Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Huit! siger Blæsten i det Øjeblik, jeg træder ud af min Gadedør. Uvilkaarligt knapper jeg Frakken tættere om mig, skotter lidt til begge Sider for at se, fra hvilken Retning Vinden kommer og begiver mig saa paa Vej. Af og til stænker Regnen mig i Ansigtet, ikke iskoldt, men alligevel saa ubehageligt, at man uvilkaarligt forsvinder saa langt ned i Frakkekraven, det nu engang er muligt. Mappen har jeg faaet klemt saa godt op under Armen, at den kan passe sig selv, Hænderne godt ned i Lommerne, alt er nu som det skal være, – og saa begynder Hjernen at accelerere.

Mon "Lampepudseren" er ude i det Vejr? Lampepudseren er en Hund, som hører til i en lille tilbagetrukken Villa, jeg hver Morgen passerer. Jeg har givet den det Navn, fordi den grangivelig ligner en af de Lampepudsere Mor brugte, dengang vi endnu havde Petroleumslamper derhjemme. Til at begynde med, lod den som om den ikke saa mig. Den saa bare lige ud, naar jeg passerede den, den var alt for fin til at mænge sig med Rakket. Naa, jeg hilste nu høfligt paa den hver Morgen, smiskede lidt til den, og efterhaanden lod den sig da endelig formilde til en lille Logren med den Stump af en Hale, en eller anden Dyrlæge havde efterladt, efter at have snuppet de to Trediedele – saadan er jo Livet. Denne lille Logren blev Begyndelsen til et af de smaa Venskaber, der forsøder Livet. Nu mødes vi hver Morgen, omtrent da, den kommer mig ovenikøbet lidt i Møde, springer op ad mig, faar et Klap, og faar Lov til at løbe et lille Stykke med min Mappe. Men ak, et Par Villaer længere henne bor der en anden lille Lampepudser – af det svage Køn, – og der holder Kærligheden til mig op.

Nej, Lampepudseren holdt sig inde i Dag, jeg forstaar det, en lun Kakkelovnskrog er ulige mere tiltrækkende end Novemberruskregn. November, ubegribeligt som Tiden gaar. Jeg synes paa engang, at det er som i Gaar, vi tumlede med at bygge den første Hytte oppe ved Klint. Nu staar der syv store Sommerhuse under Tag. Det kribler i mig af Glæde ved Tanken om den Sommer, jeg svagt øjner i det fjerne. Et Øjeblik lukker jeg Øjnene, fornemmer Bølgernes Klukken i Øret og glæder mig over, at jeg fik lært at dykke i Sommer, saa kan Jahn da ikke helt skære mig ned, naar Badesæsonen igen begynder. Jahn, Tanken glider videre, vi havde Studiekresmøde i Aftes, han svarede flinkt for sig. Nu begynder Tankerne at myldre frem i flere Kolonner ad Gangen. Der er jo nu Aalborg, hvorfor kan jeg egentlig saa godt lide at komme derop? Er det fordi Byens Atmosfære ligner Københavns, eller er det Menneskene? Jeg bliver enig med mig selv om, at det er Menneskene. De er saa djærve og lige ud af Landevejen. Sommer, hvisker en Stemme dybt inde i mig. Sandt nok, Sommer er ikke altid saa let at bide Skeer sammen med, men alligevel, saadan omtrent enige blev vi da. Pudsigt nok, jeg kan egentlig saa godt lide Mennesker der er lidt uenig med mig, det lærer man af. Opposition er ikke altid af det Onde. Tankerne glider af sig selv ned til Odense. Jeg stod og tumlede med Lysbilledapparatet, da han kom ind i Lokalet. Jeg kunde se paa hans Ansigt med det samme, at vi to slet ikke var enige. Men han ser rar ud, trøstede jeg mig med, men enige, det er vi ikke. Efterhaanden som Foredraget skred frem, forvandlede hans Ansigt sig, vi saa hinanden i Øjnene, Forsamlingen gled bort fra mig, nu var der kun ham og mig. Analysen af de tre X'er gled som Lynglimt igennem min Hjerne, Sætningerne blev skarpe, ligesom med en rød Streg under, men saadan skulde han have det, Øjnene blev mildere og mildere, nu smilede de, – en Bevægelse kan ikke opleve en anden Bevægelse – han forstod det, – og den øvrige Forsamling blev atter levende for mig.

Roskilde – og første Gang. Jeg stod og betragtede de forskellige Mennesker efterhaanden som de indfandt sig. Hilste paa nogle og undredes over, at de syntes mig saa bekendt og forstod saa pludseligt, at disse for mig helt nye Mennesker var de samme som dem, jeg mødte i Aarhus, i Randers, i Aalborg, ja overalt hvor jeg mødte spørgende Mennesker. Men vi kendte ikke hinanden, derfor var Atmosfæren anderledes end i de andre Byer, hvor vi kender hinanden og længes efter at se hinanden og udveksle Oplevelser. De kiggede paa mig. Hm! Naa saaledes ser han ud. Vore Øjne mødtes, vi skal nok blive Venner. Jeg følte det – og følte samtidigt, at der var en tre, fire Stykker, hvor Venskabet vilde blive udskudt til senere. Om Folk dog blot vilde lære at forstaa hvormeget Forhaandskulde dræber, ikke alene for den enkelte, men ogsaa for de andre. Noget faldt i god Jord, – og noget paa stenet Grund.

Roskilde blev startet. En ny lille levende Celle i den Organisme som Dag for Dag gror sig stærkere og stærkere. Blot jeg kunde spalte mig i seks Dele, saa skulde Studiekresene i Provinsen faa een hver, og der vilde endda blive en til København, – og det er ikke for meget.

Det er holdt op med at regne. Af og til bryder Solen igennem med et Glimt. Jeg nærmer mig en Hængebirk, som jeg sætter meget stor Pris paa. Jeg har nydt den fra den i Foraaret præsenterede mig sit første spæde Blad og til den nu af og til blotter sin smukke hvide Stamme igennem et Væld af de skønneste broncegyldne Farver. Hvorfor elsker jeg Birken højere end Bøgen? Jeg ved det! Bøgen er mig for massiv. Den er vidunderlig skøn den Morgen, den er sprunget ud, men Birken er yndefuld hele Sommeren, ja hele Aaret. Bøgestammen er mørk, Birkestammen lysende hvid og det lyse har nu en stor Plads i mit Hjerte.

Lysende. Tanken vender atter tilbage til Studiekresarbejdet. Hvor er det dejligt, at se alle disse fremmede Mennesker smelte sammen og blive til Eet. Jeg mindes smilende Onsdagsholdet i København. De satte sig omhyggeligt med en god Afstand fra hverandre. Hilste paa hinanden, ikke koldt, heller ikke varmt, – reserveret. Nu er det en dejlig Familie at komme paa Besøg hos.

Det er som om den Kærlighed, der brænder bag alle Martinus' Analyser, hastigt skærer sig igennem alle Former for Reserverethed, smelter alle Former for Kulde og bøjer de enkelte mod hverandre saaledes, at den Enhed, der er den nødvendige Betingelse for en samlet Vækst, hurtigt bliver bragt til Stede. Lysende. Martinus Arbejde er ikke andet. Det har fra sin første spæde Begyndelse ikke villet andet end Lys, derfor maa det gro, maa det skyde de friske levende Skud, der i sig selv er Fortællingen om Livet og den Lov, der byder det at søge fremad og opad.

Et Blad kommer glidende i Spiraler forbi mine Øjne og lander ved min Fod. Døden – en Række kære Ansigter passerer Revu for mit indre Blik, – døde – hvor taabeligt – nej, levende, levende – i lyse og kærlige Sfærer, Maalet for al vor Stræben. Et Solstrejf træffer mit Ansigt, jeg fornemmer dets Varme et Sekund, Lyset, der er ikke andet end Lys – "og han saa ud over Jorden, og han saa, at alt var saare godt". En Bevægelse kan ikke opleve en anden Bevægelse, der er et Noget, der oplever Bevægelsen, og dette Noget er hævet over Bevægelse, er udødeligt, har altid været og vil altid komme, evigt, straalende, funklende til Syne bag alle Former for Skabelse, – og dette Noget er inde i mig, er inde i dig, er inde i alle levende Væsener.

En Rødkælk svirrer forbi mig og sætter sig paa et Stakit. Den blodrøde Plet paa dens Hals lyser et Øjeblik i Solen, den dukker sig et Par Gange, som den har for Skik, og forsvinder – Bladene falder og langt borte svinger en Krage sig i Vejret og glider med et tungsindigt Kra-kra bort over Husene.

Efteraar, ja – men Sjælens Foraar.