Ældre Kosmos og Kontaktbreve

om omtalt i forrige Nummer af "Kosmos" er Undervisningen af Fortsættelsesholdene i København gledet ind i en ny Fase, hvor blandt andet skriftlig Besvarelse af stillede Opgaver er blevet et Led. Da det imidlertid har vist sig, at adskillige i Provinsen bosatte Studerende af "Livets Bog" har ønsket at faa Lov til at deltage i Besvarelsen af de forskellige Opgaver, vil disse i Fremtiden blive offentliggjort her i Bladet.

Vi bringer denne Gang fem Besvarelser paa den første Opgave. Deltagelsen har været meget stor. Desværre kan vi ikke i dette Nummer bringe alle de Svar, der er egnede til Offentliggørelse, men maa udskyde en Del til senere. Som det af de efterfølgende Besvarelser vil ses, har hver enkelt formaaet at præge sin Meningsfremstilling paa en saadan Maade, at man, selvom Martinus' Analyser jo gaar som en rød Traad gennem dem alle, dog glæder sig meget over den personlige Form, Besvarelserne har faaet.
 

Opgave Nr. 1.

En af Deres Venner, – et Menneske, om hvilket De ved eller føler, at det vil kunne forstaa Martinus' Analyser, – stiller Dem en Dag i en Samtale følgende Spørgsmaal: "Hvad mener De er Hovedaarsagen til de fortvivlede Forhold i Verden"?

Hvorledes vil De nu igennem Deres Svar søge at føre dette Menneske til Studiet af Martinus' Arbejde?
 

N. Christensen:

Det kan i Grunden siges ganske kort – manglende Administrationsevne. De siger "Verden", men hvad er "Verden", ja det er jo ikke andet end De og jeg og alle vore Medmennesker og andre Medvæsener. Som vi er, saaledes er Verden. Naar Verden er i Nød og Elendighed, er det jo ikke paa Grund af Jordens svigtende Ydeevne eller Mangel paa Raaprodukter, men derimod Mangel paa Viden til at fordele disse Goder.

Vi har pragtfuldt uddannede Ingeniører, der fremstiller glimrende Maskiner i Massevis til at producere, hvad menneskelig Tanke i Dag forlanger og mere til. Vi har, naar vi tager hele Menneskeheden i Betragtning, en næsten ubegrænset Arbejdsevne. Vi har Raavarer, der tilfredsstiller selv den mest graadige. Jordens Ydeevne med Hensyn til Ernæringsmidler er langt, langt større end Forbruget.

"Ja, men hvad er da den inderste Aarsag til, at disse Selvfølgeligheder ikke kan realiseres?"

Det er det fra Fædrene nedarvede økonomiske System. Ser De, hele Jorden er givet Menneskene til at gøre sig den underdanig, men hvorledes har de nu forstaaet dette? Simpelt hen paa samme Maade, som Rovdyrene forstaar at dele et Stykke Kød, de stærkeste tager det meste og bedste, og Resten faar de andre. Saaledes ogsaa her, de "stærkeste" har taget Jorden, Raastofferne, Maskinerne, Produktionen, med andre Ord Livsfornødenhederne, i Besiddelse, medens Resten gennem Arbejde hos disse kan købe samme Livsfornødenheder til Overpris.

Paa denne Maade faar vi en besiddende Klasse, der grundet paa denne Overpris stadig bliver mere og mere velhavende, og en ikke besiddende Klasse, der af konkurrencemæssige Grunde faar det mindst mulige og følgelig bliver fattigere og fattigere. Maskinerne gør flere og flere Mennesker overflødige, hvilket giver en stadig voksende Hær af Arbejdsløse, i Stedet for at Maskinerne skulde bruges til at lette Arbejdet for den samlede Menneskehed.

Som De ser, skruer det økonomiske System sig mere og mere sammen til en Katastrofe, det er som et kvælende Tag om al menneskelig Energi.

Tænk Dem, hvis man derimod kunde faa Jordens Raastofmateriale samlet under een Administration, Jordens samlede Ydeevne for Levnedsmidler paa samme Maade, Menneskehedens samlede Arbejdsevne divideret ind i Forbruget – et Forbrug, der vel at mærke skulde højnes i en endog betydelig Grad over det nuværende – hvilken kort Arbejdsdag det kunde give til Fordel for Oplæring i andre Interesser, tænk Dem, at man kun skulde bruge Kræfterne til at fremstille "hensigtsmæssig" og ikke "konkurrencemæssig". Tænk Dem hele Menneskehedens samlede Kraft til at bringe det bedst mulige til Udførelse, hvilke Boliger, Klæder, Huse, Befordringsmidler, Skoler, Hospitaler etc. kunde det ikke blive. Husk stadig paa, at det ikke er virkelig Mangel paa noget som helst, der er Aarsagen, men kun en svigtende Evne til at administrere.

"Det lyder jo ganske udmærket, men vil det sige, at De mener, at alle Verdens Stater skal internationaliseres, og at alle Mennesker skal statsansættes, i saa Fald forstaar jeg det ikke, thi hvor bliver der saa Plads for den enkeltes Initiativ, Dygtighed og Lyst til at arbejde, til at skabe? Internationalisering vilde jo være godt i mange Retninger, men det er og bliver sikkert en skøn Drøm, thi hvorledes forene disse i høj Grad modstridende Folkemasser? Nej – det maa De undskylde, det har jeg meget svært ved at tro paa. Se bare paa Verdenssituationen i Dag, er det ikke tværtimod mere Nationalisme, mere Forsvarsvæsen, større og større Afstand Nationerne imellem. Mig forekommer det jordiske Paradis, som De taler om, om muligt længere borte i Dag end nogensinde før."

Jeg indrømmer, at det overfladisk set kunde se saaledes ud, men Forholdet er efter min Formening alligevel noget anderledes. Vi har f. Eks. allerede eet internationalt Udtryksmiddel – de i Musiken brugte Noder. Vi har endvidere et internationalt arbejdende Postvæsen, der for en ringe Betaling bringer et Brev til alle Jordens Egne. Vi har i disse Restriktionstider mærket, hvorledes Landene økonomisk set er fuldkommen indfiltrede i hverandre, fordi Raavarerne findes nogle Steder og Bearbejdningen og Forbruget af dem andre Steder, hvilket med andre Ord kræver en absolut Vekselvirkning, som der nu er sat en Stopper for, men denne Stopper har i Virkeligheden afsløret Sagens internationale Basis paa en virkningsfuld, realistisk Maade.

Det i saa høj Grad besungne "private Initiativ", hvor den dygtigste skal have den fulde Chance, er jo ogsaa et mærkeligt Tankefoster, fordi Opfyldelsen af denne Idé kun lader sig realisere paa Bekostning af den mindre dygtige, men det vil jo i Virkeligheden sige, at De mener, at det kun er Duksene i Livets Skole, der fortjener gode Huse, Klæder, Ernæring og andre Goder til Livets Opretholdelse, hvorimod Resten maa nøjes med de tiloversblevne Smuler, men hvorfor denne Karrighed, naar der er nok til alle, hvorfor ikke bruge alle de bedste Hjerner og Hjerter til at lede den store Masse til en Løftning i Flok, en Produktion til alle, et System, hvor den enkeltes Evner netop skal staa som et lysende Eksempel for de mange, og herigennem faar sin Løn i sig selv, ikke med et større materielt Forbrug, men i Glæde over at være med til at højne Livet for alle og ikke kun sit eget fattige Jeg, thi det skaber inderst inde alligevel kun Tomhed til Slut.

Man kritiserer altid saa meget Begrebet "Statsansat", men man tænker ikke over, at det private Initiativ har gjort sig til Herre over Livsbetingelserne, hvilket med andre Ord betyder, at De kan gøres permanent arbejdsløs i Morgen; tænk den Tanke tilbunds, og der aabner sig ligesom et uudgrundeligt Hul for Deres Bevidsthed, hvorved Begrebet "Statsmagtens Fordeling af Arbejdstimerne" faar en helt ny Baggrund.

Nationalisme og Krig er jo Søskendebørn af samme Tankeretning, nemlig "Magt for Ret", men ligesom denne Tanke i de civiliserede Stater er afløst af Tankeretningen "Ret for Magt", vil den ogsaa for hver ny Udløsning af Krig bringe Menneskene til at stimulere samme Retning til at gælde Staterne imellem, og det er jo gennem denne Tankeproces, at Folkeforbundet, hvor ufuldkomment det end er, er opstaaet.

"Folkeforbundet, tror De virkelig, at det nogensinde vil faa nogen reel Betydning; mig forekommer det at være en "Nationernes Narresut"?

De kan forsaavidt godt have Ret i dette Synspunkt, men hvorfor er det saaledes? Fordi Folkeforbundet endnu er i Støbeskeen og som Følge heraf ikke er udstyret med den Magt, der skal til for at overvaage Beslutningernes Overholdelse, ganske analogt med Retsvæsenet indenfor de enkelte Stater, der jo netop gennem Politiet har Magt til at kræve de af sagte Domme respekteret.

"Sig mig, hvorfra har De i Grunden den Viden, som øjensynlig ligger bag disse Udtalelser?"

Det har jeg fra "Livets Bog" af Martinus. Han har deri givet en fuldkommen logisk Analyse over Verdenssituationen, som den har været, er og vil blive. Denne Analyse hviler paa de bag alle fysiske Foreteelser værende Love, og her er vi inde paa de Faktorer, der netop vil komme til at forene de i høj Grad modstridende Folkemasser. Denne Udvikling viser, hvorledes Dyrets egoistiske Selvopholdelsesdrift, der jo er saare naturligt for dette, er i Aftagende til Fordel for en større og større samfundsmæssig Opfattelse, der absolut maa have hele Jorden til Raadighed netop paa Grund af Raastoffernes forskellige Placeringer.

Vi udvikles med andre Ord bort fra "Egoisme" og "Magt for Ret" til "Altruisme" og "Ret for Magt".
 

N. Rye Jacobsen:

– For overhovedet at have en Mulighed for at se tilbunds i og gennemanalysere alle de Forhold, der tilsammen skaber Tilværelsen i Dag, maa vi først være enige om, hvorfra denne Tingenes Tilstand stammer – om det er fra Naturen eller fra Menneskene selv.

– Det maa absolut være Menneskene, der har Ansvaret, Naturen er jo saa rig, at den rigtig udnyttet vil kunne give os til Overflod allesammen.

– Ja, saadan er det i Virkeligheden, den uudnyttede Overflod bliver i sig selv et talende Bevis for den inkonsekvente Maade, Menneskene lever paa; men vil De nu mene, at vor Menneskehed bestaar af en Samling ensartede eller en Samling forskellige Individer?

– De er i høj Grad forskellige.

– Og at dette er rigtigt, ser vi egentligt bedst af, at vi maa erkende, at der findes mange, som vi maa indrømme er klogere end os selv, medens vi paa den anden Side ogsaa ved, at der er en Del, som vi maa føle os overlegne overfor.

– De mener vel sagtens, at vi er forskelligt udviklede?

– Netop! Menneskeheden staar paa en Udviklingsstige repræsenterende Trin fra de mest primitive til det højeste Kulturmenneske, og Grunden hertil er, at hvert Individ gennem sine Handlinger har erhvervet sig et Fond af Erfaringsmateriale, som bestemmer dets Plads i Udviklingsrækken, og har man først erkendt, at saadan maa det forholde sig, ses det egentlig let, paa hvilken Maade Menneskets Udvikling foregaar.

– Det maa være ved at forøge sin Viden?

– Ja, og denne ny Viden faar Individet ved at handle, skabe, i det hele taget ved at vekselvirke med sine Omgivelser; og hvorledes bærer vi os selv ad, naar vi skal udføre noget – handler vi da efter den Viden, vi sidder inde med paa det paagældende Felt, eller retter vi os efter, hvad andre siger?

– Hvis man har en Overbevisning, handler man selvfølgelig efter den.

– Det er netop det, alle normale Individer gør; de afpasser deres Handlemaade til at være i Kontakt med det Erfaringsmateriale, de er i Besiddelse af, og de vil altid handle saadan, at det bliver til Gavn for dem selv eller for det Arbejde, den Sag eller Idé, de har viet deres Kræfter, og det er i Virkeligheden det, der afføder alle disse forskellige Ubehageligheder, der hæfter ved Livet.

– Men det maa da være en fuldstændig rigtig Maade at leve paa?

– Absolut, men sammenholder vi dette med det, vi talte om før, at Menneskene staar paa vidt forskellige Udviklingstrin, saa ser vi ogsaa, at de mest Primitives Maade at handle paa bliver næsten rent egoistisk, medens de højere liggende Trin vil tage mere og mere Afstand fra dette Princip, og i desto højere Grad, jo længere vi fjerner os fra de laveste Zoner. Resultatet af den samlede Menneskeheds Handlinger bliver, at vi foruden den almindelige Krig mellem Nationer har en ny Krig paa det mentale Plan, paa det økonomiske, politiske, videnskabelige og religiøse Omraade, hvor de udløsende Kræfter bag Individernes Bevidsthedsliv er Misundelse – Herskesyge – Ærgerrighed og Intolerance, hvorved der udløses Handlinger, der virker som Ubehag. De ser nu, at vi ad logisk Vej er kommet til vor første Antagelse, den nemlig, at de ulykkelige Tilstande af i Dag bliver et Produkt af Individernes samlede Væremaade.

– Men vil De da ikke mene, at Massernes Bevidsthedsliv kan indstilles mere ensartet?

– Dertil maa jeg svare, at for at naa frem i Udvikling maa man kende de Realiteter og Love, der betinger denne Fremgang, og disse Love kan kun læres, ved at man overtræder dem. Og nu er vi ved Hovedaarsagen til de fortvivlede Forhold, nemlig:

Jens Toft:

Selve Spørgsmaalets Ordlyd indeholder en Paastand om, at Tilstandene i Nutiden er fortvivlede. Kan man med Rette sige dette? Det maa vi først have klarlagt, inden vi tager fat paa Besvarelsen. Er Tilstandene værre, end de til mange andre Tider har været, og i bekræftende Fald, paa hvilke afgørende Punkter?

Saa langt Menneskehedens Hukommelse rækker tilbage, har Verden, for at bruge et bibelsk Udtryk fra Paulus, "ligget i det onde". For den overfladiske Betragtning, der endnu ikke har lært at erkende det saakaldte "onde" som nødvendig Baggrund for det "gode", ser det ud, som om Jordmenneskene, eller maaske rigtigere: det store Flertal af dem, til alle Tider har levet paa Fortvivlelsens Rand. Allerede i det gamle Testamente hører vi om de ti Plager, der hjemsøgte Ægypterne; vi mindes Skoletidens Remse:

Efterhaanden som Civilisationen breder sig over store Dele af Kloden, og Taalsomheden hist og her begynder at mildne Bevidsthederne, mister mange af de nævnte Lidelser deres skarpe Brod, men nogle forværres i Karakter, som f. Eks. Krigen, og nye optræder. Med Maskinernes Fremrykning viser Fattigdommen sit Ansigt paa en uhyggelig Maade, og bag den griner Arbejdsløshedens Spøgelse os i Møde. Sideordnet hermed nedbrydes Familielivet, og en almindelig religiøs Uro bliver fremherskende. Selv de økonomisk velstillede nages i stille Stunder af Utilfredshed med de bestaaende Tilstande, man kan altsaa godt betegne disse som fortvivlede, uholdbare.

Thi der er i Udviklingens Løb sket dette, at Menneskeheden fra at være delt i Enere, Familier, Stammer eller Folkeslag – i Kraft af den vældige Tilstrømning af Følelses- og Intelligensmateriale, som Kulturen med sin lynsnare, gennemgribende Omsætningsmetode gør tilgængelig for alle, begynder at føle sig som et stort Fællesvæsen. En Lidelse tilføjet den enkelte blev tidligere baaret som en uafvendelig, rent personlig Skæbnens Tilskikkelse, nu forplanter den sig ved Hjælp af Følelsens og Intelligensens Nervetraade hastigt til hele Samfundslegemet, takket være Presse, Radio, politisk Paavirkning og den stigende Oplysnings Meddelelsesmidler i det hele taget. Styrket herved gør hvert enkelt Individ i det civiliserede Samfund, og det er særligt i dette, Fortvivlelsen raader, højlydt eller stiltiende Krav paa Menneskerettigheder. "Man er lige saa god som de andre". Hos de fleste dæmrer en Erkendelse af, at Tilstandene ikke behøver at være fortvivlede, saa vist som Verden, hvad de materielle Fornødenheder angaar, svømmer i Overflod, men bare ikke endnu har lært at fordele Goderne retfærdigt, – dette er det utaalelige.

Man kan altsaa sige, at Nutidsmenneskets Bekymring bunder i stærkt og almindeligt følte økonomiske, seksuelle og religiøse Vanskeligheder, som den fremskredne Civilisation føler, den burde kunne faa Bugt med, men som ikke desto mindre gaar i Haardknude for den. Hvad kan være den egentlige Grund, Hovedaarsagen, til dette saa svært løselige Problem? Forgæves søger man Besvarelsen hos Videnskaben og de indbyrdes uenige Nationaløkonomer; ogsaa en hensmuldrende Kirke staar raadvild, – saa er det man maa ty til Aandsvidenskaben for at faa Problemet analyseret helt til sin inderste Kerne.

Da lærer man, at Krisen, thi det drejer sig her virkelig om en Krise eller Overgangstilstand, skyldes Menneskets og det levende Klodevæsens Afvikling af en med Tyngdeenergien forbunden Bevidsthedstilstand til Fordel for begges (Jordmenneskets saavel som Klodens) Indtræden i en ny, lysere Bevidsthedssfære, hvor Følelsen danner den førende Grundenergi, efterfulgt af den ligeledes stedse voksende Intelligensenergi. Denne Proces maa nødvendigvis, som enhver anden Fødsel, foregaa under store Kvaler. Det er disse, vi nu er Vidne til. Naar en Kvinde føder, er Veerne syv i Tal, saa vidt jeg har hørt. Fuldbyrdelsen af den ny kosmiske Fødsel for Jordmenneskets og Klodens Vedkommende ledsages af tilsvarende smertelige Træk, – Lidelser for den enkelte, Katastrofer for Menneskeheden, idet det gamle Legeme aflægges.

De fortvivlede Tilstandes dybeste Aarsag er med andre Ord af kosmisk Natur, kun til en vis Grad kan Jordmenneskene paa det Udviklingstrin de staar beherske Situationen; men maa i det store og hele enkeltvis indordne sig under den Beslutning, Jordklodevæsenet forlængst har taget om at blive "en bedre Jord", koste hvad det vil. Thi i den højereliggende Udviklingsspiral, hvor Kloden kosmisk set befinder sig, er "Tusind Aar som een Dag", det vil sige: de jordiske Forviklinger, vi mærker i Øjeblikket, er Symptomer paa en allerede langt fremskreden Fødselsproces, Jordens smertefulde Overgang fra Dyre- til Mennesketrinnet.

Hvert enkelt Menneske udgør en Celle i Jordvæsenets Hjerne. Deraf følger Menneskets lidende Deltagelse i det, der foregaar – et Drama, Mennesket for sit eget Vedkommende lettest slipper igennem, naar det med al Magt søger at udrense og forædle sin Bevidsthed gennem en Harmonisering af Følelses- og Intelligensenergien, thi da opstaar Kærligheden som befordrer Intuitionsenergien og Skabeevnen. Da Problemer, der i Øjeblikket trænger sig paa til Løsning, er sat ind i Udviklingen som Arbejdsmateriale for Fremelskning af disse højere Energier.
 

August Andersen:

De fortvivlede Forhold i Verden er et Resultat af Menneskenes egne Handlinger eller Manifestationer. Ingen Frembringelse er fuldendt, det skabte er et Resultat af indvundne Erfaringer, det være sig indenfor de saakaldte fysiske Realiteter som indenfor Menneskenes aandelige Manifestationer eller Handle- og Væremaade.

Hvor man saa end retter sit Blik, bliver man Vidne til, at der finder en Udvikling Sted, og at denne Udvikling former sig som en Stigen fra mindre til mere Fuldkommenhed, som igen staar i Forhold til de gjorte Erfaringer, med andre Ord, al Udvikling eller Fremskridt sker paa Basis af begaaede Fejltagelser.

Der findes ikke to Mennesker, som oplever de samme Erfaringer helt ens, og da deres Udvikling strækker sig over umaadelige Tidsperioder, fremtræder Menneskene i Dag med højst forskellige Evner og Opfattelser, og da disse Realiteter danner Basis for deres Handlinger, bliver disse i tilsvarende Grad forskellige, ja i flere Tilfælde helt modsatte hinanden. Ved nærmere at betragte disse Tilstande vil man se, at ligesom en rød Traad gaar Egoismen med dens Følgesvende Magtbegær, Forfængelighed o. s. v. gennem saa godt som alle Menneskenes Handlinger.

Gaar vi nu tilbage i Menneskenes Udvikling og betragter det primitive Naturmenneske, finder vi, at dets Levevis var ikke stort forskelligt fra Dyrets. Kampen for Tilværelsen blandt disse primitive Væsener var af en mere robust Natur, her var enhver sig selv nærmest, eller Magt var Ret. Betragter vi nu Menneskene af i Dag, saa finder vi, at deres Livsførelse for store Deles Vedkommende har megen Lighed med de primitive Naturmenneskers. Menneskene er mere opfindsomme og mere raffinerede i deres Væremaade og kan paa flere Omraader være mere grusomme end de primitive Væsener, men det er stadigt, enhver er sig selv nærmest, som er det bærende Princip. Al Opdragelse og Undervisning er baseret paa at gøre Menneskene saa kvalificeret som muligt i Kampen om de materielle Værdier, "Pengene", for derved at gøre sig uafhængig af sine Medvæsener. Dette resulterer i at Menneskene fremtræder i to fra hinanden skarpt adskilte Lejre, nemlig de som ejer Værdierne og de Besiddelsesløse.

Denne Tingenes Tilstand er jo som ovenfor nævnt Udtryk for Menneskenes Erfaringer eller det Udviklingstrin, de staar paa, og da disse Tilstande ikke afføder Glæde og Harmoni, men Lidelse og Disharmoni, er det igen Udtryk for Uvidenhed eller Mangel paa Kendskab til Livets virkelige Sandhed.

Menneskenes aandelige Interesser bliver gennem denne Udvikling vakt til Live, og de spørger, hvad er Meningen med Tilværelsen? Derved bliver "Lidelsen" i Virkeligheden et "Gode", og "Tilfældigheder" ophører med at have nogen Mening. Kun paa Basis af Fejltagelser eller Lidelser erhverver Væsenerne sig udfra egne Erfaringer det nødvendige Fundament for at forstaa Meningen og Hensigten med Tilværelsen og bliver i Stand til at bringe deres Manifestationer i Harmoni med Verdensaltets ufejlbarlige Love, thi kun dette afføder Lykke og Harmoni.

Dette er kun en kort Oversigt over de fortvivlede Tilstande i Verden, deres Aarsag, Mening og Hensigt. Men for dem, der kunde ønske en dyberegaaende Viden, vil der være at henføre til "Livets Bog" af Martinus.
 

Thune Gade:

De fleste Mennesker vil sikkert indvilge i, at Aarsagen til Forholdene i Verden er at finde hos Menneskene. Men inden for dette Svar er der utallige Sidegrene. Saaledes hævder f. Eks. nogle, at Jøderne er Skyld i den store Elendighed her paa Jorden, idet man mener, at Jøderne paa alle Maader har tilranet sig Pengemagten, og da Pengene i Kraft af den Værdi, man tillægger dem, behersker Verden, mener disse Væsener, at Jøderne saaledes behersker Verden i Kraft af deres Rigdomme. Andre Mennesker indser, at Fordelingen af Værdierne er forkert, uretfærdig og ganske umulig for Oprettelsen af og Bibeholdelsen af et 100 pCt. ordnet Samfund. Politikerne beskylder som oftest det modsatte Parti for at ødelægge den specielle Del af Samfundet, som de er interesseret i; den, der har overværet et politisk Møde, ved, at Repræsentanterne for hvert eneste af de forskellige Partier hævder, at dersom deres Parti var regerende, saa vilde Verden snart blive et Paradis paa Jorden. – Saaledes i en Uendelighed, hvert eneste Menneske har sin specielle Opfattelse af, hvad Aarsagen til Verdens fortvivlede Forhold er, og mange Mennesker gaar ogsaa med en bestemt Tanke om, at dersom han kunde faa Lov til at lave om paa det hele, saa skulde vi faa en Verden at se, der var værd at leve i.

Som denne sidste vil lave om paa det hele, vil de allerfleste af os gaa med til at lave om paa det existerende, saalænge vi ikke ogsaa skal lave om paa os selv. Vi søger som bekendt alle gerne Fejlen hos andre, men sjældent hos os selv, og af den Grund vil man som Regel mene, at nok ligger Hovedaarsagen hos Menneskene, men hos alle andre Mennesker.

At en saadan Betragtning ikke er rigtig logisk, viser Martinus i "Livets Bog" ved klare Analyser, ved logisk opbyggede Beviser og paa en saadan Maade, at ethvert Menneske med tilstrækkelig Intelligens og Følelse for disse Problemer vil kunne følge ham i hans geniale Forklaring paa HVORFRA og HVORHEN.

I et Digt staar der bl. a.: at Livet er et Spil af Kræfter, der higer efter en Enighed.

Ved et rent overfladisk Syn paa Livet i Dag fremgaar det ikke, at et Spil af Kræfter higer efter en Enighed, – tværtimod; Korruption, Krig, Arbejdsløshed, Skilsmisser, Forbrydelser o. m. a. florerer mere end nogensinde. Verden har ikke forvundet Eftersmækket af den sidste store Krig, før en ny meget større og mere skrækkelig Krig staar for Døren. Er da Menneskene Aarsag til alt dette? spørger man uvilkaarligt. Vil Menneskene da selv gaa ind til al denne Lidelse med aabne Øjne, trætte af Krig og uden personlige Ønsker om at ihjelslaa andre sagesløse Personer? – Svaret maa blive bekræftende, for vi kan i disse Dage gennem Aviserne faa Vished for, at netop saadan noget sker for Tiden i en Del af Verden, medens den resterende Del ruster og forbereder sig til en Krig, der ifølge Kendsgerninger, der foreligger om Tilstedeværelse af det mest raffinerede Krigsmateriel, maa blive saa frygtelig, at vi end ikke kan gøre os noget klart Begreb derom. Lige saa ulogisk det er at ihjelslaa uskyldige Børn, Kvinder og Mænd, der hver for sig ikke vil – ja afskyr – Krig og Mord, lige saa ulogisk er det, at hver enkelt af de Individer, der for manges vedkommende lever i nøje Overensstemmelse med en Religion, der forbyder Mord, – tager Vaaben i Haand for at bryde det store Bud: Du skal ikke ihjelslaa. Var hvert eneste Væsen saa fremskreden i sin Tankegang, at intet kunde faa vedkommende Væsen til at ihjelslaa, ja, saa var Krig jo en Umulighed.

Men hvad giver da et Fingerpeg mod, at en "Enighed" er i Færd med at vinde Indpas i Verden?

Folkenes Forbund, Hospitaler, Skoler, Velgørenhedsanstalter af enhver Art o. m. m. – og endelig sidst, men ikke mindst, de mange religiøse Bevægelser, saasom Sekter af enhver Art, religiøse Klubber, Oxford-Bevægelsen o. lign. Har disse Trossamfund ikke alle til Formaal at forbedre Menneskene? Jo, sikkert alle uden Undtagelse, og mange af os har da sikkert ogsaa været Vidne til, at en saadan Forbedring har fundet Sted. Men saa længe Mord og Drab kan finde Sted med fuld Billigelse, ja Velsignelse fra de respektive Trossamfund, naar bare disse Mord foregaar under en saakaldt Krig, saalænge vil Menneskenes Udvikling til en "bedre" Nation foregaa yderst langsomt, fordi man simpelt hen mangler Forstaaelsen af, hvad der er "godt" og hvad der er "ondt". Det ene Barn født i Elendighed, det andet i Rigdom, hvorledes kan saadanne to Børn tænkes at have samme Opfattelse af, hvad der er "godt" og "ondt". – Hvert Menneske har da ogsaa sin egen bestemte Mening om dette som om alle andre Spørgsmaal.

Det er denne Mening Martinus har til Opgave at ensrette saaledes, at Menneskenes samlede "enige" Energi kan sættes ind paa at forme et Samfund uden Krig eller Mord af nogen Art, med ens Ret for alle, et Samfund hvor Kærlighed til Næsten er den eneste "Politik", hvor alle handler i Overensstemmelse med det store Maal: Elsker hverandre.

Er det da en unaturlig Verden vi lever i? Er Verden "af Lave", som man ofte hører?

I det Udviklingspanorama som Martinus ruller op for en i "Livets Bog" bevises det logisk og klart, at Verden for Øjeblikket – som til alle Tider – gennemgaar et ganske naturligt Trin i Udviklingen, saaledes at ligesaa naturligt det er for Verden i Dag at fremtræde som et Samfund i Korruption, Krige og Splittelse, lige saa naturligt vil et andet Verdensbillede fremtræde, hvor Enighed, Kærlighed til Næsten og lige Ret for alle vil være en Realitet, hvor Racehad, Religionsstrid, Mord, Krig, Had og enhver Form for Intolerance ikke existerer. Man erfarer og indser ogsaa, at Meningen med Livet er kun Oplevelse af Livet, at Hæder og Berømmelse, Rigdom og Pragt kun er relative Værdier, at de eneste sande Værdier er Forstaaelsen af, at alle Væsener er til som en evig Realitet, der er undergivet Livsoplevelsen eller Erfaringsdannelsen, for igennem denne Livsoplevelse, der fremtræder som det, vi kalder "ondt" og "godt" at høste de Erfaringer, der er nødvendige for den omtalte Forstaaelse. At der saaledes ikke existerer et saakaldt "Onde" eller et saakaldt "Gode", men at alt er godt, ud fra den Kendsgerning, at uden det "Onde" vilde man ikke kunne erkende det "Gode", at Livets Oplevelse er baseret paa Kontraster, men for det udviklede Menneske svinder Afstanden mellem disse Kontraster mere og mere ind for til Slut at forsvinde, naar Individet ikke mere har denne Kontrasternes Paavirkning behov, naar Individet erkender at: alt er saare godt.

Den omtalte Erfaringsdannelse kan ikke fuldkommengøres før vi søger et Kendskab til de evige Love i Tilværelsen, Lovene om Aarsag og Virkning, der viser, at alt vender tilbage til sit Ophav, saaledes at ingen Handling eller Tanke nok saa lille kan udgaa uden at komme tilbage og ramme det paagældende Individ med sin Virkning. Som der staar i Biblen: "Som du saar, skal du høste". Hvis alle var bevidste i det Faktum, da vilde Verden sikkert se lidt anderledes ud, saa vilde enhver sikkert af bedste Evne søge at handle og tænke saaledes, at han med nogenlunde Sindsro kunde gaa Høsten i Møde, og man vilde vogte sig for at ombringe med Sværd for ikke selv at blive ombragt, man vilde søge Aarsagen til et saakaldt "Onde" hos sig selv og søge at rette det.

Det vil være umuligt at klargøre et Spørgsmaal som det omhandlede blot ved at skrive nogle faa Sider om et Emne, der, hvis man uddybede det, som det fortjener, vilde blive belyst paa en saadan Maade, at mange, der læste en saadan "Uddybning", vilde tage den for "fantastisk"; for rigtig at kunne fatte den fuldstændig logiske Forklaring til Spørgsmaalet kræves det, at man har Kendskab til Martinus' Analyser, ser hans Symboler og hører det ledsagende Foredrag. Den, der første Gang hører og forstaar den Individets Vandring, man bliver Vidne til ved et saadant Foredrag, vil faa en uforglemmelig Oplevelse. – At høre om og forstaa Menneskets Udvikling fra Mineral til Plante, fra Plante til Dyr, dets begyndende Udvikling til Menneske og videre Udvikling til en Form for Menneske, som vi ikke kan gøre os andet end en svag Forestilling om, det faar én til at forstaa, at kun gennem Lidelse udvikles Kærlighedsevnen til Næsten, og man forstaar ogsaa, at Menneskene maa have alle disse Lidelser for derigennem at erfare, at kun ved at saa gode Tanker og Handlinger vil man høste i Overensstemmelse dermed, og de Tilstande Verden for Tiden er underkastet er saaledes kun en Virkning, hvortil Menneskene selv har været Aarsag.
 

Opgave Nr. 2.

Paavis i Artikelform hvilke Virkninger den i Spørgsmaal 2, 3 og 4 nævnte Analyse har haft paa Deres egen Bevidsthed.

(Spørgsmaal 2, 3 og 4 refererer til "Livets Bog", Stk. 2–4. Spørgsmaalene staar i "Kosmos" for Maj 1934. Besvarelsen maa helst ikke overskride ca. 1000 Ord og skal være mig i Hænde senest den 5. Januar.)