Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Er det virkelig holdbart, at det kan betale sig at være flink og rar? Jeg synes tit det modsatte bekræfter sig. For eksempel har jeg lagt mærke til, at mennesker, der er flinke og rare, tit får en dårligere behandling end folk, der forstår at sætte sig i respekt, som det hedder. Der er en tendens til at diskriminere sådanne flinke mennesker, medens det til gengæld lige så tit hænder, at folk, der er overvejende vanskelige og usympatiske, kan frembringe ligefrem lyksalighed omkring deres person, når de for en enkelt gangs skyld er lidt rare og betænksomme. Det kunne tyde på, at man hellere skulle gå rundt og være lidt grum og usympatisk til daglig, og så en gang imellem lade en solstråle slippe igennem, frem for hele tiden at anstrenge sig for at være flink, rar, tolerant og overbærende. Hvad mener Instituttet?

Vi siger først og fremmest tak for Deres meget livsnære spørgsmål. Der er vist ingen, der føler sig fremmed over for den problemstilling, De bringer på bane, og der er vist heller ingen, der kan sige sig fri for at have gjort de samme paradoksale iagttagelser og erfaringer, som De gør rede for. Men netop fordi spørgsmålene er så livsnære, lader de sig ikke besvare i en håndevending. For som altid i den slags anliggender er der mange forhold og muligheder at tage hensyn til. Lad os imidlertid prøve at se på nogle af de vigtigste af disse.

Rent umiddelbart betragtet er det vist ikke særligt mærkværdigt, at det i en lang række tilfælde går, som De beskriver. Tager man den skrøbelige menneskelige natur i betragtning, ville det snarere være underligt, hvis det ikke var tilfældet. For ikke sandt; flinke, omgængelige og tolerante mennesker er det ikke særligt risikabelt at behandle som det nu kan falde. For de ér jo flinke, ganske uanset om man behandler dem nedladende og mere eller mindre hensynsløst, eller man viser dem agtelse, venlighed og respekt. Omvendt: mennesker der er brøsige og vanskelige at omgås, må man anstrenge sig for at komme godt ud af det med, naturligvis forudsat at der foreligger tilstrækkeligt tvingende grunde til at tage dem alvorligt og overhovedet at have noget med dem at gøre. Det kildrer derfor også let den personlige forfængelighed, der hvor det i sådanne forhold lykkes at holde blot et væbnet neutralitetsforhold gående, Og man kan ligefrem komme til at føle sig lykkeligt beæret, hvis der en dag tilfældigvis skulle komme et venligt eller anerkendende ord til udtryk fra sådanne vanskelige personers side. Et sådant enkelt venligt ord tæller mere end ti" hvis ikke hundrede elskværdige sætninger fra det flinke og rare menneske. For dem er man næsten sikker på, uanset hvordan det går.

Sagen er måske nok sat lidt på spidsen, men vi må ikke være blinde for, at der er ikke så lidt sandt i det her fremførte. Men idet vi indser dette, vil vi også have let ved at drage en hel række nyttige konklusioner, hvoraf især to påkalder sig opmærksomhed. Man indser for det første, at som verden endnu er, lader det sig ikke ustraffet gøre at vise andre mennesker større kærlighed, end de er udviklet til at kunne forstå og modtage i den ånd, den er givet. Og man indser for det andet i nøje sammenhæng hermed, at det ikke er gjort med blot at være rar, flink, tolerant og omgængelig. Disse egenskaber må nødvendigvis kombineres med så meget kosmisk kemisk "salt", at man med hensyn til dette at blive respekteret og taget alvorlig opnår den samme status som de mennesker, der er brøsige og uomgængelige; men naturligvis uden at den positive del går tabt. Dét er kunsten, eller om man vil, livskunsten. Og det er indlysende, at det må være sådan. Det lille lam med dets ivrigt dikkende hale er også sødt og kært. Men dette distraherer som bekendt ikke løven, der er på jagt efter bytte; ja, det distraherer endog ofte ikke engang mennesket, der dog har et vist blik for denne animalske charme. Det betragtes snarere som en fordel, at lammet er tillidsfuldt og indladende. Og nøjagtigt de samme principper går igen i det menneskelige samkvem, altså forholdet menneske og menneske imellem. Også her udnyttes som regel "situationen", og endda ud fra den kyniske betragtning, at vedkommende flinke og rare menneske i grunden er godt tosset. Flinkhed og toleranceevne uden tilstrækkeligt islæt af respektvækkende momenter bedømmes med andre ord som tossegodhed, om ikke formelt, så i hvert fald reelt. Men dermed er det jo også afsløret, hvad der er galt. Og vi vil da også bemærke, at en skikkelse som Kristus ikke kun var kærlig og tolerant, men i høj grad også ved hjælp af sit intellekt forstod at sætte sig i respekt. Og vi kan her helt se bort fra den famøse tempelrensning under den tidligste offentlige periode og nøjes med at studere rækken af hans ofte skarpe og træffende replikker ved de lejligheder, hvor han tørnede sammen med den samtidige opposition.

Man kan naturligvis beklage, at vilkårene i verden er sådan. På den anden side set: har man først en gang erkendt, hvad det er for omstændigheder, der fører til den fremførte forskelsbehandling, da vil man ikke så let lade sig såre og berøre af den. Og man vil slet ikke tage den tanke alvorlig, at man måske hellere skulle plagiere den mere uomgængelige mennesketypes politik. Så tager man tvært imod tingene for det de er og indser, at man for det første ikke hverken kan eller skal lave de andre om; man kan kun lave sig selv om, og det er også det, man har til opgave at gøre. Og for det andet indser man, at det aldrig nogen sinde kan være rigtigt at lade sin væremåde være bestemt af, hvad eller hvordan andre gør, men udelukkende af, hvad man finder er naturligt for en, kombineret med hvad ens samvittighed og idealer byder. Ved at følge denne politik opnår man nemlig på længere sigt det meget værdifulde at løfte sig selv ud af den fysiske og mentale sfære, hvor uretfærdighed og forskelsbehandling, diskriminering, uvenlighed, ringeagt og ligegyldighed er hverdagspraksis, og som man altså ikke med selv den bedste vilje kan lave om på. Denne sfære forlader man lige så sikkert, som man gør fremskridt i arbejdet med at forme sig selv til en mere og mere perfekt livskunstner. Det vil sige et menneske, der formår at kombinere sympati og kærlighed til omgivelserne (følelsesenergi) på en sådan måde med intellektuel kraft og myndighed (intelligensenergi), at vedkommende i kraft af sin personlighed bliver i stand til at gøre godt på en måde, der virkelig er nyttig, effektiv og værdsat.

Denne frigørelse fra de nugældende miljøer og eksistensvilkår er altså en sikker virkning af det samvittighedsfulde arbejde med den personlige kosmiske kemi. I sin fulde konsekvens er det ganske vist et i nogen grad fjernt fremtidsmål. Men man skal ikke være blind for, at dets virkeliggørelse har karakter af en successiv (gradvis) proces, nemlig på den måde, at ethvert selv nok så lille resultat, der opnås, automatisk fører til en ændring af det personlige forhold til omgivelserne, der er i frigørelsens favør. Og det vil i virkeligheden ikke vare ret længe, før end der er skabt grundlag for den erfaring, at man ved sin daglige væremåde, udstråling og måde at disponere på vil kunne skabe et personlighedens felt omkring sig, inden for hvilket det normalt er utænkeligt, at ens medmennesker ikke skulle anstrenge sig til det yderste for at gøre sig fortjent til en fortsat kontakt og et fortsat samkvem, simpelt hen fordi de føler, hvordan vekselvirkningen beliver dem. Og på netop denne måde viser det sig, at det i høj grad kan betale sig at forsøge at være en lyskaster i hverdagen, ganske uanset hvordan udbyttet i første omgang bliver og dermed ganske uanset om det i øjeblikket bliver værdsat eller ikke. Man lærer selv utroligt meget, hvis man er opmærksom på begivenhederne og deres udfald, og for øvrigt: solen skinner jo også og giver liv i overflod, ganske uanset om de levende væsener rundt om på planeterne påskønner det eller ej, en analogi, som ganske vist langt fra er særlig original, men ikke desto mindre stadig højst aktuel.

Til slut skal kort berøres sagens rent skæbnemæssige aspekt. Erfaringsmæssigt giver det nemlig også anledning til undren, at det kan være i overensstemmelse med skæbneloven, at mennesker, der gennemgående er sympatiske og omgængelige ofte får en dårligere behandling af deres medmennesker end personer med mindre tiltalende egenskaber. Det synes da ikke at bekræfte, at man høster som man sår.

Nej, det er rigtigt. På den anden side er der nok grund til at hæfte sig ved Martinus ord, dér hvor han i forbindelse med spørgsmålet om skæbnedannelse udtaler, at dette at være født på jorden i sig selv er en betænkelig sag. Hermed hentyder Martinus til, at forholdene på jorden for en lang række områders vedkommende stadig er af en sådan natur, at en tilværelse under sådanne vilkår først og fremmest må betragtes som en undervisning i livskunst og dermed som en tilslibning af den menneskelige personlighed. Og det er nok vigtigt i denne forbindelse at gøre sig klart, at der trods alt skal langt mere til at tegne den fuldkomne livskunstners personlighed end dette at være flink og rar, tolerant og overbærende.

At blive født på jorden udtrykker altså, at man på trods af de eller de udmærkede anlæg, man kan fremvise (for vi er jo alle sammen pragtfulde, det må vi aldrig glemme), ikke desto mindre stadig har brug for en vis undervisning og tilslibning. Og denne må naturligvis i praksis forme sig som et mere eller mindre omfattende møde med netop sådanne faktorer, som gør indtryk på én og eventuelt stemmer til eftertanke. Og til sådanne faktorer hører bl.a. de ubehageligheder, der møder os som virkninger af vore omgivelsers ufærdige naturer.

For at få det rette udbytte af disse "møder", der i virkeligheden er det samme som konfrontationer med vore egne ufærdige sider, er det vigtigt at betænke, at de med hensyn til deres ydre form og optræden ikke altid kan tages som et billede på netop det, man skal lære af dem. Det kan være tilfældet, og det er naturligvis ved sådanne lejligheder lettest at se den skæbnemæssige relevans. Men det kan lige så ofte hænde, at de forekommende begivenheders pointe skal søges dybere. Og endelig kommer vi ud for en lang række hændelser, som simpelt hen træffer os, fordi vi som følge af egne mangelfuldheder savner fornøden kosmisk beskyttelse imod dem; denne kategori af ubehageligheder repræsenterer en meget vigtig side af vor skæbnedannelse og tjener faktisk i høj grad til at kaste lys over det problem, vi her beskæftiger os med. For dette at være flink og rar m.m. er jo ikke ensbetydende med, at man i alle forhold opfylder livslovene. Flinke og rare mennesker træffer man fx. også som det mest naturlige af verden mellem bl. a. folk, der spiser kød, som går på jagt, dyrker lystfiskeri, går ind for en styrket forsvarsordning, selv er knyttet til militære institutioner, accepterer vivisektion som et nødvendigt middel mod menneskelige sygdomme osv. osv. Og endelig kan det næppe udelukkes, at også flinke og sympatiske mennesker uden at tænke nærmere over det nu og da gør forskel på deres medmennesker.