Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Man skal ikke have beskæftiget sig ret meget med Martinus' kosmiske analyser, før man støder på udtrykket »perspektivprincippet«. Ofte forvolder dette første møde noget hovedbrud, men efterhånden som man bliver fortrolig med den tanke, der gemmer sig bag dette udtryk, viser det sig, at man her står overfor en af hovedhjørnestene i det verdensbillede, Martinus ved hjælp af sine analyser gør os bekendt med.

Takket være kendskabet til dette princips eksistens, eller måske rettere: – takket være kendskabet til, at dette princip skjuler sig bag de ting og situationer, vi oplever omkring os, reduceres det hav af detailler, som kommer til syne i vor omverden, og som opregnet på række er uendelige, – dette hav reduceres til forholdsvis få tilstande, der blot kommer tilsyne på mange forskellige måder. Alle disse forskellige tilsynekomster af de samme ting, hjælper den søgende til at forstå tingen, idet de hver for sig viser den fra en side, som de andre ikke viser. Og i stedet for at skulle forstå en uendelighed af detailler i mikrokosmos, en anden uendelighed af detailler i mellemkosmos og en tredie uendelighed af detailler i makrokosmos, ser vi nu, at de samme principper går igen i disse tre hovedzoner for menneskets oplevelsessfære, og at vi ved anvendelse af perspektivprincippet kan drage paralleller derimellem, som kan være til uvurderlig forståelse for alle tre zoner, ikke mindst for forståelsen af vor egen – mellemkosmos.

Når man har gjort sig fortrolig med denne første forståelse af perspektivprincippet, åbner der sig nye og umådeligt interessante forskningsområder for en. Imidlertid er det ikke min hensigt her at trænge dybere ind i disse felter, det vil blive for omfattende; jeg vil blot påpege et ganske bestemt lille felt blandt de mange. Man kan måske sige, at det er en af perspektivprincippets praktiske anvendelser.

Grunden til at jeg gør det, er den, at jeg gerne vil forsøge at afværge en vildfarelse – eller i hvert fald en misforståelse, som ikke er helt ualmindelig, og som må tilskrives den kendsgerning, at ny viden meget ofte virker så sjæleligt berusende, at det kan være vanskeligt at genvinde sin nøgternhed. Og uanset omstændighederne, så er beruselse nu aldrig nogen sund tilstand.

Med hensyn til perspektivprincippet, da går det ofte sådan, at denne store tanke virker så berusende, at dens mest nærliggende anvendelse ikke får plads i det billede, der danner sig i bevidstheden.

– – –

Vi lever her i en verden, hvor det overalt myldrer med liv. Vi ser det åbenbare sig for os overalt, hvor vi vender os hen, ikke blot fra mineralets spæde livsformer i krystaldannelsen og videre op gennem vegetabilske zoner, men også i et væld af forskellige dimensioner. Fra svundne tider får vi gennem fossiler vidnesbyrd om kolossale organismeformer, gennem vore mikroskoper iagttager vi liv i så små tilsynekomster, at man er tilbøjelig til at kalde det for stof. I vor daglige verden ser vi kæmpemæssige træer hvælve sine kroner over os, og vi ser bitte små frø spire og vokse frem. Små insekter svæver i luften omkring os, og for vor fod kryber uanseelige dyr. Mennesket må endnu i denne zone dræbe for at leve, og det er for det store flertal af menneskene naturligt at gøre dette, når der er tale om forhold overfor dyr og planter.

Men for et beskedent fåtal er det ikke længere en handling, der foretages uoverlagt. De er begyndt at tænke over, hvad det er, der sker, når man dræber et dyr eller en plante. En begyndende større forståelse har bevirket, at de søger at undgå dette, at berøve et andet levende væsen dets redskab til livets oplevelse. De dræber ikke længere heste, køer, får, svin eller andre husdyr, de kan simpelt hen ikke.

Men de små dyr –. Små insekter, for at nævne et eksempel, de ligger så langt borte fra vort »standardmål«, at vi ikke helt opfatter dem som væsener, som os selv; ofte tænker man ikke over det, når man med en rask bevægelse bringer sådan et lille væsens liv til ophør.

Nu vil man måske sige: jamen det blev jo umuligt at leve på jorden, hvis man skulle lade alle insekter leve og formere sig frit! Det skal man heller ikke, og derfor har forsynet også sørget for, at der på jorden lever videnskabsmænd, der tager sig af sådanne opgaver, og andre mennesker, der udfører resultaterne af disse videnskabsmænds arbejde. De, jeg her taler om, er mennesker, der er begyndt at forstå, hvad det levende væsen er, der er ved at blive fortrolige med perspektivprincippet! Og det jeg vil påpege er blot, at i en situation, som den jeg her trækker frem, glemmer man ikke sjældent at anvende dette perspektivprincip til en belysning af, at den »lille« organisme ikke må tages som det absolutte mål for det lille væsen, der benytter den, men at tværtimod det levende noget bag den »lille« insektorganisme er akkurat lige så »stort« som vort eget jeg, det er nemlig udenfor »størrelsesområdet«. Og dette, at bekæmpe det dræbende princip, kommer ikke blot til syne, når talen er om krig eller ernæring, men overalt, hvor man er stillet overfor levende væsener, uanset størrelsen af deres organisme. At man ikke tilfulde kan efterleve dette her på det fysiske plan, er noget andet, men man kan i hvert fald bestræbe sig derpå og undgå meget ved at tænke sig om før man handler.

Et andet område. Så mange mennesker føler en ofte brændende trang til at »gøre noget«. De har set et smukt billede og vil nu gerne bidrage til, at dette billede skal blive virkelighed. De føler, at der er mange ting, der skal gøres, og de mener også, at de absolut må kunne gøre »eet eller andet«.

Men her gør noget lignende sig gældende. De fleste føler nemlig, at der er mange »store ting«, der skal gøres! De ser, hvorledes en hel verden endnu styrer sin kurs efter idealer, der tilhører en epoke, som er ved at gå under, og de vil gerne forsyne denne verden med nye idealer, der er i kontakt med livet. De ser, hvordan menneskene atter og atter overtræder livets love i forsøg på at leve, og de brænder af længsel efter at åbne menneskenes øjne for den sandhed, der er så selvfølgelig for dem selv. Måske prøver de det og må som Ikaros opleve at brænde vingerne. Og i en kappe af selvmedlidenhed, i dyb skuffelse over ikke at blive »forstået«, får mange af disse mennesker, der jo i virkeligheden mener det godt, slet ikke øjnene op for, at deres liv, som de selv mente skulle leves i de »store ting«, består af en række af mange ting; ja, måske ser de det, men de fatter det ikke rigtigt, disse ting er så »små og ubetydelige«! Atter en svigtende evne til at anvende perspektivprincippet. De to ord »små« og »ubetydelige« er nemlig ikke synonymer, de betyder ikke det samme.

De små ting er ikke ubetydelige! Tværtimod, det er i de små ting, forsynet prøver den af, der er udset til at mestre de store. Det er ingen kunst at se, at en stor ting har betydning, men at skue igennem en camouflage i form af et beskedent ydre og se det rige og værdifulde indre, der rører sig bagved, det afslører den sande visdom. Man må lære at forstå, at betydningen af ens liv ikke ligger i, hvormange »store ting«, man har magtet at udføre, men i hvormange værdifulde gerninger, man har evnet at udføre. Brug perspektivprincippet til at se igennem formerne ind til det sjælelige værd og de sjælelige gevinster, der skjuler sig bag dem, og De vil se, at De ikke behøver at søge for at finde noget at gøre. Et glad smil, en venlig tanke i tale eller i breve til mennesker, man kun sjældent ser, er mere værd end en aldrig realiseret beslutning om at ville gøre noget stort.

Ja, lad os se på tanker i det hele taget. Også her gælder det at sigte det mindre værdifulde fra det, der har betydning. Man er tilbøjelig til at lade hjernen være legeplads for tanker, af mange forskellige arter. De kommer og går – bogstavelig talt som vinden blæser; og de fylder! Der bliver ikke plads eller tid til de tanker, der giver næring for åndelig vækst. Også her må perspektivprincippet finde sin anvendelse, således at man lærer at skelne, lærer at se bag formerne. Det der optager os i øjeblikket, er vi tilbøjelige til at tillægge en betydning, der slet ikke tilkommer det. Det dækker billedfeltet og synes stort, men lad det komme på afstand – og se det så i den rette sammenhæng. Man skal vogte sig for at handle for hastigt efter at en tanke er dukket op i bevidstheden – lad den synke til ro og glide ind i det rette perspektiv.

»Den store lykke«. Hvor ofte møder man ikke det udtryk i romaner og noveller. Mange, mange mennesker går hele deres liv rundt og venter på »den store lykke«, –og oplever den aldrig. De er så stærkt indstillede på dette begreb, at det virker som et par solbriller, der gør det umuligt for dem at se noget andet, og verden bliver grå og trist. De venter noget, de knap nok ved, hvad er, og i deres forventning, der med tiden får et bittert og tragisk drag, ser de ikke alt det, der åbenbares omkring dem. Mange ægteskaber er blevet ensformige, fordi han eller hun levede med den »orm i sjælen«, at det ikke var »den rigtige«, han (hun) var blevet gift med. Mange mennesker lever med et bittert sind, fordi de ikke »kom ud at rejse« eller fik andre ønskede oplevelser. De ser slet ikke den verden af vidundere, der åbenbarer sig for dem på en grøftekant, eller i deres have, eller i deres ægtefælles og børns glæder, eller i deres medmenneskers ønske om at dele interesser med dem. I forventning om »det helt store« får de ikke tid eller interesse tilovers for »det små«, som i deres tankegang har tillægsbetegnelsen »– og ubetydelige«!

Det gælder også her, at formen er underordnet. I det små kan de største glæder åbenbare sig for den, der har øje for dem. Lad ikke formen være bestemmende for den interesse, hvormed De møder en ting eller en oplevelse, for så får De med sikkerhed ikke det rigtige ud af den.

Der er et gammelt ord, der siger, at »liden tue kan vælte stort læs!« Og som så mange gamle ord, har det en vid betydning. Når jeg har valgt det som titel for denne lille artikel, skyldes det, at jeg gerne vil vise, hvordan den forkerte indstilling i mange af livets små ting kommer til at spærre vejen til de virkeligt store.

Perspektivprincippet bør ikke være en virkelighedsfjern analyse af blot teoretisk karakter; man skal gøre sig fortrolig med den i så høj grad, at den bliver ens vurderingsgrundlag overfor det, man møder. Man vil da lettere få øjnene op for, at de »små« ting ikke er »anderledes« end de »store«. Man vil have lettere ved at undgå formernes fortryllelse og nå ind til det virkelige, ind til det levende væsen bag formen.