Kosmos 1959/Årsskrift side 20
ERIK GERNER LARSSON
New Delhi tur/retur
Da Air India International's store Superconstellation sidste år søndag d. 7. december tog cementen i New Delhi's vældige lufthavn Palam, og jeg igen stod i den skærende hvide indiske sol, følte jeg det, som om mit arbejde i denne fjerne del af verden først for alvor tog sin begyndelse. I mine kontaktbreve hjem til Skandinavien har jeg fortalt om den spænding, der beherskede mig før landingen. Ville der være nogen til at modtage mig? Var de venskabsbånd, jeg havde knyttet, så stærke, at de rakte udover den almindelige, men for os europæere så fantastiske indiske gæstfrihed?
Gennem mine skildringer derudefra har jeg vist, at de ikke alene rakte langt videre, men at de simpelthen rakte frem til det bevidste ønske om at få skabt og konsolideret et virkeligt Martinus-Center i Indiens hovedstad New Delhi. Jeg er mig fuldt bevidst, at mit liv i disse år, set hjemmefra, må stå i eventyrets glans. Men eet er, hvad andre synes, et andet er det liv, man selv oplever. For som alt i livet har også det fjerne Østen to helt forskellige sider, af hvilke de fleste sig selv uafvidende er blevet indfanget af den farligste, den mest uvirkelige, nemlig den romantiske. Jeg forstår det. Det første møde med Østen tryllebinder en. Farverne, solen, larmen, menneskene. Hver for sig oplevelser, som i begyndelsen helt tager vejret fra en. Alle beruses af denne fremmedartede verden, der i begyndelsen helt bedøver ens sanser og fylder en med illusioner, den, lige så lidt som vor verden, agter at indfri. For jeg har nemlig også lyttet til unge Inderes beskrivelser af deres møde med Vesten og måtte smile lidt vemodigt ved at se, at det går dem i vor verden, som det går os i deres. Virkelighedsoplevelsen lader altid vente lidt på sig, – men den kommer!
Naturligvis var det vidunderligt at blive mødt af henrykte venner i lufthavnen, blive omfavnet og føle, at de bånd, der var knyttet mellem os, var stærkere end afstanden. Men nu var det ikke længere en fremmed og forunderlig verden, jeg vendte tilbage til. Det var en arbejdsplads, hvor jeg havde en opgave at løse, en mission at fuldbyrde. Ville den lykkes for mig? Det første svar på det for mig så afgørende spørgsmål oplevede jeg i gensynet med den mand, der mere end nogen anden har gjort vort arbejde til sit, Mr. Mathur. Da vi igen stod ansigt til ansigt, var det ikke to fremmede mænd, der mødtes, men, og det skal man vist have været i Østen for helt at kunne forstå: to brødre. I samme øjeblik vore hænder mødtes var det, som om den mellemliggende tid på mirakuløs vis var udslettet. Vi var igen sammen, og vi var igen igang med den opgave, der fylder os begge helt. Timerne svandt, medens vi gjorde »status«, og nye planer fødtes. Jeg var atter tilbage i Indien!
Gennem min meget nære og meget kære ven mr. T. P. Advani, af hvis store familie jeg simpelthen er medlem på samme måde, som jeg er det af Mathurs, kom jeg hurtigt i berøring med et hav af mennesker. Skæbnen har villet, at jeg er blevet meget nært knyttet til to mænd, som hver for sig indtager meget fremragende positioner i Indiens hovedstad. Og morsomt nok for mig i hver sin part af byen, idet mr. Advani er akkurat lige så kendt og indflydelsesrig i New Delhi, som mr. Mathur er det i Old Delhi. De tilhører ikke samme kaste og har kun få indbyrdes overfladeberøringer, men netop derfor er deres venskab så umådeligt værdifuldt for mig, thi gennem dem er jeg praktisk talt i kontakt ikke alene med alle kredse i Delhi, men også, hvor mærkeligt det end kan lyde, med hele Indien. For Indien er både et ubegribeligt stort og et ubegribeligt lille land. Stort i udstrækning og stort i folkeantal, men lille, når talen falder på de kredse, der behersker landet. For disse kredse er på sin vis få og indbyrdes meget stærkt forbundne i den betydning, at de ved alt om hinanden. Vil skæbnen, at man kommer til at leve udenfor disse kredse, vil alle »Indiens lukkede døre« forblive lukkede for en. Man vil se og alligevel intet se. Man vil møde mennesker og alligevel ingen møde!
Gennem T. P. Advani vandrede jeg lige ind i det officielle Indien. Hans store position i New Delhi's handelsliv og hans fantastiske indflydelse åbnede dørene for mig til et Indien, jeg aldrig ville have fået at se på anden vis. Takket være ham har jeg deltaget i receptioner, der gav mig mulighed for at lære hele det diplomatiske korps at kende, og takket være ham, har jeg deltaget i indiske private fester i en udstrækning, det kun har været ganske få Europæere forundt at opleve. Alt dette har både været lærerigt og gjort sin store nytte gennem de kontakter, jeg ad den vej har knyttet, men de har kun været en del af mit arbejde og min mission. Den anden del, der har hvilet og fremdeles hviler på M. S. Mathurs skuldre, er så langt den afgørende. Thi gennem ham er jeg i kontakt med det åndelige Indien. Gennem sin mangeårige tilknytning til Ramakrishnamissionen, hvis åndelige idémateriale grænser direkte op til Martinus tankeverden, og gennem den store position han indtager indenfor denne verdensomfattende bevægelse, udgør Mathur i virkeligheden en kanal, gennem hvilken budskabet om Martinus eksistens allerede nu er nået ud til de fjerneste egne af Indien. Hver for sig er disse to mænd simpelthen nødvendige, for at min mission skal lykkes, og jeg tager det da også som udtryk for et Forsyns styrelse, at jeg på mit første besøg i Indien ikke alene mødte dem, men blev så stærkt knyttet til dem, at vi alle nu føler, at kun døden kan skille os.
Naturligvis havde jeg mine ganske bestemte planer, da jeg igen betrådte Indiens jord. Men livet har forlængst lært mig, at intet sted er begrebet »egenvillie« mere farlig end indenfor tilværelsens åndelige områder, og det første, jeg gjorde, var derfor nøje at forklare Mathur disse planer og bede ham give mig sin mening om dem. Orienten er jo anderledes end Occidenten. Medens man her »diskuterer« og meget ofte oplever »meningslarm«, taler man ikke alene meget dæmpet i Østen, men man giver sig god tid til at se en sag fra alle mulige synsvinkler. Mathur udgør ingen afvigelse fra denne regel. Og efter at vi åndelig talt havde ransaget både »nyre og lever«, enedes vi om, at vi ville gå frem på den måde, at jeg dagligt underviste ham, hvorefter han videregav min undervisning for alle de grupper, han var i berøring med, men vel at mærke på hindi. Ganske vist taler så godt som alle intellektuelle Indere engelsk. Men engelsk er også for Inderen et fremmed sprog, og der er for mig ingen tvivl om, at den dag ikke er altfor fjern, hvor livet derude vil tvinge os til at udgive Martinus tanker på hindi.
Eet var Mathur og jeg straks enige om, og det var, at vi måtte prøve at starte udgivelsen af vore Kontaktbreve på engelsk og dermed få forbindelse med alle dem, der udover Indien havde hørt om Martinus eksistens. Men denne start var ikke så let en sag. Mine pengemidler var begrænsede, og den blotte tanke at starte disse breve med at kræve betaling for dem ville ikke alene ødelægge selve planen, men ville efter al sandsynlighed knuse min mission i dens fødsel. Tilsammen havde vi samlet ialt ca. 800 adresser på mennesker, om hvilke vi vidste, at de ihvert fald kendte Martinus navn af omtale. Til disse mennesker sendte vi vort første Kontaktbrev, og jeg vil ikke skjule, at dagene efter udsendelsen hører til de mest spændende – og nedslående – jeg har oplevet i Indien. Med tåbelig vesterlandsk ivrighed var jeg overbevist om, at svarene ville strømme ind. Min ængstelse steg derfor til forfærdelse, eftersom dagene gik, og jeg kun i ny og næ modtog svarbreve som, det skal dog siges, var meget kærlige. Mathur, som besøgte mig hver dag, fortrak ikke en mine, når jeg talte til ham om mine bekymringer, men jeg følte, at han vogtede over mig og studerede mig langt mere intenst end før. Jeg mærkede, at en krise var på vej indeni mig. Her var jeg, en fremmed fra et fjernt land, ene blandt 400 millioner mennesker, med et budskab, som i hvert fald betød alt for mig selv, men – tvivlen begyndte at bore i min sjæl. Angsten voksede. Vi sendte det næste brev og det næste. Jeg vil ikke dvæle meget ved disse pinefulde uger, der ikke blev mindre vanskelige ved, at en meget smertefuld dysenteri ramte mig og tvang mig tilsengs. Men mine indiske venner var omkring mig hele tiden. Kærlige, meget kærlige, men ligesom afventende.
Så en nat kulminerede krisen, og en umådelig fred kom over mit sind. Hvad der end ville komme udaf min rejse, eet vidste jeg med mig selv, og det var, at min motivverden var uangribelig. Jeg var her, fordi de tanker, jeg ønskede at bringe ud til Østen, var de, mit eget liv helt var baseret på, og som havde båret mig igennem alle mit eget livs både små og store vanskeligheder. Kunne Forsynet ikke bruge mig, nuvel så var skylden herfor min alene. Så var jeg simpelthen ikke denne opgave voksen, og så måtte en anden tage den op, for løses skulle den.
Da jeg vågnede den følgende morgen, var freden stadig i mig. Vejret var himmelsk. Fuglene sang og byggede reder, og livet syntes igen forunderligt dejligt at leve. Det var som et uhyre pres var taget fra min hjerne, og mit smil var glad og åbent, da Mathur som vanligt næsten lydløst trådte ind i min stue. Han stod lidt og betragtede mig. Så omfavnede han mig hjerteligt og udbrød strålende: »Nu kender jeg dig igen, nu vil alting blive godt!«. Og det blev det. Pludselig begyndte svarbrevene at strømme ind, og inden længe var min dag belagt med samtaler fra morgen til aften med mennesker, der havde studeret brevenes indhold og nu opsøgte mig med deres spørgsmål. Min vært, der var enkemand og levede meget ensomt, var henrykt. Medens jeg selv til at begynde med var nervøs for denne strøm af mennesker ind i hans stille stuer, erklærede han en morgen, at vi nu hellere måtte bruge alle husets rum til vore gæster. Og det gjorde vi.
Rygtet om brevene spredtes hastigt over det ganske Indien. Selv havde vi kun sendt ganske få udenfor Delhi, men pludselig begyndte der at komme anmodninger om at få disse breve fra alle mulige egne af Indien, ja selv helt nede fra Ceylon. Min post blev faretruende stor, men Mathur kom hver eneste dag og hjalp mig. Siddende på gulvet modtog han mine diktater og afleverede den næste dag de smukt renskrevne breve til min underskrift. Fra alle sider strømmede invitationerne ind og gradvis skiftede min omgangskreds helt karakter. Thi selvom jeg stadigt holdt mine forbindelser med de mere fremtrædende kredse levende, var jeg trods alt langt mere optaget af mine nye venner, der udelukkende søgte mig for de åndelige problemers skyld. Hvor jeg før havde været den »spændende gæst«, blev jeg nu først og fremmest læreren. Og hvilke elever! Det var, som om jeg endelig her stod ansigt til ansigt med det virkelige Indien. Fra alle grupper og kaster kom de. Lydløse og meget blide ligesom gled de ind i mit værelse, satte sig på gulvet med korslagte ben, afventende. Og der sad vi så og betragtede hinanden med milde øjne. Og når så atmosfæren var, som den bør være, når talen drejer sig om åndelige problemer, begyndte vor dæmpede samtale. Endelig lyttede jeg til den indiske stemme. Endelig oplevede jeg det, der i så mange år havde været al min higens mål, og freden voksede i mit sind for hver eneste dag, der gik.
– – –
Hvad i Martinus liv er det, der griber Inderne mest? Jeg tænker mig, at dette spørgsmål lever i mange menneskers sind herhjemme, og jeg er glad ved at kunne besvare det, mest måske fordi dette svar er i en så dyb og inderlig samklang med mine egne erfaringer. Det, der griber Inderne mest, er Martinus umådelige beskedenhed. Trænet, som de er i åndelig tænkning og intuitivt benådede, som de også er, forstår de at vurdere hans indsats på en helt anden måde end mennesker i vor verden. Den intellektuelle Hindu, såvel som den intellektuelle Buddhist, der begge har anvendt år af deres liv til selvfordybelse og til studier af deres egne hellige skrifter, er fuldt vidende om, at vort århundrede er det store adskillelsens århundrede. De ser klart, hvorledes den primitive tro overalt går sin undergang imøde, og de ser ligeså klart, at selvom f. eks. Vedaerne indeholder uanede åndelige skatte, så er disse skatte iklædt former, som den opvoksende ungdom ikke kan komme på bølgelængde med. Martinus symboler elektriserer dem. Hvor disse symboler forekommer mange Vesterlændinge besværlige, ja til tider helt overflødige, forstår Inderne intuitivt deres indhold på en sådan måde, at jeg gentagne gange har oplevet at se disse ellers så åndeligt veldisciplinerede mennesker give efter for deres begejstring med tilkendegivelser, der ellers ligger deres natur fjernt. Nu må man her erindre sig, at både reinkarnationstanken og den sexuelle forvandlingsproces, som mennesket er undergivet, er kendte faktorer for ihvert fald Hinduerne. Men kun kendte i overleverede former, der vel har kunnet tilfredsstille følelsen, men derimod hverken intelligens eller intuition. Derfor lytter de så åndeløst, når de hører Martinus forklaringer på disse så vigtige livsfænomener, og derfor finder de det helt ubegribeligt, at han endnu næsten er ukendt i sin egen verden. Gang på gang har jeg fra fremtrædende Swamier og andre indiske lærde måttet høre, at Martinus må være en reinkarnation af en af deres egne store lærere. For i deres øjne synes han at vide alt det, de ved og har lært, samtidigt med at han viderefører disse tanker til deres endelige afslutning. Intuitivt forstår de, at han måtte fødes et åndeligt »koldt« sted. De ved, at var han født i Asien, ville rygtet om hans åndelige indvielse på uendelig kort tid være nået ud til selv de fjerneste egne, og det ville da være blevet en umulighed for ham at få den fred til at arbejde, der udgør selve forudsætningen for fuldbyrdelsen af »Livets Bog«. Men at de nu brændende ønsker ham derud, skjuler de ikke. Inderligt ønsker de at give ham fred til her, i deres sollyse og på så mange områder gudbenådede land, at fuldbyrde den mission Forsynet har betroet ham.
I modsætning til så mange herhjemme, skelner Inderne meget skarpt mellem Martinus verdensbillede og hensigten med det. De bøjer sig i den dybeste ærbødighed for Martinus rent fysiske indsats i form af skabelsen af alle hans symboler og hans dybtgående kosmiske analyser, men de forveksler intet øjeblik denne indsats med den kendsgerning, at Martinus i sig selv udgør beviset for, at et menneske kan nå til denne indsigt udenom enhver udefra påført undervisning. De vil aldrig gøre tilegnelsen af Martinus verdensbillede til et mål i sig selv. For dem vil det blive en inspiration til at leve op til deres egne, fra fortiden overleverede idealer, og de ser meget klart, at Martinus netop bliver den forsvarer af disse idealer, de i dag savner i forholdet til den opvoksende slægt. Indien er jo vegetarismens højborg, og det er med dyb sorg i hjertet, at de ældre ser, hvorledes vesterlandsk tænkning og levevis erobrer den ungdom, der på landets bekostning får deres tekniske uddannelse i Vesten. For Hinduen er drab af dyr og dette at fortære disse dyr en direkte vederstyggelighed, og de hjemvendende sønners ændrede spise- og tænkevaner volder ofte rene tragedier. Man må jo ikke glemme, at Indien er en nation, hvor både landets præcident og vicepræsident er mennesker, der aldrig har smagt kød, røget tobak eller nydt spiritus, idealer der iøvrigt opfyldes af langt de fleste fremtrædende personer i Indien. Men disse idealer er nu stærkt truet gennem den indflydelse vesterlandsk tænkning har, og derfor møder Martinus tanker og livsindstilling så stor sympati fra mange indflydelsesrige Indere.
Ingen af os, der i Indien har ansvaret for udbredelsen af Martinus tanker, venter, at vort arbejde skal blive »en dans på roser«. Vi ser ganske klart de enorme vanskeligheder, vi både har og vil få at kæmpe med. Men, som vore venner derude udtrykker det: »Martinus arbejde er ikke alene kommet til Indien, for at blive der. Fra Indien vil det sprede sig udover det ganske Asien!«. Og disse ord rummer den sandhed, at hvad det indiske folk akcepterer, akcepterer alle Asiens øvrige lande. Derfor har hver og en af vore indiske venner rådet mig til at koncentrere alle mine kræfter om udbygningen af centret i Delhi og lade vort arbejde i Asien udstråle fra dette center. Og det agter jeg at gøre på den måde, at jeg vil benytte mit tredie ophold i Indien til at udbygge centret i Delhi til et hovedcenter, med hvilket alle de øvrige centre vil blive permanent forbundet. Vore breve såvel som vor litteratur må udgå fra dette hovedcenter, med hvilket vi herhjemme kan være i kontakt på ganske få døgn. Selvom Mathur har bedt mig komme tilbage, og jeg inderligt gerne opfylder dette ønske, ved jeg, at den tid ikke er altfor fjern, hvor han sammen med Anna Ørnsholt vil være istand til selv at overtage det fulde ansvar for ledelsen af vort arbejde i Indien. Når dette er sket, vil det efter al sandsynlighed blive nødvendigt at udføre det samme arbejde i Japan, men det vil her blive betydeligt lettere. Ikke alene fordi vi allerede har kontakter i dette endnu fjernere land, men også fordi vi til den tid vil have Indiens garanti i ryggen, en garanti, der uden tvivl vil åbne alle døre i det øvrige Østen. Men netop fordi jeg ved dette, føler jeg det ikke alene som en pligt, men simpelthen som mit livs mission at vende tilbage til Indien og løse opgaverne der i den rækkefølge, livet selv stiller dem.
– – –
Når dette årsskrift når ud til læserne, er jeg forlængst tilbage i New Delhi. Dybt i mig føler jeg, medens disse linier skrives, en inderlig taknemmelighed imod alle dem, der ved deres kærlige forståelse har gjort det muligt for mig at vende tilbage til dette arbejde, der optager mig så meget. Jeg forstår meget vel, at en og anden må føle mit liv som et eventyr, og det er det også. På den anden side vil jeg ikke skjule, at jeg føler mig selv som et ganske almindeligt menneske, og at jeg derfor også har ønsker, som naturligt går på tværs af disse lange rejser. Men disse ønsker har ingen indflydelse på mine bestemmelser, thi verden af idag behøver kendskab til Martinus eksistens. Overalt trækker mørke skyer op på den jordmenneskelige mentale horisont, ikke mindst ude i Østen, hvor man netop har oplevet at se Tibet gå under i blod og terror. Der tales såmeget om fred i vor verden, men alligevel forbereder hvert eneste land sig på kommende katastrofer. Det er på denne mørke baggrund, man skal se Martinus mission. Thi mere end noget andet menneske ved han, at freden ikke kan skabes hverken ved konferencer eller diktatur. Freden er et indre anliggende for hvert eneste menneske, og uden et dybtgående kendskab til vor egen kosmiske struktur vil den evigt forblive en utopi. Med Martinus verdensbillede ejer vi nu den fredens videnskab, vi sålænge har måttet savne, og denne videnskab er det vor pligt at bringe ud til menneskene. At det vil tage tid at fuldbyrde denne pligt og også kræve ofre af os, ved vi. Men enten vælger et menneske at leve sit liv for sig selv, eller også vælger det at give sit liv til helheden. Vi har valgt det sidste med al den smerte og risiko, det kan indebære. Valgt det, fordi vi klart erkender, at med viden følger ansvar, og at kun den, der virkelig er sig sit ansvar bevidst, er åndeligt moden i dette ords dybeste og skønneste betydning.
Tilbage til forfatterregister
Forrige