Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da feriebyens store flag blev strøget torsdag aften den 11. august, sluttede den femtende sæson på denne plet, der er kommet til at spille så stor en rolle i sagens tilværelse. Martinus holdt sommerens sidste foredrag, og siden er feriebyen langsomt blevet affolket. Kun få gæster er endnu tilbage, og inden mange dage er også de borte og de sidste huse aflåsede og tilskoddede. Endnu er luften høj og ren, og endnu sker det, at solen bryder igennem og varmer så stærkt, at man med ét mindes glade højsommerdage. Men oppe over bakkerne røber de afhøstede marker, at efteråret stunder til. Endnu nogle ganske få uger, og de første storme vil jage henover landet og forkynde, at sommeren 1949 er uigenkaldelig fortid.

Femten somre er en lang tid. Børn, der i 1935 tumlede rundt på denne store plads, er i mellemtiden blevet voksne. Mennesker er kommet og gået, træer er plantet og blevet store, og bygning har føjet sig til bygning i denne svundne årrække, der på een og samme tid forekommer så kort og så uendelig lang, at man ligesom ikke synes, at der har været en tid, hvor feriebyen ikke var til. Har disse mange år, denne lange kæde af somre opfyldt de forhåbninger, vi alle i sin tid stillede til denne plet? Har det, de har skænket os, været byrderne og besværet værd?

Jeg ved, at mange vil undre sig over, at jeg overhovedet stiller dette spørgsmål, ja, at mange slet ikke vil kunne forstå det, eftersom de jo atter og atter har givet udtryk for, at deres ferie ved Klint er årets største glæde for dem, og at de, så snart de forlader dette område, blot længes efter, at det på ny skal blive sommer. For disse menneskers vedkommende er spørgsmålet virkelig uden mening, det indrømmer jeg, men de repræsenterer trods alt ikke alle i denne bevægelse og slet ikke dem, der i deres hjertes enfold endnu kan spørge: »Hvad i alverden vil de dog med alt det der oppe?«

Naturligvis er det ikke let for mig at besvare de stillede spørgsmål helt neutralt, dertil er jeg vel for impliceret. Men jeg har dog den forudsætning, at denne lille by på sin vis udgør min materialiserede ungdom, udgør frugten af de år i mit liv, hvor kræfterne er friskest og modet stærkest, og hvor viljen til at skabe noget i grov og tung materie kulminerer. Jeg nævner ikke dette med henblik på det arbejde, jeg sammen med denne sags øvrige ungdom har udført heroppe, men derimod med henblik på de idealer, der i sin tid lå bag skabelsen af alt det, der siden groede frem. Og her tør jeg åbent sige, at der ingen forskydning har fundet sted, og at det, der hidtil er sket, har været det hele værd!

I mange hundrede menneskers sind har somrene ved Klint efterladt et erindringsmateriale, der allerede nu er ved at være livsbekræftende »guldkopier«. Mange steder jorden over sidder i dag mennesker, der i tankerne kan vende tilbage til sollyse erindringer om timer i samvær med glade og positivt indstillede mennesker her og til tanker, der første gang fødtes i en beskeden træhytte ved Klint.

Ideen bag feriebyen var den, at vi måtte have en plads, hvor vi kunne mødes for at drøfte åndelige problemer, og hvor mennesker med samme idealer, samme interesser, kunne mødes. Denne idé, der udsprang af et fællesønske på samtlige studiehold, materialiseredes i 1934, og året efter åbnedes den første sæson heroppe. Foredragene udgør således kernen i feriebyens liv, og retter vi bevidstheden imod netop dette område, tror jeg, at enhver, der har siddet som tilhører i foredragssalen heroppe, vil give mig ret i, at der her ydes noget helt for sig selv. Vi, som år efter år har søgt at yde vort bedste inden for den undervisning, vi føler udgør den inderste hensigt med vort liv, ved, at vi ingen steder bliver lettere inspireret end her, hvor mennesker samles, fordi de selv vil det. Gang på gang oplever man det forunderlige, at selve atmosfæren på denne plads ligesom fortætter sig og lader en fornemme en højere åndelig verdens umiddelbare nærhed. Det er denne specielle atmosfære, der i dag udgør den allervigtigste frugt af disse mange somres møder her – og det er også den frugt, der opvejer enhver vanskelighed, enhver modgangsbølge.

Tilværelseskampens vilkår har affødt en indstilling, man i dag møder overalt, og som kortest kan udtrykkes med ordene: »Kan det betale sig?« Få har vel mødt dette spørgsmål i forbindelse med Kosmos ferieby tiere, end jeg har – og hver gang har dette spørgsmål udløst samme pinlige følelse i mig. Hvis man ved ordene »kan betale sig?« forstår et direkte overskud, altså det, man venter af enhver »forretning«, er mit svar et klart nej! – og jeg håber, at det altid må være det! Jeg ville føle det som en personlig smerte, om det, vi her har skabt, skulle identificeres med en ganske normal forretning, der skulle give udbytte. Så små er vi ikke, at vi ikke i fællesskab skulle kunne bygge noget op, der kræver lidt af enhver af os. Så langt borte fra vore egne idealer er ingen af os, at den drøm, som her realiseres, og som i meget høj grad er hver enkelts drøm, skal bringes ned på et i virkeligheden meget lavtliggende forretningsplan. Feriebyen skal økonomisk hvile i sig selv, hvilket vil sige, at dens »rå udgifter«, dens renter, lønninger, skatter og vedligeholdelse og fortsatte udvidelse, så vidt muligt skal kunne klares af de flydende indtægter, men den skal aldrig udvikle sig derhen, at dens fysiske trivsel ikke kommer dens indbyggere ved. Lad mig i denne forbindelse nævne et lille eksempel. Vi har i dag på Klintsøgårds vægge en simpelthen vidunderlig samling tegninger af en af denne sags afdøde, gladeste medarbejdere. Ville vi have haft denne samling, om vi ikke alle havde stået sammen om at få den samlet og indrammet? Absolut nej! Og sådan kunne jeg i virkeligheden blive ved! Hver gang jeg selv tænker på denne skabelse, ser jeg på ny den lange række af »små mænd«, der ville dette og gjorde det – og adskillige ansigter, som kunne have lettet os byrderne, men tvivlede. Og jeg er igennem disse mange års kampe nået til den overbevisning, at det altid vil være sådan, – til gavn for alle parter!

Martinus arbejde er en stor sag, som hele vort eget liv igennem vil være på »fødselsstadiet«. Mange har drømt, og mange vil komme til at drømme om dens »gennembrud«. Jeg forstår dette, fordi jeg selv har været igennem de samme stadier. Men denne sag har kun eet gennembrud, der har værdi, nemlig det, der må finde sted i ens egen sjæl. Det andet er dybest set kun en af den ordinære sensationshungers mange fangarme, der midlertidigt får tag i en. En dag vågner man op og forstår. Man finder sig selv – og sin plads i forhold til den idéverden, man nu er indviet i. Det er i denne proces, at Kosmos ferieby udgør et uundværligt led. Her kan man blive begejstret, – og her kan man få »dampet af!«

Vender vi os mod det, de kommende år vil bringe heroppe af særligt nyt, kan jeg kun sige, hvad jeg i øvrigt allerede antydede i dette blads juninummer, at vi i øjeblikket arbejder med en sidste ombygning af de to store pavilloner, således at de til næste år fremtræder som en samling dejlige ferielejligheder. Jeg har mange gange givet udtryk for, at den hoteldrift, vi i disse år nødtvungent har haft, ikke var den endelige løsning, men byggerestriktionerne har hele tiden været en hindring for en endelig indretning af det nye område. Nu lysner det imidlertid, og vi arbejder derfor på den sidste udformning af dette store kompleks, således at det i en langt højere grad, end tilfældet er i dag, kan blive taget i sagens tjeneste. Udover dette, at vi, når denne ombygning er fuldbyrdet, foruden hovedbygningen så disponerer over 18 større og 9 mindre fuldt indrettede lejligheder, alle med lys, gas og rindende vand og med springmadrasser i sengene, kan jeg intet sige. Planerne er endnu ikke »afpudsede«, så vi vil foretrække at vente med at offentliggøre dem, til de har fundet deres endelige leje. Kun eet skal siges, og det er, at vi, der har ansvaret for den rent fysiske skabelse, der her skal fuldbyrdes, aldrig vil standse, før denne skabelse er bragt i fuld overensstemmelse med de idealer, vi bekender os til. At vi her i nogen grad hemmes af det, der skjuler sig under det beskedne ord »forrentning«, giver sig selv. Men man kan være tryg. Tingene skal løses, – og de bliver løst!

– – –

Høstsolens blide lys har leget hen over mit skrivebord, medens jeg har skrevet denne lille artikel. Uden for mit vindue presser sensommervinden fyrretræerne endnu tættere sammen og får dem til at danne en lun mur, og nede fra havet kommer lyden af lange, rolige dønninger, der ligesom ånder tungt ud. Her er en ubeskrivelig fred i dette øjeblik. Martinus har igennem sine kosmiske analyser lært os at gå fra det timelige over i det evige og at anskue de begivenheder og oplevelser, livet lader os møde, udfra et større perspektiv end det almene. I lyset af denne viden synes det mig, at disse femten somre ved Klint tjener et formål, som ikke enhver af feriebyens gæster helt har fået øjnene op for. Vor egen tid er kort, meget kort, men for vore øjne gror en ny slægt op. Mon ikke denne lille bys fornemste opgave dybest set er den, at denne slægt, der bliver vore arvtagere, får plantet i kød og blod de ideer, som vi her kæmper for, og derfor som noget selvfølgeligt tænker de tanker, som vi møjsommeligt har slidt os frem til at tænke? Har jeg ret i dette, har denne lille by ikke alene været det hele værd, men den vil da have så stor betydning, at jeg, om jeg havde endnu en ungdom at skænke den, med glæde gjorde det!