Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Jeg får tilsendt Martinus: Kosmiske Lektioner og har for nylig læst "Vejen til paradis I og II". Martinus skriver i nr II side 54, linje 7 forneden vedrørende vort ophold på det åndelige plan under søvnen: "Hvis ikke erindringerne om væsenernes ulykkelige fysiske liv eller skæbne kunne lukkes ude fra dets paradis, ville paradisoplevelsen være en umulighed. Og hvis ikke erindringen fra paradisoplevelsen kunne lukkes ude fra dets fysiske dagligliv, ville dette med sine genvordigheder eller mørke tilstande for væsenet opleves som en større eller mindre ulykke i forhold til paradisoplevelsens vidunder af en glædes- og lykketilstand." Det faldt jeg over, og det er her, jeg har mit springende punkt og tillader mig derfor at spørge:

1) Hvordan og hvilken baggrund har vi for at kunne genkende og korrespondere med afdøde slægtninge på det åndelige plan under søvnen, når vor erindring om det fysiske liv er lukket ude? (En mand med hukommelsestab kan jo f. eks. ikke kende sine nærmeste).

2) Er det ikke således, at vi under søvnen kan hente inspiration og hjælp og trøst hos eventuelle afdøde slægtninge eller gode venner, som så i vor vågne fysiske tilstand kan slå ned i os som pludselige glimt, ideer eller indskydelser? Men, hvordan når vor erindring om vore besværligheder i det fysiske liv i henhold til omstående citat skulle være lukket ude? Eller har jeg misforstået?

Jeg håber ikke, det er for naivt at spørge således, men det klemmer på hos mig.

 

Nej, man kan bestemt ikke sige, at Deres spørgsmål er naive, tværtimod, og der er faktisk heller ikke tale om, at De har misforstået noget. Derimod er der noget, De har overset, hvilket på den anden side er højst rimeligt, idet det kun indirekte fremgår af den særlige passage hos Martinus, De citerer.

At redegøre for det, De har overset, forudsætter i første række, at vi gør os helt fortrolige med de principper og traditioner, der gør sig gældende for tilværelse i den åndelige verden. Først må man gøre sig klart, at den åndelige verden er en materiel verden akkurat som det er tilfældet for den fysiske verdens vedkommende. Den består af åndelig materie, hvilken ved nærmere eftersyn viser sig at være dannet af levende væseners åndelige organismer, dvs. deres sjælelige strukturer. Også på dette område er der en pendant til den fysiske verden, idet materien jo her ved nærmere eftersyn viser sig at bestå af levende væseners fysiske organismer: elementarpartikler, atomer, molekyler, celler, organer osv. osv. Men nu melder der sig en afgørende forskel. Medens materien på det fysiske plan befinder sig i faste stabile koncentrationer og formationer, der kun modstræbende og på foranledning af energisk påvirkning lader sig forandre, er i almindelighed noget ganske andet tilfældet for den åndelige materies vedkommende. Tværtimod at udvise stærk koncentration og stabilitet viser denne en tendens til at optræde i en ikke-koncentreret tilstand, hvor den er usynlig. Man kan tale om, at den åndelige materie har en tilbøjelighed til at optræde i en slags hviletilstand. Dette hænger bl. a. sammen med, at den er af en meget fin og letbevægelig, man kunne fristes til at sige: æterisk natur. Disse egenskaber ved den åndelige materie betinger, at tilværelsen i den åndelige verden former sig efter ganske bestemte retningslinjer, der ved nærmere eftersyn viser sig at være såre fordelagtige målt med vilkårene i den fysiske materieverden. For det første betinger de æteriske egenskaber ved materien, at f. eks. et menneske har et meget stort manøvremæssigt herredømme over den. Med sine tankeorganer, der er knyttet til dets egen sjælelige struktur, kan det ubesværet jonglere med den i sin skabelses tjeneste og få den til at optræde i nøjagtigt de formationer der måtte ønskes. Dette sker naturligvis igennem en vis påvirkning af den åndelige materie, og netop denne bringer samme materie ud af sin usynlige hviletilstand til fordel for en optræden i mere eller mindre koncentrerede vibrationer og svingningsarter, hvorved den bliver synlig for individet. Men kun så længe samme individ fastholder den tankekoncentration, der frembragte den. Slippes denne, vender den åndelige materie øjeblikkeligt tilbage til sin usynlige hviletilstand. Og udskiftes den til fordel for en anden tankekoncentration, sker der lige så øjeblikkeligt en forvandling af de synliggjorte formationer. Som følge af disse omstændigheder kendetegnes den åndelige tilværelsesform ved en visionær karakter. Visioner tilknyttet lyde, dufte, farver og utallige andre effekter træder frem og forsvinder på tankens mindste bud.

En anden vigtig følge af den åndelige materies æteriske natur er, at den tids- og rumbarriere, som i så høj grad behersker den fysiske tilværelsesform, i praksis overvindes, nemlig gennem en udnyttelse af den kosmiske kendsgerning, at overhovedet alle levende væsener bag om de fysiske organismer - dvs. med hensyn til deres åndelige struktur - er forbundet med hinanden. Dette medfører, at de for at komme i forbindelse med hinanden ikke behøver at tilbagelægge en nærmere bestemt afstand, hvorimod det forudsættes, at der sker en tankemæssig indstilling på den person, der ønskes kontakt med. Under forudsætning af, at modtagerforholdene er i orden (f. eks. at forbindelsen er "ledig") vil en sådan tankemæssig indstilling øjeblikkeligt medføre kontakt, således at en vekselvirkning på det foran skitserede grundlag kan tage sin begyndelse. Man kan altså virkeligt tale om, at det i den åndelige verden drejer sig om at komme på bølgelængde med hinanden.

Med hensyn til udtrykket bølgelængde dækker dette imidlertid i nærværende forbindelse over andet og mere end en frekvens-ækvivalens. Det hentyder nok så meget til tankearternes kosmiske kvalitet, der igen er et spørgsmål om de seks kosmiske grundenergiers plus de fem universelle bevægelsesarters indbyrdes sammensætning. Her gælder meget strenge og ubestikkelige love, der bl. a. giver sig udslag i, at personer kun kan vekselvirke med hinanden, for så vidt de udvekslede tankearter i den her skitserede forstand af begrebet er på bølgelængde med hinanden. Er dette ikke tilfældet, kan der ingen udveksling komme i stand. Og er det til at begynde med tilfældet, men der efterhånden sker en tilstrækkeligt omfattende ændring, ophører korrespondancen helt af sig selv, akkurat som når man på en radio gradvis drejer væk fra den station, man har indstillet på.

Og nu med hensyn til mennesket under søvnen. Det er helt givet, at det under søvnen kan huske sit fysiske liv. Alle dets erfaringer herfra befinder sig jo på det åndelige plan. Men som følge af bølgelængdeprincippet samt den kendsgerning, at man kun kan tænke på en ting ad gangen, optræder det forhold, at man gennem indstilling på f. eks. paradisiske bølgelængder midlertidigt helt afbryder den dagsbevidste tilknytning til helvedesbetonede bølgelængder; dette svarer til, at disse temporært ikke kan huskes. En vældig skala af bølgelængder er mulig og medfører det nødvendige i at beskrive den åndelige verden som opdelt i indbyrdes adskilte sfærer, ikke afstandsmæssigt adskilte, men tilstandsmæssigt adskilte.

Som det således vil kunne iagttages, udelukker en indstilling på paradisiske sfærer, at man kan huske ting af helvedesbetonet karakter, og vice versa. Dette gælder imidlertid kun for mennesket, der er bundet til fysisk tilværelse og kun gæster den åndelige verden under søvnen. For sådanne, som gennem døden permanent fører deres tilværelse i den åndelige verden, gælder det, at en vis modning og åndelig suverænitet efterhånden erhverves, gennem hvilken man i observationsmæssig øjemed kan kontakte lavere sfærer. På dette princip hviler hele den såkaldte skytsenglevirksomhed - herunder også den del af denne, der består i at bistå den fysiske verdens beboere med inspirerende impulser, når den fornødne modtagelighed er til stede.

Med andre ord: man har under søvnen sine fysiske erfaringer med sig ind i den åndelige verden, hvor de alt efter deres kvalitet giver mulighed for udfoldelse i indbyrdes adskilte sfærer, inden for hvilke man kan huske de personer, ting og begivenheder, der i fornøden grad opfylder de gældende bølgelængdebetingelser.