Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I de sidste 2000 år eller siden Jesus fremstod, er der jo ikke tilflydt menneskeheden nogen som helst orientering før nu Martinus.

De oplysninger som Jesus bragte var kortfattede og synes mig vagt formulerede, bl. a. det om genfødsel eller reinkarnation, en henvisning til vinden, hvorfra den kommer, om hvor den farer hen, bliver man jo ikke klogere af, og når Nikodemus tvivlende, men ret logisk spørger, hvorledes det skal gå til for anden gang at komme ind i moders liv osv., så havde der dog været god anledning til at bekræfte spørgsmålet under henvisning til, at det ikke nødvendigvis behøvede at være den samme kvinde eller moder osv.

Det er nok rigtigt, at det ville have krævet en større udredning om reinkarnationsforholdene, som Nikodemus heller ikke ville have kunnet forstå, men hele Jesu forkyndelse må jo også have været beregnet som rettesnor for fremtidens mennesker, som nu med besvær søger at rekonstruere udtalelsen.

Dersom vore retslove var lige så mangelfuldt udformede, så ville det jo være umuligt ikke at overtræde sådanne.

Jeg giver Dem ret i, at man tit kan stå over for ting i tilværelsen, der synes at berettige én til at bebrejde Forsynet, at det er ophav til sådanne forhold. På den anden side er det i endnu højere grad min erfaring, at man her mere end noget andet sted bør vogte sig for at lade sig rive med af sin lyst til kritik. For det viser sig altid før eller siden, at Forsynets dispositioner hviler på et overblik, der langt overgår det, som er mennesket i den fysiske verden beskåret - ikke mindst hvor det drejer sig om det kosmisk bevidstløse menneske. Gang på gang må man sande, at medens mennesket i kontakt med sin fysisk set timelige natur tænker i tid og tidsenheder (år, måneder, timer og sekunder), så tænker Forsynet udelukkende i hensigter, i forhold til hvilke tiden spiller en underordnet rolle. Og det er jo ikke så mærkeligt, efter som det ud fra de kosmiske analyser er muligt at finde bekræftelse på, at tusinde år for Gud eller Forsynet er som ét sekund og et sekund som tusinde år. Det er klart, at et væsen, for hvem dette er gældende, ikke kan interessere sig for, hvor lang tid det varer at føre denne eller hin hensigt ud i livet. Det det herfra drejer sig om, er alene beskæftigelsen med hensigten, og den alene.

For øvrigt er der også en anden grund til, at man bør være varsom med at kritisere Forsynet, nemlig den, at man derigennem indirekte kritiserer sig selv. For det storslåede ved Martinus analyser er jo nemlig bl. a., at de viser, hvorledes alle levende væsener - og dermed også menneskene - er dele af Forsynet, idet Forsynet udelukkende består af samtlige verdensaltets levende væsener. At kritisere Forsynet er således at kritisere sig selv. - Dette kan den skarpsindige naturligvis vende om ved at sige, at når alle levende væsener er dele af Forsynet, så må en kritik af Forsynet, der udgår fra de enkelte levende væsener, være udtryk for, at Forsynet kritiserer sig selv, og det er naturligvis heller ikke til at komme uden om. Men samtidig må man sandelig tillægge, at det Forsynet kritiserer sig selv for, er noget samme Forsyn foretager imod sig selv! Og dette syn på sagen giver kritikken et helt andet indhold og sigte, end der hvor mennesket i fuldt alvor kritiserer Forsynet ud fra den opfattelse, at Forsynet er noget uden for det selv - noget andet end det selv - og ydermere noget, som fuldbyrder handlinger og dispositioner imod mennesket, som man føler anledning til at bebrejde det - som nu f. eks. i tilfældet: mennesket og dets indvielse i livslovene. Her kan man se på sagen som et tilfælde, hvor Forsynet som noget udenforstående har handlet mod mennesket på en uheldig måde; det er således det standpunkt, Deres indlæg indtager. Men man kan også anskue sagen på den måde, at den er et eksempel på, hvorledes Gud eller Forsynet arbejder med sig selv - her specielt den del af sig selv, menneskeheden repræsenterer. Og som det fremgår af Martinus verdensbillede drejer dette arbejde sig om at genskabe menneskeheden som et organisk område for åbenbaring af kosmisk bevidsthed i den samlede guddommelige struktur, efter at dette område for en nærmere bestemt periode har befundet sig i hvile, altså så at sige ligget brak.

For at få dette til at lykkes, tager Forsynet forskellige virkemidler i brug, der alle tjener det formål at oplyse menneskeheden og derigennem fordrive den uvidenhed, der under hvileperioden er opstået - og nødvendigvis måtte opstå, for at der virkeligt kunne blive tale om hvile, og hvilken hvile vel at mærke ved sin begyndelse var absolut påkrævet (kan ikke uddybes her). Et af virkemidlerne er at lade verdensgenløsningsprincippet virke, nemlig på den måde, at der fra den del af Guds samlede bevidsthedsstruktur, der ikke hviler, og som dermed er kendetegnet ved tilstanden: kosmisk bevidsthed, indpodes "celler", der i kraft af deres særlige egenskaber kan sætte en udvikling i gang. Disse celler er de såkaldte verdensgenløsere, af hvilke ikke mindst Jesus var et eksempel. Det er imidlertid klart, at verdensgenløserne kun har mulighed for at gøre sig gældende i den udstrækning, de møder modtagelighed i det miljø, det er deres opgave at påvirke. Og denne modtagelighed er igen afhængig af to andre faktorer, nemlig tilstedeværelsen af 1) intellektuelle erfaringer og 2) lidelseserfaringer hos det pågældende miljø. Således er lidelseserfaringerne bestemmende for vedkommende miljøs påvirkelighed i spørgsmål af moralsk karakter, medens de intellektuelle erfaringer bestemmer, på hvad måde og på hvilket plan verdensgenløseren kan gribe sit påvirkningsarbejde an. Ligger således det intellektuelle niveau lavt, må verdensgenløseren udforme sin lære (= påvirkningen) i mere eller mindre naive vendinger: lignelser fra dagliglivets erfaringsområde o. lign., og samtidig basere sin indflydelse på personlig autoritet, hvorimod den i modsat fald kan gives en mere videnskabeligt betonet udformning med udfordring til forstand og tænkeevne; her er den personlige autoritet naturligvis af tilsvarende underordnet betydning.

Med hensyn til Kristus havde han til opgave at virke i et miljø med en relativt begrænset intellektuel standard, hvor det først og fremmest var af betydning at introducere moralnormer af mere avanceret natur, end der fremgik af det gamle testamente. Og man kan ikke komme uden om, at Kristus, så langt miljøet gav ham forudsætninger, klart og tydeligt gjorde rede for tilværelsens bærende livslove - således ikke mindst i sin bjergprædiken. Men mere dybsindige udredninger af intellektuel karakter var der ikke grundlag for, således heller ikke hvad angår reinkarnationen. Dels var der intet i det gamle testamente, der lagde op til en reinkarnationslære, og dels havde man endnu ikke haft føling med en naturvidenskab, der gav indblik i den fysiske side af livets tilblivelse: befrugtning, gen- og kromosomlære, fosterudvikling m. m. Og endnu mindre anede man eksistensen af de elektromagnetiske kræfter og bølger, hvilket alt i alt betyder, at der simpelt hen ikke var mulighed for at komme nogen vegne med en reinkarnationslære; således heller ikke under samtalen med Nikodemus. Men det er jo ikke sådan, at Kristus helt har fortiet sit kendskab til reinkarnationens hemmelighed. Bortset fra samtalen med Nikodemus slog han det nemlig bl. a. fast i diskussionen om Johannes Døberens identitet, idet han som bekendt der erklærede, at Johannes Døberen var identisk med profeten Elias. Men det er først efter at være blevet presset meget hårdt, at han indrømmer det, og han forsømmer ikke lejligheden til at motivere sin tilbageholdenhed, idet han som bekendt følger sin erklæring op med ordene: - "hvis I da kan tage det".

Jeg er enig med Dem i Deres syn på reinkarnationslærens betydning for den dybere forståelse af tilværelsens indretning, men jeg mener til gengæld bestemt ikke, at savnet af den i kristendommen tilslører indholdet i de livslove, Kristus gennem sine lignelser og formaninger åbenbarede. Tværtimod ville jeg for min part ønske, at adskillige af vore egne menneskelige love var formuleret lige så klart, som Kristus f. eks. formulerer skæbneloven: "Stik dit sværd i skeden, for hver den, der ombringer ved sværd, skal selv ombringes ved sværd". Og helt bortset fra det, er det jo for øvrigt ikke rigtigt, at der i tiden mellem Jesus og Martinus ikke er tilflydt menneskeheden noget vedrørende livslovene. Som bekendt er hele Islam af en langt senere oprindelse end Kristendommen, hvortil kommer, at adskillige mindre verdensgenløsere fra tid til anden er fremstået her og der, bl. a. i Persien. Og tager man endelig til slut hensyn til denne redegørelses indledende bemærkninger vedrørende forholdet mellem tid og hensigt set fra det guddommelige udsigtspunkt, så er vi jo unægteligt nu vidne til et kosmisk verdensbilledes tilblivelse - bl. a. indeholdende en klar og videnskabeligt modsigelsesfri reinkarnationslære.