Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At der Verden over finder store Ødelæggelser, Myrderier, Naturkatastrofer og Ulykker Sted, at de tilsyneladende rammer ganske uskyldige Væsener, at det ene Menneske fødes i Luksus og det andet i Elendighed udgør jo ikke noget som helst Bevis for, at det daglige Liv er en Kombination af Tilfældigheder, eller for at der ikke findes en absolut logisk og retfærdig Verdensplan.

For at bevise at Livet kun udgøres af Tilfældigheder, og at der saaledes ikke findes nogen som helst logisk Verdensplan, maa det først bevises, at det levende Væsens Liv absolut begynder med Fosterdannelsen og ender med det, vi kalder "Døden", og at denne saaledes rent bogstaveligt maa være en Kendsgerning. Men da en saadan virkelig Død, som før paapeget, ikke eksisterer og derfor aldrig nogen Sinde kan blive en Kendsgerning, kan Paastanden om Livets Identitet som Tilfældigheder heller aldrig nogen Sinde bevises eller blive en Kendsgerning, idet Livet i Henhold til nævnte Udødelighed jo maa repræsentere Kræfter, der strækker sig længere end til "Fødslen" og "Døden". Da disse Kræfter gaar udenfor den almindelige daglige Sanse- og Erkendelsesevnes Rækkevidde, unddrager de sig den samme Sanseevnes Observation eller Forskning og bliver derved for nævnte Evnes Ophav et ukendt Spil, af hvilket det netop kun direkte bliver Vidne til en enkel lokal Del, nemlig den nuværende rent fysiske eller kødelige.

Men da denne Del jo kun strækker sig over et ganske kort Spand af Tid, medens de ukendte Kræfter, der repræsenterer Udødeligheden, nødvendigvis maa udstrække sig over Evigheden, bliver den kødelige eller den for den almindelige Sanseevne tidsbegrænsede, tilgængelige Del af det levende Væsen saaledes kun en ganske mikroskopisk Del af det førnævnte ukendte Spil. Men at bedømme dette ukendte Spil, der jo er det levende Væsens virkelige Liv, ud fra en saa lille mikroskopisk Del af dets samlede Eksistens vil jo være ligesaa umuligt som med den almindelige Sanseevne at bedømme en Bygnings fulde Konstruktion, Arkitektur og Størrelse ud fra en enkel af dens Mursten. De Forestillinger om samme Bygning, som nævnte Mursten maatte være i Stand til at frembringe, vilde umuligt kunne antages som Kendsgerninger eller Beviser for Bygningens sande Analyse.

At noget ser ud som Kaos behøver ikke at betyde, at det er Udtryk for Tilfældigheder eller manglende Logik. Et Kig ind i et Bygningskompleks, der er under Opførelse, giver os jo ogsaa Indtryk af, at alt her er Kaos. Mursten, Kalkballier, Tømmer, Brædder, Stilladser o. s. v. findes undertiden Hulter til Bulter rundt omkring. Men dette afkræfter jo dog ikke, at man her er stillet overfor en logisk Plan, der er under Fuldbyrdelse, og hvis Maal er den færdige Bygning. Saalænge en Plan er under Udførelse, viser den sig ofte som et Kaos for den Uindviede.

Da Synet af det levende Væsens Liv fra "Fødslen" til "Døden" jo ogsaa i Henhold til Foranstaaende i Virkeligheden kun udgør et lille Kig ind i noget Ukendt, er der intet, der afkræfter, at dette Ukendte kan være et Led i en logisk Plan, der er under Udførelse. At dette ukendte Noget viser sig som Kaos, behøver jo kun at skyldes, at det er ukendt, og kan saaledes ikke udgøre noget som helst Bevis for, at det levende Væsens Skæbne er Tilfældigheder.

Som førnævnt viser Livet sig at udgøre en Kombination af Kræfter, der strækker sig udenfor den almindelige Sanse- og Erkendelsesevnes Rækkevidde. Disse Kræfter manifesterer sig igennem Individets fysiske Legeme som - "Aandsevner". Disse udgør igen tilsammen det, vi kalder "Talenter" og "Karakter". En nærmere Definition heraf vil igen være at udtrykke som et særligt Sammenspil af Realiteter eller Kræfter, vi kender under Begreberne "Instinkt", "Følelse", "intelligens", "intuition" og "Hukommelse". Det er altsaa disse Kræfter og deres særligt organiserede Sammenspil, der, usynligt for det fysiske Syn, bærer og opretholder det levende Væsens fysiske Legeme og derved ved sin Nærværelse eller Fraværelse i dette henholdsvis giver dette Karakteren af "Liv" og "Død".

Da disse er de ukendte Kræfter, af hvilke Individets Liv er et Sammenspil, og dette Sammenspil netop strækker sig ind i det Ukendte, der ligger udenfor den almindelige fysiske Sanse- og Erkendelsesevnes Rækkevidde, og disse Kræfter igen er Individets Aandsevner, dets Karakter og Villiebestemmende Natur, bliver det altsaa en Kendsgerning, at denne Individets Natur, denne Individets højere Bevidsthedsdel, har et langt større Spillerum for sin Udfoldelse end det, der bliver synligt gennem dets korte fysiske Liv fra "Fødslen" til "Døden".

Men naar det saaledes er en Kendsgerning, at disse Aandsevners Spillerum strækker sig ind i det Ukendte, er det jo ogsaa en Kendsgerning, at de ikke af Mennesker, der kun har almindelig fysisk Sansebegavelse, kan bedømmes, analyseres eller stadfæstes som saadan eller saadan. Et saadant Menneske kan altsaa intet vide om den Del af dets Bevidsthed eller Funktioner, der strækker sig ind i det ukendte Terræn. Det har kun Evne til at konstatere deres Virke, naar de fremtræder igennem det fysiske Legeme.

Men at de pludselig ophører med at vise sig i det nævnte Legeme, og dette kommer i den Tilstand, vi kalder "Døden", beviser jo ikke eller kan absolut ikke være en Garanti for, at de samme Funktioner, Aandsevner eller Kræfter ikke mere eksisterer. Men naar de samme Kræfters sande Begyndelse eller Afslutning ikke kan bevises, kan det heller ikke bevises, at de begynder ved Fosterdannelsen og afslutter med "Døden". Og naar dette ikke kan bevises, kan en Benægtelse af deres Eksistens udenfor "Fødslen" og "Døden" saaledes heller ikke underbygges med Kendsgerninger. Og da en Benægtelse, der ikke kan underbygges med Kendsgerninger, ikke kan være Udtryk for Videnskab, vil enhver Benægtelse af en af de nævnte Kræfter og Funktioner bestaaende Verden udenfor den fysiske jo i allerhøjeste Grad være uvidenskabelig, være Udtryk for Uvidenhed eller en endnu uudviklet Sanseevne, være Udtryk for en, virkelig intellektuelt set, primitiv Bevidsthed.

Naar disse Kræfters Eksistens udenfor den fysiske Verden, udenfor det levende Væsens fysiske Legeme, saaledes ikke kan afkræftes, kan det heller ikke afkræftes, at der i denne, det nævnte Væsens overfysiske eller skjulte Tilværelse, kan ligge en Løsning paa det Mysterium, der i Dag viser sig som det samme Væsens "Skæbne", og i hvilken de nævnte Kræfter jo udgør de usynlige Traade.

At denne "Skæbne", hvordan den saa end maatte tage sig ud i den lille mikroskopiske Del af Individets samlede evige Tilværelse, der udgør dets nuværende fysiske Liv, igennem den nævnte Løsning kan afsløre sig som udgørende en fuldstændig Hundrede Procents logisk og retfærdig Plan, vil der saaledes heller ikke eksistere en Afkræftning paa, saalænge den modsatte Erkendelse udelukkende kun er baseret paa det levende Væsens nuværende materielle Tilværelse fra "Fødslen" til "Døden".

Da de overfysiske Kræfter, som nævnt, er Individets Aandsevner, og disse udgør det samme som dets Bevidsthed, dets Forstand, er det Bærende i dets Villie- og Tankekraft, i dets Legemsfunktioner, Konstitution, Sundhed og Velvære, og de samme Kræfter igen er et Spil, hvis Udstrækning, som vi her har paapeget, ikke kan afkræftes at naa langt udenfor den almindelige daglige fysiske Opfattelses- og Erkendelsesevnes Omraade, vil det saaledes heller ikke kunne afkræftes, at Kvaliteten af de Aandsevner, den særlige Natur og Skæbne, det levende Væsen fremtræder med her i dets fysiske Liv, har sin Aarsag i det ukendte Omraade.

Dette vil altsaa igen sige, at Individets nuværende Villie, dets Talenter og Anlæg, dets Karakter, dets religiøse eller irreligiøse Tendens, dets primitive eller udviklede Natur, kort sagt hele dets nuværende Fremtræden og Kærlighedsevne udgør et Efterspil af forudgaaende Aarsagsmomenter i det for den almindelige fysiske Sansebegavelse utilgængelige Terræn.

Da det er disse ovennævnte Kræfter, der udgør Bevidstheden, kan det ikke med Rette paastaas, at Individet har været bevidstløs i dette ukendte Terræn. At det ikke kan erindre noget om denne sin fortidige Tilværelse i nævnte Terræn er intet Bevis for, at det ikke har haft denne Eksistens. Det erindrer jo heller ikke noget om sin Fødsel eller de første Aar af sit nuværende Liv. Og dette afkræfter dog ikke denne Fødsel eller disse Aar som Kendsgerninger. Og hvor mange smaa Episoder eller Oplevelser af samme Liv befinder sig ikke netop i "Glemmebogen" i Dag? - Hvem kan huske alle de Tanker, der løb igennem deres Hjerne, og alle de Ord, der kom over deres Læber i Gaar? - Mon det ikke netop er en Velsignelse, at Individet kan "glemme"? - Er det ikke netop "Glemselen", der er den største Lægedom for mangen en rædselsfuld svunden Periode eller Oplevelse i Individets Liv og Skæbne? - Skyldes ikke mange "søvnløse Nætter" en altfor livlig Erindring? - Mon ikke netop mange Mennesker er saa tyngede af svære Erindringer fra deres nuværende Liv, at det vilde være katastrofalt, at de ogsaa fik Erindringer fra en tidligere Livsperiode at belastes med? - Hvordan skulde det forøvrigt gaa, hvis alle Oplevelser blev ved med at beherske Bevidstheden med samme Kraft som i Oplevelsesøjeblikket? - Hvordan skulde vi blive i Stand til at beskæftige os med nye Oplevelser, hvis ikke de gamle Oplevelsers Beherskelse af Bevidstheden efter Oplevelsesøjeblikket netop begyndte at svækkes? Og hvorledes skulde vel denne Svækkelse forekomme uden netop ved at være "Hukommelsestab?" -

Nej! - Det normale Hukommelsestab er, som vi her har berørt, en uundværlig Betingelse for Skabelsen af Evnen til at opleve Livet. At Individet ikke har nogen som helst Erindring om en tidligere Eksistens, en Eksistens før dets nuværende fysiske Fødsel, kan saaledes umuligt udgøre noget som helst Bevis for, at denne ikke har eksisteret. At benægte, at det har haft en bevidst Tilværelse før dets nuværende, vil altsaa være ganske udenfor al Logik.

Men naar det saaledes ikke kan afkræftes, at Individet har haft en, forud for dets nuværende Liv, ukendt Tilværelse, kan det jo heller ikke afkræftes, at dets nuværende Liv er Virkninger af denne forudgaaende Tilværelse, og at det eventuelt i sit nuværende Liv skaber Aarsager, hvis Virkninger vil komme til at strække sig helt ind i dets kommende Liv.

En Paastand, der udtrykker, at Verdensaltet, den daglige Tilværelse, det levende Væsens Skæbne er et Kaos af Tilfældigheder, kan saaledes umuligt underbygges som Videnskab, har intet som helst med absolut Logik at gøre, kan umuligt udgøre en Analyse af de virkelige Fakta, men udgør derimod en Analyse af sit Ophavs og sine Tilhængeres endnu uudviklede logiske Sans.

Den materialistiske Verdensanskuelse har saaledes intet som helst med virkelig Videnskab at gøre og er ganske uværdig for enhver Akademiker, enhver Videnskabsmand, enhver Pædagog og Folkefører.

Da den materialistiske Verdensanskuelse saaledes ikke er Videnskab, men kun er en Paastand uden urokkelige Kendsgerninger, er den kun udgørende et primitivt Dogme, der ikke har Rod i det med de ydre synlige materielle Kræfter dirigerende usynlige indre Aands-, Bevidstheds- og Forstandsvæsen, af hvilken dens Tilhængeres egen Fornemmelse af at være til dog eksisterer som Kendsgerning.

Da den saaledes ikke har Fodfæste i Virkeligheden, er vi her kommen til den Haabets lyse Tendens, der lader ane, at de store Udtalelser fra Menneskehedens største Repræsentanter er evige Sandheder. Og at Beretningerne om "Det evige Liv", om "Spurvene, der ikke falder til jorden, uden at det er Guds Villie", om vore "Hovedhaar, som er talte" samt de yderligere Udtalelser, hvor det hedder: "Som et Menneske saar, saa skal det høste", - "Vend den højre Kind til, naar du bliver slaaet paa den venstre", - "Stik dit Sværd i Balgen, thi hver den, som ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd", - "Elsk din Gud over alle Ting og din Næste som dig selv, det er al Lovens Fylde", - "Alt er saare godt" o. s. v. virkeligt er Kendsgerningers Analyse, er Videnskab eller udgør den fuldendte Verdenslogik, der kulminerer i sand Skønhed, Harmoni, Glæde og Kærlighed.

Nu vil man maaske fra visse materialistiske Krese fremhæve, at "den religiøse Verdensanskuelse" heller ikke er Videnskab. Og det er naturligvis ganske rigtigt. Den religiøse Verdensanskuelse har selvfølgelig ikke noget som helst med Videnskab at gøre, saalænge den kun er en Paastand. Logikens Love gælder jo her ligesaa godt som i den materialistiske Verdensanskuelse. Saalænge en Erkendelse kun udgør en Paastand uden Bevis, kan den allerhøjst kun være identisk med en Formodning. En Formodning kan være en Fejltagelse, og en Paastand, der kan være en Fejltagelse, kan selvfølgelig kun stemples som "uvidenskabelig".

At den religiøse Verdensanskuelse har Profeter og Verdensgenløsere til Ophav, at den bliver organiseret og udbredt under et paveligt Magtcentrum, forkyndt af Kardinaler, Biskopper, Præster og Missionærer Verden over, eller dominerer som Statsreligion fra Prædikestole i mange Lande, udgør absolut ikke nogen som helst Garanti for, at den er "Videnskab".

At den eller den Person fremtræder og paaberaaber sig at have "oplevet Gud", at have "oplevet Udødelighed", at være "overskygget" af "den hellige Aand", at være "frelst", at være "hellig", gør absolut ikke den religiøse Verdens anskuelse til "Videnskab", saalænge Vedkommende kun kan proklamere disse Oplevelser som Postulater, hvilket altsaa vil sige Paastande, der er ganske blottet for videnskabelig Begrundelse eller en virkelig bekræftende matematisk Bevisførelse for de nævnte Problemers urokkelige Identitet med de evige Naturlove eller den overalt i Naturen herskende guddommelige Skabelseslogik. Saalænge denne ganske mangler i Problemernes særlige Docering, kan de allerhøjst for alle Udenforstaaende eller dem, der ikke selv har oplevet disse, kun udgøre Dogmer eller stærke Formodninger. Men Formodninger kan jo vise sig at være Fejltagelser, og den religiøse Verdensanskuelse bliver saaledes ved en blot og bar Paastand ligesaa lidt "videnskabelig" som den materialistiske.

At den undertiden slaar ud i følelsesfulde, men intelligensfattige "Vækkelser" eller "Rørelser", hvis Tilhængere mange Steder kan fylde Kæmpehaller, giver den ikke noget som helst Prædikat af "Videnskab". Det viser derimod hvor stort et Publikum, der endnu eksisterer uden at have noget virkeligt Kendskab til Verdenslogiken, og derfor ganske mangler Evnen til at stille Krav om en forstandsmæssig Underbygning af den religiøse Livsbasis eller Verdensanskuelse, som det nødvendigvis maa leve dets daglige Liv paa.

At man har en stor social Position, at man er en stor Forretningsmand: Grosserer, Bankdirektør eller Skibsreder, at man er en stor Jurist: Overretssagfører, Dommer eller Statsadvokat, at man er en stor Kunstner: Forfatter, Skuespiller, Maler eller Billedhugger, eller paa anden Maade hører ind under det, man regner for at være den intellektuelle Verden, og alligevel eventuelt kan være fremtrædende som entusiastisk Tilhænger af ovennævnte intelligensfattige, men følelsesfulde "religiøse Bevægelser", viser kun, at ens Intelligens endnu ikke er saa fremragende udviklet, at den betinger, at man stiller det samme logiske Krav til selve Verdensanalysen, til de religiøse Foreteelser, som det, man uvægerligt, for at kaldes "stor", i sin egen daglige Praksis selv maa opfylde, enten denne er Forretning, Jura eller Kunst, men her ganske nøjes med at tilfredsstille Følelsen. Dette vil altsaa igen sige, at man her overfor de religiøse Problemer slet ikke anvender den nøgterne og skarpe forstandsmæssige Kritik og Tænkning, som man er nødsaget til at anvende i det materielle daglige Problem: "Kampen for Tilværelsen". Man bliver i ovennævnte Tilfælde "sjælelig grebet", som det hedder, hvilket vil sige, man faar en Slags "Behagsfornemmelse" af den fremførte religiøse Paastand. Den fylder en med en Slags sjæleligt Velvære uden forstandsmæssig Kontrol eller Indsigt.

Men et saadant Velvære, der udelukkende er baseret paa "Fornemmelse", og derfor ikke er stabiliseret ved nogen særlig indgaaende intelligensmæssig Analyse, er en Bevidsthedstilstand, der i Princip minder meget om – "Beruselse". Denne er jo ogsaa i de fleste Tilfælde en Velværefornemmelse uden forstandsmæssig Indsigt. Men her maa man naturligvis skelne skarpt, thi medens den alkoholistiske Beruselse er en unaturlig kunstig frembragt Foreteelse, der som Virkninger af en underminerende Gift er nedbrydende eller lemlæstende baade for Sjæl og Legeme, er den religiøse "Beruselse" eller Entusiasme et naturligt Fænomen, der er beregnet paa at stimulere eller befordre Bevidsthedslivet fremad og opad mod en højere Moralitet, Civilisation og Kultur. Endvidere er der ogsaa den Forskel paa den alkoholistiske og den religiøse Beruselse, at medens den intelligensmæssige Analyseringsevne i den første slet ikke mangler hos Individet, men kun midlertidig indtil en vis Grad er hæmmet eller lammet paa Grund af Giftens Virkninger, eksisterer den i sidstnævnte kun i en meget elementær Form. Den her nævnte religiøse "Beruselse" skyldes altsaa en instinkt- og følelsemæssig Fornemmelse af en religiøs Paastands Rigtighed, uden af dens Ophav eller Tilhængere intelligensmæssigt at kunne bevisføres, idet de paagældende Væseners Intelligensevne paa de religiøse Felter er ganske uudviklet. Dette manglende Intelligenstalent paa de religiøse Felter betinger altsaa, at de samme Væsener religiøst endnu kun kan føres i Kraft af deres Instinkt og Følelse.

I Kraft af den uudviklede Intelligensevne paa de religiøse Felter, affødes der i de paagældende Mennesker intet særligt stærkt Begær efter nogen rent forstandsmæssig Indsigt i de nævnte Felter. Man er her vant til, at "Guds Veje er uransagelige", og at disse kun for "Guds Udvalgte": "Profeterne", Religionsstifterne eller "Verdensgenløserne" er "aabenbarede", og at disse "indviede" Væseners Udtalelser derfor maa erkendes som Sandhed, som Rettesnor for de Væsener, der ikke selv kan modtage "Aabenbaringerne". Det er altsaa blevet en Vane, at acceptere de "indviede" Væseners Vidnesbyrd uden intelligensmæssig Kontrol. Ja denne Vane er endog saa stærk og dominerende, at det indenfor de paagældende religiøse Væseners Krese eller Sammenslutninger ligefrem betragtes som "syndigt" intelligensmæssigt at beskæftige sig med de overfysiske Problemer eller profetiske Udsagn, men skal derimod blindt acceptere disse uden nogen som helst fornuftsmæssig Indsigelse. En saadan Erkendelsesmaade er igen det samme som det, vi kalder "Troen". "Troen" udgør saaledes i Virkeligheden kun en stærk Sympati for eller Tillid til en Erkendelse af et Problem, hvis intelligensmæssig Detaillering eller Bevisførelse man endnu ikke har Evne til at fatte eller har haft Adgang til at komme i Berøring med. Ethvert Væsen, der endnu ikke har faaet udviklet noget særligt Intelligenstalent paa det religiøse Omraade, kan altsaa ikke forstandsmæssigt, men derimod kun følelsesmæssigt acceptere Erkendelsen af de overfysiske Foreteelsers Eksistens. Da det store Flertal af Menneskene netop ikke er, og navnlig i de svundne Aarhundreder ikke har været, i Besiddelse af nævnte religiøse Intelligenstalent, er denne følelsesmæssige Accept, der jo er det samme som "Troen", blevet doceret som Vejen til "Frelse", Vejen til Gud og Sandheden. "Troen" er altsaa den "Gangstol", i hvilken ethvert Væsen maa støtte sig i de Felter, hvor det ikke selv har Evne til at skaffe sig "Viden". Og paa "Troen" har al religiøs Fremgang og Kultur hidtil været baseret. Derfor er "Troen", selvom den ogsaa, som førnævnt, i Princip har en vis Lighed med "Beruselse", dog udgørende en meget nødvendig guddommelig Anordning i de første svære Stadier i den menneskelige Udviklingsbane. Men den har sin Begrænsning. Den er ikke "Videnskab". Den kan kun føre Menneskene paa det Stykke Vej i Udviklingen, hvor den religiøse Forstandsevne endnu er saa primitiv og uudviklet, at den ikke tvinger sit Ophav til at fordre intelligensmæssig eller videnskabelig Kontrol over den religiøse Erkendelse, det instinktivt eller følelsesmæssigt mener sig tilskyndet til at have til Livsbasis.

Hverken den materialistiske eller religiøse Verdensanskuelse har, under den Form, de hidtil er blevet doceret i Verden, saaledes noget med "Videnskab" at gøre. Ikke desto mindre er ethvert normalt Menneske, med kun almindelig fysisk Sansebegavelse, stillet saaledes, at det umuligt kan være til uden netop at tilhøre den ene eller den anden af de to nævnte Verdensanskuelser. Enten er det "Materialist", som det hedder, og tror absolut ikke paa "Udødelighed", tror ikke paa nogen Gud, mener at Livet kun er en Kombination af Tilfældigheder, tror at Mennesket er det højeste og ypperste i Tilværelsen, er Toppunktet for al Livsytring, eller ogsaa er det "religiøst" indstillet, accepterer en eller anden Paastand eller Beretning om Udødelighed, om en Guddoms Eksistens, om en højere Tilværelsesform end den nuværende fysiske, en saakaldt "aandelig Verden". Men da ingen af de nævnte to Verdensanskuelser i deres hidtidige docerede Form er "Videnskab", men kun udgør "Formodninger" eller uanalyserede Paastande, er ingen af de to nævnte Verdensanskuelsers Tilhængere "vidende" Væsener. De er enten "materielt" eller "religiøst" indstillet i Kraft af "Tro". De er alle uden Undtagelse, baade de "Irreligiøse" og de "Religiøse", saaledes - "troende" Væsener.

Men saalænge en Erkendelse kun er "Tro", udgør den i Virkeligheden kun en stærk Tillid til et endnu af den "Troende" ikke materielt selverfaret eller oplevet Problem. Hvis dette ikke netop var Tilfældet, vilde "Troen" jo være blevet afløst af "Viden". At være "troende" vil altsaa, som vi før har berørt, sige det samme som at have fuld Tillid til et endnu ikke som Kendsgerning selvoplevet Problem, en for Tillidens Ophav endnu fysisk umanifesteret Foreteelse. Men da Erkendelsen af en fysisk umanifesteret Foreteelse er det samme som Erkendelsen af et - "Tankeprodukt", og da et "Tankeprodukt" igen er det samme som et - "Aandsprodukt" eller en "aandelig" Foreteelse, vil enhver, der har Tillid til eller tror paa en saadan Foreteelse, jo i Princip være "religiøs", idet en saadan Tilstand jo netop bestaar i at tro paa "aandelige" Foreteelser.

Da den materialistiske Verdensanskuelse, som vi tidligere har paavist, ikke er "Videnskab", vil den allerhøjst kun kunne udgøre en "Formodning" eller et "Tankeprodukt", altsaa en "aandelig" Foreteelse. At "tro" paa denne Foreteelse er saaledes det samme som at være "religiøs".

Den "materialistiske" Verdensanskuelses Ophav og Tilhængere er saaledes i Princip ligesaa "religiøse" som den "religiøse" Verdensanskuelses Tilhængere. Alle normale Mennesker kan altsaa i Virkeligheden kun eksistere som "religiøse". Hvad enten man - "tror", at der er et Liv efter det nuværende fysiske Liv, at der eksisterer en Gud og en højere Tilværelsesform end den nuværende menneskelige Tilværelse, eller man - "tror", at der ikke er noget Liv efter det nuværende, at der ikke eksisterer nogen Gud eller nogen højere Form for Tilværelse, bliver Princippet det samme, nemlig dette, at man - "tror" paa "Noget". Om dette "Noget" er "evig Væren" eller "ikke evig Væren" forandrer ikke Princippet, saalænge hverken den ene eller den anden af disse to Genstande for "Troen" er oplevet som Kendsgerning. Og var en af disse blevet afsløret som Kendsgerning, eksisterede "Troen" jo netop ikke, idet den da vilde være afløst af "Viden".

For det "materialistisk" saavel som for det almindeligt "religiøst" indstillede Væsen gælder det altsaa, at de begge "tror" paa Paastande eller Dogmer. Disse Paastande eller Dogmer udtrykker forskellige "tænkte" eller "formodede" Svar paa Tilværelsens Gaade. Men da ingen af disse, under den Docering, hvori de hidtil er blevet manifesteret, er virkelig "Videnskab", efterlader de stadigt Tilværelsens Gaade ganske uløst.

Den samlede "troende" Del af Menneskeheden, saavel den "materielt" som den "religiøst" indstillede, staar saaledes i Virkeligheden overfor Tilværelsens og dens eget uløste Mysterium. Og i ethvert af den nævnte Dels enkelte Individer findes der derfor den samme lykkelige Tilfredsstillelse ved at have en "formodet" Løsning paa dette Mysterium at "tro" paa. Absolut ingen helt normale Individer indenfor nævnte "troende" Del af Menneskeheden kan undvære en saadan "formodet" Løsning. Om denne er "materialistisk" eller "religiøs" forandrer jo ikke den Kendsgerning, at den udgør en Forestilling om Tilværelsens højeste Analyse. Men da en saadan Forestilling jo er det samme som en - Verdensanskuelse, kan absolut ingen af de her omtalte "materielt" eller "religiøst" indstillede Væsener saaledes være til uden at have en Verdensanskuelse. Om denne Verdensanskuelse kun udgør det primitive Naturmenneskes "Tro" paa "Feticher", "Tro" paa onde og gode Aander i Stene, Træer eller andre materielle Foreteelser, - om denne formodede Livets Løsning er Indianernes "store Aand" bag "de evige Jagtmarker" eller det er Zulukafferens, Ildlænderens, Pygmæernes, Buskmændenes eller Eskimoernes elementære Begreber om et Forsyn, - om det er Buddhisternes, Muhamedanernes eller de Kristnes følelsesfulde, men intelligensfattige "religiøse" Dogmer, - eller det er den moderne følelsesfattige, men indtil en vis Grad intelligensbegavede Ateists Benægtelse af al overfysisk Livsytring, af alt guddommeligt, af al højere fornuftsmæssig Verdensstyrelse, - saa udgør dog disse her nævnte "Trosformer", alle uden Undtagelse, hver især en særlig "Formodning" om eller Opfattelse af det samme "Noget", nemlig den ukendte Verdensanalyse.

At disse Opfattelser er forskellige er kun ganske naturligt, eftersom de er nødsaget til kun at kunne være et Produkt af den meget forskelligartede Begrænsning i Erfaringsoplevelse, Begavelse, Evner, Talenter, moralsk Stabilisering, Harmoni mellem Livsførelse og Natur, som de samme Opfattelsers respektive Ophav repræsenterer. Disse Opfattelser kan derfor heller ikke udgøre den sande Verdensanalyse, men er derimod hver især en ufejlbarlig Analyse af det særligt specielle Udviklingstrin, deres Ophav tilhører.

Da ingen af de nævnte Opfattelser er "Videnskab", hverken den "materialistiske" eller den "religiøse", hverken Benægtelsen eller Bekræftelsen af et højere Forsyn, af det levende Væsens Udødelighed, af en absolut retfærdig Verdensplan, eksisterer Livets virkelige Analyse stadigt for de paagældende Væsener som det ukendte "Noget". Og alles Bevidsthed er og kan saaledes absolut kun være rettet ind paa dette "Noget". Alle dyrker dette Mysterium, "Materialisten" ved sin Benægtelse, sin Modstand, den "Religiøse" ved sin Tilbedelse, sin Hengivenhed. Vi er alle i den samme "Vingaard". Der er kun een sand Verdensanalyse, og vi er alle dens Tilhængere i Kraft af den Tendens til at have en eller anden Forestilling om samme, der er ethvert normalt Menneske medfødt.

Og fra dette mod os alle vendte Makrokosmos-Mysterium funkler Solens Lys alt imedens ind i vore Hjerter, opvarmer vort Bryst, farver vore Kinder og giver øjnene Glans. Om "Mikroben" siger "Ja" eller "Nej", om den "tror" eller "ikke tror" kan højst blive til Mærkepæle i dens egen Skæbne. Det umaadelige Verdensalt med dets Tusinder og atter Tusinder af lysende Stjerner, Sole og Mælkeveje fuldfører uantastet heraf sit evige Kresløb, beskriver stadigt den mysteriøse Analyse af det ukendte "Noget" bag enhver Form for Liv, Manifestation og Bevægelse, afslører stadigt dette "Noget" i hvilket vi alle "leve, røres og ere".