Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Er det pædagogisk og dermed også kosmisk rigtigt i det store og hele kun at lade børn og unge mennesker beskæftige sig med ting, der for dem er lystbetonede? Der tænkes her blandt andet på, at begreber som pligt og autoritet er ved at blive "uartige" ord, som den moderne tids mennesker ikke kan være underkastet. Bliver man et bedre menneske ved kun at gøre, hvad man har lyst til? Hvad overvinder man derved? Det praktiske liv kræver som regel noget ganske andet, men dette er måske så forkert? og autoritetsbegrebet? Er Gud dog ikke en autoritet set fra vort stade? Er livslovene ikke af autoritær natur over for os? Er der overhovedet nogen mulighed for at slippe udenom? Men hedder det så i virkeligheden ikke: "Du skal"?

(Fortsat fra forrige nummer)

Uanset hvad vi vil mene om Jesu tempel rensning kan det sikkert uden modsigelse fastslås, at den i hvert fald ikke umiddelbart kan betragtes som en demonstration af det, vi i almindelighed forstår ved tolerance. Og med Jesus i tankerne som et forbillede på sand menneskelig væremåde rejser denne kendsgerning unægteligt spørgsmålet om, hvordan man egentligt skal forstå begrebet tolerance, og i samme forbindelse hvilken rolle det tilkommer tolerancebegrebet at spille i en sand menneskelig væremåde.

Selve udtrykket tolerance møder vi i teknikken, hvor det betyder spillerum. Det kan f. eks. dreje sig om spillerum mellem en aksel og et leje, hvor dette spillerum er nødvendigt for at undgå for stor gnidningsmodstand, når akselen roterer i lejet. Denne gnidningsmodstand vil nemlig føre til udvikling af stærk varme, således at lejet til sidst truer med at brænde sammen.

Af dette simple eksempel indses det, at man ikke inden for teknikken kan tillade sig at se bort fra begrebet tolerance, og for den, der har kendskab til Martinus Kosmologi, springer det også straks i øjnene, at det i virkeligheden er ganske bestemte kosmiske faktorer, der bestemmer dette, faktorer som går igen på det psykologiske område. Vi bemærker, at mangel på tolerance (spillerum) fører til for stærk gnidningsmodstand mellem to eller flere elementer, der skal arbejde sammen, og med udvikling af destruktiv varme til følge. Og varme, det er jo den måde, det dræbende princips grundenergi - tyngdeenergien - optræder på i den fysiske verden.

Med baggrund i disse betragtninger vil det forstås, at begrebet tolerance på det psykologiske område har principielt den samme betydning, som på det fysisk-tekniske område. Også her betyder det spillerum, nemlig spillerum i forbindelse med menneskers mentale vekselvirkning. Denne foregår jo som en udveksling af meninger, anskuelser og synspunkter, der kan være mere eller mindre divergerende. Og netop i kraft af divergenserne er der betingelser for en vis gnidningsmodstand, som kun et passende åndeligt spillerum kan hindre i at føre til udvikling af destruktiv mental varmeenergi, dvs. irritation, vrede, hidsighed, aggression og had. Dette er dog kun ét af flere mulige udfald. Hvor de nødvendige dispositioner er til stede, kan manglen på tolerance i det menneskelige samkvem også føre til ekstrem høj mobilisering af følelsesenergi med depression, mindreværdsfølelse og neurotiske tilstande til følge.

Sammenfattende kan det herefter siges, at tolerance i åndelig henseende giver sig til kende som et menneskeligt livssyn, der levner plads for andre anskuelser, synspunkter og meninger end de personlige, og på dette grundlag formår at fungere i en praktisk taget gnidningsfri vekselvirkning med andre menneskelige livssyn.

Umiddelbart kan de fleste se, at tolerance er en nyttig, for ikke at sige uundværlig ingrediens i tilværelsen. Alligevel kniber det gang på gang for os at omsætte denne forståelse til praksis, når det drejer sig om det menneskelige samkvem. Gang på gang overraskes vi af en trang til at ophøje egne synspunkter til direktiver for andre mennesker, ligesom vi næsten ustandseligt griber os selv i forsøg på at bekæmpe eller tage afstand fra disses synspunkter, der hvor de divergerer det allermindste fra vore egne. Og ulykkeligvis gælder dette ikke mindst i forholdet til de mennesker, vi har mest samkvem med: ægtefælle, familie og arbejdsplads, hvilket ganske vist ligger i sagens natur, men ikke desto mindre er meget uheldigt, da det i høj grad bidrager til at forsure, ja undertiden ligefrem ødelægge tilværelsen for både én selv og de andre. Hvorfor er der egentligt et sådant svælg mellem teoretisk klarsyn og praktisk fremfærd?

Der kan naturligvis peges på mange lokale grunde, men fra Martinus side henledes opmærksomheden på en central mekanisme, i hvilken alle de lokale motiver har deres rødder. Denne kan udtrykkes som behovet for tryghed! Alle levende væsener har behov for tryghed, og denne søges instinktivt garanteret ved såvel ydre som indre garderinger, således ikke mindst for menneskets vedkommende, der jo til forskel fra dyrene er blevet bevidst i sin egen mentale indreverden.

Med hensyn til de ydre garderinger drejer dét sig simpelt hen om herredømme over materielle værdier og magtpositioner, hvilke har deres eksponentielle udtryk i penge og våben. Og for de indre garderingers vedkommende drejer det sig om dette at føle sig i kontakt med livet og dets måde at være indrettet på. Ganske vist ved mennesket ikke, hvordan livet er indrettet og dermed heller ikke, hvad der i denne henseende er rigtigt og forkert, men instinktivt og dermed ubevidst føler det, at livet har en måde at være indrettet på. Denne fornemmelse er i virkeligheden en arv fra længst forsvundne tider, da mennesket i et tidligere spiralkredsløb havde kosmisk bevidsthed og kendte den guddommelige verdensorden, en arv, som det jævnfør lignelsen om den fortabte søn tog med sig ind i en tilværelse som plante og senere dyr, hvor den ytrer sig som en evne til automatisk at leve i kontakt med naturens love. Senere igen, når dyret har forvandlet sig til primitivt menneske med en gryende tænke- og forestillingsevne, ytrer samme arv sig som religiøst instinkt og en heri begrundet forestilling om lov og orden i tilværelsen, og hvilke forestillinger naturligvis undergår forvandling i takt med menneskets intellektuelle udvikling. Og her er vi for så vidt ved sagens kerne, når det drejer sig om tolerancespørgsmålet. For hvert eneste menneskes vedkommende gælder det nemlig, at dets følelse af tryghed med hensyn til de indre forudsætninger er bestemt af de erfaringer, det gennem livet har vundet. Disse erfaringer er nemlig det eneste, det har til rådighed, når det drejer sig om at konkretisere den fornemmelse af lov og orden i tilværelsen, som jævnfør det foranstående er en arv fra tidligere tiders ophøjethed. Og netop derfor er mennesket også tilbøjeligt til at betragte sine meninger, synspunkter og anskuelser som noget, der har almengyldig værdi. Og når dette gælder for samtlige menneskers vedkommende, og disse nødvendigvis må sidde inde med mere eller mindre forskellige erfaringer (og erfaringsmængder), er det ikke så sært, at der kan opstå strid om meninger - undertiden på liv og død. Når nemlig disse meninger er bestemt af det enkelte menneskes dyrekøbte erfaringer, og disse igen er det eneste kompas, det har til rådighed for sin kosmiske sejlads, da er det klart, at det må skabe ængstelse at blive konfronteret med "kompasser", der viser andre "kurser" end ens eget. Hvilket er rigtigt og hvilket er forkert? - Naturligvis er ens eget rigtigt; det véd man jo selv! Følgeligt må de andres være forkert.

Ja, således er det lokale syn, og det vil igen sige det syn, der leder til den intolerante attitude med strid og kamp til følge. Men som det vil kunne ses, er der også mulighed for et andet syn, nemlig dette, at alle mennesker ud fra hver isærs specielle erfaringer har ret i deres individuelle syn på tilværelsen. Som landet ligger kan nemlig ingen hverken tænke, føle eller være anderledes, end den øjeblikkelige erfaringssituation muliggør, og denne kendsgerning må nødvendigvis tilgodeses gennem antagelsen af en tolerant holdning mellem mennesker indbyrdes, altså en holdning, der er kendetegnet ved plads eller spillerum for andre meninger og anskuelser end de personlige.

Tolerance er således i virkeligheden ikke et spørgsmål om følelser så meget som det er et spørgsmål om sund fornuft i forbindelse med et indblik i den kosmiske verdensorden, der gennem Martinus storslåede verdensbillede nu atter er tilgængeligt for mennesket. Og tesen er altså, at intet menneske eller andet levende væsen kan være det mindste anderledes, end det netop i øjeblikket er. Men det er naturligvis ikke ensbetydende med, at det ikke kan blive anderledes. Ikke alene kan vi alle blive anderledes; det er også meningen, at vi skal blive anderledes. Men her gælder det om at tage fat på opgaverne i den rigtige rækkefølge, og den vil i alle tilfælde bestå i, at man begynder med sig selv, Ser man nemlig på livet i det perspektiv, Martinus antyder, da kan man ikke undgå at få øje på sig selv som noget, der i meget høj grad afviger fra det billede, der er det guddommelige fremtidsmål. Man har tværtimod grund til at se på både sin organisme og sin bevidsthed som et tempel, hvor både "kræmmere", "vekselerere" og "korrupte præster" holder til, og hvor en probat tempelrensning nu og da må anses for både ønskelig og nødvendig. Og først i anden række kan man i reformatorisk henseende begynde at beskæftige sig med omgivelserne. Og her gælder det, at det altid er langt det bedste så vidt muligt at placere sine kræfter på en sådan måde, at udfaldet af anstrengelserne fører til en overflødiggørelse af de ting og forhold, man ellers måtte føle sig tilskyndet til at bekæmpe. Dette gælder også i det aktuelle tilfælde vedrørende den anstalt for dyreforsøg, som De omtaler i Deres indlæg.