Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Men der stod jo mere i ordsprogets sidste linie: Intet at frygte - og intet at skade, og det er nok ikke mindst disse sidste ord, vi skal hæfte os ved, for ved nærmere betragtning viser der sig at være en nøje sammenhæng mellem de to ting, ja, man kan faktisk slet ikke nå frem til det første: intet at frygte - uden at man har lært kunsten: intet at skade.

Nu lyder det "intet at skade" sådan ved første øjekast lidt negativt. Man kunne f.eks. tænke sig, at det ville sige, at man skulle finde lykken i hverdagen ved at trække sig tilbage - som man jo har gjort det i visse perioder af vor historie og stadig i flere egne af verden gør det den dag i dag - og leve som eneboer og ved yogaøvelser, askese, selvpinsler og meditation øve sig i at udvikle sin ånd - eller blot isolere sig fra sine omgivelser for at hellige sig sin egen udvikling. Så kunne man da på en måde godt sige, at man ikke skadede nogen eller noget. Men det er ikke løsningen, som Martinus også påpeger det. I første del af LIVETS BOG, hvor han i 5. kapitel gennemgår de forskellige bevidsthedskategorier for at belyse, på hvor vidt forskellige måder nutidens mennesker reagerer og må reagere over for Den nye Verdensimpuls, nævner Martinus ganske vist en mennesketype, som han betegner som "eneboere" eller "eremitter" midt i civilisationens største centrer, altså storbyerne, og som han betegner som nogle af de højest udviklede mennesker på kloden. Men det er overraskende nok meget ofte slet ikke mennesker i popularitetens rampelys eller mennesker med et "navn" inden for den ene eller den anden åndsretning eller videnskab. Det er først og fremmest mennesker med en forkærlighed for ubemærkethed, af hvilken grund man finder dem inden for de underordnede funktionærers rækker, i små, beskedne stillinger, mennesker, som fortaber sig i vrimlen. Men - og her er vi nok ved et kardinalpunkt - de har ikke trukket sig tilbage fra livet, tværtimod, de opofrer sig - helt naturligt og uden nogen følelse af, at de er forløbere for en kommende bedre verden - for de mennesker, de møder på deres vej. Martinus udtrykker det så rammende sådan: de er i stilhed på vej til at blive den nye åndskulturs største praktikere inden for jordmenneskeheden.

Måske er vi her ved at finde nøglen, den gyldne nøgle, til livets inderste hemmelighed? Det får vi for resten yderligere bekræftet, hvis vi igen vender os til det japanske ordsprog, for der stod jo, at der var tusind måder at blande tingene på - at man skulle tilføre denne blanding sin indsigt uden forsæt. Jamen vil det ikke netop sige, at man skal leve med i tilværelsen, intenst og aktivt, og yde sit bidrag - ud fra sin indsigt, og indsigt får man jo ikke uden at gøre erfaringer. At man skal gøre det "uden forsæt" kan kun opfattes på den måde, at man ikke skal gøre det for at gøre sig bemærket, for at vinde ære eller berømmelse, eller for vindings skyld, men simpelt hen fordi man elsker livet og gerne ved sin måde at "blande tingene på" - eller som Martinus ville sige det: blande energierne på - vil fortrylle verden.

Se, nu begynder der at tone et ganske andet billede af hverdagen frem! For hvad vil det nu sige: at fortrylle verden? - Her er vi fra det negative "intet at skade" ovre i det positive. For hvormed fortryller man sine omgivelser? Lad os prøve at se på noget, som alle er enige om virker fortryllende, nemlig det lille barn. Dets øjne stråler tillidsfuldt imod os med en glans, som fortæller os lidt om sandheden i det gamle bibelord: Uden at I blive som børn, kommer I ingenlunde ind i Himmeriges rige. - Men også hos de lidt større børn kan vi finde denne umiddelbare evne til at fortrylle bevaret, især så længe den er ubevidst altså "uden forsæt". Vi har givet denne særlige evne betegnelsen charme, og vi finder den måske særligt rigt repræsenteret hos en bestemt mennesketype blandt de voksne, nemlig kunstneren. Og endelig finder vi denne evne hos mange gamle; de fine rynker om øjnene fortæller nok, at livet ikke er gået sporløst hen over dem, men smilet forgylder ligesom de gamle ansigter med noget af samme fortryllelse, som vi finder hos barnet. Det er, som om man i begge ender af det jordiske livs kredsløb er de åndelige verdeners lys lidt nærmere, hvad man faktisk også er.

Og som barnet fortryller os ved sin umiddelbare åbenhed og den gamle ved det milde lys i øjnene, fortryller ungdommen os ved det gyldne lys, der i al fald i en kortere periode kastes over dens vej gennem det, vi kalder forelskelse. Men heller ikke her kan man undgå at se, hvor ofte der følger tårer i denne korte lykkes kølvand, når livets mange bekymringer og frygten og sorgen har kastet deres skygge over det unge par. Og for det modne menneske står det klart, at det ikke er forelskelsens rus så lidt som rusgiftenes korte salighedsoplevelse, der er vejen til lykkens hverdag.

Jeg nævnede før kunstneren som den bevidste udøver af evnen til at fortrylle omgivelserne. Kunstnernes sind og sanser opfatter på tusind måder naturens og menneskelivets skønneste sider og gengiver dem til glæde og inspiration for os, men den største af alle kunstarter, livskunsten, er trods alt den, der bærer prisen. Det er vel den, vi alle - bevidst eller ubevidst - længes efter at kunne udøve, og mon ikke vi fornemmer, at her har vi svaret på spørgsmålet om, hvordan vi finder lykken i hverdagen? Her er det "sesam-luk-dig-op", det tryllemiddel, der vil befri os for frygtens og sorgens skygger.

Men hvad kræves der for at blive livskunstner? For så viseligt er tilværelsen jo indrettet, at man i virkeligheden aldrig får noget foræret, selv om det undertiden kan se sådan ud.

Der kræves et særligt talent, et talent for at elske. Få har udtrykt det så klart og kort som en af vor tids store psykologer og sociologer, tyskeren Erich Fromm. Han siger i en af sine bøger "KUNSTEN AT ELSKE": "Kærlighed er den eneste virkelige løsning på den menneskelige tilværelses problem".

Det er altså med kærlighed, vi skal lære at fortrylle verden! Men hvad er kærlighed? Det er ikke forelskelse - eller jeg skulle måske snarere sige: det er mere end forelskelse. Forskellen er let at få øje på: Forelskelse søger sit eget, men kærligheden, sådan som vi får den defineret i Bibelen, søger netop ikke sit eget. Erich Fromm giver en udmærket definition: "Kærlighed er en aktivitet, ikke en passiv affekt. Den er noget, man "går ind for", ikke noget, man "falder for". Kærlighedens aktive karakter kan bedst beskrives ved at sige, at kærlighed først og fremmest består i at give, ikke i at modtage." - Og han siger videre et andet sted: "Kærlighedens aktive karakter viser sig foruden i at give også deri, at den altid indeholder visse grundlæggende elementer, der er fælles for alle former for kærlighed, nemlig omsorg, ansvarsfølelse, respekt og viden."

Den, der blot kender en lille smule til Martinus analyser, vil fornemme, hvor nær Fromm her kommer fortolkningen af kærligheden som livets inderste grundtone, men man vil samtidig forstå, at ligesom "kunstens vej i almindelighed ofte er tornefuld", er vejen til at blive livskunstner det sandelig ikke mindre! Fromm fremhæver, at enhver, der ønsker at blive mester i denne kunst, må begynde at øve sig i disciplin, koncentration og tålmodighed.

Man kan nu til sidst spørge: Hvad er den egentlige grund til, at det skal være så svært at lære den kunst? Kunne man ikke lige så godt være skabt med disse talenter, så havde det hele jo været så meget lettere, og så ville begrebet "den grå hverdag" ikke eksistere. - Svaret ligger i noget, jeg allerede har berørt i artiklens begyndelse: Menneskets sind er splittet i to sider: den dyriske og den begyndende menneskelige. Side om side lever disse to sider i os: Vi har rester af rovdyrets natur i vor egoisme, vi har blot forlænget rovdyrets klør og tænder med mere raffinerede virkemidler - og mere dødbringende, som vi har set. Vi dræber i det store: nu kan vi udslette hele kontinenter, hvis vi havde magt, som vi har agt - og vi dræber i det små: med sladder forgifter vi ofte vore medmenneskers liv. Martinus kalder sladder for "fortyndet mord". Det er jo nu engang sådan, at det er langt mere spændende at bringe en skandale til torvs end at fortælle noget fordelagtigt eller rart om et andet menneske. De, der følger den filmserie, der i øjeblikket går i fjernsynets søndagsudsendelse, Forsyte-sagaen, vil finde aktuelle illustrationer til dette i og for sig triste faktum. - Men der er gudskelov også en lysere side i vor natur: vi har begyndende menneskelige tendenser i vor psyke, og selve vor længsel efter lykken befordrer vor gryende forståelse af det guddommeligt vise i hele livets skæbnespil, der lærer os i kraft af vor viden om mørket frivilligt at vælge lyset, hvorved "den grå hverdag" bliver til den guddommelige hverdag eller lykkens hverdag.

Alt dette og mere til rummer det japanske ordsprog. Prøv selv at læse det langsomt højt for Dem selv. Det er som at tage en ægte diamant i hånden og vende og dreje den, så himlens lys kan afspejle sig i alle dens facetter: i dens skønheds glitrende mangfoldighed møder vi evigheden selv og forstummer i tavs beundring for dens majestæt.