Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Er næstekærligheden eller alkærligheden identisk med den højeste ild?

(Fortsat fra forrige brev).

Det skulle nu være klarlagt, at "den højeste ild" er identisk med en central og veldefineret drift i det levende væsen: driften mod behagsoplevelser. Og ligeledes har det vist sig, at denne drift er et produkt af urbegæret og moderenergien i forening - nærmere betegnet et produkt af urbegæret og den af moderenergien betingede evne til at skelne mellem behag og ubehag.

Som det vil ses, er også "den højeste ild" en slags begær, og det ligger derfor nær at spørge, hvori forskellen på dette begær og så urbegæret består? - Svaret er, at de to begær i virkeligheden er identiske, blot er den højeste ild udtryk for urbegæret på et "senere" stadium i den forstand, at det er præget af berøringen med moderenergien. Og denne berøring gør en sådan forskel, at der er al mulig grund til at operere med to forskellige begreber. Dette fremgår alene af den omstændighed, at medens urbegæret er et begær efter slet og ret oplevelse uden hensyn til dennes karakter og indhold, så er den højeste ild identisk med et begær efter en ganske bestemt form for oplevelse, nemlig behagsoplevelse. Den højeste ild afslører sig dermed som urbegæret i dettes første stadium af differentiering.

Når der her udfoldes anstrengelser for at pointere disse relationer, skyldes det deres afgørende indflydelse på det, man kunne kalde den universelle verdensorden. Denne ville nemlig slet ikke eksistere, hvis kun selve urbegæret fandtes. Godt nok ville urbegæret inspirere Jeget til stadig aktivitet, men denne ville være totalt planløs. Derimod kommer der straks plan i tingene, når urbegæret gennem sameksistensen med moderenergien præges og differentieres og således kommer til syne som den højeste ild. Da gives nemlig straks det levende væsens hele aktivitet og adfærd en ganske bestemt tendens, nemlig en permanent søgen efter veje og midler til at opnå behagsoplevelser. Og da dette gælder samtlige verdensaltets levende væsener, og man samtidig tager hensyn til, at verdensaltet ifølge Martinus beskrivelse udelukkende består af levende væsener, får man et første indtryk af, hvorledes den højeste ild til forskel fra det rene urbegær kan betinge eksistensen af en universel verdensorden.

Indstiller vi os nu på den rolle, den højeste ild spiller i hvert eneste levende væsen, gennemskuer vi hurtigt, at ethvert individ i verdensaltet fra naturens side er kendetegnet ved ganske bestemte dispositioner. Det er i denne forbindelse først og fremmest disponeret for at dyrke sig selv, idet begæret efter behagsoplevelse i hvert enkelt tilfælde er et personligt anliggende, der for sin tilfredsstillelse forudsætter en tilsvarende personlig indsats. Og naturligvis afhænger udfaldet af denne indsats i udpræget grad af det enkelte individs erfaringer med hensyn til dette at opfylde de nødvendige betingelser for behagsoplevelsers opnåelse. Den højeste ild betinger med andre ord i første række en selvisk eller egoistisk livsholdning hos individet, hvortil den gør erfaringer for, og indsigt i tilværelsens indretning til noget ønskværdigt eller attraktivt. Og dermed anes det, hvorledes den højeste ild også gør sig gældende som drivkraften bag det hændelsesforløb, vi kalder udvikling.

Det er nu klart, at den egoistiske livsholdning må betinge eksistensen af et principielt fjendtligt forhold mellem de levende væsener, idet følgen af denne livsholdning naturligvis må blive en indbyrdes konkurrence om at komme i besiddelse af alt, hvad der kan give anledning til behagsoplevelse; og rent umiddelbart skulle man ikke tro, at den højeste ild kunne motivere andet og mere end et sådant egoistisk, egenkærligt og fjendtligt livsmønster. I hvert fald forekommer et livsmønster præget af altruisme og næstekærlighed at være komplet udelukket - både for den der vurderer sagen på grundlag af de her skitserede faktorer, og for den der ganske enkelt lader sin mening være bestemt af erfaringerne fra dagligdagen. For det er jo nemlig en typisk kendsgerning, at mennesket i hverdagen betragter den totale næstekærlighed som noget fuldstændigt uvirkeligt og urealistisk, som en komplet utopi.

Fra Martinus side peges der imidlertid på en række forhold, der får sagen til at optræde i et andet lys. Allerførst gør Martinus opmærksom på, at det levende væsen for den kosmiske bevidsthed er en langt mere omfattende størrelse, end mennesket i dag er klar over. Det omfatter nemlig i virkeligheden intet mindre end hele verdensaltet og dermed samtlige de såkaldte medvæsener. Dette er en følge af, at verdensaltet set i lyset af intuitionen afslører sig som ét levende væsen bygget op af en uendelighed af indbyrdes forbundne eller sammenhængende livsenheder: de levende væsener og dermed bl. a. menneskene. Dette altomfattende levende væsen er Gud, og det er med hensyn til sin kosmiske struktur konstitueret efter nøjagtigt de samme retningslinjer, som foran er beskrevet for menneskets vedkommende. Dvs. at der også her virker et urbegær og en højeste ild samt naturligvis en evne til at kende forskel på behag og ubehag.

Vi har allerede set, hvorledes disse faktorer må give anledning til en selvisk eller egenkærlig holdning; dette må således også gælde i Guds tilfælde. Men da Gud omfatter overhovedet alle verdensaltets levende væsener, ses det, at Guds kærlighed til sig selv i praksis er ensbetydende med en tilsvarende kærlighed til samtlige de levende væsener, hvad der for øvrigt antyder rigtigheden af Martinus udtalelse om, at verdensaltets grundtone er kærlighed. - Men når nu dette er tilfældet, hvordan kan det så være, at de enkelte dele af Gud - altså de enkelte levende væsener - indbyrdes befinder sig i et fjendtligt forhold, således som vi kender det i vor verden? "Det er simpelt hen en følge af de vilkår, under hvilke Gud i al evighed er i stand til at forny sin livsoplevelse tilfredsstillende", svarer Martinus. - Emnet lader sig ikke uddybe her, hvorimod det skal understreges, at der kun er tale om et temporært fænomen, altså en midlertidig situation. Og denne situation består først og fremmest i, at mennesket og de øvrige jordiske væsener på grund af visse midlertidige begrænsninger ikke hverken intellektuelt eller følelsesmæssigt er bevidst i det organiske tilhørsforhold til helheden. Denne situation vil imidlertid efterhånden ændre sig til fordel for en klar bevidsthed om dette forhold, altså til fordel for kosmisk bevidsthed. Og da vil den kærlighed, det i dag er naturligt at føle til sig selv, automatisk komme til at omfatte og gælde for overhovedet alt levende i tilværelsen, dvs. resten af én selv!

Det er klart, at den proces, der fører til dette resultat, er langt mere kompliceret, end det her er muligt at gøre rede for. Et af de implicerede elementer skal imidlertid til slut omtales, nemlig det seksuelle.

Ved seksualisme forstår vi jo i almindelighed kønsdrift, dvs. det feminine og det maskuline køns indbyrdes tiltrækning. Vi er også klar over, at denne indbyrdes tiltrækning er motiveret af ønsket om behagsoplevelse, altså i virkeligheden motiveret af den højeste ild! Endelig er det vort indtryk, at livets mest koncentrerede og dermed mest attråede behagsoplevelse netop opnås gennem kønnenes seksuelle forening, hvad der naturligvis forklarer seksualismens central stilling i menneskets interesseverden. Som noget yderst vigtigt gør Martinus imidlertid opmærksom på, at netop det udviklingsafsnit, mennesket mangler at tilbagelægge for at nå til kosmisk bevidsthed, bl. a. inkluderer en voksende evne til at udvide det seksuelle aktivitetsfelt, således at det kommer til at omfatte langt mere end vekselvirkningen med en partner af modsat køn. Ja, det vil til sidst i princippet omfatte alt, hvad mennesket beskæftiger sig med, således at denne beskæftigelse bliver ensbetydende med en stadig berøring med tilværelsens højeste behagsoplevelse. Dermed er der antydet en rimelig forklaring på, at praktisering af næstekærlighed en gang vil blive en lige så naturlig ting for mennesket, som praktiseringen af egenkærlighed - også i kønslivet - er det i dag. Og ligeledes indses det, hvorfor Martinus har valgt betegnelsen "den højeste ild" som begreb for den faktor, der fungerer som drivkraften bag denne storslåede aktivitet.