Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Gennem samtlige kulturstater går der i dag en impuls, hvis indhold kan udtrykkes med det ene ord: tolerance. Man forstår, at livet har nået en korsvej, og man forstår endvidere, at den eneste positivt farbare vej fremover er tolerancens. Statsmænd, videnskabsmænd og de ypperste inden for det religiøse trosliv giver her udtryk for en inspirerende enighed. Vældige kræfter mobiliseres overalt på kloden, og man møder faktisk i disse år en indbyrdes statslig goodwill, som tidligere ville være utænkelig. At verden, skjult bag denne åbenlyse statslige imødekommenhed, alligevel ligeså åbenlyst er opdelt i to åndeligt diametralt modsatte opfattelser, koncentreret i det sørgeligt berømte politiske slogan »Øst-Vest«, ændrer ikke billedet. Menneskeheden har erkendt tolerancens reelle betydning – og vil aldrig mere slippe denne erkendelse.

Da tolerancen således er blevet en bestanddel af det kulturgrundlag, man nu ikke alene kan skimte, men bevidst opleve, kan det have sin værdi at undersøge, i hvor vid udstrækning denne tolerance skal gælde, om den skal være altomfattende, eller om den skal have en given begrænsning.

Lad mig her med det samme indskyde, at denne undersøgelse ikke omfatter direkte unormalt liv såsom enhver form for anerkendt forbrydelse, den være sig af fysisk eller psykisk art. At ordet »anerkendt« ikke i denne forbindelse kan overføres til almindelige politiske områder, forudsætter jeg som givet. Forbryder er kun den, der ved sin adfærd overtræder de love, på hvilke andres lykke og sjælefred beror. Dette har verden forlængst indset, og ingen kulturnation vover i dag at inkorporere begrebet »politisk flygtning« under det almindelige forbryderbegreb.

Når dette er indskudt næsten som indledning, skyldes det simpelthen, at et virkeligt kendskab til tilværelsens kosmiske struktur stiller os over for kravet om den absolutte tolerance. Medens fortidens begrænsede kendskab til livets åndelige baggrund åbnede den enkelte adgang til at få luft for koncentreret hadfølelse igennem de herostratisk berømte udtryk »retfærdig harme« og »hellig vrede«, så vil et blot begrænset kendskab til den viden om livets kosmiske natur, der i dag er tilgængelig for enhver interesseret, meget hurtigt afsløre, at den »retfærdige harme«s og den »hellige vrede«s dage snart vil være talte for den virkelige sandhedssøger. Vi har i dag på vor ene side et materialistisk verdensbillede, i hvilket det enkelte individs plads kan udtrykkes med ordene: et af fysiske forhold frembragt produkt, hvis hensigt er begrænset til dets rent fysiske liv på en klode, der, efter alle solemærker at dømme, iler mod sin egen opløsning inden for en beregnelig tid, – og på vor anden side et kosmisk verdensbillede, som skarpt skelner mellem stoffet og et bag det opererende evigt levende væsen, der indtil »sidste hvid« skal betale for sine overtrædelser af de love, på hvilket verdensaltets opretholdelse beror. Vi har med andre ord valget imellem at tro på, at vort eget liv kun har et ansvar, inden for den tid vores krop eksisterer, eller også at vi evigt har været og evigt vil være og derfor i hver enkelt situation skal tænke os godt om, fordi virkningerne af vor handlemåde skaber det, vi udtrykker med ordet »skæbne«.

Følger man blot det mindste med i den udvikling, vi på alle sider er omgivet af, undgår man ikke at se, at det materialistisk indstillede menneske simpelthen raser imod denne »skæbnetro«, som for et sådant menneske er den rene galimathias, – og det uagtet det netop er den, der både har spillet og fremdeles spiller en altdominerende rolle i alt religiøst eller såkaldt moralsk liv. Om det skyldes kynisme eller manglende fantasi, når så mange videnskabsmænd direkte nægter at se sammenhængen mellem årsag og virkning inden for det levende væsens psykiske områder, er umuligt at afgøre for den, der er blevet vant til i alle livets forhold at regne med det levende væsen« som førsteårsag til sit eget liv og sin egen skæbne, men en kendsgerning er det, at man overalt bliver vidne til den materialistiske videnskabs krampagtige forsøg på at konstruere en »naturlig forklaring« på begivenheder og tilstande, hvis sande natur er aldeles åbenlyse for det kosmisk indstillede menneske.

En tro, der deles af et overvældende flertal af jordens mennesker, har ikke sin rod i gold overtro, men derimod i en viden, man ikke har evner til klart at erkende, men hvis kræfter simpelthen virker i ens sjæl med en sådan kraft, at man lystrer dem, på samme måde som fuglene lystrer den kraft, der driver dem fra nord til syd og omvendt. Troen på, at »som man sår, høster man«, er simpelthen en uadskillelig del af vor åndelige struktur, og forfatteren af nærværende artikel er ikke et øjeblik i tvivl om, at mange videnskabsmænd her privat lyder en lov, som de offentligt angriber.

Men ser vi nu helt bort fra det materialistisk indstillede menneskes midlertidige tilstand og retter vor bevidsthed mod den menneskegruppe, for hvem de åndelige eller kosmiske love er en realitet, bliver vi også her vidne til en indbyrdes uenighed om tolerancebegrebet, der kan virke lammende. Hadet har ligeså kronede dage hos de religiøse som hos de irreligiøse. Intolerancens ætsende kræfter virker faktisk lige voldsomt i begge lejre. Men – og det er det, der her har værdi, – det fremskredne spirituelle menneske erkender disse farlige kræfter og går til kamp imod dem på deres mest sårbare punkt eller front: vedkommendes egen sjæl. Det er let at modarbejde hadet i et andet menneskes sjæl, men det er en livsopgave at få det båndlagt i sin egen. At vide dette er den eneste sande vej til den tolerance, som må være enhver åndsforskers mål. Det er ikke og kan aldrig blive det udviklede menneskes opgave bevidst at virke som forsynets strafferedskab i forholdet til sin næste, og det af den simple grund, at en sådan funktion af ethvert udviklet menneske opleves og føles som en ydmygelse, som en fornedrelse – sindstilstande, det ikke kan være et akcepteret kærligt forsyns hensigt at føre en ind i. Tilbage bliver derfor for et sådant menneske kun den ubegrænsede tolerance, der, med de under det abnorme anførte begrænsninger, alene kan tilfredsstille dets sind. Det kan aldrig blive det bevidst åndeligt søgende menneskes opgave ikke »at vende den højre kind til, når det bliver slået på den venstre«. Kravet om den altomfattende tolerance bliver derfor selvfølgeligt for den, der på basis af egne selvoplevede erfaringer erkender en kærlig guddoms eksistens.

Men hvad så med opdragelsen? Det er nemlig en urokkelig kendsgerning, at det er livets egen hårde tale, der opdrager stærkest. Brister overbevisningen om »sæd og høst« ikke her, hvor et menneske kun sår det gode og faktisk i langt de fleste tilfælde høster smerte og modgang? Thi det er en kendsgerning, at utallige mennesker i deres første spæde forsøg på at efterleve lovene fuldt ud næsten mødes af en orkanagtig modgang. Man ændrer nu engang ikke sine livsvaner uden at skabe et modtryk både i sig selv og uden for sig selv. Nej, tilliden til tilværelsens lovmæssighed rokkes ikke for den, der er kommet i kontakt med hint kosmiske perspektivprincip, der lader sjælen opleve de første glimt af den evighed, det først troede på, men nu ved eksisterer, ved, med en kraft, der får det til at trodse samtlige de kræfter, der rejser sig for at »holde det på plads«.

Denne gådes løsning ligger i den urokkelige kendsgerning, at medens man på den ene side selv er indstillet på at lide og tåle alt for sin overbevisnings skyld, så ved man, at det ville være til ubodelig skade for ens bevidstheds vækst, om forsynet af den grund slettede samtlige regninger og nu lod en vandre ind i et mentalt sollyst felt. Vi har vor tolerance, og den kan blive så omfattende, at vi virkelig får evnen til at forstå og tilgive alle. Verdensaltet eller Guddommen har den samme tolerance, men verdensaltet er også lovene, og de påvirkes hverken af sympati eller antipati. Thi at vi bliver tolerante, er ikke det samme som, at vi bliver alvidende. Selv med den bedste vilje til at handle ret, må man, uden viden, gang på gang handle forkert! Og her møder man grænsen for verdensaltets overbærenhed. At denne grænse er bevogtet, siger sig selv. Vogternes navne er legio. Hvert eneste sprog har sin betegnelse for dem. Hos os kender vi dem som lidelse, smerte, modgang, skuffelse, sygdom, sammenbrud osv. osv. Alt, hvad der kommer ind under smertens udstrakte områder er varselsråb fra de grænsevagter, der hindrer os i for tidligt at »skue det himmelske lys«. Vi kan tolerere, at vore omgivelser, ja selv vore nærmeste gør ting, vi ikke selv hverken kan eller vil gøre, men livet tolererer det ikke. Selvom det jordiske menneskes sind er en sol, er det en sol med pletter, og disse pletter er det lovenes opgave at fjerne. Martinus udtrykte engang i en samtale den her berørte sandhed med ordene: »Vær varsom med at tro, at denne eller hin er så højt udviklet, at det grænser til det usårbare. Alene det, at et tilsyneladende fuldkomment menneske er født ind i denne verden, er tilstrækkeligt alarmsignal for den indviede!«

Gamle livsvaner sidder fast, og vi har trukket en snæver grænse for de væsener, vi anerkender som »vor næste«. Vi er ikke i den grad eet med livet, at vi genkender det i alt og over alt. Vi genkender det hos den, vi elsker og begærer, men hvor mange genkender det i dyret og planten eller i de utalte millioner af livsenheder, der befolker vor egen organisme? Synder ikke mange tilsyneladende ædle mennesker dagligt inden for livsvaner, de udmærket ved er forkerte, men som alligevel har et så fast tag i sjælen, at man her har indgået et stilfærdigt kompromis. Kød, nicotin og alkohol er så gamle »husvenner«, at det kniber de fleste at stille med den opsigelse, som de dog ved må komme engang. Det samme gælder retten til en »fornuftig portion antipati« osv. osv: Var nu verdensaltet lige så omfattende i sin tolerance, som vi selv stræber efter at være det, og i denne sin »tolerance« gav afkald på retten til at reagere for disse tilsyneladende beskedne overtrædelser, hvordan ville livet så forme sig? Ganske enkelt som mental død. Det er derfor en guddommelig tilskikkelse, at disse usynlige grænser eksisterer. Med vor forstand kan vi i dag »se ind i det forjættede land«, men borgere i det bliver vi først den dag, samtlige vibrationer fra vor sjæl har opnået den harmoni med universets grundtone – alkærligheden – der gør os til eet med den guddom, vi engang anede var, nu ved er, men som vi til den tid vil evne at tale med som »mand her taler med sin næste«!