Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nu vil vi derimod gaa over til den farvemæssige Oplevelse af vort Objekt, dets Refleksion af Lys og Skygge, idet vi herigennem kommer til mere afgørende Resultater.

At vor Stol forekommer os at have en bestemt Farve, skyldes, at dens Overflade rammes af en Række Lysstraaler, en Skala, bestaaende af Spektrets Farver, der tilsammen giver os Sansefornemmelsen "Hvid". Af denne Straaleskala "indsuges" de fleste i Stoffet, men en Serie Straaler med en eller anden Bølgelængde kastes tilbage fra Stoffet i alle Retninger, og det er disse tilbagekastede Straaler, der fornemmes af os som Stoffets Farve. Men at en Del af Straalerne indsuges eller absorberes i Stoffet, vil jo sige, at den specifike Lysenergi omsætter sig deri, enten i Form af Varme, i Form af kemisk eller i mekanisk Energi.

Men at en Energi omsætter sig i en anden Energi kan jo kun have til Følge, at den bestraalede Energimasse maa forandre sin Karakter og dermed sin Egenvibration.

Altsaa naar en Genstand er underkastet Belysning eller Bestraaling, er den samtidig underkastet Forvandling. Men da det ikke er muligt paa nogen tænkelig Maade at udelukke en Genstand fra en saadan Paavirkning – selv i et hermetisk tillukket Rum, er der jo Lysstraaler, der ganske vist ligger udenfor vor Sanseevne, men ikke udenfor en teoretisk videnskabelig Paavisning –, saa vil dette igen sige, at alt er under stadig Forvandling.

Men naar et Stof forvandles, hvilket jo igen vil sige, at dets Egenvibration forandres, vil dets Reaktion overfor Bestraalingen ogsaa forandres, og naar dets Reaktion forandres, vil dets Evne til at indsuge nogle Straaler og tilbagekaste andre Straaler ogsaa forandres, d. v. s. dets Farvenuance vil være under stadig Forvandling.

At et Stofs Farve ganske vist for os i Reglen forekommer at være konstant og upaavirkelig af Lys, skyldes kun, at Forandringerne sker saa langt nede i dets "Nærkosmos", at det for det meste ligger udenfor vor almindelige Sanseevne. Dog har vi Eksempler paa det, naar Tøj "falmer". Denne Proces er jo foraarsaget af Lysets Straaling, der har forandret det paagældende Stofs Egenvibration saa meget, at det nu indsuger andre Straaler og tilbagekaster andre Straaler, end før det blev paavirket.

Men alene denne Kendsgerning, at vi retter vor Bevidsthed ind paa Stolen for at prøve paa at analysere dens Størrelse og Farve, er tilstrækkelig til at bevirke en yderligere Forandring af den eller dens Egenvibration. I samme Nu vi tænker paa Stolen, har vi – da Tanker ogsaa er en Form for Energi – udsendt en Energibølge mod Objektet, og naar denne Energibølge møder Stolens Energimasse, er denne nødt til at paavirkes deraf. At denne Paavirkning eller Forandring sker endnu længere nede i de nærkosmiske Vibrationsfelter end det foregaaende Eksempel, vil være uden Betydning i denne Forbindelse, thi de kosmiske Love forandres ikke ved Begreberne "stor" eller "lille" eller paavirkes af, om vi har Evne til at udmaale Forandringer eller ikke. Principmæssig vil enhver Realitet blive forandret, naar vor Tankes Mikroverden begynder at vekselvirke eller korrespondere med den paagældende Realitets Mikroverden.

Men dette vil jo igen sige, at vi aldrig kan komme til at undersøge noget fysisk Stof, der befinder sig i "neutral" Tilstand. Thi ved Undersøgelsen kan man nødvendigvis ikke borteliminere Faktoren Lyset, ligesom man ogsaa maa rette Bevidstheden eller sin Tankeverden ind paa Stoffet eller Genstanden, og det Resultat, man saaledes kommer til, vil da aldrig kunne blive identisk med den virkelige Egenvibration af det paagældende fysiske Stof, eller af den Elektricitetsgruppe, man tror at undersøge. Resultatet vil saaledes i Virkeligheden kun udgøre nogle Reaktionstilstande mellem forskellige Energier, der ligger dels indenfor, dels udenfor vor Sansnings Rækkevidde.

F. Eks. maa det i denne Forbindelse og i Sandhedens Interesse siges, at naar vi en maaneklar Aften betragter Maanen, saa er det slet ikke Maanen, vi ser.

Lyset fra Maanen skyldes jo tilbagekastet Sollys, d. v. s. Lys, der fra Solen rammer Maanen og derefter kastes ned paa Jorden. Sollyset er en Energiform, og Maanen selv er en Energiform, og det Resultat, vi ser af disse Energiers Møde, er følgelig hverken Sollys eller Maanen, men derimod Følgen af disse to Energifaktorers Indvirken paa hinanden. Da Maanen er en meget grov og tung Energikombination i Forhold til Lyset og derfor kun langsomt foranderlig, vil dens Overflade naturligvis ikke paavirkes i særlig høj Grad af det Sollys, der rammer den. Forandringen vil i hvert Fald ligge hinsides vor Forskningsevne. Men derimod vil Lyset undergaa større Forandringer ved sit Møde med Maanen. Nogle af Lysstraalerne vil blive indsuget i Maanens Lava-, Pimpstens-, Aske- og Sandsletter i vekslende Mængder alt efter denne Overflades Beskaffenhed, og andre Lysstraaler vil blive tilbagekastet herfra. Og det er jo netop disse Absorbtions- og Refleksionsforhold, der gør, at vi hernede kan se mørkere og lysere Partier paa Maanen.

Hvis Lysets Bestraaling ikke forandrede Maanens Overflades Vibrationer, vilde dette ingen Forskel gøre for os, da vi hverken kan konstatere, om en saadan Forandring sker eller ikke sker, naturligvis paa Grund af disse Forandringers Lidenhed, men hvis Maanens Vibrationer ikke forandrede Sollysets Vibrationer, vilde vi ikke se de mørke Skatteringer og Felter, vi nu ser, men kun en mange Gange lysstærkere Maaneskive straalende med et ganske ensartet og jævnt Lysskær.

Vi er ved vore Betragtninger over Lyset endnu ikke kommet til noget Punkt eller nogen permanent stedsevarende Tilstand, hvorfra vi kan foretage nogen objektiv Betragtning af vore omgivne fysiske Forhold, men for yderligere at understrege dette Faktum, vilde det være formaalstjenligt at gaa endnu dybere ind i Lysets Natur.

Vi véd fra vor almindelige Fysik, at naar vi sanser noget som "Rødt", saa er Grunden den, at vort Øje rammes af en Række Æterbølger udsendt fra Objektet i et Antal af omkring 450 Billioner i hvert Sekund, hvadenten Lyset kommer fra en direkte Lysgiver eller tilbagekastes fra en belyst Genstand, og denne Svingningsrække giver os altsaa en Sansefornemmelse, som vi kalder Farven "Rød".

Hvis nu denne Paavirkning virkelig var aldeles konstant med nøjagtig det samme Antal Bølger hele Tiden, kunde vi med nogen Rimelighed have en vis Ret til at mene, at vi havde fundet et fast, vedvarende Holdepunkt, men saadan er det jo ikke. For det første vilde det være ganske umuligt at holde nøjagtig den samme matematiske Afstand mellem Objektet og vort Øje, der vilde hele Tiden blive – ganske vist meget smaa – men dog videnskabelig set ikke uvæsentlige – Forskydninger i denne Afstand. Disse Forskydninger vilde foraarsage, at naar vi nærmede Øjet en Smule henimod vort Objekt, vilde vi ganske naturligt samtidig modtage et noget større Antal Æterbølger i Sekundet, og dette vilde bevirke, at vor Sansefornemmelse af den tilsyneladende faste givne Farvenuance vilde forandres. Et større Antal Svingninger vil jo betyde, at Farven "Rød" vil blive noget lysere end før. Naar vi fjernede os fra Objektet, vilde vi i modsat Fald modtage færre Lysbølger pr. Sekund, og dermed vilde Farven forekomme mørkere end før. Naturligvis er disse Forandringer ved smaa Bevægelser ganske mikroskopiske, og det vil ikke være os mulig fysisk set at skelne Forskellen. Men Forandringen er der teoretisk, og dette maa i dette Tilfælde siges at være tilstrækkeligt.

I Praksis kan vi konstatere et ganske analogt Tilfælde ved Lydbølger, og her er der den Fordel, at vi med Sansernes Hjælp tydelig kan konstatere Rigtigheden. F. Eks. naar et Tog kommer kørende i fuld Fart forbi os og samtidig fløjter. Saalænge Toget er i Fart mod os, vil vi modtage flere Lydbølger pr. Sekund, og som Følge deraf fornemme dets Fløjten som en relativ høj Tone. I samme Øjeblik, det passerer os og altsaa begynder at fjerne sig fra os, vil vi modtage færre Lydbølger pr. Sekund, hvad der igen resulterer i, at vi hører Tonen falde ganske betydelig. Føreren paa Lokomotivet hører derimod naturligvis ingen Forskel, thi han befinder sig i forholdsmæssig Ro overfor Fløjten og modtager derfor hele Tiden akkurat samme Antal Lydbølger pr. Sekund.

Ved Lysbølgerne hersker altsaa det samme Forhold. Hvis en rød Farve har en Nuance, der f. Eks. svarer til et Svingningstal paa 450 Billioner pr. Sekund, og man bevæger sig i almindelig Gang henimod den, kan man, da man kender Lysets Hastighed, der er 299,860 km i Sekundet, let beregne, at Øjet vil modtage henved 4 Millioner flere Svingninger pr. Sekund, end hvis man stod stille, og hvis man fjerner sig med samme Hastighed, modtager man 4 Millioner færre Svingninger pr. Sekund. I første Tilfælde vil Farven komme til at blive lysere, i sidste Tilfælde noget mørkere. Hvis nu den Hastighed, man bevæger sig med i Forhold til Lyset, forøges, vil Farveforandringerne forandres i samme Forhold.

Vi kommer altsaa til det Resultat, at Oplevelsen af en eller anden Farvenuance betinges af det Bevægelsesforhold, vi befinder os i overfor Lysets Bølger, hvad der igen vil sige, at Oplevelsen skyldes et Forhold mellem to Bevægelser. Og dette er jo atter en Bekræftigelse paa de kosmiske Loves Sandhed.

Vi har før i en tidligere Artikel været inde paa nogle skitsemæssige Betragtninger vedrørende Sanseforhold overfor Stof med foranderlig Vibrationsværdi. Dengang saa vi, hvorledes et Stof, nemlig Is, ved et bestemt Forhold sansedes som fast, og vi saa, hvorledes Sansningen af Stoffet forandredes og tilsidst blev umuliggjort ved en fortsat Forøgelse af det paagældende Stofs Egenvibration.

De samme Love gælder ogsaa overfor selve Lyset, som jo ogsaa i sig selv udgør en fysisk Realitet med en bestemt Egenvibration. Men da Lyset ved en nærmere Undersøgelse viser sig, ved Forandringer af det normale Bevægelsesforhold der er mellem dette og vore Sanseorganer, at udgøre mange flere forskellige kendte Tilstandsformer end det, vi i Reglen forstaar ved fysisk Materie, der kunde sanses som "fast", "flydende" og "luftformig", og vi, takket være Videnskaben indenfor dette Felt, desuden har erhvervet os et usædvanligt stort Overblik, der tillader os at gaa langt dybere i vore Betragtninger af Stoffets Natur, end det før har været muligt, tillader os at anstille Betragtninger, der resulterer i, at vi tankemæssigt eller teoretisk oplever en langt mere fundamental Viden i vor Bevidsthed end før, om at en hvilken som helst Form for Oplevelse af en Paavirkning eller Sansning netop udgøres af et bestemt Forhold mellem to Bevægelser, vil vi derfor dvæle lidt mere udførligt ved Lyset og de ejendommelige Realiteter, der knytter sig dertil.

Det fysiske Legeme udgør eller repræsenterer jo som før omtalt en vis Vibrationsværdi, der er Udtryk for alle de Bevægelser, der foretages af dette "Jeget"s fysiske Organ. De af Legemets Bevægelser, der foregaar nede i dets Mikro- eller Nærverden, altsaa Molekylernes, Atomernes, Elektronernes Vibrationer, opfatter vi ikke sansemæssigt set som Bevægelser, men kan kun gennem vor Videnskab komme til Kundskab om, at det virkelig er Bevægelsesformer. Disse underliggende Bevægelsesgrupper kan man jo i Relation til deres Eksistens i Individets "Nærkosmos" karakterisere som nærkosmiske Vibrationer. Foruden disse Bevægelser er vi jo ogsaa i Besiddelse af en Evne til at bevæge vore Lemmer og forandre vort fysiske Legemes Position paa det materielle Plan, enten ved at gaa, løbe, cycle, køre i Bil eller Jernbane, sejle eller benytte Flyvemaskine, hvilke Realiteter igen alle er Udtryk for Bevægelser eller Vibrationer indenfor vort "Mellemkosmos" og som derfor maa udtrykkes som mellemkosmiske Vibrationer. Og endelig bevæges vort fysiske Legeme ogsaa sammen med Jordkloden, følger dennes Vibrationer omkring Solen og gennem Verdensæteren. Disse Jordklodebevægelser opfatter vi heller ikke fysisk set som Bevægelser. Vi sanser kun disse ved, at Himlen tilsyneladende drejer sig, og Himmellegemernes Positioner uafladelig skifter, men hvis vi udelukkende retter os efter vor Sansefornemmelse, vil vi absolut ikke have nogen Følelse af, at Jordkloden hvirvler rundt i en svimlende Hast. Vi vil derimod betragte disse Bevægelsesfænomener som Egenskaber ved Himmelen og Himmellegemerne, og ikke som en Egenskab ved Jorden, der altid vil give os en Fornemmelse af Fasthed og Urokkelighed. Da disse Bevægelser forekommer i vort "Fjernkosmos" kan vi kalde dem fjernkosmiske Vibrationer.