Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1950/1 side 13
Erik Gerner Larsson: Ringen sluttet
Som meddelt i decembernummeret af "Kosmos" var der ved årets slutning kun 9 grunde tilbage indenfor feriebyens område. Som læseren vil se andetsteds i dette nummer af bladet, er også disse 9 grunde nu realiserede og den store udstykningsplan ved Klint dermed fuldbyrdet. Hvad mange havde betvivlet og adskillige troet helt umuligt, er på disse få år blevet en realitet. Det nye år kunne ikke have fået en finere start, og mon ikke de fleste vil finde det forståeligt, at den, i hvis lod det faldt ikke alene at afstikke de mange grunde på kortet, men også at fuldbyrde selve realisationen, føler trang til at give udtryk for den taknemmelighed mod de mange købere, der melder sig ved afslutningen af netop denne opgave; jeg vil tro det!
Enhver, der har fulgt udviklingen ved Klint i disse år, ved, at det ikke har været nogen let tid for os. Når jeg i dag ser tilbage over tiden fra 15. april 1946, hvor sagens store flag for første gang vajede over Klintsøgaard, og til i dag, er der i virkeligheden kun een eneste ting, der igennem det hele har været min egen største inspiration, og det har været Martinus aldrig svigtende tro på, at det, der her fuldbyrdedes, skulle fuldbyrdes. Selv i de situationer, hvor de fleste sandsynligvis ville have bøjet sig for en yderverdens pres, faldt det ham ikke et øjeblik ind, at det skete skulle have været usket, og at det hele ikke til sidst skulle blive til velsignelse for den sag, der gennem ham var blevet en del af os alle.
To mænd, to jævnaldrende venner, kontorchef i Frederiksberg skattevæsen, cand. jur. Eigil Hansen og statsautoriseret revisor Knud Hansen, Odense, har gennem hele denne vanskelige periode stået ved min side og takket være et næsten utroligt fritidsarbejde bidraget til, at de mange både regnskabsmæssige og juridiske vanskeligheder blev klaret på bedste måde. Uden disse to mænds aldrig svigtende trofasthed i denne ofte sejge og hårde kamp, havde jeg ingen chance haft for at nå et lykkeligt resultat.
Men al vor flid og alle vore forsøg på at løse den stillede opgave ville uvægerligt være strandet, om der ikke indenfor sagen havde eksisteret den tillid til Martinus person, der har været selve forudsætningen for samtlige de fysiske skabelser, der her har været tale om. For mig at se er det, som om den ring, der i dag slutter sig om denne sag og sikrer dens beståen ud i fremtiden, består af tre ubrydelige led. Martinus fik kun få døgn til at bestemme sig til købet af Klintsøgaard og måtte derfor i hast henvende sig til nogle ganske få af sagens økonomisk velstillede mennesker, som derved kom til at udgøre ringens første led. Set udefra indebar en kaution her en meget stor risiko, idet enhver "forretningsmand" på forhånd ville betragte projektet som "dødfødt", hvad det iøvrigt også ville have været, om hensigten med det blot havde været en almindelig forretningsspekulation. Det tjener disse få mennesker til uvisnelig hæder, at de stillede deres navne og dermed deres formuer til rådighed for sagen. De gjorde det " uden hensyn til risiko, og de vil aldrig få grund til at fortryde det.
Det næste led i ringen blev partialobligationslånet, der i sin natur henvendte sig til selv den mindst bemidlede indenfor sagen. Også her blev svaret en overvældende bekræftelse, selvom den ikke kunne nå de stillede mål. Vi er endnu ikke "de mange", men lad det være sagt med det samme, at de tegnede bidrag var som en bølge, der bar os over store og på den tid næsten uovervindelige vanskeligheder. Og så endelig det tredie led i ringen: udstykningsplanen og dens fuldbyrdelse. Når man betænker det chock, mange fik, dengang det blev meddelt, at koloniens huse skulle realiseres, og sammenholder den sorg, mange åbent gav udtryk for, med den glæde, denne beslutning allerede nu, så få år efter, har været anledning til og i fremtiden vil blive anledning til, må man indrømme, at en for sagen lykkeligere bestemmelse ikke er blevet taget i disse år. At mange tvivlede om, at denne udstykning i det hele taget kunne fuldbyrdes som angivet, skal ikke bebrejdes dem, men den var den eneste mulige løsning på de opståede vanskeligheder. Nu, hvor den ikke alene er fuldbyrdet, men lykkeligt fuldbyrdet, skal det siges, at ingen steder har Martinus arbejdes sande værdi manifesteret sig tydeligere end i den kendsgerning, at alle disse mennesker uden tøven er trådt til og ved deres dybe forståelse af hensigten med skabelsen af feriebyen, har fjernet den sidste hindring for en på alle områder gennemført lykkelig løsning af den opgave, Martinus i foråret 1946 intuitivt følte skulle og måtte løses i disse år, hvor han selv nærmer sig sin åndelige skabelses sidste etape.
Vi skriver nu 1950 og passerer dermed dette århundredes midte. Kun de færreste af os kommer til at opleve dets afslutning, kommer til at opleve, hvorledes de graner og fyrretræer, vi i disse år planter på de mange grunde, vil række sig mod himlen og bryde stormene fra vest og nord. Livet er jo således indrettet, at den ene generation planter de træer, der giver den næste skygge og læ, en sandhed, der også gælder livets åndelige områder. Den største frugt af vort arbejde med at bygge "Kosmos Ferieby" bliver ikke de glæder, den kommer til at skænke os selv, det bliver den kendsgerning, at der efter os eksisterer en plet, som der i den grad er lyst fred og velsignelse over, at den tids ungdom dèr kan hente nyt livsmod både i den skønhed, der da omgiver den, og i den viden, at hvad her er skabt, blev skabt af mennesker, der satte det åndelige over det materielle og i fællesskab, midt i en verden af krig, had og ondskab, satte skulder til skulder for at bære det frem i lyset, som fyldte deres hjerter.