Kosmos 1955/Årsskrift side 28
E. GERNER LARSSON:
KOSMOS FERIEBY
1935–1955
»Hvad om alle vi, der igennem »Livets Bog« og Martinus er kommen til en for os ny opfattelse af tilværelsen, til næste sommer lavede vor egen lille kongres? En sommerlejr, hvor vi i nogle dages samvær drøftede nogle af de problemer, Martinus har opfyldt vor bevidsthed med, og – hvem ved – måske fik ham selv til at holde et par foredrag for os?
Dersom mit lille forslag har interesse, da send mig et par ord, og jeg skal gøre alt, hvad jeg kan, for at føre ideen ud i virkeligheden«.
(G. L. i Kosmos, august 1933).
»At gøre den til et hjemsted for alle fredelige impulser, for sand viden og menneskekundskab, tolerance og frihed, at gøre den til en medvirkende inspirationsbasis for udvikling af sand kærlighed til mennesker og dyr, til alt levende, er de forudsætninger, under hvilken dens begyndende skabelse nu er iværksat. Og hvis dens kommende beboere, gæster og besøgende, har den rette forståelse af indholdet af Livets Bog, Kosmos og de på disse faktorer hvilende foredrag og studiekredse, da vil kolonien af sig selv blive et værdigt supplement til ovennævnte bog, til udbredelsen af kendskabet til den ny store kosmiske verdensimpuls, til selve skabelsen af »en ny himmel og jord«, en ny kultur, i hvilken den bærende livsbetingelse ikke er penge, ikke er overklasse, ikke er trældom, men derimod udelukkende udgør en sollys atmosfære af en altoverstrålende skabeevne, kunst og kærlighed.«
(Martinus i Kosmos, juli 1934, da han gav sin første meddelelse om planerne for den nuværende Kosmos Ferieby).
Jeg har valgt at indlede denne artikel om Kosmos Ferieby's tyveårige beståen med ovennævnte citater, fordi de hver for sig udtrykker to vigtige led i dens tilblivelse. En idé, udkastet i glæde over en lykkelig sommerferie ved Sejrøbugten sammen med nogle få åndsvidenskabeligt interesserede venner og dens realisering, udtrykt med Martinus' skønne ord. Mange uforglemmelige oplevelser ligger imellem disse to citater. Den begejstring hvormed ideen blev modtaget. Fundet af strandgrunden ved Klint og tilvejebringelsen af de fornødne pengemidler. Hver for sig ting, som der kunne skrives artikler om. Men denne artikel skal ikke være en opremsning af feriebyens historie. Den skal være en hilsen fra den hidtil skønneste sommer ved Klint! En hilsen fra en plet, der tilfulde har formået at opfylde de ønsker Martinus gav udtryk for i sin første meddelelse om, at sagen nu havde fået et sommerhjemsted, hvor der efterhånden ville blive mulighed for at høre hans tanker under de bedst tænkelige forhold.
Kun de færreste, der idag ankommer til feriebyen og ser alle dens bungalows og ferielejligheder ligge indrammet af træer og buske, er istand til at danne sig en forestilling om, hvordan den samme plads så ud i 1935, da feriebyen første gang blev taget i brug. Der var også smukt dengang! Men skønheden var en anden, en næsten vestjysk skønhed. Bart var der! De første syv huse – A-husene – rejste sig højt over den spæde granplantage, som var ene om at repræsentere den kommende frodige beplantning. Men midt i alt det barske, det i virkeligheden så temmeligt øde landskab, var der en skjult skønhed tilstede som betog os. Der var fred! Ingen grove grundspekulanthænder havde endnu overfumlet stedet med grådige fingre. Alting hvilede ligesom i sig selv på en vidunderlig uberørt måde. De blidt svungne bakkelinier, den buede strand, de grønne flader og den dirrende, rene luft, alt det skabte tilsammen en atmosfære, hvor vore dristigste drømme tog form, hvor det skabende i os fik udløsning, og hvor vore idealer blev så livsnære, at vi simpelthen vidste, at her, her på denne plet, ville vi bygge vort fremtidsslot!
Vi var unge! Unge fantaster, som endnu led under skyggen af den første verdenskrig og den svære økonomiske krise, der var fulgt efter. Men vi havde mødt Martinus' verdensbillede, og verden var igen blevet ny og levende for os. Vi så udmærket elendigheden omkring os, men vi følte brændende, at vejen ud af den kun kunne gå igennem det, at vi selv skabte en ny verden, – vor verden! En verden uden indre ondskab, en verden af sammenhold og indbyrdes kærlighed. En verden uden kød og tobak, uden spiritus og alt det, der splittede de andre idealistiske sammenslutninger. Martinus havde givet os det vigtigste løsen: ingen forening, ingen rammer, ingen selvherskere!
Jeg tror aldrig mennesket arbejder ihærdigere end i de stunder, hvor idealismens ild brænder i dets årer. Alle sled vi som små heste. Men vi var lykkelige derfor, og når vi efter en lang arbejdsdag smed os i græsset og talte om det, vi her var igang med, voksede feriebyen i vore tanker, voksede og voksede –
Nu bagefter, hvor årenes korrektur har krydset ud og streget under, er det jo let at se, hvor fantasierne sluttede og virkeligheden begyndte. Men selvom adskillige blå drømme lydløst sank i havet, blev der dog en ferieby tilbage, som søger sin lige. Og det ville der ikke have været, om mismodets grå skygger, som altid ligger »lige henne om hjørnet«, havde overmandet os og berøvet os lysten til at overvinde de til tider tårnhøje vanskeligheder, der mødte os. Det blev aldrig et enkeltmandsjob at skabe denne ferieby! Uden det urokkelige indbyrdes venskab og sammenhold, som dengang bestod imellem alle de mænd og kvinder, der ligesom var denne by's indre vilje, ville feriebyen ikke være blevet til. Men disse viljer, sammenknyttet med Martinus' tankeverden og med hans eget Jeg, har evnet at bryde enhver modstand og løse enhver af de opgaver, der skulle og måtte løses. Idag er feriebyen færdigskabt, hvilket ikke vil sige, at den ikke bliver større, bedre og endnu mere tiltrækkende. Det vil kun sige, at pionerperioden er forbi og at grundvolden er skabt. For feriebyen vil vedblive at vokse, vedblive at skifte struktur, fordi der bag den eksisterer en ånd, der ustandselig kræver vækst og udvikling.
Et vittigt hovede kaldte sommeren i år for en »brochuresommer« og noget var der om det. Selvom man ikke holder af det, tvivler man inderst inde på, at vi får lov til at opleve en gentagelse. Uge efter uge strålede solen nedover os og forgyldte hver eneste gæsts feriedage. Belægningen var fra 1. maj og til 15. september den drømte »topbelægning«. Det føltes hele sommeren igennem som om de svundne tyve år skulle krones med en sæson, der i alt skulle være en opfyldelse af de bedste af drømmene fra skabelsens første dage. Om vi dengang, i sommeren 1934, hvor vi sled med alle de første forberedende arbejder, i et syn havde fået lov til at se feriebyen midt i højsæsonen 1955, ville vi simpelthen være faldet om! For nok drømte vi – men dette? Nej.
Men vi ønskede ikke alene at skabe en vidunderlig fysisk ferieby, vi ønskede, dybest set langt mere at skabe en skole for ånd! Et nordens akademeia hvor vor tids vismand talte til sine disciple. Et sted, hvor helt nye tanker fik mæle, og hvor impulser fødtes, der kunne brede sig viden om. Vi ønskede at skabe et åndscenter, hvor trætte og mismodige sjæle kunne hente ny åndelig næring og mod til atter at vende tilbage til den livskamp, der er vor fysiske tilværelses ofte bitre arvelod. Lykkedes det?
Svaret vil enhver få, der evner uset at træde ind i foredragssalen under et af Martinus' foredrag, så han aldrig glemmer det! Sommer efter sommer har Martinus talt ved Klint på en sådan måde, at alene disse foredrag har været enhver anstrengelse, enhver byrde værd. Klint er et åndscenter idag! Fra denne lille plet på den nordvestsjællandske kyst går der nu sommer efter sommer et sådant væld af inspirerende mentale lysbundter ud i verden, at den allerede nu udgør en magnet, der i årene fremover vil drage et stadigt voksende antal fremmede til vort lille land. Det, der dengang foresvævede os i lykkelige drømme, er i dag en åbenlys og urokkelig realitet. En ny »kirke« har rejst sig i vort samfund. Et beskedent lille træhus, nuvel, set udefra er det sådan, men dets spinkle vægge, dets prunkløse rum, er ligefuldt rammen om en forkyndelse, hvis ord har evighedsglans, og hvis indhold vil række til de fjerneste strande på vor jord.
– – –
Tyve somre ligger bag os nu. For alle de, der fik lov til at være med i disse tyve års liv, en kæde af lysende minder, om nederlag og sejre, men først og fremmest om den indbyrdes kærlighed, der alene kan få det til at gro og leve, der skal bære de rigeste frugter. Kosmos Ferieby er en frugt af Martinus' ånd og af hans liv iblandt os. Det er ham, vi har at takke for dens tilblivelse, og det er ham alene, der har givet den det liv, der er dens sjæl. Altid at huske det, altid at have det for øje vil være det værn, der vil sikre dens fremtid og opfylde dens inderste mission.
Tilbage til forfatterregister
Forrige