Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Når Deres øjne falder på disse linier, er jeg meget langt borte fra de danske kyster, da jeg, medens disse ord formes i mit sind, er ved at gøre klar til påny at vende tilbage til New Delhi i Indien. At dette er muligt for mig, skyldes udelukkende vort arbejdes mange venner, der har forstået, at Martinus arbejde i sin natur er en verdensbevægelse og derfor ønsker at støtte mig i mine bestræbelser for at bringe budskabet om hans eksistens ud til et område, der gennem opdragelse og indstilling udgør en næsten forud bearbejdet jordbund for hans tanker.

Netop fordi det er faldet i min lod både at leve i dette arbejde og også at betragte dets vækst og udvikling så langt borte fra, føler jeg trang til at kaste et blik på dets nuværende situation og position. Thi det sker meget let for det enkelte menneske, at det, det så let har adgang til, fordi det findes »lige henne om hjørnet«, ligesom må vige for det, der findes længere borte og derfor synes mere spændende. Før jeg ved selvsyn lærte Indien at kende, havde jeg ofte den tanke, at dette land åndeligt rummede noget, vi ikke havde. Vi er jo alle opdraget til at forestille os Indien som mystikens hjemsted, og jeg har mødt adskillige, som fremdeles lever på den forestilling, at blot de kom derud, ville livet få langt større betydning for dem, langt mere indhold og mening. Dette er både smukt tænkt og følt, men såre langt fra den virkelighed, disse mennesker ville opleve, om deres ønske blev opfyldt. Det er sandt, at der i Indien både lever »hellige mænd« og fremragende Yogier, men dels er en overvældende procent af de såkaldt »hellige mænd« forrygende psykopater, der snylter på deres uvidende landsmænd, og dels lever de yderst få virkelig ægte Yogier så skjult, at kun de absolut indviede får adgang til dem. Det er stadig rigtigt, at Indien er mystikkens land. Men hvilken mystik! Det er klart, at man i et land på omtrent 400 millioner, der for de flestes vedkommende hverken kan læse eller skrive, må støde på den mystik, vi her bedst kender under navn af »overtro«, og som til tider ytrer sig på en sådan måde, at man kan blive syg i hjertet deraf. Har man blot een gang besøgt det berømte Kalitempel i Calcutta og der set blodet sprøjte fra nyslagtede gedekid og set mennesker kaste sig over dette blod og smøre sig ind i det, har man i hvert fald fået et indtryk af lidt af den mystik, der endnu har magt over millioner i dette land. Og hvad Yogierne angår, kan jeg i al stilfærdighed oplyse, at der ved indgangen til den største og skønneste park i Calcutta står de enkle, men meget oplysende ord: »Hunde og Yogier ingen adgang!«

Nej, der vil ikke komme nogen åndelig fornyelse fra Indien. Det vil Inderne selv være de første til at fortælle Dem! Det Indien, der er ifærd med at blive til, har sine øjne rettet imod Vesten. Den moderne unge Inder er såvist ikke imponeret af sit eget lands mystik, det høres bedst, når man på tomandshånd bliver spurgt med en slet skjult ironi i stemmen: »Har du snart fået nok af vores templer?« Den moderne unge Inder ligner den moderne unge Europæer og Amerikaner deri, at han kræver facts! Han vil forstå. Han vil, ligesom vi, »se naglegabene i den korsfæstedes hænder«. Det er sikkert sandt, at det er saligere at tro uden at vide, men de, som idag fremsætter denne påstand, skal blot gøre sig selv klart, at dette problem intet har med viljen at gøre. Man kan lige så let tage månen ned fra himlen som ville tro noget, hele ens indre rejser sig til protest imod! Og dette forhold er ens i Vest som i Øst!

Martinus tanker er langsomt ifærd med at vinde fodfæste udenfor vort lands grænser. Langsomt, fordi sådanne tanker kræver tid for deres vækst. Jeg ved fuldt vel, at der herhjemme findes mange, der for dem selv drømmer om, at disse tanker skal gå en hurtig og glorværdig fremtid imøde verden over, men jeg frygter, at disse mennesker vil blive skuffet. Herhjemme er situationen den, at vort arbejde vokser trygt i både Danmark og Sverige. Her har det gennem årene erobret en sikker position, som stadig udbygges, og som er alle dets venner til stor ære. Men vender vi blikket mod udlandet, enten så dette er nært eller meget fjernt, bør vi gøre os selv klart, at den opgave, vi her står overfor, vil kræve en mindst lige så betydningsfuld indsats i årene fremover, som den, der er ydet for at føre vort arbejde frem til den position, det indtager her i Skandinavien. Jeg ville i denne sommer gerne kunne have besvaret det ikke helt sjældent stillede spørgsmål, om Indien ikke selv kan betale udgifterne ved mit arbejde derude, med et fornøjet: Såmænd kan det det!« I stedet har jeg måttet nøjes med at betragte spørgeren og tænke mit. Vi måtte i dette land »så« i mange og ofte lange år, før den første spæde »høst« viste sig. At tro, at det skulle være anderledes ude i den store verden, er at foregøgle sig et lyssyn, livet selv vil aflive. Høsten vil komme, derom kan man være overbevist, men inden den kommer, er det nok muligt, at adskillige har tabt modet. Jeg ville ikke bringe dette alvorsord frem her, om jeg ikke følte dets nødvendighed. Vort arbejde har ind iblandt sine skønne »festdage«, men i dets virkelige liv er det de mange »hverdage«, der tæller. Livet gav mig og dermed vort arbejde i Indien en smuk start, men ingen ved bedre end jeg, hvilke vanskeligheder der venter mig. Men da jeg ikke er ukendt med vanskeligheder, skal man ingen bekymringer nære for mig!

Derimod nærer jeg visse bekymringer for arbejdet herhjemme! Når jeg ser, med hvilken flid gruppen i København arbejder, hvorledes den på alle områder med Ib Schleicher i spidsen kæmper for fremgang og konsolidering, må jeg ofte spørge mig selv, hvor let opgaverne lod sig løse, om hver eneste, der modtager vore kontaktbreve, sagde til sig selv: »Inden der er gået eet år, vil jeg have bragt en ny interesseret ind i Martinus arbejde. Er De klar over, at vi nu står der, hvor en simpel fordobling af vore abonnenter ville løse praktisk taget næsten alle økonomiske problemer? Jeg ved godt, at tanken er en umulighed, og den er da også kun udkastet for at virke som en appel til blot at gøre noget! Vi har nu stået sammen i så mange år, at vi bør tale åbent til hinanden. Det, vi har for, tåler ikke alene dagens lys, det er så afgørende for verden og så livsnødvendigt for os selv, at det vil være tåbeligt ikke at se det ansvar, vi alle bærer på, lige i øjnene. Vil vi, kan vi i fællesskab bære dette arbejde frem på en sådan måde, at verden efter os bøjer sig i respekt for os! Og hvem kan sige, at vi ikke vil? Sammen har vi skabt mere, end langt de fleste drømte om, da vi begyndte. Se blot på sagens centrum og se på Kosmos Ferieby, begge dele monumenter over vor vilje til at komme igennem. Men nu gælder det oversættelser. Både til engelsk og tysk! Omkring os lever mennesker, der har mindst lige så meget brug for Martinus kosmiske analyser, som vi selv har haft. Den engelske udgave af kontaktbrevene er startet, men den bør følges op af en tysk udgave. Det er vor simple pligt at gøre dette, og ingen bør tvivle om, at vor indsats her vil blive rigelig belønnet! Men vi kan ikke gøre dette uden at belægge os selv med byrder. Lad os dele disse byrder i fællesskab! På en måde er jeg ulykkelig over, at jeg i disse år mere er sagen en udgift end en indtægt, men jeg ville ikke gå ind i dette forhold, om jeg ikke dels fulgte Martinus ord om, at det er min pligt at rejse, og dels ved mig selv meget stærkt føler, at hver en krone, der er ofret på mig, vil komme tilbage til sagen i en overskuelig fremtid.

Det er rigtigt, at jeg er i solens og palmernes land, når De læser dette, og at en og anden af Dem måske mener, at jeg kan sagtens. Men er De nu så sikker på, at det er sandt? Kan det ikke også tænkes, at tropevarmen og de vanskeligheder, enhver pioner uvægerligt stilles overfor, kan gøre mine dage til de samme »hverdage«, sagens øvrige lærerkræfter kæmper med? Jeg nærer ingen illusioner mere om Indien. Mine øjne har allerede set ting, det ikke er alt for godt for menneskeøjne at se. Det er ikke blot af lyst, men langt mere af bydende pligt, jeg vender tilbage til Østen. For Martinus arbejde må ikke stivne og blive en skandinavisk »sekt«. Det er en frugt af en ny kosmisk verdensimpuls. Det tilhører verden, derfor rejser jeg! Men selv længst borte vil mine tanker ustandselig være hjemme med det håb, at hver og en, som virkelig føler, at livet uden Martinus kosmiske analyser intet virkeligt liv er, lader denne følelse blive fulgt op af en aktiv indsats der, hvor livet, hvis man selv vil, gør det muligt!