Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon det ikke var et chok for millioner af katolikker, da paven forbød sine trosfæller at anvende den snart herostratisk berømte p-pille? Jeg vil tro det! For første gang i vor historie står vi over for et middel, hvor fordelene i den grad opvejer risikoen, at der intet er at sige til, at det allerede nu går sin sejrsgang over hele verden. Lad så være, at der endnu er nogen risiko forbundet med anvendelsen af denne pille, fordelen er dog så indlysende, at den må hilses velkommen af ethvert tænkende menneske. Man kunne have forstået pavens reaktion, hvis talen havde drejet sig om den ganske vist endnu, ikke så kendte M-pille, hvor blot én tablet i måneden fremkalder menstruation, også når den er udeblevet udover den tidsbestemte cyklus.

Jeg vil være blandt de sidste til at bestride den risiko, p-pillen kan rumme for sin bruger og vil, før jeg fortsætter dette brev, understrege det enkelte menneskes eget ansvar! Men når dette er gjort, finder jeg, at det ikke stærkt nok kan understreges, at verden i dag befinder sig i en sådan situation, at fødselsregulering simpelt hen hører til de problemer, som skal og må løses så hurtigt, det overhovedet kan lade sig gøre. Sandt nok følger udviklingen en plan, der i sin evige kosmiske natur er både urokkelig og kærlig. Men til denne plans fuldbyrdelse hører jo netop, at vi anvender al den viden og hjælp, livet - gennem den stadigt voksende intelligens og intuition - giver os. At lade stå til og lade tingene gå deres egen gang, er simpelt hen udtryk for den mangel på logik, der fører lige ud i katastrofen. Der fødes i øjeblikket 180.000 flere børn om dagen end tidligere. 180.000 munde, der en dag skal mættes i en verden, hvor utalte millioner i forvejen ikke alene sulter, men i hundred tusinder af tilfælde dør af sult. Kun den der ved selvsyn har mødt sulten på sin vej gennem livet ved, hvor ond sult er, og hvilken navnløs lidelse den afstedkommer.

En af tragedierne ved at leve i en såkaldt velfærdsstat er jo netop den følelsesmæssige afstumpning, denne rent materielle tilstand afstedkommer. Mennesker i zoner, hvor lidelsen banker på hvermands dør, er ofte langt mere menneskelige, langt mere hjælpsomme mod hverandre, end de er i zoner, hvor materiel velstand er normen. I vor åndelige udvikling er vi ikke nået videre, end at den længstlevende "isme", nemlig ego-ismen, endnu dominerer den enkelte. Hos os dør mennesker ikke af sult, for vi lever i et land, hvor vi både har flæske- og korn-"pukler", altså uafsættelig fødevareproduktion. Og tænk også her på de enorme mængder af grøntsager, der årligt destrueres i dette land, blot fordi vore spisevaner er så konservative, som tilfældet er. Men lige udenfor vor dør - for hele verden ligger i dag "lige udenfor døren", dør utalte tusinder mennesker dagligt af sult eller af de sygdomme, som manglende normal ernæring fremkalder. Og det er indenfor disse områder, at fødselskurverne næsten står lodret i vejret!

Bortset fra det i vore øjne tåbelige i pavens reaktion, udtrykker hans holdning noget uhyre interessant. Ingen enkeltperson repræsenterer i vor tid den "gamle kosmiske verdensimpuls" i så høj en grad som han. For ham er denne impuls' budskab simpelt hen livets alfa og omega. At forklare ham eller en hvilken som helst anden rettroende katolik, at en ny kosmisk impuls stråler ind over jorden og allerede nu har en sådan styrke, at den truer enhver forældet tankekombination, enhver moralforestilling, der binder mennesket til et liv i lukkede cirkler, med opløsning, vil være toppunktet af naivitet. Disse mennesker ejer endnu evnen til helt at lade sig binde af det, Martinus har givet navnet "den guddommelige suggestion". De tror blindt, og det er både deres styrke og deres største undskyldning. Men uden om den kreds af mennesker, der endnu evner at tro blindt, eksisterer der en anden og stadigt voksende kreds af mennesker, der ikke mere har denne evne, ikke kan lade sig suggerere, hvor geniale de suggererende forestillinger end er. Disse mennesker har det ikke lettere end de troende. De er tvivlere med alle tvivlerens kvaler og vanskeligheder. Kun ét gælder for dem: de kan ikke vende tilbage til "troens nådefyldte fold", dertil har de både set og forstået for meget!

Vi nærmer os hastigt år 2000. Bag os ligger en fortid, som helt var domineret af den gamle kosmiske verdensimpuls, som gennem sine hovedreligioner formede verden, ja var denne verdens virkelige magthavere. Men hvor står religionerne i dag? Alle er de splittede og i opløsning, og utalte tusinder har helt mistet troen på deres budskab. Men mange begår ofte her den fejl at slutte fra denne åbenlyse kendsgerning og til, at mennesket af i dag er uden religiøs følelse eller hunger. Intet er mere tåbeligt, så sandt som at ethvert normalt menneske aldrig ophører med at interessere sig for sig selv, hvorfra det er kommet, hvorfor det er her og - - ! Ja netop - og! For intet menneske kan i virkeligheden acceptere den tanke, at det en dag skal ophøre med at være, ophøre med at opleve livet. Det kan i det ydre give udtryk for mange tåbelige opfattelser angående døden. Men dybt inde i sig selv evner intet menneske at tro på den absolutte udslettelse. Det var for så vidt lettere at tro på en endelig udslettelse, dengang verden endnu kun kendte de tre materiekombinationer: den faste, den flydende og den luftformige. Men dengang var trosevnen endnu den herskende. Tvivlerens værste fjende er faktisk hans viden om den stråleformige materie. Hans viden om, at alt i virkeligheden er stråler og bølger. For denne viden gør selv den faste jord under ham problematisk. Mennesket er langt nærmere erkendelsen af sit eget "Jeg" som tilværelsens eneste "faste punkt", end man tror.

I dette århundrede er riger styrtet sammen, konger og kejsere forsvundet og helt nye livsformer født. Men ved vi ikke alle, at dette kun er begyndelsen? Føler ikke ethvert nogenlunde udviklet menneske, at vi er på vej ind i en verden så ny, at selv vore mest begavede politikere, mest begavede videnskabsmænd, har svært ved at orientere både sig selv og os andre? Udviklingen bevæger sig nu med en sådan hast, at de livsformer, der i dag synes stabile, meget vel om hundrede år er rene museumsrarieteter. Men selv om alle ydre livsformer forgår, ét vil dog bestå, og det er mennesket selv, og mennesket forvandler sig ikke med samme hast som den ydre verden. Det dette århundrede har haft til hovedmission, har været at vise hele menneskeheden, at vor værste fjende ikke fandtes i den af os frembragte ydre verden, men derimod, at denne ydre verden i sig selv udgør en afspejling af det, man har givet navnet "mennesket - det ukendte"! I dag ved vi, at dette "ukendte menneske" knapt var så meget menneske, som vi selv troede, ja, at det faktisk mere var et dyr end et menneske, så sandt som hovedkonsekvensen af dets tænke- og væremåde var og blev krige, der i deres natur blev ondere og ondere.

Vi er ikke født i en "menneskeverden". Vi er borgere i en verden af mentale bastarder, halvt dyr og halvt mennesker! Vor sande viden om os selv er næsten lig nul. Og der, hvor et sådant forhold gør sig gældende, har vi tilværelsens største mentale mørke. Og hvem vil vel stå frem og påstå, at dette ikke er situationen i en nøddeskal? Had og åndelig usikkerhed gør sig gældende overalt. Enhver er sig selv nærmest i en grad, ord ikke kan beskrive. Kun ét opfylder de fleste: angsten for en ny storkrig, ja, hvad værre er, en indre, næsten til vished grænsende viden om, at denne krig kan være over os alle når som helst.

Men alt dette er kun medaljens ene side. På den anden side lever drømmen, lever håbet! Og det er i lyset af denne drøm, dette håb, at vi begynder at forstå, at en ny verden ikke vil blive os foræret på en sølvbakke. Det bliver en verden, vi kommer til at lide os til, men til gengæld så også en verden, vi selv skaber, ikke ud fra tågede dyriske instinkter, men fra den intelligens og intuition, som i dag viser sig overalt. Den ydre verden kan forgå, det føler vi, men mennesket vil ikke alene overleve og bestå, det vil evne at skabe en helt ny verden, hvor det menneskelige, hvor dette at være gode imod hinanden i dette ords smukkeste betydning vil komme til at herske overalt. Men god kan ingen være uden at få genoprettet den brudte kontakt med den Guddom, så mange i dag i det ydre fornægter og alligevel i det indre frygter. Den Guddom, der gav os frie hænder til at ødelægge alene med det formål: at lære! Og en dag vil lektien være lært og loven genfundet. Den ene lov som i længst forsvundne tider blev formuleret med de skønne ord: "Du skal elske din Gud over alle ting, og din næste som sig selv"! I lyset af denne lov vil alt liv blive reguleret, for kærlighed og kaos har intet med hinanden at gøre. I den livsform, som vi er på vej imod, eksisterer der ingen tvang, men heller ingen frihed på andres bekostning! Fra fødsel til død vil livet følge hine kosmiske love, som evigt var og evigt vil være, men som vi, slagne med blindhed som vi er, ikke evner at se, selv om de lyser os i møde overalt, hvor vi færdes. Nået til den verden vil ingen fødsel være en byrde, hverken for den fødende eller for nogen anden. Kun en fryd, en unævnelig fryd, for da ved man, at livets eneste uforgængelige værdi er selve det levende væsen med dets iboende evne til at skabe - skabe den verden, som da vil være én eneste åbenbaring af den næstekærlighed, som i dag blot er en tåget utopi på en klode, der forbereder sig på at møde sit ragnarok!