Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvordan ser Martinus på den generationskrise, der i så høj grad præger vor tid?

Spørgsmålet er meget omfattende, men først og fremmest kan det siges, at Martinus betragter den som et helt naturligt træk ved den særlige, kosmiske tidsepoke, menneskeheden netop gennemlever, og som man med et bibelsk udtryk i fuld overensstemmelse med virkeligheden kan betegne som "de sidste tider".

Nu er det jo ikke fordi dette med generationskonflikt er noget nyt fænomen i den menneskelige kulturhistorie, tværtimod. Men det kan næppe afvises, at den i netop vor tid antager dimensioner, som man ikke hidtil har set, og det er også i denne forstand, den kommer i betragtning som et træk ved "de sidste tider".

Ved "de sidste tider" forstås ifølge Det ny Testamente en periode forud for en dommedagskatastrofe, der skal føre til himlens og jordens undergang.

Også Martinus beskæftiger sig med faktorer, der svarer til begreberne " de sidste tider" og "dommedag", nemlig i forbindelse med sin fremstilling af menneskehedens skæbne. Ifølge denne er menneskeheden i forbindelse med sin udvikling på vej til at undergå en gennemgribende forvandling, der ved sin fuldbyrdelse vil lade den fremstå som helt udrenset for de dyriske tendenser, der i dag eksisterer side om side med et vist potentiel af menneskelige egenskaber, og som bevirker, at den på en lang række områder overtræder livets bærende love og principper.

Denne forvandling af menneskeheden har allerede stået på i årtusinder - ja, årmillioner, men er nu med vor tid trådt ind i en afgørende fase kendetegnet ved et forceret og accelererende udviklingstempo. Årsagen hertil skal ifølge Martinus søges i den omstændighed, at jordkloden - menneskehedens fælles boplads i universet - i virkeligheden er et levende væsen, akkurat som mennesket er det, om end udstyret med en helt anden legemskultur end dette. Og hvad mere er: som levende væsen betragtet befinder jordkloden sig på et udviklingstrin, der placerer sig umiddelbart foran det, gennemsnitsmennesket repræsenterer. Og netop dette er årsagen til det føromtalte accelererende udviklingstempo for menneskehedens vedkommende. For til netop det udviklingstrin, jordkloden repræsenterer, knytter der sig en kosmisk proces, gennem hvilken individets forvandling til et væsen med rent menneskelige egenskaber fuldbyrder sig. Denne proces udtrykker Martinus ved begrebet "den store fødsel", og han beskriver den som en indvielse, gennem hvilken individet bl. a. bliver bevidst i Gud og sin udødelighed samt i hele den åndelige virkelighed, der skjuler sig bag den bastante, fysiske verden.

Imidlertid kan denne indvielsesproces først komme i gang i det øjeblik, individet er helt udrenset for dyriske anlæg og egenskaber; det vil bl. a. sige egoisme, forfængelighed og magtbegær samt tilbøjeligheden til at tilgodese de personlige interesser gennem anvendelsen af det dræbende princip. Forud for den omtalte indvielsesproces forekommer der derfor uvægerligt en kortere eller længere periode, hvor "aspiranten" befinder sig i et sidste, afgørende opgør med de rester af dyriske egenskaber, der endnu forekommer i dets natur, og som ved netop deres tilstedeværelse forhindrer indvielsesprocessen i at komme i gang.

Subjektivt opleves dette som en vis mental krise, der gennem en voksende indstilling på Gud munder ud i en definitiv forsagelse af alt, hvad der er i strid med livets og kærlighedens love, parret med en intens trang til for fremtiden kun at være til udelt glæde og velsignelse for alt og alle i omgivelserne, og med det livgivende princip som eneste middel til at opnå dette. Og er individets udviklingstilstand tilstrækkeligt langt fremskreden, fører denne sjælekrise gennem sit positive forløb til indvielsesprocessens igangsætning.

Som antydet befinder jordkloden sig netop på det udviklingstrin, hvortil den kosmiske indvielsesproces knytter sig, og ifølge Martinus står den umiddelbart over for det øjeblik, hvor sjælekrisen i sit positive højdepunkt munder ud i indvielsesprocessens begyndelse. Imidlertid afkaster dette naturligvis virkninger i den verden, menneskeheden tilhører. Menneskeheden er jo i virkeligheden et mikrokosmisk organsystem i jordklodeorganismen, og ydermere et system af stor betydning for forløbet af klodens fysiske bevidsthedsprocesser. Det er derfor også naturligt, at menneskeheden på det mest intime må have føling med og være berørt af disse bevidsthedsprocessers indhold, hvilket da netop også er tilfældet. For det, jordkloden oplever som sjælekrise, og gennem hvilket den gør op med alt, hvad der kan komme ind under begrebet "det onde", dette oplever menneskeheden som "de sidste tider"; det vil sige som en periode, hvor der vendes op og ned på alt, hvor alt ransages og forsøges, og hvor behovet for moral, humanitet og næstekærlighed i stigende grad bliver iøjnefaldende - senere hen også eftertragtet. Og det, den samme jordklode oplever som sjælekrisens positive klimaks, og som for dens eget vedkommende er ensbetydende med de menneskelige princippers definitive sejr over de dyriske principper og dermed ensbetydende med sidstnævntes absolutte undergang, det vil menneskeheden komme til at opleve som den i Bibelen profeterede dommedagskatastrofe, der vil føre til himlens og jordens undergang. Men netop fordi der er tale om en mental krise på jordklodeplan, der i virkeligheden fører til en kosmisk indvielsesproces' igangsætning, vil dommedagskatastrofen ifølge Martinus lede til en ny himmel og jords opståen på ruinerne af det, der gik under. Og det vil i praksis sige til skabelsen af en samfundsform og en mennesketype, der i takt med indvielsesprocessens forløb vil øge i kvalitet og derigennem bringe det enkelte menneske frem til selv at nå det udviklingstrin, der fører til kosmisk indvielse, således at menneskeheden til slut konstituerer et helt nyt tilværelsesplan: det rigtige menneskerige.

(Emnet afsluttes i næste nummer).