Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Studiekresarbejdet for Vinteren 1935–36 er nu godt i Gang over hele Linien. Deltagelsen er stor og i stadig Vækst, og Arbejdet i de forskellige Krese er gennemgaaende præget af det Perspektiv i de Enkeltes Tænkning, som et intimere Kendskab til Martinus' Analyser giver.

Medens Undervisningen i Provinsen paa Grund af Afstand stadig maa holdes indenfor en Ramme, der kun tillader en begrænset Fordybning i Problemerne, stiller Sagen sig jo en hel Del anderledes her i København, hvor den ugentlige Undervisning tillader os at gaa saa langt i Dybden som vore Evner nu rækker.

Den Undervisningsform, vi her har benyttet, begynder nu at opvise Resultater, der gør det muligt for os at se, hvorledes den har virket baade som Helhed og paa den Enkeltes Sind, og jeg vil i det efterfølgende søge at give Udtryk for nogle af de Erfaringer, jeg selv i den mellemliggende Tid har indhøstet.

Ved selve Undervisningens Begyndelse for tre Aar siden var jeg stillet overfor et Bevidsthedsmateriale, der kunde deles i to fra hinanden skarpt afvigende Grupper. Den første Halvdel bestod af Mennesker, som igennem Antroposofi, Spiritisme og Teosofi (jeg nævner dem her alfabetisk for at staa absolut neutral) havde erhvervet sig et vist Kendskab til den oversanselige Verdens Eksistens og dermed en vis Evne til at tænke indenfor disse Omraader; den anden Halvdel derimod var Mennesker, som kom direkte ude fra Livet, ført til Studiet af Martinus' Arbejde af en indefra voksende Trang til Erkendelse.

Medens Undervisningen af den sidstnævnte Halvdel var forholdsvis let, og altid vil være det, fordi man her bygger helt fra Grunden, stillede Sagen sig, og vil altid stille sig, noget anderledes med den første Halvdel. Overfor Mennesker, der tidligere har beskæftiget sig med en eller anden Form for aandsvidenskabelig Tænkning, maa man, for ikke altfor let at komme til at støde, passe paa. Ret meget med Skole at gøre har de hidtidige Former for Undervisning paa disse Omraader ikke haft. Undervisningen, eller rettere Foredrag, Seancer etc., udtrykker kun sjældent den absolut planmæssige Undervisning, der maa til, om Eleven senere skal føle sig tryg overfor alle Livets Tilskikkelser. Og naar saa dertil kommer, at mange af de hørte Foredrags Indhold til en vis Grad har ligget udenfor Tilhørerens Fatteevne, idet han ikke til det hørte Materiale har tilsvarende Erindringer eller Erfaringer, hvorfor Begrebet Tro, netop paa Grund af manglende organiseret Undervisning, er traadt i Stedet for bevidst Erkendelse, idet jo Erkendelsen er totalt afhængig af det tilstedeværende Erfaringsmateriale, undgaas det ikke, at adskillige faar aandsvidenskabeligt Stof ind, der i ufordøjet Form bundfælder sig i Bevidstheden og senere kommer til at volde en hel Del Kval. Medens den, der kommer direkte ude fra Livet, afprøver alt det hørte med sit eget bevidst oplevede Erfaringsmateriale, saa skal den omtalte første Halvdel ikke alene afprøve det hørte med sit eget bevidst oplevede Erfaringsmateriale, men ogsaa med den til en vis Grad gennem Suggestion paaførte Tro, der jo hændelsesvis udtrykker en noget anden Opfattelse af det, i dette Tilfælde af Martinus behandlede Problem. Det kræver en hel Del Takt og Diplomati at klare saadanne smaa Divergenser, men jeg maa dog sige, at jeg har været godt stillet, idet jeg i det store og hele kun har mødt meget faa, hvor Suggestionen var stærkere end Fornuften. Men det sker altsaa, og i de Tilfælde vil der kun være eet at gøre, nemlig paa en hensynsfuld Maade at faa Vedkommende overtalt til at gaa derhen, hvor hans Bevidsthed faar den Føde, der bedst inspirerer ham til at være god og kærlig – og tolerant!

Stillet overfor de Mennesker, der kommer direkte ude fra Livet, og de vil jo indenfor dette Arbejde hurtigt blive, ja er det allerede, det store Flertal, vil Undervisningen skematisk forme sig saaledes for den Enkelte:

Det første Aar gaar med at lytte, med igennem Symbolerne og Foredragene at faa det første virkelige Indblik i Martinus' Analyser. Den personlige Refleksion over det hørte er, trods det at man selv vil være tilbøjelig til at tro det modsatte, forholdsvis ringe. Resultatet af den første Vinters Arbejde staar i et meget nøje Forhold til det medfødte spirituelle Talent. For de mest talentfulde vil Foredragene og Symbolerne gerne medføre en lille – sommetider lidt for stor – religiøs Rus. Vedkommende mener pludselig at forstaa alt, og da han meget beskedent mener, at han ikke er mere begavet end sine Omgivelser, ja saa maa disse Omgivelser ogsaa kunne forstaa alt det, som nu optager hans Bevidsthed. Livet belærer ham imidlertid om noget andet, og et af Okkultismens store Bud: Man maa kunne tie – bliver igennem til Tider ret pinefulde Erfaringer bekræftet. Til Trøst for den, som saaledes har maattet føle Smerte for sin gode Vilje til at forbedre Menneskene, skal det dog siges, at de her igennem indvundne Erfaringer senere hen erkendes som uvurderlige, ingen kan i Almindelighed blive Lærer i Aandsvidenskab uden at have passeret netop denne Tilstand.

Efter en Sommers Pause vil Eleven, naar han atter tager fat, føle, at der har fundet en Forskydning Sted i hans Bevidsthed. Det igennem den forrige Vinters Studium indhøstede Erindringsmateriale er nu af de højere aandelige Legemer (Følelse, Intelligens og Intuition) blevet bearbejdet paa en saadan Maade, at hans Genkendelsesevne overfor de sværere Problemer er blevet betydeligt forstærket, og hans Glæde over at have lært disse Problemer at kende føles nu langt dybere end den foregaaende Vinter, hvor den, som allerede antydet, havde lidt af Rusens Karakter. Medens den første Vinter i Virkeligheden udtrykker en Art Optagelsesprøve, den Enkelte faar her Lejlighed til at prøve med sig selv, om dette Arbejde virkeligt betyder noget for ham eller ej, saa betyder den anden Vinter Indledningen til den virkelige Forskning!

Den tredie Vinter begynder under ganske andre Forudsætninger end de to foregaaende. Atter har en Sommers Hvilepause gjort sit betydningsfulde Arbejde, og Resultatet af de to tidligere Vintres Arbejde er nu stærkt synlige. For Eksempel er Begrebet Kødspisning et tilbagelagt Stadium, Alkohol ligeledes, og Tobakken eksisterer kun i meget haardnakkede Tilfælde og møder i denne tredie Vinter under normale Forhold sit absolutte Waterloo. Men ikke nok hermed. Elevens Refleksionsevne, der tidligere indenfor de aandsvidenskabelige Omraader var delvis latent, er nu i fuld Vækst – Stoffet er blevet levende! Hvor Eleven tidligere saa paa Livet igennem sine egne "Briller", og igennem Martinus' fandt det uklart, har det lagt sine egne paa Hylden og glæder sig over, at Livet, set igennem de kosmiske Analyser, nu fremtræder langt rigere og mere nuanceret end han tidligere havde Evne til at begribe. Nu er Eleven naaet dertil, at Undervisningen former sig som en Fest. Adskillelsen mellem Lærer og Elev fornemmes ikke mere, Samhørigheden er fuldbyrdet; man er ikke længere udenfor, men derimod i allerhøjeste Grad indenfor; Skrankerne er faldne, og man gaar nu samlet løs paa Opgaverne!
 

Alt, hvad jeg her har skrevet, gælder naturligvis kun om de Elever, hvis aandelige Hunger har været stærkest. Der vil givetvis paa alle Hold være Repræsentanter for de "yngre" Talenter, d. v. s. de, hvis aandelige Hunger først nu befinder sig i en Vækkelsesproces; Mennesker, i hvis Bevidsthed Modningen af Erkendelsen af Analysernes Identitet med "Liv" tager lidt længere Tid end hos de førstnævnte. Det kan ske, at enkelte blandt disse, i Forhold til de førstnævnte, fornuftsmæssig betragter sig som "mere vidende", men dertil er kun at bemærke, at det jo under alle Forhold er et Menneskes Væremaade og ikke dets tilsyneladende Viden, der bestemmer dets virkelige Udviklingstrin, et Forhold, som Livets egen direkte Tale altid vil vide at ændre i den rigtige Retning.

Den Trang til at "omvende" alle andre til ens eget nye Syn paa Tilværelsen, der forskaffede Eleven en hel Del Kvaler det første Aar, melder sig, som Tiden gaar, paany. Den stadigt dybere og dybere Glæde han selv føler ved sit udvidede Kendskab til Tilværelsesmysteriet skaber i ham en naturlig Trang til at delagtiggøre andre i den Viden, der ikke alene har gjort Livet udholdeligt for ham selv, men ogsaa har skænket ham den Fred i Sindet, uden hvilken Livet blot er Lidelse. Men hvorledes skal han gribe Sagen an?

Her kommer vi til Studiekresarbejdets næste Fase. Medens hele den første Periode er gaaet med at fuldbyrde en Omskabelse af Elevens egen Tankeverden, med at faa hele hans Erfaringsmateriale organiseret, saaledes at Begrebet "Kaos" nu er fjernet fra hans Bevidsthed, efterladende ham selv glad og lykkelig, sund, aandelig set, saa vil det næste blive at arbejde paa, at hele dette Erfaringsmateriale kan blive stillet i Menneskehedens Tjeneste, til Gavn for Fuldbyrdelsen af Skabeprincippets lyse Udstraalings Mission.

Og det er da for at imødekomme denne Trang til at hjælpe andre til Forstaaelse af de store kosmiske Analyser, at Eleven i det fjerde Aar af sit Studium nu faar Lejlighed til selv at prøve sine Vinger med Hensyn til at fortolke disse Analyser. Han faar med rimelig Varsel opgivet et Emne, som han saa skal uddybe overfor det samlede Hold. (Det bemærkes her overfor udenforstaaende, at Undervisningen er absolut frivillig; ingen, som ikke selv ytrer Lyst derom, deltager i denne Form for Udvikling af egne Evner.) Da dette Hold udelukkende bestaar af Mennesker, der nu igennem en god Skole er blevet trænet i Tænkning, Overbærenhed og Tolerance, er Eleven her stillet foran et Forum, der ved kærlig Imødekommenhed bærer ham over Talekunstens første Skærsild, skænker ham en gradvis voksende Sikkerhed og Fremstillingsevne, saaledes at han sluttelig vil ende med at blive en virkelig brugbar Tjener i Kærlighedens og Visdommens Tjeneste.

Men ikke alene vil Eleven i den fortsatte Undervisning faa Lejlighed til at udvikle sine Evner paa Talekunstens Omraader. Ogsaa paa det skriftlige Omraade vil vanskeligere og vanskeligere Opgaver blive ham budt, saaledes at hans Kombinationsevne fortsat udvides til Glæde og Berigelse for ham selv og til Gavn for den, som igennem ham skal modtage sit første Glimt af de Tilværelseszoner, der kortest kan betegnes som Lysets og Lykkens Hjemsted!
 

Medens jeg i det foregaaende har skildret min Opfattelse af Elevens Forhold til og Udvikling under Studiekresarbejdet, vil jeg i det efterfølgende søge at vise lidt af Lærerens Forhold til Arbejdet. Jeg gør dette med saa meget større Glæde, fordi der nu adskillige Steder, baade i København og i Provinsen, begynder at komme de Lærertalenter til Syne, der skal være med til at bringe disse vidunderlige Analyser ud til større Krese, og fordi der faktisk i ethvert Menneske eksisterer en Lærer, der, indenfor det Omraade af Livet, i hvilket det er mest bevidst, kan blive lige netop den Faktor, der aandeligt "starter" et andet Menneske.

Her maa jeg atter dele Problemet i to Dele: København og Provinsen. Medens jeg i den første har Lejlighed til en absolut Detaljering af Problemerne, vil Undervisningen her omtrent løse sig af sig selv, idet den blot former sig som en minutiøs Gennemgang af "Livets Bog", her er intet Jag, blot en maalbevidst Undervisning, der lader hvert enkelt Problem faa netop den Tid, der er absolut nødvendig for den fulde Forstaaelse. Anderledes i Provinsen. Her er "Undervisningen" – jeg tvinges til at sætte Undervisning i Gaaseøjne, fordi Ordet ikke er et helt korrekt Udtryk for de Foredrag, der bliver Provinsen til Del – af en noget anden Karakter. Naar man stilles overfor Mennesker, som midlertidige Forhold udelukker fra en gennemført organiseret Undervisning, er der een ganske bestemt Faktor man maa tage i Betragtning, nemlig den, at disse Mennesker søger dette Arbejde, fordi de, aandeligt set, ikke er lykkelige. Stillet lige overfor dem, ser man, at de spænder over hele Skalaen, fra de, der er delvis tilfredse med den gamle Verdensimpuls, med dens Forkyndelse for "Troen", til de, der er totalt utilfredse med den og af hele deres Sjæl venter det, der kan bringe dem over Dødpunktet, tilføre deres Bevidsthed nyt Liv og dermed den Basis, der er en absolut Nødvendighed for videre aandelig Vækst.

Da man er afskaaret fra at kunne give dem den Undervisning, der i Virkeligheden er nødvendig, maa man rette sin Bevidsthed ind paa at udfinde de Problemer, hvis Belysning midlertidigt stiller "Sulten". For saadanne Hold maa en Lærer altid ligesom brænde de store Rids ind i Tilhørernes Bevidsthed, han maa, saa langt hans Evner rækker, føle sig moralsk forpligtet til at efterlade i hver Enkelts Sind en første spæd Fornemmelse af Oplevelsen af Verdensaltet som en Eenhed, han maa vise, at Begrebet "Tilfældighed" er en Illusion og at Sorg og Modgang er de Instrumenter, hvormed Gud sliber hvert eneste levende Væsens Bevidsthed. Det ikke alene kan være, det er altid en Pine at være stillet overfor Mennesker, der har aandelig Viden Behov, og saa vide, at man ikke har Tid til at imødekomme dette Behov i saa vid Udstrækning som det behøves, derfor maa hver den, der i sit Hjerte føler Længsel efter at blive Lærer i et Arbejde som dette, aldrig skaane sig selv for at gaa i Dybden med sit Studium, de tusinde Timers Slid lønner sig rigeligt den Dag, man har formaaet at stille Stormen i blot eet Menneskes Sind, – og en Storm stilles kun, naar man igennem sit Studium har erhvervet sig Evnen til lynsnart at begribe, hvor Smerten har sin Aarsag. Det, der gør Arbejdet i Provinsen saa rigt, er netop det, at man her, fordi man kommer der saa forholdsvis sjældent, kommer de Enkelte mere ind paa Livet, faar Del i deres Sorger og Glæder og faar Lejlighed til at være med til at læge alle de smaa Saar, der, om de forblev ulægte, sluttelig vil gøre et Menneske ensom og modløs.

Jeg kan ikke slutte dette lille Afsnit om Provinsen uden et lille Indblik i Planerne for Arbejdet i de kommende Aar. Saasnart de Læreremner, der findes her i København, igennem deres fortsatte Udvikling naar frem til den aandelige Bæreevne, der, kræves for at blive Lærer, med andre Ord, naar Martinus personligt gaar ind for deres Viden, Fremstillingsform og Menneskelighed, vil Arbejdet i Provinsen blive organiseret efter ganske den samme Metode som her i København. Jeg glæder mig over at turde sige, at den Tid nu nærmer sig med stærke Skridt, og ingen skal være lykkeligere end jeg selv den Dag denne organiserede Undervisning er fuldbyrdet.
 

Dernæst vil jeg gerne berøre et Problem, som angaar alle, der interesserer sig for Martinus' Arbejde, nemlig den Mulighed den Enkelte i sin Vekselvirkning med sine Omgivelser, sine Slægtninge, Venner og Bekendte har for at frugtbargøre sin egen igennem de kosmiske Analyser erhvervede Viden om Tilværelsen. Naar Gennemorganiseringen af et Menneskes Erfaringsmateriale har fundet Sted og altsaa efterlader det samme Menneske med et helt nyt Syn paa Tilværelsen, vil Trangen til at delagtiggøre andre i dette nye Syn uvægerligt melde sig. Men denne Trang er ikke ens for alle, ogsaa den har sine ganske bestemte Faser eller Udviklingstrin at skulle gennemløbe. Disse Trin spænder lige fra en anmassende og for Omgivelserne pinefuld paanødet Diskussion af aandelige Problemer og frem til det Trin, hvor man kun omtaler disse høje Emner, naar man bliver spurgt. Nu vil en og anden maaske sige: "Ja, men naar man kun maa tale om disse Problemer, naar man bliver spurgt, hvad saa naar man aldrig bliver spurgt, saa har man jo slet ingen Lejlighed til at lade andre faa Del i dem?" Jo, kære Læser, det har man. Man taler nemlig igennem sin forandrede Væremaade langt mere og bedre til Menneskene om disse Analysers store Betydning end igennem det man almindeligvis forstaar ved "Diskussion". Blændende intellektuel Fremstilling af Kødspisningens Uhyrlighed, Alkoholens Forbandelse og Nikotinens skadelige Indvirkning paa Individets aandelige Legemer virker ikke godt i det Menneskes Mund, som ikke selv er vokset fra Nydelsen af nævnte Realiteter. En sagtmodig Erkendelse om, at man anser en saadan Væremaade, hvor man giver Afkald paa disse Ting, som højere end den, hvor man nyder dem, virker langt mere overbevisende. Man har Pligt til, naar man selv har haft Glæde og Velsignelse af de kosmiske Analyser, at udbrede dem til andre, men man har ogsaa Pligt til at gøre det paa en saadan Maade, at man ikke ved sin Udtryksmaade hæver sig selv paa de andres Bekostning, – det kunde jo dog være, man forsøgte at omvende en, der, naar det kom til Stykket, var langt højere udviklet end en selv.

Nej, vil man belære andre Mennesker om disse Analysers Eksistens, er der kun een Vej at gaa, nemlig den først at vinde disse Menneskers virkelige Venskab og Fortrolighed og saa, om man skønner det fornødent, at indvi dem i sin egen Opfattelse af Tilværelsen.

Og til Slut blot et Raad: Kommer man til at tale med et Menneske om Martinus' Arbejde, da bør man undlade, saavidt det overhovedet er en muligt, i Forbindelse med det at komme ind paa, hvad andre Vise har sagt, og kommer man alligevel ind herpaa, da bør man altid holde sig til Lighedspunkterne! Naar jeg berører dette Problem her, saa er det fordi mange Mennesker i deres Trang til at brede dette Arbejde ud til andre, falder for Fristelsen til at blande alle mulige religiøse Problemer sammen og pludselig befinder sig midt i en Diskussion, de aldrig havde tilsigtet, og som næsten altid resulterer i det modsatte af, hvad de havde tænkt sig. Hvorfor altid begynde med det eksplosive Stof? Tilværelsen er saa rig paa interessante Problemer, at det skulde være meget mærkeligt, om man ikke, naar man kommer til at tale alvorligt med et Menneske, man synes om, og som, man har en begrundet Formodning om, vil kunne forstaa noget af det, der er blevet Livet for en selv, skulde kunde finde eet Problem, som man føler Modparten vil være enig med sig i. Betragt enhver Samtale med Mennesker om kosmiske Problemer som en betydningsfuld Opgave, man skal løse, og hvis absolutte Facit altid maa være: et bevaret Venskab! Verden er fuld af Mennesker, der trænger til dette Arbejde, men for at finde dem, maa man kende Menneskene, for at kende Menneskene maa man studere dem, et Studium af Menneskene er et Studium af det levende Væsen, og et Studium af det levende Væsen er et Studium af Livet, derfor: føler man Trang til at være med til at hjælpe Menneskene, til at føre dem fremad, maa man først udvikle sin egen Aand, jo ædlere ens egen Bevidsthed er, desto lettere vil man have ved at vinde sine Medmenneskers Tillid og dermed Mulighed for at føre dem fremad mod det Erkendelsens Trin, der skænkede en selv Lykken.

Martinus' kosmiske Analyser er saa logiske og klart formulerede, at hver den, der virkeligt har ofret Tid paa at sætte sig ind i dem, og vel at mærke har gjort det udfra uselviske Motiver, drevet af en indre aandelig Trang, altid vil kunne frugtbargøre dem blandt Menneskene til Gavn for sin egen Lykke og til Glæde for dem, der aandeligt lider Nød. I denne Mands Arbejde for at komme den aandeligt hungrende Del af Menneskeheden i Møde, er det over "Livets Bog" oprettede Studiekresarbejde et Led, der nu gennem Aar har staaet sin Prøve, og vil alle de, der igennem dette Arbejde har modtaget deres første spæde Indvielse, fortsætte ad de Veje, der her er blevet angivet, vil det ikke kunne undgaa at sætte den Frugt, der fra Begyndelsen var dets Bestemmelse, nemlig at være en virksom Faktor i det rigtige Menneskeriges Skabelse her paa Jorden.