Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Martinus omtaler i Livets Bog, at der inkarnerer væsener her på jorden fra højere udviklede kloder for at komme menneskeheden til hjælp.

1) Gøres dette af egen fri vilje, fordi kærligheden tvinger dem?

2) Løber vedkommende ingen risiko for at blive opslugt at denne verdens djævletilstand og derved svigte missionen?

3) Kommer de ved den fysiske død tilbage til den oprindelige klode, som de forlod?

Jeg hæfter mig først ved den interessante formulering af Deres første spørgsmål, idet det rører ved problemet om den fri viljes natur og udstrækning og dermed dens betydning for de personlige dispositioner. Nu er det jo ikke just dette emne, der interesserer Dem, og det skal derfor også kun strejfes. Men det er der til gengæld også grund til, idet det faktisk er vigtigt at blive klar over, hvad det egentlig er, der motiverer den hjælpeindsats fra højere kloder, Martinus taler om.

Det kan straks slås fast, at kærligheden er en meget vigtig faktor, og karakteristisk for højere kloder er netop, at kærligheden indtager en dominerende plads i det menneskelige samkvem, og jo mere, des højere kloder der er tale om. Naturligvis er det muligt at tænke sig kloder, der er højere i den forstand, at der råder en endnu mere fremskreden teknik og naturvidenskab, end vi kender til her på jorden, men Martinus viser, at der mellem fysisk teknik og videnskab på den ene side og den menneskelige kærlighedsevne på den anden side består en indre universel forbindelse, der bevirker, at der er grænser for, hvor langt det ene område kan udvikle sig uafhængigt af det andet. For menneskeheden her på jorden gælder det netop, at man i teknisk henseende er nået frem til at befinde sig i umiddelbar nærhed af denne grænse. Dette viser sig på den måde, at den tekniske færdighed i faretruende udstrækning omsætter sig i dræbende materiel, ligesom der forekommer en farlig villighed til at bruge dette materiel. Dette kan i det lange løb ikke undgå at lede til en katastrofe med mange og svære lidelser i sit kølvand, altså dyrekøbte erfaringer om, hvordan det går, når man ensidigt interesserer sig for teknik og samtidig lukker øjnene i for tilværelsens humanitære og moralske aspekt. Og disse erfaringer i forbindelse med selve lidelsernes betydning for den humanitære udvikling i det enkelte menneske vil med en naturlovs ubestikkelighed føre til gradvis højnelse af den humanitære standard. Heraf fremgår det, at kloder, der i teknisk henseende er ret meget længere fremskreden end vor, samtidig fremviser en højere kærlighedsstandard, end vi kender til - endnu.

Hvad der kendetegner kærligheden er netop dette, at den ytrer sig som en trang til at kærtegne og gøre godt samt som en uforbeholden modvilje mod at gøre fortræd. Som sådan er kærligheden også et naturligt motiv for dette at yde hjælp og støtte på områder, hvor det tiltrænges. Kærlighedsfølelsen kan kort sagt betragtes som en bestemmende eller styrende faktor bag individets viljeføring, ja ligefrem som noget, der tvinger denne til at følge visse baner. Og her er det spørgsmålet om den fri vilje kommer ind i billedet. Det er nemlig klart, at det kun er med forbehold, at man kan tale om fri vilje der, hvor en bestemt handling foretages, fordi kærligheden tvinger individet til det. Derimod kan man tale om, at viljen fungerer som et aktiv i kærlighedens tjeneste, nemlig på den måde, at individet på grundlag af sin vilje-evne, dvs. evne til bevidst at administrere og virkeliggøre sin energiomsætning, i praksis fører de handlinger ud i livet, som kærlighedsfølelsen tilskynder til. Og naturligvis stiller sagen sig på lignende måde, hvor sindet i stedet for kærlighedsfølelse er fyldt med had og egoisme; her er det disse to faktorer, der spiller den viljedirigerende rolle, hvilket omvendt til sige, at her kommer vilje-evnen til at spille rollen som et aktiv i disse kræfters tjeneste.

At dette i det hele taget omtales så indgående skyldes, at emnet har betydning for Deres andet spørgsmål. Man kan nemlig her sige, at det er sindets beskaffenhed, der bestemmer, om et inkarnerende væsen fra en højere klode vil være i stand til at gennemføre sin mission eller ej. Er kærlighedsfølelsen ikke stærk nok, eller rummer karakteren en mere eller mindre afgørende brist, f. eks. bestående i, at der side om side med en ellers stærk kærlighedsfølelse eksisterer nogle mere eller mindre primitive behov, som kan lade sig friste, da er der virkelig fare for, at en mission kan mislykkes - ja, ligefrem blive svigtet. Men her sørger naturen selv for, at en frasortering i tide finder sted. Ved naturen forstås i virkeligheden Gud, hvilket må ses i lyset af den kendsgerning, at ethvert hjælpeinitiativ fra højere kloder set fra intuitionens udsigtspunkt er en manifestation af et universelt princip af guddommelig natur, nemlig det princip Martinus kalder forældre- og verdensgenløsningsprincippet. Dette princip virker gennem hele verdensaltet og i alle levende væsener og ytrer sig rent principielt som den stærkere og klogeres lyst og evne til at hjælpe og beskytte medvæsener, der er vedkommende selv underlegen. I det små kommer det bl.a. til udtryk i forholdet mellem forældre og børn og for øvrigt også i forholdet mellem skytsengle og "skytsengleklienter" om man så må sige. Og i det store giver det sig altså udtryk i, at væsener fra højere udviklede kloder inkarnerer ind på lavere udviklede kloder for at stille deres fortrin til rådighed i kærlighedens navn. Men ligesom almindelige forældremissioner i almindelighed overvåges af en højere instans, f. eks. stammehøvding og ældsteråd eller regering, lovgivningsmagt og øvrighed, således er også de større interglobale missioner overvåget af en højere myndighed, nemlig højt udviklede skikkelser, der enten ad okkult vej eller fra det åndelige plan kan følge begivenhedernes gang. Til disse skikkelsers opgave hører det bl. a. også at stille den fremsendte "gesandt" på en passende prøve, når denne når frem til skels år og alder. Dette fremviser åndshistorien mange eksempler på, f. eks. husker vi fra det nye testamente, hvorledes djævelen frister Jesus. Disse prøver er altid tilrettelagt på en sådan måde, at de stærkest muligt provokerer de svageste sider af aspirantens karakter og personlighed. Beståelse vil derfor være en definitiv garanti for, at vedkommende vil kunne løse sin mission, medens omvendt et nederlag i henhold til sin karakter og udstrækning vil føre til, at vedkommendes kommende løbebane ledes ind på et mere eller mindre afvigende spor, hvor en vis gavn stadig kan gøres samtidig med, at de afslørede svagheder forhindres i at udløse skæbnesvangre følger både for menneskeheden og for aspiranten selv. For det må man huske på: prøven er ikke nogen dømmende institution, men udelukkende kun en beskyttende institution. - Der kunne være langt mere at sige om emnet, hvilket pladsen desværre ikke tillader. Som en afsluttende bemærkning bør det dog nævnes, at de helt store verdensgenløsninger - f. eks. kristus-missionen - varetages af så højtudviklede og helstøbte personligheder, at missionen på forhånd kan betragtes som sikret. Prøven må her nærmest ses som et led i aspirantens åndelige vækkelse samt en kontrol af, at inkarnationen ind i den lavere menneskekrop er forløbet uden komplikationer.

Til Deres tredie spørgsmål kan der kort svares "ja". Det er i hvert fald det almindelige.