Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Disse ovenstaaende Betragtninger har været af en saa omfattende Natur, at det sikkert vil være nødvendigt at give et samlende Resumé, for derigennem at lette den virkelige Forstaaelse af det dybereliggende Formaal.

Vor Sansning af den materielle Verden udgøres af et Forhold mellem vore Sanseorganers Egenbevægelse og Verdensaltets Energiers forskellige Egenbevægelser. Forrykkes dette Forhold, vil vor Sansning eller Oplevelse af Tilværelsen blive ganske anderledes. Hvis vi forhøjer vor Egenbevægelse, f. Eks. ved at vi forhøjer vor Evne til at foretage mellemkosmiske Bevægelser, og tankemæssigt vælger at bevæge os i fjernkosmiske Hastigheder, medens vi lader vore fysiske Sanser fungere paa almindelig Vis, vil vi opleve en forandret Sansning af Verdensaltet. Vi vil opleve en tilsyneladende Omvæltning indenfor de saakaldte materielle Energier. Forrykningen af Bevægelses- eller Vibrationsforholdet mellem de to Faktorer, vi arbejder med – vore Sanseorganer og det Verdensalt, som vi gennem Lysets Straaler er bevidst i, – betinger, at vi oplever Verdensaltet fra et andet Iagttagelsespunkt, og at opleve en Realitet fra et andet Punkt end det sædvanlige, vil igen betyde en mere eller mindre forandret Oplevelse.

Vor Forskydning indenfor vort kosmiske Bevægelses-Niveau foraarsagede, at vi kunde opleve at sanse usynlige Varmestraaler som almindeligt Lys. Den foraarsagede, at de Former for fysiske Tilværelsesplaner, der repræsenteres ved Sole og Stjerner, kunne forsvinde bort fra vor Sansehorisont. Den foraarsagede, at vi kom til at sanse usynlige, ultraviolette Straaler som synlige violette Straaler. Vi vilde paa et vist Tidspunkt komme til at sanse vor egen Verden som en usynlig, men nok følbar, gennemsigtig Krystalverden. Vi vilde gennem vort Radioapparat kunne transformere Lyset om til Lyd. Vi vilde opleve en Ophævelse af Tidsbegrebet. Vi vilde opleve, at vor fysiske Verden blev "aandelig" for os, d. v. s. aandelig i den Forstand, at den ikke kunde sanses. Ja, vi vilde kunne komme til at opfatte Lyset som Gravitation eller Tiltrækningskræfter, eller gennem vore Følesanser føle det som et materielt haandgribeligt fysisk tilgængeligt Stof.

Da Lys igen kun er Udtryk for en bestemt Række elektriske Kræfter, vil vi heraf se, at vi har oplevet, at den selv samme Energiform kan optræde paa yderst varierende Maader, alt efter den Egenbevægelse, hvormed vi betragter den. Det, vi i Dag oplever som en urokkelig sand Livsoplevelse, er altsaa elektriske Kræfter, hvis Egenbevægelse er ganske specielt afpasset overfor det Vibrationsforhold, vi selv repræsenterer, og i samme Øjeblik dette Forhold ændres, vil ogsaa hele vor Opfattelse af vore Omgivelser ændres.

Vi ser saaledes atter og atter den kosmiske Analyse bekræftet, at Sansningen kun er Oplevelsen af et Forhold mellem Energiformer.

Hvis vi vil omstille denne Sætning til en matematisk Formel, vil denne altsaa lyde hvor Sanseorganernes Egenvibrationsværdi udtrykkes ved x, Lysets Vibrationsværdi ved y og selve Sanseoplevelsen som z. Vor Sanseoplevelse bliver altsaa aldrig identisk med det Objekt, vi siger, vi sanser. Objektet er kun en Del af det Forhold, der sammen med Lyset betinger en Vibrationstilstand, der igen foraarsager en Reaktion i vort Øjes Følenerver. Men da Lysets Vibrationsværdi igen kun er et Resultat af en Reaktion mellem det direkte fra Solen udsendte Lys, og den Genstand, det rammer, som repræsenterer vort Sanseobjekt, og vore Sanseorganers Vibrationsværdi ogsaa kun repræsenterer et Forhold mellem Energier, vil vi begynde at opdage, at det vil have sine Vanskeligheder ved at efterspore et virkeligt fast Punkt indenfor den materielle Verden. Navnlig faar vi Øjnene op for dette, naar vi gaar et Skridt videre og opdager, at selve Forholdet mellem to Energier heller aldrig nogen Sinde kan være konstant, men ogsaa er undergivet en Bevægelsesrytme paa samme Maade, som det fysiske Afstandsforhold mellem Jorden og Solen, der ikke er ens to Sekunder i Træk. Og da selve den Rytme, Forandringerne sker i, heller ikke er konstant, vil dette sige, at vort Sanseforhold betinges af Forvandlingers Forvandling af Forvandlingers Forvandling, lige saa langt, vi evner at fortsætte. Vi træffer kun Forvandlingers Forvandling hele Tiden. At disse Produkter af Forvandlinger i mange Tilfælde forekommer os stabile, er jo kun et Resultat af vor snævre Sansehorisont, der kun strækker sig over et enkelt Liv fra Vuggen til Graven.

Hvis vi saaledes forestiller os, at vi nogen Sinde vilde kunne observere fysisk Stof i sin "virkelige" "neutrale" Tilstandsform, vilde vi blive dybt skuffet. Det, vi eventuelt vilde betragte som en bestemt "Grundform", en bestemt Vibrationsværdi, vil under andre Perspektivindstillinger se ganske anderledes ud.

Det er et bestemt Vibrationsforhold, der gør, at vi sanser Farven "Rød" som rød. Det er et bestemt Vibrationsforhold, der gør, at vi opfatter Verdensaltet som en Samling af Mælkevejssystemer, hvis milliontallige Stjernelegemer selv under de stærkeste Teleskoper er smeltet sammen til en sløret Lystaage, og det er et bestemt Vibrationsforhold, der gør, at vi betragter Stof, som – tilsyneladende – er saa nær, at vi kan føle det med vor Haand som fast og solidt. Vi ser Stjerneverdenens indre Funktioner, men ikke de ydre, og vi ser Stoffets ydre Funktioner, men ikke de indre.

Hvis vort Vibrationsforhold var anderledes, kunde vi se Stoffet – det, som er saa fast og solidt – som udgørende en Uendelighed af elektriske Kraftfelter, der lysende som Sole kresede rundt imellem hinanden i et Rum, der hvad Udstrækning angaar ikke vilde give vort overliggende Himmelrum noget efter. Ligeledes vilde vi med ændrede Vibrationsforhold kunne opfatte det "tomme" Verdensrum mellem Solene som opfyldt med Energi, som en fast kompakt Energimasse. Alt er kun Resultater set ud fra forskellige Vibrationsforhold.

Nu skulde man jo tro, at naar vi var kommet til en saadan Betragtning, maatte vi være tvunget til at opgive ethvert Forsøg paa at faa noget "virkeligt" at vide gennem vore Studier af den fysiske Materie. Man maatte tro, at en saadan Søgen vilde være haabløs, idet vi altid kun vilde faa uvirkelige relative Resultater frem. Resultater, der ikke var Resultater. Men heri tager man alligevel fejl. Gennem vor Konstatering af, at det ikke er muligt at konstatere noget virkeligt i den fysiske Materie, har vi netop konstateret noget, der er virkeligt, noget, der er endegyldigt, noget, der er uforanderligt. Vi har konstateret et fast Punkt. Dette faste Punkt, denne første virkelige Realitet er, at alt er Energi. Vi kan ikke konstatere, hvilken Form, hvilken Vibrationsværdi den Energi har, der paavirker vore Sanser, men vi véd, at det er Energi.

Og med dette Resultat har vi i Virkeligheden naaet meget længere ind i Studiet af Livets Problemer, end vi maaske ved første Øjekast er tilbøjelig til at tro. Man kan synes, at det maaske er et ringe Resultat at komme til, men det er det langtfra. Det er nemlig den allerførste fundamentale Viden om vor Tilværelse, det er en Viden, som ikke er relativ, det er en Viden, som er virkelig. Det er en Viden, hvorpaa vi kan bygge logiske Slutninger op, og det er en Viden, som er en absolut Betingelse for Studeringen af Livets højeste Problemer og de kosmiske Love.