Kosmos 1950/12 side 205
ERIK GERNER LARSSON:
- som dig selv!
En af de sætninger, der vel står skarpest indprentet i vor hjerne, er den bibelske: "Du skal elske din næste som dig selv!" Jeg tror ikke, man kan finde blot eet voksent menneske i dette land, som ikke kender den, – og i hvis bevidsthedsliv den ikke har spillet en eller anden rolle. For de fleste er det vel således, at det budskab denne sætning indeholder mere tangerer den dårlige end den gode samvittighed, idet de næsten automatisk udlægger dens klare ord som en korrektur på deres medfødte egoistiske tilbøjelighed til i alle livets forhold først at tænke på egen fordel.
Sætningen indeholder imidlertid to budskaber, af hvilket det ene er så temmeligt overset, nemlig det, der skjuler sig bag ordene: "–som dig selv!" De fleste tager disse ord altfor selvfølgelige, idet de mener, at vor selvkærlighed er så udviklet, at den ikke trænger til nogen som helst stimulans. Disse mennesker begår her den fejl, at de forveksler primitiv egoisme, altså gennemført selvoptagethed og selvdyrkelse med kærlighed til sig selv.
To slags egoisme.
Men kan man med rette hævde, at det menneske, der ukritisk har ladet ethvert begær, der er opstået i dets bevidsthed, få fodfæste, virkelig elsker sig selv? Absolut nej! Ethvert begær, hvis konsekvens betyder en direkte forkortning af ens eget liv eller en realistisk reduktion af ens lykkechancer, er en direkte fjende af det Jeg, indenfor hvis livsområde det ikke alene har taget bopæl, men også fået rige udviklingsmuligheder. Bliver konsekvensen af dette begærs fremvækst eller udvikling ikke netop den, at det menneske, der er dette begærs "første årsag" ikke alene selv får en langt ringere skæbne, end det ville have fået uden dette begærs tæren på dets livskraft, men også at det, i givet fald, får en langt ringere chance for at være noget for "sin næste"? Det gør det, og det er derfor også af vigtighed, at man lærer at elske sig selv på den for dette Selv rette måde. Vor selvkærlighed har virkelig to helt forskellige veje at kunne gå, to veje hvis mål er helt forskellige.
Ukontrolleret selvkærlighed.
Det er givet, at et menneske, der aldrig har fået blot den mindste undervisning, i sit eget sinds opbygning, altså i sin åndelige eller kosmiske struktur, helt er prisgivet de primitive begær, der som paddehatte på en fugtigvarm sommerdag skyder op fra skovbunden. Uden viden om, at man inden for sit bevidsthedsområde besidder to fra hinanden helt afvigende sind, af hvilke det ældste, det fra dyreriget nedarvede eller overleverede gang på gang fører på det nyere sinds, det humanes, bekostning, er man så temmelig håbløst stillet i kampen om at elske sig selv på den mest positive måde. Man vil da atter og atter blive stillet overfor den fuldbyrdede kendsgerning, at det, man troede "var det bedste for en selv", faktisk var det dårligste. Man vil da næsten ustandseligt blive bragt i den situation, at man over for sig selv må indrømme, at alle de foranstaltninger, man tog for at beskytte dette kære Selv, ikke alene viste sig at være magtesløse, men direkte ulykkebefordrende for det, de skulle beskytte.
Lad os for eks. se på begrebet "løgn". Alle lærer, at løgn er et tarveligt middel at anvende. Børn får at vide, at en løgner er en gemen person, som ingen kan omgås uden selv at komme i miskredit. Man ønsker, kort sagt, at opbygge en hæmning i barnets sind imod løgnens indtrængen i dets bevidsthed. Men samtidigt med at man gør det, opbygger man i det samme barns sind en fremragende talentkerne eller evne for løgn. I ly af begrebet "velopdragenhed" indpoder man det en mængde forestillinger, i hvilke det så udmærket ved, at sandheden indtager en underordnet rolle. Man undskylder dette med, at det nu engang er nødvendigt at lære barnet en for det selv gavnlig "form", og at livet nu engang kræver visse regler respekteret, om det hele ikke skal ende i tåbeligt anarki. Men kræver livet løgn? Er det absolut nødvendigt, at barnet efter en dødkedelig aften eller eftermiddag siger: "Tusind tak for den dejlige aften". Er det ikke nok, at det lærer at sige: "Tak for i aften!" eller "Tak for mad!" i stedet for "Tak for den dejlige mad!" – hvis nu maden vitterligt ikke har bekommet det særligt godt? Man kan selv supplere disse eksempler med utallige andre, hvis resultat uundgåeligt vil blive, at det både er klogere og kærligere og helt i kontakt med barnets medfødte sandhedsinstinkt at lære det at betjene sig af så få ord som muligt. Tavshed er vitterligt åndeligt guld. – Mennesket, der som resultat af sine omgivelsers påvirkning er blevet ekspert i at tie og tale på rette sted, er langt bedre stillet end ham, der strør om sig med de åndløse taknemmelighedsfloskler, der præger så megen af vor nuværende selskabelige omgang.
Når nazaræeren lærte sine disciple, at de skulle være "blide som duer og listige som slanger", er det sikkert de her angivne situationer, han har haft i tankerne. Den ubetingede ærlighed kan simpelthen ikke praktiseres i vor verden af den simple grund, at de fleste ikke skelner mellem hensynløs og hensynsfuld ærlighed. At man "ærligt føler", at et menneske klæder sig rædsomt smagløst, berettiger ikke en til "ærligt" at sige dette til vedkommende. Mennesket uden kendskab til selv den mest elementære kosmiske kemi (læren om den rette tankeblandingsmetode) vil her komme hjælpeløst til kort og gang på gang opdage, at dets "ærlighed" kan få endda meget ubehagelige konsekvenser for det selv. Ukontrolleret selvkærlighed, hvilket frit oversat vil sige regulær uvidenhed om sin egen indre mentale struktur vil altid være som en slags boomerang. Man tror at gøre det rette, det rigtige, og opdager for sent, at man har gjort det modsatte.
Modsætningen.
Modsætningen til denne tilstand finder man hos det menneske, der har været så lykkelig at modtage en dybtgående undervisning i kunsten at leve. Et sådant menneskes selvkærlighed har en helt anden struktur end den uvidendes. Dette menneske ved, at den største fjende af egen lykke, findes indenfor hans egen bevidsthed, og ikke udenfor. Han ved ganske nøje, at den kosmisk-kemiske formel: "Og eders svar skal være ja, ja, og nej, nej!" ikke er en tåget religiøs floskel, men derimod en fornem åndelig håndsrækning til det menneske, som ikke alene gerne vil gøre andre lykkelige, men som forstår umuligheden af dette, sålænge man selv er ulykkelig eller et bytte for allehånde modstridende tilbøjeligheder. Et sådant menneske er til marven af sin sjæl klar over, at dets værdi som lykkespreder helt er afhængig af dets egen bevidste kontrol over de begær i dets egen bevidsthed, som har magt til, om man ikke holder øje med dem, at sønderbryde ens egen indre åndelige akse og lade den kontrollerede selvbeherskelse vige for destruktive kræfter. Destruktive – ja, thi er ethvert menneske, der mister magten over sig selv, ikke et redskab for de kræfter, der "pisker med skorpioner"? Jo det er! Og ulykken ved de over hele verden herskende livsindstillinger er netop den, at intolerancen, som er ubeherskethedens stærkeste indikator, her spiller en altfor dominerende rolle. Utallige er de livsforestillinger, i hvilken "hellig vrede" og "retfærdig harme" gør sig så stærkt gældende, at det enkelte menneskes medfødte talent for hidsighed og eksplosion i stedet for at blive hæmmet og nedkæmpet, bliver fremmet, ja bliver gjort til genstand for direkte dyrkelse. Primitiv nationalisme, primitiv religiøsitet (kvindelige præster), primitiv seksualisme (mandens rettigheder) osv., osv. – overalt oplever man at det, vi kalder "kultur", altså det vi drømmer om at repræsentere, simpelthen ingen chancer har for virkelig vækst og udbredelse, før vi lærer helt og fuldt og på rette måde – at elske os selv!
Tilbage til forfatterregister
Forrige