Kosmos 1956/Årsskrift
»Året 1956 tegner sig meget lyst for os« – Mon De husker denne lille sætning fra sidste års KOSMOS? Nu toner dette mærkelige år sagte ud, og det er tid at spørge, om det indfriede de forventninger, vi stillede til det. Det gjorde det! Men på en ganske anden måde end ventet. Den 11. juni kl. 8 om morgenen blev Martinus opereret for en meget alvorlig sygdom og dermed kuldkastedes alle de planer, vi gennem lang tid havde forberedt. Efter disse planer skulle jeg på nærværende tidspunkt have været i Indien, hvor mit komme allerede var blevet forberedt. Og efter disse planer skulle mange andre ting også nu have været igang.
Det kunne således se ud, som om året 1956 netop ikke opfyldte de lyse forhåbninger, vi mødte det med, men ser man tilbage, er der ingen her i centrum, der ikke forlængst har akcepteret alt det, det bragte, med tak. Martinus kom fantastisk hurtigt over sin sygdom, og nu, hvor vi hver dag har den glæde at se ham mere rask iblandt os end i meget lang tid, begynder vi også at forstå, at hans sygdom rummede andet og mere end det chok, den bragte i sit hastige udbrud. De ved alle, at takket være sin sygdom, sidder Martinus nu ved sit skrivebord hver dag, helt optaget af at afslutte sit hovedværk »Livets Bog«. Dagligt fuldbyrdes nu nye analyser, og vi, som på nærmeste hold ser dette arbejde, undgår ikke at se, hvor lykkelig Martinus er over, at han nu helt kan hellige sig det, der for ham er og må være det egentlige: skabelsen af det verdensbillede, der bærer hans navn. Dette ville ikke have været tilfældet, om sygdommen ikke havde tvunget ham til at opgive sin foredragsvirksomhed!
Og Indien? Ja, her ville skæbnen, at vi, samtidigt med at Martinus blev syg, fik underretning om, at det kommende efterår kunne blive så uroligt, at vore venner derude ikke kunne garantere mig den sikkerhed, man naturligt ønskede. Tiden siden har desværre givet dem altfor meget ret. Både den nære og den fjerne Orient er, medens disse linier skrives, et dirrende område, hvor store eksplosioner når som helst kan komme til udbrud. På den anden side ændrer det ikke vor indstilling. Såsnart mulighed gives, rejser jeg. For os har udsættelsen blot betydet bedre tid til forberedelse. En lang række oversættelser til engelsk er nu ved at være fuldbyrdet således, at mit kommende arbejdsgrundlag blandt engelsktalende mennesker vil blive langt bedre, end tilfældet ville have været allerede nu. Overalt arbejdes der med stor flid på at overføre Martinus' analyser til de to sprog, der idag er særlig aktuelle: engelsk og esperanto. Det første, fordi det er umiddelbart indlysende, at der i den engelsktalende verden er mange tusinde mennesker, der vil blive lykkelige ved at lære Martinus' analyser at kende. Det andet, fordi esperanto er den vidunderligste nøgle, som tænkes kan, til alle de mennesker, der hverken kender eller forstår dansk og engelsk. Igennem esperanto er vi i kontakt med højt åndeligt udviklede mennesker i en lang række lande, mennesker for hvem vejen til Martinus' tanker blev dette internationale sprog. Men også mennesker som er ivrige efter at bruge vore esperantooversættelser som grundlag for oversættelser til deres eget nationale sprog.
Betragter De det i dette nr. af KOSMOS offentliggjorte verdenskort, på hvilke alle vore udenlandske kontakter er indtegnede, vil De forstå, hvilket uhyre arbejde der i dyb stilhed gøres for at føre Martinus' tanker ud i verden. Et lille eksempel vil vise Dem det. Ovre i Kotagiri i Indien sidder Anna Ørnsholt næsten dagligt bøjet over Martinus' bøger, ivrigt optaget af at oversætte dem til engelsk. Fra hendes hånd kommer de til os, og efter et hastigt gennemsyn går de videre over til Vancouver i Canada, hvor en engelsktalende gruppe med Diane Jansen i spidsen, sørger for en sidste korrektur, inden de vender tilbage her til Danmark for at gå i trykken! Dette internationale teamwork fungerer aldeles perfekt. Og et andet eksempel. Her i Danmark sidder ingeniør Ib Schleicher dag efter dag og oversætter »Logik« til esperanto. Fra ham går stoffet til kontrol hos andre esperantospecialister for endelig at få det sprogmæssige »blå stempel« hos kontrolcentret i Haag i Holland. Derfra går stoffet videre til mr. Oki i London, der oversætter det fra esperanto til engelsk, hvorefter det påny vender tilbage til vort trykkeri her i huset. Og disse eksempler er kun glimt af det oversættelsesarbejde, som på en bred front er igang, og som år for år vil betyde en stadig udvidelse af den kreds, der ikke alene arbejder med Martinus' verdensbillede, men som med meget stor energi er indstillet på at bringe disse tanker videre ud.
Livet har klart og utvetydigt vist os, at fremtidens verden er vor verden i dette ords dybeste betydning. Ilsomt jager tunge uvejrsskyer henover jorden, og mange steder slår de dræbende lyn ned. Men hvor forfærdende uvejret end er, og hvor skæbnesvangre dets udløsninger end kan blive, formår det ikke at standse det, som engang var tåget, utopisk drøm, men som idag er selve verdens håb: ønsket om skabelsen af verdens forenede stater! Mere end noget andet menneske har Martinus gennem sit verdensbillede vist os, at dette håb vil gå i opfyldelse! Men han har også vist os, at dette nye, kommende verdenssamfund må have et andet og langt stærkere åndeligt fællesfundament end det, de respektive verdensreligioner idag formår at give den opvoksende slægt. Klart har han vist os, at uden et af alle akcepteret åndeligt fællesfundament, vil striden fortsætte. Gennem sine kosmiske analyser har han ført beviset for, at religion kan være andet og mere end en på en blot og bar udefineret følelse baseret tro. Han har vist os, at åndelig søgen og åndelig hunger kan modsvares af en viden, der lader den, der optager denne viden i sig, fremstå som mennesket, der hører en ny tidsalder til: det kosmisk indstillede menneske!
Det er i skabelsen af dette kosmisk indstillede menneske, Martinus gennem sit livsværk har ydet en indsats, som det kun er eneren beskåret. I dyb stilhed har han nu snart fuldbyrdet den mission, der i 1921 blev lagt på hans skuldre: i tekst og symboler at give det intellektuelt betonede menneske et åndeligt ståsted, der på een og samme tid tilfredsstiller både hjertets og forstandens ligeberettigede krav. Gennem at skænke alt, hvad livet betroede ham til den selvejende institution, der idag bærer hans navn, han har vist os den dybe alvor i hans eget ønske om i alt at tjene den menneskehed, der, set fra hans verden, nu nærmer sig sit livs mørkeste skæbnetime i sin lange vandring fra junglen og frem til de lysende højder, der for os skjuler sig bag krigenes og lidelsernes næsten uigennemtrængelige røgslør.
Tilbage til artikelregister
Forrige