Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Blandt de mange nye Ord, Martinus i sit Arbejde, for saa klart som muligt at synliggøre for vort Sansesæt den Afsløring af Verdensaltets kosmiske Principper og Love, det er blevet hans Mission at fuldbyrde, har skabt, er der specielt ét, som jeg adskillige Gange har set vække Forbløffelse, nemlig Ordet "Tankeklima". Og med Rette. Intet andet Ord er nemlig som det i Stand til at dække netop det specielle Felt som de Zoner, der strækker sig fra Dyrerigets Tankesumpe til det rigtige Menneskeriges Tinder, udtrykker. Ved vor egen Tale bekræfter vi daglig dette nye Ords Berettigelse. Blot et Par Eksempler: Han talte køligt. – Hans Tankegang var lummer. – Hendes Tanker var altid milde. – Et orkanagtigt Bifald lønnede Taleren – etc., overalt refererer vi i vor Tale til de Naturens Kræfter, vi samler under Begrebet: Klima.

Og har man blot én Gang helt fattet denne Martinus' Inddeling af vor egen Tankeverden, har man for stedse faaet en Ledesnor til Forstaaelse af de mange forskelligartede Mennesketyper, man daglig stilles overfor. Man vil nemlig hurtigt opdage, at paa samme Maade som Naturens Kræfter, i Form af Elementernes Virken, efterlader sig Spor paa Jordens Overflade, paa akkurat samme Maade efterlader de stormpiskede, hadefulde Tankeklimaer sig deres Spor i det Menneskes Ansigt, der har betjent sig af dem, saavel som Smilet og Mildheden ligeledes trykker sit Stempel i det Væsens Aasyn, der udløser dem. Som man ser "hærgede Egne", ser man hærgede Ansigter. Denne Evne til, igennem et Menneskes rent fysiske Fremtræden at læse i dets Indre, har Martinus gennem sine Analyser udvidet til det ubegrænsede, og derved gjort det muligt for os at vælge vore Venner med en Sikkerhed, vi ikke tidligere havde turdet drømme om. Men ikke alene gavner disse Analyser os i vor Kamp mod de – fysiske som aandelige – Farer, der altid lurer paa os, de giver os samtidigt et Middel i Hænde til af et Menneskes Tale- og Væremaade at udlede det Udviklingstrin, det midlertidigt befinder sig paa, – til at se hele Udviklingsstigen.

Medens det ikke er saa vanskeligt at danne sig et Billede af det Menneske, man igennem Lytning og Beskuen har faaet Lejlighed til at iagttage temmeligt nøje, melder Vanskeligheden for at opnaa et afklaret og vederhæftigt Billede af en Person sig i samme Øjeblik, dette Billede skal erhverves igennem Begrebet Breve. Hvorfor? Jo fordi de fleste, saasnart de faar Pennen i Haanden, bevidst eller ubevidst, bliver et helt andet Menneske. Men ogsaa ens Evne til at læse Breve udvikles i samme Øjeblik, Brevlæsning kommer til at høre det daglige Arbejde til. Man lærer da meget hurtigt at sortere Brevene i forskellige Bunker, der spænder lige fra direkte Uvederhæftighed og op til de helt afklarede Tankers Zone.

Kun faa Steder tror jeg, man som paa "Livets Bog"s Bureau, faar Lejlighed til at se alle de forskellige Tankeklimaer paa Prent. Bedømmelsen af Martinus' Arbejde maa naturligvis spænde fra den højeste Form for Forstaaelse til den højeste Form for Misforstaaelse, og ingen Steder giver disse Opfattelser sig klarere Udtryk end i de Breve Mennesker skriver, naar Læsningen af et Stykke i "Livets Bog" eller "Kosmos" tvinger dem Pennen i Haand for enten at takke eller – hvad adskillige formodentlig vilde tro umuligt – at udskælde det læstes Ophav.

Før jeg til Slut gaar over til at citere nogle Oplevelser paa dette Omraade, vil jeg lige paapege, at den Granskning af Skrift, d. v. s. Bogstavernes Form og Stilling, Interpunktion etc., der er Grafologernes Speciale, i denne Forbindelse kun har rent periferisk Interesse. For Aandsforskeren er det Brevets Indhold, der er det primære, Skrift og Opstilling det sekundære. Paa de Omraader, der har vor Interesse, er et fejlfrit og smukt skrevet Brev nok en Behagelighed at læse, men kun en ret ringe Ledesnor i Bedømmelsen af de Tankeklimaer, der dagligt passerer Vedkommendes Hjerne, – det maa Indholdet bringe os til Kundskab om.

Da det, selvom jeg nok kunde fristes stærkt dertil, vil føre for vidt at gennemgaa hele den allerede nævnte Skala fra den dybeste Misforstaaelse til den højeste Forstaaelse af Martinus' Arbejde, vil jeg her blot nøjes med at tage nogle enkelte Udtryk for disse to Poler og saa lade Læserne selv i Tankerne forsøge at rekonstruere alle de mange mellemliggende Trin, – et Arbejde, der kun kan gavne og udvide ens Horisont.

For at gemme en virkelig Perle tilsidst, vil jeg først tage et lille Uddrag af en ung Magisters Brev. Vedkommende kendte ikke, paa det Tidspunkt Brevet blev skrevet, Martinus personligt, kun igennem Omtale og Læsning af "Livets Bog":

"De skal vide, hvor glad jeg har været for at læse Deres Bog. Den er bygget op, saa jeg synes enhver maa kunne forstaa den, der blot har nogle Forudsætninger. Afsnittet om Tolerance er eet af de smukkeste, synes jeg. Men det er blot forfærdeligt at have læst disse Ting, smagt "Gudernes Nektar" – for at betjene mig af en "hedensk" Vending – og saa finde, at der er mange Ting, som man endnu maa have at vide, ligefrem tørster efter at faa at vide".

Og dette, fra et Ægtepar, som har været med i Arbejdet fra Martinus holdt sit første Foredrag i Forhaabningsholms Allé:

"Alt har faaet en Dybde, et Perspektiv, et Liv, en Sandhedserkendelse, en Følelse af, at alt er saare godt, som har givet os Tillid til Livet, som har vist os Meningen med Tilværelsen, som har aabnet vore Øjne og Øren for en hidtil uanet Skønhed og Glæde.

Naar vi tænker tilbage paa Fortiden, er det os næsten ubegribeligt, at vi har kunnet leve foruden denne Viden, tænk hvor har det været tomt!

Tak for Kosmos. Kosmos – ja det er jo et Kapitel for sig. "Bisættelse" – "Korsets Tegn" – "Omkring min Fortolkning af Livets store Analyser" – løber gennem vore Tanker, gør Blodet varmt, lader en gennem hele Nervesystemet strømmende, sprudlende, boblende og livgivende Kilde fødes, hvoraf vi kan øse og suge Næring uden nogen Sinde at naa Bunden".

Og saa et Brev, som jeg hidsætter i hele dets Udstrækning, fordi det saa udmærket udtrykker den modsatte Pol. Brevet er gengivet helt i Brevskriverens egen Form, uden Rettelser af nogen Art. At Adressen paa Konvolutten lød: Hr. Martinus Thomsen – med to tykke Streger under "Thomsen" – vil, efter endt Gennemlæsning, sikkert ikke forbavse:

"Hermed sender jeg dem lidt til at blive klog af "naturens love". (Vedlagt nogle Sundhedsregler. Forf. Anm.). Jeg har truffet nogle mennesker i Aarhus – som tilbad dem – jeg sagde dem selvfølgelig min mening om dem – og paa det yderst lave niveau de stod! (Martinus) nogle traf jeg dog som sammenlignede "kosmos" med ting som findes i en førsteklasses læsebog – fra landet mange aar tilbage! andre at de havde studeret yoga og nu lavede plat? – det er haarde ord – min dom er dog: lav og naiv handling – muligvis i god tro? – blandt andet begriber jeg ikke deres naive holdning overfor ligbrænding – – som selv nogle af deres mest trofaste forkaster! – thi kun ved brænding frigør man sig for ubehagelige ting – ogsaa fra "livets bog" – ligeledes fra det i opløsning og hensmuldrende legeme; selvfølgelig er ligbrænding naturlig!

Menneskeaanden frigøres først fra jorden naar tiden er omme! naar jorden staar i brand! – De hr. Martinus burde udskælde gud – fordi han pønser paa den store brand! – for dens undergang – hvor hele jorden er et stort krematorium! – Hvornaar erkender de deres fejl overfor dem selv og faarene?

De skulde langt hellere tage et bind om halsen i stedet for øjnene! det er ihvertfald langt klogere! – thi der er efter min opfattelse – og den er rigtig – ikke mere idealisme i dem end som der er snavs under mine negle og det er ikke meget! – undertiden er disse helt rene!

Det vil klæde dem strax at tone rent flag og undgaa pip som udviklingstrin o. s. v. Dr. Rudolf Steiner har forlængst serveret det, – det smager rent ud sagt af plagiat!"