har det efterhaanden afsløret sig saaledes, at jeg ikke alene teoretisk forstaar, at alt omkring mig maa være Liv, men ogsaa praktisk føler det som en absolut Sandhed.

Hvorledes skulde Metaller kunde udvide og trække sig sammen efter de forskellige Temperaturer, hvis de ikke var levende? Hvorledes skulde de kunde forvitre og blive til Muld, hvis det var dødt Materiale? "Dødt" vil jo sige uforanderligt, men det er jo næsten det eneste, det ikke er. Hvorledes skulde Sten kunde dannes ved en Udkrystallisering i Jordskorpen og atter forvitre, hvis det var dødt Materiale? Umuligt, – at Processen varer Aartusinder, forrykker jo ikke dette Faktum.

Hvorledes skulde Himmellegemerne kunde gaa deres planmæssige og fantastisk punktlige Gang, hvis de var døde Organismer? Hvorledes skulde Solens Lys og Varme naa Os, hvis ikke disse to Begreber var Udtryk for Liv, der ikke alene kunde overvinde de enorme Afstande fra Sol til Jord, men ydermere danne det absolutte Fundament for hele Jordens organiske Liv? Hvorledes skulde Skyerne kunde gaa over Kloden jaget af Vindene, hvorledes skulde Kulde og Varme kunde veksle i et saa fantastisk Omfang, som de gør, og herigennem skabe Regn og Sne, Storm og Stille, hvis de ikke netop var Udtryk for organiske Processer, der havde deres egen fuldkommen logiske Livsudfoldelse? Hvorledes skulde Planten kunde trives under en kærlig Haands forstaaende Pleje, og sygne hen under en ligegyldig Haands kolde, det vil sige uforstaaende, Pleje, hvis den ikke var et følsomt levende Væsen? Naar hertil lægges vore Medvæsener, Dyr og Mennesker, hvis Liv vi jo ikke nærer nogen Tvivl om, ses det klart, hvad det er for et gigantisk Hav af Energi, af Liv, vi er omgivet af.

Da vi fra os selv ved, at der bag enhver af vore egne Energiudløsninger er en Hensigt, kan vi jo ikke logisk set benægte, at det samme ikke ogsaa skulde være Tilfældet med alle de mod os rettede Energiudløsninger, men det vil jo i Virkeligheden sige, at alle Energiudløsninger er hensigtsmæssige.

En Energiudløsning, der er hensigtsmæssig, maa jo have et "Jeg" til Ophav, thi uden et "Jeg" kan ingen Hensigt opstaa, men herved bliver det jo klart, at alle de mod os rettede Energiudløsninger maa være saa og saa mange "Jeg'ers" direkte Korrespondance med os, og denne Korrespondance viser sig jo tydeligst i vor daglige Færden. Herigennem afsløres det ikke alene teoretisk men ogsaa praktisk, at Livets Oplevelse er en Vekselvirkning mellem to Former for Energi.

Med hvem føres da denne Vekselvirkning, denne Korrespondance? Med alle vore Medvæsener, Venner som Fjender, Gode som Onde, Dyr som Planter, kort sagt med dem vi i vor daglige Færden omgaas. Ved en Korrespondance med alle disse "Jeg'er" kan det det jo ikke undgaas, at man snart erfarer et og andet, man bliver "Klog af Skade", som man siger, men det vil jo sige, at vort Erfaringsmateriale viser sig at være Produktet af alle de Fejltagelser, Fejlslutninger, Sorger og Lidelser vi har spredt om os. Naar man opdager, at man høster anderledes, end man havde tænkt sig, føres Tanken jo tilbage til Sæden, og her opdager man saa lidt efter lidt, at det var Sæden, det var galt med, hvilket resulterer i en bedre Saaning næste Gang. Herigennem ses det klart, at Erfaringsdannelse er – en Kulmination af Fejltagelser –, hvilket Livet jo fortæller os til Overmaal. "Livets Skole" er netop en Skole, hvor man ustandseligt "støder" sig paa sine egne Fejltagelser, og alt efter Stødets Haardhed, og det vil inderst sige Fejltagelsens Dybde, føres Livets direkte Tale mer eller mindre klar, tydelig og overbevisende.

Ved at lægge Erfaring paa Erfaring skabes der lidt efter lidt et stadigt udvidet Horisontomraade, men det vil jo sige, at vi pludselig en Dag opdager, at vi paa et eller flere Felter har udviklet os, thi Udvikling er jo ikke andet end en dybere Indsigt i Tingene, det er jo "kun" en absolut Forstaaelse, men til denne absolutte Forstaaelse hører, at alle Fejltagelser og Fejlslutninger er gennemlevede er fuldt gennemprøvede.

Saaledes afslører disse Analyser for mig, at Livets Problems Løsning ikke ligger ude i en fjern Periferi, men er mig ganske nær, at Religionen, som inderst inde jo er "Livets Problem", er min daglige Tilværelse, at det med andre Ord altid er "Kirketid".
 

H. 8.:

Da Individernes Livsførelse tilsammen bliver Menneskehedens Historie, staar hvert enkelt Individ i Princippet overfor akkurat det samme Spørgsmaal, som har beskæftiget denne Menneskehed saa langt tilbage, som dens Tilværelse kan efterspores. Dette store Spørgsmaal eller "Livets Gaade" har fundet talrige Løsninger, som har afløst hinanden, eftersom de ikke mere opfyldte de logiske Krav, som Individerne i deres fremadskridende Udvikling opstillede.

En nøjere Gennemgang af disse Løsninger viser, at der findes to Hovedgrupper: de teoretiske og de praktiske. De teoretiske Løsninger er saadanne, som har tabt deres inspirerende Kraft; de praktiske staar i nøje Relation til den Livsførelse, som de Individer, der efterlever den, fører. Vor Tid er et godt Bevis for en saadan praktisk Løsning af Livsgaaden, idet den videnskabelige materielle Verdensopfattelse har affødt en materiel Indstilling af Bevidstheden hos Hovedparten af Individerne Verden over.

Udvikling, som er baseret paa Erfaringsdannelse, vil sige at erhverve sig et nyt Livssyn, og dette bliver et Redskab til at bearbejde Oplevelserne; men ligesom man overalt, hvor der arbejdes, ser at Materialets Beskaffenhed gør en Forandring af Redskaberne hensigtsmæssig, saaledes forandres vort Livssyn i Forhold til Oplevelsernes Styrke. Den materialistiske Opfattelse føles efterhaanden som en Fiktion, man føler sig ude i et Ingenmandsland – man hører ikke til nogen Steder – har ingen Overbevisning. Med andre Ord, man mangler Evnen til at stille sit Erfaringsmateriale op i logisk Rækkefølge – man mangler Overblikket.

Derfor – hvilken befriende Følelse den Dag Martinus' Analyser begyndte at ordne og sætte paa Plads, rydde ud og skaffe Rum i Bevidstheden.

Analysen, der viser, at Livsoplevelse er en Vekselvirkning mellem to Energiformer, og at denne Vekselvirkning resulterer i Erfaringsdannelse, der igen har Udvikling til Følge, maa nødvendigvis have en afgørende Indvirkning paa Bevidstheden.

Før denne Udredning var man hildet i den Illusion, at Omgivelserne var til som Udnyttelsesobjekt, og man stod uforstaaende overfor, at den konsekvente Efterlevelse af den materialistiske Verdensopfattelse affødte Lidelse og Sorg, hvor man skulde vente Lykke og Glæde.

Intelligens, Rigdom og Magt skulde være Virkemidler, der skabte Velvære for Individerne; men Erfaringerne har vist, at det modsatte ofte er Tilfældet.

En intelligensmæssig Efterforsken af Energiudløsninger førte til en saakaldt objektiv Videnskab; men Erfaringerne har vist, at det er smaat bevendt med Objektiviteten – den er da i alle Tilfælde relativ, idet det i Øjeblikket er et almindeligt anerkendt Slagord, at en videnskabelig "Sandhed" fornyes hvert tiende Aar.

Altsaa Erfaringerne om, at det var galt fat med Logikken i Verdensopfattelsen, havde vi nok af; men hvem evnede paa en overbevisende Maade i Kontakt med vort øvrige Erfaringsmateriale at vise os det rigtige Verdensbillede? Det kan kun en Bevidsthed, for hvem vort Problem er som en enkelt Detalje i en mægtig Sammenhæng.

Vi er stadig Vidne til, at de samme Begivenheder, de samme Handlinger i mange Tilfælde afføder forskellige Virkninger; før bevirkede dette et nedslaaende Indtryk af Mangel paa Lovmæssighed, men Martinus viser os, at disse Virkninger altid har Erfaringsdannelse til Følge, som saa uvægerlig fører os frem i Udvikling. Der aabenbares paa denne Maade en Hensigt bag alle Energiudløsninger, og man ser da ved Hjælp af denne nye Bevidsthedsstilling den samme Hensigt betjene sig af vidt forskellige Virkemidler.

Energiudløsningerne, som før var det absolutte, som danner Grundlaget for vor Videnskab, viser sig nu som det stadig foranderlige, som det relative, og frem i Tilværelsen, som det absolutte, som de faste Punkter, toner Hensigterne.

Det har altid været let at forlige sig med Glæden og Lykken i Tilværelsen, fordi Mennesket nu engang har den Følelse, at Lykketilstand er Livets inderste Mening. Al vor Stræben gaar da ogsaa ud paa at tilegne os saa store Portioner af Lykke som mulig; Men at Sorg, Ulykke og Lidelser skulde være Redskaber til Opnaaelse af en endnu højere Lykketilstand, end man tidligere har kendt, var absolut i Strid med vor tidligere Opfattelse. Nu ser vi, at Lidelser er den eneste ufejlbarlige Vej til en Omstilling af Individernes Væremaade, som igen er en Betingelse for al højere Udvikling.

Omgivelserne viser sig at være et Spejl, der tilbagekaster de samme Straaler, som vi retter mod det, og Hensigten med denne Erfaring er at faa vor praktiske Levevis ændret til, at vi udstraaler Kærlighed, hvor vi ønsker Kærlighed; men selv om der kan være meget tilbage at ønske endnu i Retning af forandret Levevis i Omgangsform og Tankeliv, saa fødes der en stærk Længsel i Bevidstheden efter at opleve Tilværelsen under mere ophøjede Former.

Vi ser ved Hjælp af Martinus' Analyse, at Guldet, det værdifulde ligger overalt, selv i Lidelse, og selve det praktiske Resultat af Kendskabet hertil bliver en Følelse af Ro og Fred. Den Uro og Nervøsitet, som før var til Stede, og hvis inderste Analyse er Frygt – Frygt for det ukendte – viger mere og mere bort og erstattes af Tillid. Angsten for noget ukendt undermineres mere og mere af Erkendelsens klare Lys. En egen Varme fylder Sindet; der er kommet Balance i Tilværelsen.

Før skreg vi paa Beviser. Men er vore egne Erfaringer ikke netop de bedste Beviser, vi kan forlange? Er det at være syg ikke et Bevis for, at vi er i et Modsætningsforhold til Tilværelsens Love; er det, at vi er glade og lykkelige, ikke et Bevis for, at vi er i Kontakt med disse Love?

Vi forlanger Bevis for, at de og de Analyser, som vi endnu ikke engang selv har Evner til at formulere, er sande. Men erhverves det bedste Bevis for disse Grundsætningers Rigtighed da ikke ved, at vi selv prøver dem i Praksis, og venter med vor endelige Dom til den Tid?

Lad Vekselvirkningen mellem os og vore Omgivelser, tale sit stærke Sprog, derved bliver man rigere.

Luk af for Omverdenen, begrav dig i Kritik og Mistænksomhed, og du maa tære paa din Livskraft og vil hurtigt visne.

Den ny Væremaade bevirker, at man oplader sin Tankeverden med en Energiform af en højere Kvalitet – en højere Vibrationsgrad – en større Hastighed, hvorved et nyt Livssyn fødes. Det bevirker en Flugt fra Meningen om, at Detaljer er det væsentlige. Detaljerne bliver sat paa den rigtige Plads, og dette kommer bl. a. praktisk til Syne derved, at hvor det før var Personer, er det nu Sagen – hvor det før var Kritik af Enkeltheder ved et Arbejde, bliver det nu en Vurdering af Helheden.

Detaljerne flyder mere og mere sammen og danner større Kombinationer, som saa igen bliver Detaljer i et endnu større Billede. At det virkelig forholder sig saadan, ser vi i Kunsten, saavel i Arkitektur som i Billedhugger-, Maler- og Tonekunsten. Enkelthederne udviskes mere og mere til Fordel for en Helhedsvirkning, som saa igen er det synlige eller hørbare Udtryk for en bestemt Hensigt. Da Kunsten altid er en Vejviser for den bag de virkende Kræfter herskende Tidsaand, ser vi i den gryende Kunst et Bevis for, at vi er inde paa det rigtige Spor.

Og dette viser os da en Verdensopfattelse, et nyt Verdensbillede af langt mere storslaaet Format end de tidligere antagne, mere straalende end det relative, som Videnskaben viser os i Dag, for nok er der Relativitet deri, men det er ikke tomt, thi bag det foranderlige staar de faste Punkter. Dette Billede giver os en Sindsligevægt, som afføder en Vished om, at denne ny Viden bæres frem fra en Bevidsthedszone, hvor Hensigten er Kærlighed.
 

H. 9.:

Ethvert Væsen er besjælet af en Trang til at erhverve sig Viden, man ser det hos Barnet, det er næsten utrætteligt i at stille Spørgsmaal, men Svarene som de Voksne giver Barnet er som oftest mangelfulde, ja – mange Gange forkerte, enten nu fordi de Voksne ikke ved bedre eller som i de fleste Tilfælde kun for at forhindre Barnet i at blive ved med at spørge. Men Barnets Bevidsthed lader sig ikke saa let afvise, det begynder selv at danne sig Forestillinger, og spørger sine Kammerater, som jo ikke ved stort bedre Besked, Resultatet er at Barnet bliver midlertidigt tilfredsstillet af en mangelfuld Viden en "Illusion".

De første Genvordigheder begynder, naar Barnets Handle- og Væremaade kolliderer med Forældrenes Opfattelse, som Regel mødes Barnets Handlinger med, "Det maa Du ikke gøre!" – til Tider med Prygl – uden virkeligt at begrundes hvorfor. Gennem Undervisningen i Skoler, Læreanstalter, o. l. bliver man udrustet med en almengældende Viden, som skal gøre en i Stand til at tage "Kampen" op for Tilværelsen. Denne Kampen for Tilværelsen bestaar i at tilkæmpe sig de materielle Værdier "Pengene", for derved at gøre sig saa uafhængig som muligt af sine Omgivelser, og indtage en saakaldt "social Stilling" som giver en sine Medmenneskers "Agtelse" og Misundelse. Før eller senere indser man at denne Tilværelse er en Illusion, som ikke giver en den fornødne Ligevægt i Sindet. Er man i denne Periode bleven Medlem af eller tilknyttet en eller anden religiøs Sekt eller Orden, føler man Tid efter anden, at ens Bevidsthed reagerer imod den Opfattelse, man nu forsøger at antage, thi – hvor ædel Ophavet er eller har været til disse forskellige "Samfund", finder man at deres respektive Tilhængere søger at faa de ædle Motiver, som har besjælet deres Ledere, til at passe ind i deres lavere Bevidstheder.

Her er det, som næsten alle Steder, Pengene der bestemmer ens Stilling paa "Rangstigen", og hvad er denne Tilværelse andet end en "Nars Paradis".

Denne Kæde af Skuffelser, Lidelser og Besvær, som ovennævnte Tilstande har affødt, bevirker at man begynder at tænke dybere over Meningen med Tilværelsen, eller med andre Ord, ens aandelige Evner er bleven vakt til Live, man er bleven en aandelig Løsgænger.

Ved Mødet med Martinus' Arbejde "Livets Bog" og "Kosmos", – det er som at finde en Oase i Ørkenen, – begynder man ved Hjælp af de dybtgaaende Analyser, som dette Arbejde indeholder, at kunne stille sine usorterede Oplevelser paa Plads. Man rubricerer Oplevelserne indenfor deres forskellige og beslægtede Felter, og faar derved en forøget og klarere Opfattelsesevne, man indser at Livets Oplevelse for en i Virkeligheden har formet sig som en "Kamp" for Tilværelsen, thi hvad andet er de materielle Begær og Ønsker end en stor Illusion, som kun giver den aandelige Del af os selv Stene for Brød.

Men Kampen har ikke været forgæves, hvor ens Villie før var dikteret af nedarvede Fordomme og Traditioner, begynder man nu selv at faa den under Kontrol, har selv taget fat om Roret og styrer ud af Uvirkelighedens Taage mod Virkelighedens klare Lys.
 

Opgave Nr. 3.

Hvilket Svar vilde De give paa følgende Spørgsmaal, stillet af et Menneske i en aandelig Nødstilstand:

Blot en dog – klart og logisk – kunde vise mig, at der er en Mening med Tilværelsen. –

(Besvarelsen, der helst skal være kortfattet, skal være mig i Hænde senest d. 5. Februar).

 

fra 16. Januar – 15. Februar.

København:
Mandag den 20. (Begge Hold). Torsdag den 30.
Aarhus: Onsdag den 22.
Odense: Tirsdag den 28.
Roskilde: Onsdag den 29.
 
Februar:
København:
Mandag den 3. Torsdag den 6. Mandag den 10. (Begge Hold).
Odense: Tirsdag den 4.
Roskilde: Onsdag den 5.
 

 

(Spørgsmaal og Svar er udsat til næste Nummer.)