Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Undertegnede vil hermed gerne have lov til at spørge, om det stadig er sådan, at man kan få besvaret spørgsmål her i bladet, for i så fald er der et, jeg meget gerne vil have svar på, hvis det kan lade sig gøre.

Jeg mener at have forstået det sådan, at udvikling beror på erfaringsudvidelse. Men jeg har flere gange hørt Martinus sige, at man ikke udvikler sig i den åndelige verden, altså i den tid, man opholder sig dér mellem to inkarnationer.

Her er der noget, jeg ikke rigtigt kan få til at stemme. For jeg mener jo, at det at besøge andre kloder, f. eks. (hvad jeg har forstået, man har mulighed for, når man befinder sig i den åndelige verden) må betyde en erfaringsudvidelse, altså en udvikling. På samme måde mener jeg, at man ved passagen gennem salighedsriget, hvor man får lejlighed til at se flere af sine liv i logisk sammenhæng, må opleve en erfaringsudvidelse, hvad der ligeledes må betegnes som en form for udvikling.

Og hvis udvikling overhovedet ikke er mulig uden reinkarnation på fysiske kloder, hvor væsenet kan komme ud for lidelse, hvordan kan man så forestille sig en udvikling fra det rigtige menneskerige og frem gennem visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget? For her er vel tale om en vækst, en erfaringsudvidelse, hele tiden?

Er det mig, der spørger dumt? Det forekommer mig i hvert fald logisk, ingen kan tilegne sig bare den mindste smule ny viden uden at udvikle sig, og hvordan kan man undgå at blive klogere i den åndelige verden? Man har blandt andet fået "meddelelser" fra afdøde, der har indrømmet, at nu vidste de ting, som de overhovedet ikke havde anet eksisterede, da de levede her på jorden!

Vi siger mange tak for Deres interessante spørgsmål, der skænker os en kærkommen lejlighed til atter at starte vor læserbrevkasse. For det er i høj grad stadig muligt at rette spørgsmål til Instituttet. Når læserbrevkassen ikke i særligt omfang har været repræsenteret i bladet, efter at det overgik fra formen som kontaktbrev til formen som tidsskrift, skyldes det i væsentlig grad, at vi ikke følte os sikre på, at denne slags stof lod sig indpasse så godt i tidsskriftformen. Imidlertid har vi i løbet af de næsten 18 måneder, KOSMOS er udkommet, modtaget et så stort antal henvendelser med ønske om videreførelse af læserbrevkassen, at vi - i hvert fald forsøgsvis - finder det rimeligt at prøve det. Læserne er således fremdeles velkomne til at indsende spørgsmål med relation til Martinus Kosmologi, ligesom vi naturligvis i første række vil bringe de spørgsmål, redaktionen allerede i forvejen har i hænde.

Med hensyn til spørgsmålet om udvikling i de åndelige verdener er der tale om et temmelig indviklet problem, og jeg har derfor fundet anledning til at drøfte sagen indgående med Martinus.

Hvis man, sådan som De foreslår, ved udvikling vælger at forstå bevidstheds-udvidelse på grundlag af erfaringstilegnelse, er der til en vis grad mulighed for at tale om udvikling i de åndelige verdener. Men vel at mærke kun på det intellektuelle område, idet en moralsk udvikling absolut ikke kan finde sted. Hvis man derimod ved udvikling forstår bevidstheds-højnelse gennem indre organisk vækst, er der ikke grundlag for at tale om udvikling i de åndelige verdener. Dette begrunder Martinus med følgende:

Al bevidsthedsdannelse beror på oplevelse, der igen afhænger af sansning, hvorved rent principielt forstås vekselvirkning mellem individets egenenergi og omverdenens energi. Et eksempel herpå er således synsprocessen, hvor synsorganerne og den dertil knyttede energi vekselvirker med stofferne i omverdenen og den hertil knyttede energi. Resultatet af denne vekselvirkning er synsoplevelsen.

Oplevelse afhænger altså af sansning. Imidlertid skelner Martinus mellem to former for sansning, der igen resulterer i to former for oplevelse. Den ene form for sansning kalder han "sansningen fra neden" og den anden for "sansningen fra oven", og han gør opmærksom på, at de bygger på hver sit sæt sanseorganer eller sanseredskaber.

Som sagt resulterer de to sanseformer i hver sin form for oplevelse. Den ene af disse, nemlig den der bygger på sansningen fra neden, kalder Martinus for stofsideoplevelsen; og den anden, der bygger på sansningen fra oven, kalder han for livssideoplevelsen.

Hvordan kender vi disse to former for oplevelse? - Simpelt hen på den måde, at stofsideoplevelsen er ensbetydende med alt, hvad der kommer ind under stofvirkninger, eller for at bruge et fagudtryk, hentet fra psykologien: fænomenologiske og emotionelle data. Det vil for førstnævntes vedkommende sige alt, hvad der kendes som farver, lyde, lugte og dufte, former, stofvirkninger m. m., og for sidstnævntes vedkommende alt, hvad der sorterer under følelseslivet af stemninger m.m.

Det var altså stofsideelementerne. For livssideelementernes vedkommende drejer det sig om alt, hvad der henhører under begrebernes verden, der jo er den verden, gennem hvilken stofsideelementerne får mening for os. Ser vi f. eks. en hest, er der tale om 1) oplevelsen af en bestemt materiekombination, der 2) indtager en ganske bestemt plads i vor forestillingsverden, nemlig den plads, vi udtrykker gennem begrebet HEST. Og det gælder altså her, at selve oplevelsen af hesten som materiekombination betragtet (altså stofsideoplevelsen), bygger på sansningen fra neden, medens oplevelsen af den som et begreb med en bestemt mening for os (altså livssideoplevelsen) bygger på sansningen fra oven.

Idet vi nu forstår, at bevidsthedsdannelse afhænger af oplevelse, der igen afhænger af sansning, hvilken atter afhænger af forekommende sanseorganer, indser vi uden videre, at kvaliteten og omfanget af sidstnævnte - altså sanseorganerne - er afgørende for såvel omfanget som kvaliteten af både livsoplevelsen og den deraf følgende bevidsthedsdannelse. Og det bliver dermed klart, at det netop er sanseorganernes standard, der er det springende punkt i spørgsmålet om udvikling i de åndelige verdener.

Uden at det er muligt at gå nærmere ind på de to sæt sanseapparater, der bærer de førnævnte to former for sansning, kan det straks slås fast, at der er tale om foreteelser, der er meget stabile, og kun langsomt undergår forandring (bortset naturligvis fra ulykkestilfælde på det fysiske plan, hvor de på kort tid kan blive beskadiget eller helt ødelagte). Dette siger os straks, at der i den åndelige verden med hensyn til tiden mellem to inkarnationer i hvert fald ikke er grundlag for at tale om en udvikling, der beror på udvikling af sanseorganerne. Da en sådan udvikling er en forudsætning for, at man kan komme til at tale om bevidstheds-højnelse, skulle det herefter være klart, at der i hvert fald ikke kan ske en bevidsthedshøjnelse i den åndelige verden mellem to inkarnationer. Derimod kan der naturligvis udmærket være tale om en bevidstheds-udvidelse, hvilken da også i allerhøjeste grad finder sted inden for rammerne af de forhåndenværende sanseorganers bæredygtighed - såvel hvad angår sansningen fra neden som sansningen fra oven. Dog kun på det intellektuelle område, idet en moralsk bevidsthedsudvidelse forudsætter lidelsesoplevelser, der ikke kan forekomme i den åndelige verden, bortset fra de former for pseudo-lidelsesoplevelser, der for en kortere tid kan forekomme i den såkaldte første sfære. Disse medfører dog ikke nogen moralsk bevidsthedsudvidelse, men snarere det modsatte, idet de på et tidspunkt modner væsenet for et vist "operativt" indgreb - foretaget af de såkaldte skytsengle, og hvilket indgreb er ensbetydende med en midlertidig lammelse af de mest primitive moralegenskaber ved individet, således at det kan få adgang til de højere åndelige verdener.

Med andre ord: under sit ophold i den åndelige verden mellem to inkarnationer er det levende væsen afhængigt af sine sanseorganers bæredygtighed og kan kun opleve inden for rammerne af denne. Dette betyder, at det udmærket kan modtage nye og hidtil ukendte indtryk, hvorved det kan blive genstand for en vis intellektuel bevidsthedsudvidelse, hvorimod der ikke kan blive tale om en udvikling i form af bevidstheds-højnelse. Og det er i virkeligheden netop dette forhold, der som en væsentlig faktor bidrager til, at væsenerne ikke tager fast ophold i de åndelige verdener, men på et tidspunkt atter inkarnerer på det fysiske plan. Det skyldes nemlig bl. a., at de på et tidspunkt i mere eller mindre udpræget grad får føling med deres egne sansemæssige begrænsninger og rent instinktivt reagerer herpå med at søge mod den verden, der er deres naturlige hjemsted udviklingsmæssigt set, nemlig den fysiske.

Egner den fysiske verden sig da i højere grad end den åndelige til at befordre en udvikling af det levende væsens sanseorganer? Både ja og nej. "Nej" i den forstand, at deres vækst dybest set er bestemt og styret af kræfter i individets overbevidsthed, og som knytter sig til den af grundenergierne, Martinus kalder moderenergien; karakteren af denne vækst kan aflæses på Martinus symbol over grundenergiernes kombination. - Og "ja" således at forstå, at individet i den fysiske verden udsættes for at skulle overvinde materiens modstand, hvilket i modsætning til forholdene i den åndelige verden provokerer det til at anstrenge sig på en måde, der i overbevidsthedsstrukturen registreres som en appel til de kræfter, der som før nævnt er det sande grundlag til sansestrukturens vækst, Og dertil er den fysiske verden velegnet til at udsætte væsenerne for lidelsesoplevelser, der er den moralske højnelses forudsætning.

Men hvad så, når væsenet definitivt forlader den fysiske verden, for permanent at tage ophold i de åndelige verdener; først visdomsriget og senere den guddommelige verden og salighedsriget (se eventuelt Livets Bog, II, stk. 359-441). Ja, dette er i virkeligheden et helt kapitel for sig. Men kort kan det siges, at denne situation ikke indtræder, førend det enkelte væsens struktur for sansning fra neden er totalt færdigdannet og dermed ikke lader sig udvikle yderligere; dette sker i løbet af første del af det rigtige menneskerige. I samme periode udvikles den del af strukturen for sansning fra oven, der giver væsenet herredømme over intuitionsenergien og dermed over det kosmiske sanseområde til en sådan grad, at det fører til fuld indvielse i samtlige livets, og verdensaltets bærende kosmiske principper, ideer og love. Og nået hertil repræsenterer individet en bevidsthedshøjde, som ikke lader sig overtrumfe kvalitativt, hvorimod den udmærket kan udvides kvantitativt. Og det er netop en sådan udvidelse, der finder sted under passagen gennem visdomsriget og den guddommelige verden. Dette er ikke i så høj grad verdener, hvor væsenerne skal lære, men derimod verdener, hvor de i en guddommelig skabelses tjeneste skal udfolde og anvende alt det, de i den foranliggende periode har lært og opnået indsigt i.