Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Hvis Universets øvrige kloder er beboede, må jorden være deres galeanstalt" – således har en skribent engang udtrykt sin opfattelse af tilstandene blandt jordens mennesker. Måske er denne sentens nok sat lidt drastisk op, men når man på den anden side betænker, hvad det i virkeligheden er, der sker på var klode i dag, forstår man trangen til at bruge de stærke ord. Sker der ikke det, at jorden over slæber millioner og atter millioner af familiefædre i form af værneskat eller anden form for skat penge sammen til deres respektive regerende myndigheder for derigennem at sætte disse i stand til på en så effektiv måde som muligt at kunne bidrage til, at den samlede menneskehed får skabt midler til at udrydde sig selv. Denne trang kan sikkert med rette betegnes som en slags galskab.

Hvad er det egentlig, vi møder i denne intellektualiserede galskab? Vi møder en organisk, menneskelig medfødt trang til gennem magtprincippet eventuelt gennem krig at ville give udtryk for bestemte egoistisk prægede opfattelser, meninger og handlinger. Verden regeres i dag efter gengældelsesprincippet. Man holder liv i mørket eller krigen ved at formere disse. Det dræbende princip, mørket eller krigen har martret det levende væsen lige fra den kødædende plantes stadium og frem til vort nuværende trin, hvor evnen til drabsudfoldelse på grund af den voksende intellektualitet har nået genialitetens stadium. Hele denne lange udviklingsrejse repræsenterer i sig selv en eneste stor krigsskueplads. Vi har således i dag betingelser og forudsætninger for at kunne se tilbage gennem tiderne og lade erfaringerne tale til os og derved se, hvad denne "krig" har kostet af lemlæstelse, mord, drab, sorg og tårer. Jo, krigen har gennem tiderne været en så naturlig foreteelse, at selve livet for langt de fleste mennesker blot blev strid og kamp – og stadig raser krigen mellem nationer mellem de enkelte mennesker, mellem politiske partier, mellem religiøse sekter, mellem arbejdsgivere og arbejdere, mellem store forretningsforetagender o. s. v.

Selv inden for åndslivet møder vi også krigen ganske vist overført til et mentalt plan, men hovedmotivet er også her personlig selvhævdelse. Selviskheden har bestandig været den drivende og skabende kraft bag enhver form for krig.

I det egentlige dyrerige er selviskheden en livsbetingelse. Væsenet er her fuldstændigt indstillet på kun at tjene sig selv, og denne indstilling er for dyret en livsnødvendighed, thi gennem dette tankeprincip skaber væsenet sin fysiske manifestationsevne. Selviskheden eller egoismen har været det bærende element eller den drivende kraft, som førte det sovende dyr frem til vort nuværende menneskelige stadium. Den kultur, vi i dag er nået frem til, den fysiske fuldkommenhed, vi i form af tekniske goder som maskiner, jernbaner, biler, flyvemaskiner, radio o. s. v. er kommet i besiddelse af skyldes alt sammen selviskheden. Alle disse pragtfulde ting eller tekniske vidundere er alle uden undtagelse et produkt af menneskenes intellektualiserede egoisme og er stadig spændt for egoismens vogn, selv om det er livets mening, at de med tiden skal blive allemands eje.

For dyret er selviskheden således en absolut dyd, men i samme grad, som man vokser bort fra at være "dyrisk" fuldkommen, i samme grad begynder de menneskelige genvordigheder, sorger og bekymringer.

I en tilværelse, hvor den enes død er den andens brød, hvor enhver er sig selv nærmest, og hvor alt er kamp om fysiske og mentale værdier, må "Helvede" blive en oplevet kendsgerning. De mest mentalt hårhudede og mest ufølsomme mennesker er selvfølgeligt bedst egnede til denne hårde kamp om ting og værdier, men som det går i det egentlige dyrerige, hvor den "stærke" før eller senere møder en endnu "stærkere", går det også i kampen om penge, magt og position – og kampens resultat møder vi i knuste skæbner og ulykkelige tilstande. Intet under, at denne jagen efter uvirkelige og døde ting på bekostning af andre menneskers liv, lykke og velfærd, denne dyrkelse af uvirkeligheden i stedet for livet, har ført menneskeheden frem mod det kultursammenbrud, der i vore dage er ved at være en kendsgerning. Takket være de kosmiske analyser ved vi jo nu, at mørket og krigen er udtryk for guddommens udstrakte hånd og førelse af det levende væsen. Smerten og lidelsen er den smeltedigel, gennem hvilken de dyriske anlæg fjernes, og som i rå konturer lader os ane mennesket i Guds billede.

Sålænge selviskheden og selvhævdelsen behersker menneskesindet, er dette uden kontakt med det virkelige liv. Denne kontakt kan kun komme i stand gennem vore omgivelser gennem vor "Næste". I samme grad som et menneske dybt i sit sind begynder at fornemme selviskheden som noget negativt, som noget dyrisk, i samme grad anes livets grundtone, måske fjern og uvirkelig, men i sindets dybder er der hos et sådant menneske opstået en helt anden form for storhed end den, der i vor verden i illusionernes verden udelukkende er stivet af gennem magt og penge – nej, her er ingen ydre glans, men et indre liv, der indefra lyser og varmer og på omgivelserne virker næsten som usynlige kærtegn.

Hvad er egentlig det, som kan bevirke en sådan mental ændret indstilling, som er intet mindre end en fuldstændig modsætning til de realiteter, der tidligere fyldte sindet og formede tanker og handlinger?

Der findes i virkeligheden kun to ting, som menneskene kan drages imod og længes efter, og gennem hvilke de kan opleve livet nemlig: Lys og mørke – alt andet er i princippet det samme som enten en form for lys eller mørke. Vi har jo tidligere berørt, at alle væsener fra den kødædende plante indtil det fuldkomne menneske er underkastet det dræbende princip, som er identisk med mørket. Drabsudfoldelsen når sin kulmination på nationernes slagmarker, hvorfra mange vender tilbage nedbrudt på legeme og sjæl. – Efterhånden som mørkeoplevelsen bliver mere og mere koncentreret, bliver flere og flere mennesker mætte af den, hvilket kommer til syne derved, at de erkender det dræbende princip, som det realitet, der skiller det virkelige menneske fra dyret. Dette at dræbe andre levende skabninger, mennesker såvel som dyr, bliver efterhånden en umulighed for disse væsener, hvis sind er mættede af mørket. At en nydelse som kødspisning samtidigt bliver noget tilbagelagt, er kun en naturlig selvfølge af den første grove frigørelse af det dræbende princip. – Vi ser, hvorledes der med denne tiltagende mættelse af mørket og gennem oplevelsen af mørkets konsekvenser opstår en indre antipati mod mørket og samtidigt en længsel efter lyset. Vi møder her det livsprincip, der betinger hele vor tilværelse, og som kommer til syne som en indre drivkraft, der fører os fra mættelse af en ting til hunger eller længsel efter modsætningen. Hvis livet ikke var således indrettet, at mættelse affødte nye ønsker og længsel, måtte livet jo standse eller ophøre – og således opstår gennem selviskheden dette, at væsenet kommer til at opleve sin egoistiske indstillings yderste konsekvenser, som er en åbenbaring af lemlæstelse, sorg, savn og smerte. Gennem oplevelsen og mættelsen af denne selverfaring opstår efterhånden længslen efter kærlighed og modtageligheden for udvidet teoretisk undervisning.

Som det af forannævnte fremgår, formes det levende væsens førelse eller udvikling gennem dyreriget og langt ind i den jordmenneskelige tilstand gennem livets egen tale eller livets drastiske undervisning, som lidt efter lidt lader mennesket fornemme eller ane sandheden i det gamle ord: "Det et menneske sår, skal det høste."

Det sovende væsen, som blindt fulgte sindets indskydelser, begynder at vågne op, begynder at tænke over ting og oplevelser. – Sålænge væsenets erfaringsmateriale er fattigt eller stærkt begrænset, er det kun modtageligt for en meget forenklet teoretisk undervisning. Guddommelige sendebud har da også tid efter anden gæstet vor klode og i kraft af deres forkyndelse og uselviske væremåde har mørket eller selviskheden måttet vige således, at selv om selviskheden stadig behersker verden, står uselviskheden dog for langt de fleste mennesker som et fjernt og attråværdigt mål.

Da verdensaltets grundtone er kærlighed, der igen udgøres af ren (uselvisk) følelse reguleret af visdom, og da det virkelige verdensbillede, som Martinus gennem sine kosmiske analyser viser os, udelukkende eksisterer i denne energikombination, kan jo kun de mennesker, for hvem kærligheden er det store mål og ideal, komme i kontakt med denne livets egen strålende fortælling om sig selv. Hjertekolde forstandsmennesker kan ikke komme på bølgelængde med dette verdensbillede, ligesom stærkt følelsesbetonede mennesker ofte er bundet til en eller anden favoritidé, der hindrer den frie, ubundne, upartiske indstilling, som er en betingelse for at finde frem til sandheden om livet.

Det stærkt forcerede tempo i erfaringsdannelse og den ligeledes stærkt koncentrerede oplevelse af smerte og ubehag, som menneskeheden i sin helhed har været ude for og stadig befinder sig i, bevirker, at der hos en mængde mennesker opstår stærke længsler efter at finde en mening og hensigt bag al denne lidelse, bag alt dette mørke. Mange mennesker er blevet "søgende", hvilket vil sige, at de ikke mere kan tilfredsstilles af fortidige dogmer – de ønsker at opleve den absolutte sandhed bag livets mysterium i udredninger, der er tilgængelige for forstanden. Denne udredning er det eneste, der kan tilfredsstille disse søgende menneskers åndelige krav, og er dermed i forbindelse med erfaringerne også det eneste, der kan forvandle menneskers indstilling til livet og derved deres karakter og moral. – Ved hjælp af de kosmiske analyser bliver det enkelte menneske i stand til at bearbejde sit selvoplevede erfaringsmateriale på en ganske anden måde end tidligere. Erfaringerne indgår følgende logikkens love i andre sammensætninger eller kombinationer og livets love og store grundprincipper bliver synlige og tilgængelige også for den menneskelige intellektualitet.

Som det jordiske menneske gennem en lang udviklingsepoke i kraft af selviskheden gjorde sig til herre over den materielle verden, vil det nu gennem en ny strålende udviklingsvandring i kraft af uselviskheden gøre sig til alles tjener og dermed til livets herre.