Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Et bevinget ord siger, at så længe der har været en mand med en plov, har der også været en anden med et sværd, parat til at fratage ham de værdier, han har frembragt. - For de fleste mennesker står dette som livets parole, som udtryk for selve livets nøgne vilkår, i fortid, nutid og fremtid. Vi har aldrig set andet, og så er det for øvrigt ligegyldigt, hvor i naturen blikket rettes hen. Og vi vil formodentligt heller aldrig nogen sinde fremover få andet at se. Nedslående eller ikke; sådan ér det simpelt hen, mener man.

Hvad enten man deler dette mistrøstige livssyn eller ikke må man indrømme, at det rører ved et overordentligt centralt problem. Ja, vel overhovedet det mest centrale, der findes. Det drejer sig ikke alene om problemet med at etablere en fredelig og fredssikret verden, men også om problemet med på risikofri måde at kunne være fredelig. Selv i en verden, der ikke er nået til at gøre det oven for citerede ordspil til skamme. Består der overhovedet nogen som helst mulighed for at spille plovmandens rolle, uden at man herunder nødvendigvis behøver at bære sværd ved lænden for at kunne forsvare sig mod overlast?

For et stadigt voksende antal mennesker er dette spørgsmål yderst presserende. De ønsker at kunne leve fredeligt og være nyttige på hver sin vis. Og de afskyr måske også vold og voldsudøvelse i en sådan grad, at de føler sig tilskyndede til at ville betale "fredens pris", der jævnfør omtalen i KOSMOS nr. 10 naturligt består i, at man påtager sig de følger, dette at afstå fra enhver form for magt- og voldsudøvelse kan medføre. Men er en sådan politik realistisk? Er den ikke snarere ensbetydende med sikker undergang og udslettelse, i bedste fald ydmygende og undergravende udnyttelse. Hvilke chancer havde en sådan livsholdning f. eks. over for Hitlernazismens råhed, og hvor havner f. eks. en stat som Israel, hvis den definitivt antager den?

Fra Martinus side lægges der ikke et sekund skjul på, at fredens pris kan være både høj og dyr, og i de allerfleste tilfælde vil være det. Men til gengæld vindes freden også på en umistelig måde, hvilket er mere end man kan sige om den fred, der til dato i det ene tilfælde efter det andet hele den menneskelige historie igennem er vundet gennem ydelse af krigens pris. Der er ingen nem genvej til virkelig fred, understreger Martinus. Men målt med de ofre, de mange forsøg på genveje til fred har kostet og fremdeles vil koste menneskene, kan fredens sande indsats og pris alligevel varmt anbefales. Og hvad mere er: så viseligt er livet indrettet, at dette at vinde freden er et personligt anliggende. Den definitive fred og den dermed følgende absolutte beskyttelse mod samtlige de aktionsformer, der kendetegner krigen, er et gode, der vindes på det personlige plan - og kun der. Ingen vil kunne få den umistelige fred og personlige sikkerhed foræret af andre. Den kan kun erhverves af det enkelte menneske selv - gennem de personlige ofre og den personlige indsats. Men heri ligger der til gengæld den fordel, at man i denne sag ikke behøver at vente på, at andre - og helst et stort flertal - skal begynde at interessere sig for dette projekt. Man kan med fordel selv tage fat, her og nu.

Ja, men hvad skal man da gøre? - Det vigtigste er i virkeligheden, hvor mærkeligt det måske end lyder, at man gør sig sin stilling klar. Gør op med sig selv, hvor man står, og hvor langt man er parat til at gå, når det drejer sig om at betale fredens pris. Er man parat til at ofre nogle privilegier? Sine fysiske ejendele? Den personlige handle-, ytrings- og bevægelsesfrihed? Ja, måske endog livet? Den største fare består nemlig i overrumplingen. Pludselig er situationen der med krav om en eller anden reaktion. Men hvilken? Ja, det er netop spørgsmålet. Det må man vide forinden, ja ikke alene vide, men også have indlevet sig i til en sådan grad, at der bliver tale om en lige så konsekvent og velovervejet attitude som der vil være tale om hos den, der slet og ret har selvopholdelsesdriften som rettesnor. Her er der i princippet ingen tvivl. Men det bør der heller ikke være tale om hos den, der er indstillet på at yde nogle a contobidrag til fredens pris og derigennem effektivt bryde krigens onde cirkel. Og som det gamle ord siger: "Ej fanger sovende mand sejr".

Nu er det naturligvis forskelligt, hvor den enkelte sætter grænsen for, hvad vedkommende er parat til at yde på dette alter, og dette må ikke alene betragtes som særdeles naturligt, men også højst berettiget. Nogle er parat til at ofre alt - dvs sætte alt ind. Andre derimod vil kun vove en relativt beskeden indsats. Dette må i begge tilfælde accepteres som normalt og rimeligt; det vigtigste er i virkeligheden, at en principiel offervilje er til stede. Ikke just fordi begrebet "offer" er særligt betydningsfuldt, men fordi det står for en principielt ny bevidsthedsindstilling til krigens mørke problem. Og netop denne er afgørende - helt afgørende.

Bedømt på traditionel måde kan det virke rent ud uansvarligt, ja, faktisk forbryderisk sværmerisk at anbefale en sådan defaitistisk livsholdning. Det er jo simpelt hen samfundstruende i ligefrem oprørende grad. - Nuvel, det må erkendes. Men samtidig må det påpeges, at man fra de samme traditionelle synsmåders rækker formelt hylder og anerkender en mand, der allerede for snart 2000 år siden anbefalede "fredens pris". Og som ydermere med sit eget eksempel demonstrerede, at han også mente, hvad han sagde. For Jesus blev fredens pris en korsfæstelse med alt, hvad dette indebar af lidelse og ydmygelse. Hvilke værre ting kan vel tænkes at overgå nogen af os. Og har vi grund til at regne os for mere værd end Jesus, således at dette skulle afholde os fra at yde nogle kontante, personlige bidrag til freden og derigennem til verdens frelse. Vækker det ikke snarere til eftertanke, at Jesus via én i mængden henvendte sig til hele menneskeheden med ordene: "Tag dit kors, og følg mig"? Vi har måske endog lov til at regne med, at det var gennem denne opfordring mere end nogen anden, han åbenbarede sig som Kristus eller frelser, praktisk og nøgternt. De forløbne 2000 års verdenshistorie, koncentreret i den aktuelle verdenssituation, kunne i høj grad tyde på det. For ingen vil vist benægte, at Jesu lære ført ud i livet på alle områder effektivt vil kunne frelse verden fra den overhængende fare, den svæver i. Lad det så være utopi eller ikke.

Som allerede nævnt anbefaler ligeledes Martinus ud fra sine personlige forudsætninger den samme fredens livsholdning, som i sin tid Jesus gjorde sig til talsmand for og praktisk udøver af. Og når han trods den traditionelle dom over denne anbefaling alligevel føler at kunne forsvare den, beror det på, at den absolut ikke er rodfæstet i noget traditionelt livssyn. Den har tvært imod sine rødder i en forståelse af livet, der rangerer himmelhøjt over det materialistiske et-livssyn, man i dag omgås med. I mere end en menneskealder har Martinus på intuitivt og parapsykisk grundlag været fortrolig med det faktum, at ikke alene hvert menneske, men overhovedet ethvert levende væsen foruden sin fysiske organisme omfatter en vis kosmisk struktur, i kraft af hvilken en personlig udødelighed er definitivt sikret. Og hvad der er endnu vigtigere. Hvert eneste af verdensaltets utallige væsener lever under indflydelse af en naturlov, der sikrer, at alle energier, de udsender, på et tidspunkt vender tilbage og i kvalitativ forstand tildeler ophavet nøjagtigt de samme virkninger, som de under deres vej har påført omgivelserne - det være sig mennesker, dyr, planter eller mineraler. Denne lov - skæbneloven - er igen betinget af, at hele universet i virkeligheden er ét eneste stort levende væsen, hvis enkelte dele ned til de mindste detaljer er organisk forbundne med hinanden på en sådan måde, at samtlige energier, som hver eneste af disse dele udstråler, efter kortere eller længere tid automatisk søger tilbage til deres ophav, men til gengæld også kun disse. Ifølge denne betragtning kan man således kun komme til at opleve, hvad man selv giver anledning til; i forholdet hertil tjener omgivelserne udelukkende som formidlende ledere og kraftcentre og dermed som faktorer, der i spørgsmålet om ansvaret for den personlige skæbnes indhold og udformning er af absolut sekundær betydning. Liv og skæbne er således to synkrone fænomener, som evigt vil være uløseligt forbundne, og det er netop denne kendsgerning, der gør det forsvarligt at anbefale den livsholdning, der tilgodeser fredens pris. Ønsker man nemlig en skæbne, hvor den personlige sikkerhed er definitivt garderet, er dette at indtage fredens livsholdning den absolut eneste mulighed, der gives. Men naturligvis kan denne ikke pludseligt neutralisere de energier af krigerisk art, som tidligere er blevet udsendt. Disse må nødvendigvis returnere med alt, hvad dette indebærer. Og først efterhånden begynder man at høste frugterne af fredens livsholdning. Det er derfor ikke uden grund, at Martinus taler om "fredens pris". Der er virkeligt en pris at betale, nemlig i form af de handicap, man i en ufredelig verden påfører sig selv i overgangsperioden fra den krigeriske livsholdnings ophør og til at virkningerne af fredens livsholdning mærkbart begynder at gøre sig gældende i skæbnedannelsen. Denne periode kan selvsagt blive slem for den enkelte, men omvendt skal den gennemleves, før eller siden. Og da dette at udsætte den er ensbetydende med at forlænge krigens indpas i éns liv og skæbne, kan der kun være grund til at interessere sig for vendepunktets snarlige indtræden.

Det er sikkert kun de færreste, der er blinde for logikken i de netop anførte ræsonnementer. Men samtidig har flertallet utvivlsomt også blikket åbent for det faktum, at det anbefalelsesværdige i fredens kompromisløse livsholdning helt og holdent står og falder med, at liv og skæbne forholder sig til hinanden, som Martinus hævder. Og dette kan man jo ikke uden videre kontrollere.

Dette må uden forbehold bekræftes. Men heri ligger der i virkeligheden en enestående udfordring og opfordring til hvert eneste samvittighedsfuldt tænkende menneske, for hvem disse spørgsmål er brændende, om at bidrage til en udforskning af spørgsmålet omkring først og fremmest det levende væsens udødelighed. En sådan udforskning er i dag inden for rækkevidde som en mulighed (parapsykologien), og den tillader i princippet alle at deltage. Enten i form af direkte forskningsmæssig indsats, eller gennem moralsk og intellektuel bistand, bl. a. bestående i dette slet og ret at holde sig orienteret om, hvad der foregår. Det er et område af største vigtighed for menneskeheden, og ingen opfordrer mere end Martinus til en samvittighedsfuld og fordomsfri indsats på dette felt. "Denne i forbindelse med den personlige udvikling vil snart gøre det overflødigt for den enkelte at basere den personlige stillingtagen til "fredens livsholdning" på tillid eller mistillid til min autoritet", udtaler han og tilføjer: "Gennem forskning og personlig udvikling vil sammenhængen mellem liv og skæbne efterhånden blive til urokkelig videnskabelig kendsgerning for hvert eneste menneske på jorden. Og da vil en ny tid oprinde for menneskeheden, lige så forskellig fra den, vi nu kender, som den sollyse dag er forskellig fra natten".