Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Er det muligt inden for rammerne af Martinus Kosmologi at fremsætte en (så vidt mulig ikke-spekulativ) hypotese til besvarelse af spørgsmålet om, hvorledes en psykisk foreteelse (som f. eks. frygt) omsættes til en fysisk (f. eks. svedafsondring i håndfladerne)? Der tænkes ikke her på de af neurofysiologien og biokemien delvis klarlagte processer (elektromagnetisk aktivitet i det autonome nervesystem - adrenalinproduktion - muskelsammentrækning - kirtelafsondring), men på selve den hidtil uafklarede igangsætnings eller overføringsproces. (Også andre eksempler kan benyttes: sorg - tårer, vrede - slag i bordet o. lign.).

Idet vi takker for Deres spørgsmål, skal jeg bekræfte, at det er muligt inden for rammerne af Martinus Kosmologi at fremsætte en sådan hypotese, som De efterlyser. Imidlertid hører emnet til et af de mest komplicerede, man overhovedet kan udpege, bl. a. fordi det inkluderer overordentlig subtile erkendelsesteoretiske betragtninger. Dette skyldes igen, at Deres spørgsmål kun kan besvares i forbindelse med en stillingtagen til begrebet "oplevelse", der netop er ganske overordentligt problematisk. De må derfor ikke vente Dem en udførlig redegørelse, men blot en rent summarisk præsentation af synspunkter, der hviler på en ikke-spekulativ baggrund.

Martinus løsning på det foreliggende problem bygger på det grundsyn, at det levende væsen foruden den fysiske organisme omfatter en såkaldt kosmisk struktur, dvs. en komplikation af ikke-fysiske faktorer, der er fælles for overhovedet alle levende væsener i tilværelsen.

Denne struktur kan betragtes fra forskellige erkendelsesteoretiske synsvinkler, hvoraf især to er vigtige i denne sammenhæng. Den kan for det første betragtes fra en synsvinkel, hvor den kommer til syne som et treenigt princip, dvs. som én principiel størrelse med tre forskellige identiteter, nemlig identiteterne "skaber", "skabeevne" og "skabt", for at nævne princippets kreative aspekt, eller identiteterne "subjekt" , "sanseevne" og "oplevelse" for at nævne dets perseptive aspekt.

Men den kosmiske struktur kan også betragtes fra en synsvinkel, hvor den viser sig som en komplementær forening af et materielt og et immaterielt element eller princip, og det kan tilføjes, at der naturligvis mellem disse den kosmiske strukturs to tilsyneladelser gør sig en indre relevans gældende. Således tegner subjektet/skaberen sig for en immateriel væsensnatur, medens skabeevnen/sanseevnen tegner sig for en materiel væsensnatur.

Idet det i det efterfølgende er underforstået, at begrebet skabeevnen er synonymt med begrebet sanseevnen, skal det videre omtales, at skabeevnen kan beskrives som et struktureret kraftfelt i den forstand, at den er en koncentration af parafysisk energi forlenet med visse reaktionsegenskaber. Og ved parafysisk energi forstås energi, der normalt ikke kan registreres med fysiske sanser eller måleinstrumenter, men som ikke desto mindre er således beslægtet med kendte fysiske energiformer - f. eks. elektromagnetisk energi - at omsætning under visse betingelser er mulig. På denne mulighed beror korrespondancen mellem et individs fysiske organisme og dets kosmiske struktur, og Martinus hævder - uden i øvrigt at gøre nærmere rede for mekanismen - at omsætningsbetingelserne for den fysiske organismes vedkommende opfyldes gennem blodets vekselspil med hjerne og nervesystem.

Idet vi nu skal se lidt nærmere på det føromtalte parafysiske kraftfelt - altså skabeevnen - skal det i forbigående nævnes, at også den fysiske organisme kan betragtes som et struktureret kraftfelt; i dette tilfælde bestående af fysisk energi. Og det skal tilføjes, at de to kraftfelter, som et fysisk inkarneret individ dermed er repræsenteret ved, bl. a. spiller rollen som indikatorer for hinanden. Således medfører en forandring af tilstandene i det parafysiske kraftfelt automatisk og uundgåeligt et relevant udslag og dermed en relevant forandring i den fysiske organisme og vice versa. Og hvorfor? Fordi de to kraftfelter befinder sig i rapport til det immaterielle subjekt, der ved sin natur registrerer alle sådanne forandringer som det fænomen, vi kalder oplevelse, ligesom det i henhold til visse evigtgyldige kosmiske normer reagerer på oplevelsens indhold, og derigennem bekræfter synonymiteten mellem begreberne subjekt og skaber. Dette skal vi senere vende tilbage til. I mellemtiden skal vi se lidt nærmere på det ved skabeevnen repræsenterede parafysiske kraftfelt.

Som allerede nævnt er det kendetegnet ved en vis struktur. Dette skal forstås på samme måde, som det vil kunne hævdes, at den fysiske organisme som kraftfelt betragtet har en vis struktur. I mange henseender er det parafysiske kraftfelt nemlig en gentagelse af den fysiske organisme. Således gælder det f. eks., at der er relevans mellem struktur og funktion.

Det parafysiske kraftfelt og dermed sanse- og skabeevnen kan altså i vid udstrækning betragtes som en parafysisk organisme, der i henhold til sin struktur varetager et givet sæt funktioner i skabelsens og sansningens tjeneste. Imidlertid drejer det sig her ikke om at udføre fysiske præstationer, således som det er tilfældet for den fysiske organismes vedkommende, hvorimod formålet er at løse opgaver af psykologisk eller åndelig natur; og det vil først og fremmest sige dette at realisere et tanke- og følelsesliv med en vis indbyrdes koordination, og så i øvrigt at omsætte dette tanke- og følelsesliv til et relevant handlingsliv på det fysiske plan virkeliggjort gennem den fysiske organisme.

Som allerede begrundet må jeg desværre afstå fra at gøre rede for den mekanisme, gennem hvilken det parafysisk udløste tanke- og følelsesliv i praksis omsættes til et relevant fysisk handlingsliv, hvad der naturligvis indebærer, at vi også må give afkald på at forstå den mekanisme, gennem hvilken psykologiske tilstande som angst, vrede, glæde eller andre under følelseslivet henhørende foreteelser omsættes til mere eller mindre typiske reaktioner i den fysiske organisme. Derimod er der mulighed for et lille indblik i den mekanisme, der ligger til grund for, at der i tilværelsen overhovedet eksisterer sådanne foreteelser som angst, frygt, vrede, glæde og lignende psykologiske faktorer.

Selve ur-grundlaget herfor eksisterer i form af den kendsgerning, at det levende væsen ved sin måde at være konstitueret på er i stand til at kende forskel på behag og ubehag således at forstå, at alle dets oplevelser mere eller mindre udpræget falder i én af to hovedkategorier, til hvilke det indtager en henholdsvis indladende og afvisende holdning. Forskellen på disse to former for oplevelse skal ifølge Martinus søges i det forhold, at det levende væsens sanseevne med hensyn til sin opbygning og funktionsmåde gennemført er behersket af evige kosmiske harmonilove, som de tilflydende sanseimpulser, af hvad art de end måtte være, med hensyn til deres energetiske indhold og sammensætning mere eller mindre er i samklang med.

Under alle omstændigheder medfører oplevelsens opdeling i behags- og ubehagsindtryk, at det levende væsens totale aktivitet får en bestemt tendens, nemlig at opnå forbindelse med betingelser for behagsoplevelser samt undgå forbindelse med betingelser for ubehagsoplevelser. Og ligeledes medfører oplevelsens opdeling i behags- og ubehagsindtryk, at livet forlenes med en vis umiddelbar mening, idet denne mening helt enkelt består i så vidt muligt til fuldkommenhed at fylde tilværelsen med behagsoplevelse, således at ubehagsoplevelser fuldstændigt undgås.

Ud af denne ur-motivation udvikler hele det levende væsens komplicerede motivverden sig, hævder Martinus. Her har alle dets behov, ønsker og begær deres dybeste rødder, og her udmøntes alle værdibegreber og værdimålestokke, som kan komme i betragtning i dets tilværelse. Og af disse faktorer igen opbygges og næres hele tanke- og følelseslivet - kort sagt hele åndslivet, dog naturligvis kun i kraft af deres forbindelse med den føromtalte parafysiske organisme: sanse- og skabeevnen. Især spiller her et specielt strukturområde en vigtig rolle, nemlig det såkaldte tyngde- og følelseslegeme. Gennem disse to legemer registreres nemlig samtlige behov, ønsker og begær direkte og umiddelbart, og ligeledes registrerer subjektet herigennem direkte og umiddelbart resultatet af sine bestræbelser for at opfylde disse behov, ønsker og begær. Og det gælder her, at falder resultatet tilfredsstillende ud, da udlades der i den parafysiske organisme kombinationer af tyngde- og følelsesenergi, der af subjektet registreres som positive stemninger (lykke, glæde, tilfredshed, tryghed m. fl.), hvorimod der i tilfælde af utilfredsstillende resultater af subjektets bestræbelser udlades tyngde- og følelsesenergier, der registreres som negative stemninger (sorg, mismod, frygt, utryghed, livslede m. fl.). Og befinder den parafysiske organisme sig i rapport til en fysisk organisme, da virker denne gennem relevante, organiske kontaktled straks som indikator for disse psykologiske eller rettere parafysiske tilstande, hvilket giver sig til kende ved typisk adfærd eller typiske symptomer, jævnfør Deres egne eksempler.

Som De sikkert indser, er det svært på en så begrænset plads at give en blot nogenlunde dækkende fremstilling af sagen, men det er forhåbentligt lykkedes at fremkalde det indtryk, at der fra Martinus kosmologi kan hentes frugtbare impulser til løsning af det præsenterede problem.