Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ingen hvile er vel større for den i det grå hverdagsliv arresterede sjæl end den at betragte og interessere sig for naturens vidundere. Gang på gang har vi her i KOSMOS draget liv og former frem, som vi tror interesserer bladets læsere. Martinus' verdensbillede omfatter jo ikke blot mennesker, men alt liv overhovedet, og ofte er det vel således, at man på sin vis lettere ser Guddommens virke i den omgivende natur end i sit eget liv. Forsidebilledet viser dennegang en vandedderkop, en tilsyneladende ret ligegyldig lille skabning De kan finde overalt i små, stillestående skovsøer. Men det er kun for en overfladisk betragtning, at denne lille fyr synes ligegyldig. Bag dens tilværelse skjuler der sig nemlig noget yderst forunderligt. Ene af sin art har den valgt vandet til jagtdomæne, hvad der har forårsaget en heltud fantastisk forandring i dens livsvilkår. Af natur er den nemlig ikke skikket til at leve under vandoverfladen. Derfor har den måttet skabe de for sit liv nødvendige betingelser, som først og fremmest består i at opbygge en luftreserve under vandet. Til det brug skaber den selv en luftklokke, som den må forankre solidt, for at luftens opdrift ikke skal ødelægge det hele. Dernæst må den forbinde luftklokken med en lille "rebstige", som den kan bruge, når den har været oppe og hente en solid luftblære, som skal opbevares i klokken. Når alt dette er sket, er den klar til sin jagt. Med visse mellemrum vender den tilbage, stikker sin "luftkanyle" ind i klokken og forsyner sig med ny luft. Føjer man dertil, at den, i modsætning til sine øvrige artsfæller, hvor konen gerne æder manden efter den ellers så lykkelige brudenat, lever i et yderst lykkeligt ægteskab i en fin lille, silkepolstret lejlighed, vil man se, at dens tilværelse ikke er helt ueffen, og at den i virkeligheden har formået at realisere det, vi mennesker så sindrigt har måttet reproducere i form af dykkerdragter og dykkerklokker.