Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Jeg har med stor interesse og sympati læst Deres netop afsluttede redegørelse for Martinus syn på selvopholdelsesdriften, i forbindelse med hvilken De nu og da strejfer den nyligt overståede krise i mellemøsten, hvis man overhovedet kan tale om, at den er overstået. I denne forbindelse har jeg tænkt meget over Israels situation ved krisens udbrud: omgivet på alle sider af fjender, der kun har én tanke, at slette Israel af landkortet. I sin lære anbefaler Martinus efter hvad jeg har forstået uforbeholdent tolerancens, tilgivelsens og pacifismens metoder, men hvad skulle Israel have gjort i den situation, der opstod? Hvilke andre veje kunne det have gået end den, det valgte? Hvilket råd ville Martinus have givet udenrigsminister Abba Eban, hvis man tænker sig, at denne havde bedt om et sådant?

Vi siger tak for Deres både aktuelle og kontante spørgsmål. Som De sikkert selv forstår, har disse spørgsmål ud over deres rent aktuelle sigte et tydeligt principielt indhold, som erfaringsmæssigt er særdeles velegnet til at sætte lidenskaberne i bevægelse, når det debatteres. Ikke mindst gælder dette med hensyn til Martinus holdning over for den slags problemer, fordi denne tilsyneladende helt urimeligt provokerer selvopholdelsesdriften i dens nugældende manifestationsform hos mennesket. Der kunne derfor være grund til at indlede med et par bemærkninger om baggrunden for netop Martinus holdning.

Det er ganske rigtigt, at Martinus i sin lære uforbeholdent anbefaler mennesket at møde livets mørke tilskikkelser med tolerancens, tilgivelsens og pacifismens - kort sagt næstekærlighedens metoder. Men man må samtidig huske på, at dette ikke beror på et mere eller mindre følelsesbetonet påfund fra Martinus side, hvorimod det er motiveret af Martinus indsigt i tilværelsens førende love - her ikke mindst de love, der gælder for livets opretholdelse og dannelsen af skæbne. Af denne indsigt fremgår en forståelse af, at det vil være uhensigtsmæssigt f. eks. at møde vold med vold, hvorimod det med henblik på sikring af lys skæbnedannelse og en dermed forbunden beskyttelse mod vold bør mødes med tolerance, tilgivelse og pacifistiske metoder. Det vil i denne forbindelse bemærkes, at Martinus samtidig med, at han anbefaler et og fraråder noget andet, gang på gang i sine værker henviser til baggrunden herfor, ligesom han indtrængende opfordrer til en indgående ransagelse af denne baggrund. Har mennesket nemlig først opnået indsigt i livets bærende love og principper, da vil det også automatisk vide, hvordan dets væremåde bør være, såfremt det ønsker at befinde sig i et uindskrænket harmonisk forhold til livet. Og da vil også al diskussion om moralnormer være overflødig, idet moral da simpelt hen vil være en videnskab, nøje tilknyttet videnskaben om livslovene.

Det er let at se, at allerede det, der her er sagt, i høj grad tjener til at sætte den problemstilling i relief, som fremgår af Deres spørgsmål. For ikke alene synes Israels succes på slagmarken at indeholde en massiv tilbagevisning af påstanden om, at det er uhensigtsmæssigt at møde vold med vold; på grund af sit imponerende omfang synes denne succes samtidigt at gøre det dobbelt vanskeligt at øjne alternative veje til opnåelse af lignende tilfredsstillende resultater. For ikke alene bidrog Israels kampvilje og kampevne til, at staten overlevede, der er tilmed opnået en betydelig konsolidering af staten, både i form af territorialgevinster og i form af det faktum, at man eftertrykkeligt har sat sig i respekt over for omgivelserne. Hvordan skulle sådanne fordele under de foreliggende omstændigheder kunne være opnået ad anden vej? - Nej, det skal indrømmes, det kunne de absolut ikke. Men det må sandelig samtidig tilføjes, at der af dette ræsonnement fremgår en forklaring på, både hvorfor Israel pludselig fandt sig stillet overfor en uforsonlig og angrebslysten fjende, og hvorfor udenrigsminister Abba Eban ikke opsøgte hverken Martinus eller nogen anden ekspert i moralspørgsmål og ikke ville drømme om at gøre det, hvorimod han i god overensstemmelse med hele det israelske folk lod sig lede af, hvad man kalder snusfornuft, og i stedet - omend modstræbende - bekvemmede sig til at acceptere general Moshe Dayan på forsvarsministerposten. Dette vil fremgå af følgende betragtninger.

Jeg har ikke spurgt Martinus, hvilket råd, han i givet fald ville have givet Abba Eban, ifald denne som en anden Arjuna havde været i tvivl om det rette valg at træffe, og man tænker sig, at Martinus havde været så kendt og respekteret, at der var kommet en kontakt i stand. Men det er på grundlag af Martinus analyser ikke svært at gætte sig til, hvilke retningslinjer hans svar ville have fulgt. Han ville sikkert have spurgt: "Hvilket udfald ønsker De og Deres folk af krisen? Hvis De ønsker at bestå som stat og således ønsker at holde fast ved de rettigheder, der for tiden består, da må jeg anbefale Dem at kæmpe. For det er den eneste måde, hvorpå denne status i den foreliggende situation kan sikres - naturligvis under forudsætning af, at De har krigslykken med Dem. Men jeg må samtidig gøre Dem opmærksom på, at det kun er en sikkerhed og redning af begrænset varighed, Deres folk ad denne vej kan nå. For ingen varig sikkerhed vil nogen sinde kunne vindes for hverken et folk eller et enkelt menneske ved hjælp af det dræbende princips metoder. Og De må gøre Dem klart, at de fjender, der i dag stræber Deres stat og Deres folk efter livet, helt og fuldt er skabt af det jødiske folk selv, nemlig af den - det skal indrømmes: let forståelige - nationalistiske higen og stræben, der behersker det. Havde den ikke været, da havde der heller ikke i dag været noget Israel, og det foreliggende problem ville ikke have eksisteret - det så meget mindre, som det jødiske og det arabiske folk jo har ældgammel tradition for harmonisk sameksistens. Således er f. eks. Abraham en af den arabiske verdens mest agtede skikkelser.

Hvis derimod De og Deres folk vil kunne nå til fuld enighed om, at det som situationen tegner sig er bedre at opgive staten og i stedet følge det femte bud givet af Gud til det jødiske folk gennem Moses: nu skal ikke slå ihjel, da kan jeg varmt anbefale Dem at følge denne vej. De må ganske vist gøre Dem klart, at meget, måske frygteligt meget blod alligevel kan komme, til at flyde. Men dette blod vil da kun være en betaling af gammel gæld, en virkning af tidligere forsyndelser; og der vindes samtidig den fordel, at der ikke skabes en ny gæld til senere indfrielse. Jeg forstår, hvis De føler denne udgang som et højst utilfredsstillende alternativ til de muligheder, et væbnet forsvar tilbyder. Men det står mig samtidig klart, at De ville se anderledes på det, hvis De besad mit kendskab til tilværelsens bærende love og principper. Da ville De indse, at det jødiske folk trods alle forestående lidelser i dag mere end nogen sinde har chancen for at fortjene prædikatet: "Guds udvalgte folk". Thi som statsfest vil det jødiske folk mere end noget andet kunne spille rollen som jordens salt, nemlig ved overalt, hvor lejlighed gives, at stille den flid, dygtighed og begavelse, der er dets særkende, til rådighed for virkeliggørelsen af et internationalt verdensrige. På denne måde vil det jødiske folk samtidig for altid løse sit eget statsproblem, og som det vigtigste af alt: denne løsning vindes ved fredens og næstekærlighedens evighedsgyldige metoder"