Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Intet problem er vel større i vor tid end den seksuelle forvandling, hvis spor år for år bliver stadigt tydeligere. Med fede overskrifter forkynder et af hovedstadens blade*) i påsken, at Danmark har sat rekord med hensyn til skilsmisser, idet to af hver ti indgåede ægteskaber nu opløses. Overalt mærker man, at de bånd, der før i tiden gjaldt for hellige og ukrænkelige indenfor dette område, ignoreres. Den individuelle frihed kræver her en ret, som kun altfor sjældent begrundes moralsk, og virkningen af denne opløsningstendens er, om man kan lide tanken eller ej, ofte meget pinefuld at iagttage. Livet går imidlertid sin gang. Om nogen tilbagevenden til tidligere tiders forhold indenfor dette betydningsfulde område vil der ikke blive tale. Derimod – henover en længere tid – om en større indbyrdes hensynsfuldhed i denne for langt de fleste mennesker dybt smertefulde oplevelse.

Medens således enhver kan iagttage forvandlingens rent ydre side og konstatere et bestemt livsområdes aldeles åbenbare sammenbrud, er det endnu kun de færreste, der kender den dybeste årsag bag den proces, de her er vidne til. Langt de fleste klarer problemet med en tåget hentydning til tidens kaotiske forhold og mener, at det hele »vel engang vil falde i leje igen«. Disse mennesker tror, trods det syn, der åbenbares direkte for dem, stadig, at begreberne »mand« og »kvinde« er uforanderlige. Det falder dem ikke et øjeblik ind, at den kendte trekant: mand, kvinde og elsker, i virkeligheden forlængst er blevet erstattet af en for det almindelige ægteskab langt farligere trekant: mand, kvinde, – menneske. Uden kendskab til egen mental struktur lever disse mennesker i en meget farlig uvidenhed med hensyn til den side af deres bevidsthedsliv, der udgør sædet for den højeste ild: de skabende eller seksuelle kræfter. Uden at være klar derover tror de i virkeligheden på myten om mandens og kvindens guddommelige tilblivelse og ser ikke, eller vil ikke se, at også her er der noget, der hedder evolution, og det ovenikøbet en evolution med et mål, der nok kan give anledning til eftertanke.

Vi er hverken mænd eller kvinder længere. Skarpere end noget andet nulevende menneske har Martinus påvist for os, at vi er regulære overgangsvæsener mellem ordinære han- og hundyr og så et væsen, som endnu ikke »er af denne verden«, nemlig »det rigtige menneske men som i højeste grad er ifærd med at blive det. Man skal ikke være begavet med noget specielt oversanseligt organ for at konstatere, at menneskene udgør en overgangsskala, der udviser alle tegn fra grov og primitiv maskulinisme eller feminisme frem til stadier, der grænser til det for de fleste gådefulde: tilsyneladende maskuline mænd med blide og følsomme sind og feminine kvinder med en sjælstilstand i hvilket det maskuline gør sig så stærkt gældende, at selv den mest maskuline mand hurtigt genvinder den fornuft, som blev lammet af den rent ydre apparition.

Det tog utalte sekler for den kødædende plante at gennemløbe forvandlingen til det fuldkomne dyr, og det vil tage lang tid for det vordende menneske at frigøre sig for den mentale dyreham, der endnu lammer de fleste af dets bevægelser. Men processen er igang, og dens virkninger er i dag så synlige at kun den åndeligt blindfødte kan benægte dem. Videnskaben har forlængst fået sine øjne åbnede for problemets både fysiske og psykiske side. Men – og dette er måske det mest tragiske vi oplever, – vor videnskab er rent materiel, benægter simpelthen sjælens eksistens og søger derfor sine løsninger på de opståede konflikter på områder, hvor der ingen løsning findes: nemlig de rent fysiske. Arv og milieu hjælper ikke den, der her er i vanskeligheder, og det gør hormonindsprøjtninger eller operationer heller ikke. Man kunne på sin vis lige så godt give fostret, der i moders liv repeterer et rent dyrestadium, en indsprøjtning og så håbe på, at det standser her og kommer til verden som en eller anden forhistorisk dyreskabning. Sandt nok er formen undergivet visse arvelighedslove, men det bag formen eksisterende jeg er andet og mere end form, det er et tidløst Noget med eet eneste formål: livsoplevelse!

Vi har levet os træt og mæt i junglementalitet. Paradoksalt nok oplever vi i dag hadet imod det had, der engang var hele vor inspiration. Vi længes efter kærlighed, men ikke den, der er afhængig af et andet menneskes luner og begær, men derimod den, der ikke kender til bånd, og for hvem kun det ganske univers er tilstrækkelig føde for ånden. Vi længes, – ja, men vi ejer ikke i os evnerne til at fuldkommengøre vor egen længsel i handling. Vi er, som Martinus siger det, »sårede flygtninge mellem to riger«. Vi er ikke længere fuldkomne dyr, men vi er heller ikke fuldkomne mennesker, – vi er overgangsvæsener, både fysisk og psykisk.

Omend det er fristende at fordybe sig i dette emne, måske det vigtigste for os alle, må jeg her standse op og henvise forskeren til Martinus' egne analyser. Hovedformålet med denne lille artikel er ikke at redegøre for den udvikling, der her kort er berørt, men derimod at delagtiggøre læseren i en udtalelse af Jesus, der vist er ukendt for de fleste, eftersom den ikke findes i det nye testamente, men som har nøje relation til de ovenfor berørte problemer; så nøje, at den vil glæde enhver åndsforsker helt ind i hjertet. Udtalelsen findes i »Vor ældste kristelige Prædiken« også kaldet »Andet Klemensbrev« eller »Det ægyptiske Evangelium«. Man mener, at denne prædiken stammer fra første halvdel af det andet århundrede, altså længe før den tid, kristendommen havde udkrystalliseret sig i den i vore dage kendte form. Som fodnote gives efterfølgende i virkeligheden meget sigende oplysninger: »Efter den alexandriske Klemens fandtes denne mærkelige udtalelse af Jesus i Ægypterevangeliet, der beretter, at det var Zebedæisønnernes Moder, Salome, der ved sit spørgsmål foranledigede udtalelsen. Udsagnet, der er så ulig Udtalelser af Jesus i de kanoniske Evangelier, kan næppe betragtes som ægte«. (Forf. fremhævelse).

Hvordan lyder nu denne udtalelse, der er så ulig andre af Jesus, at man ikke mener den er ægte? Hør selv: »– thi da en spurgte Herren selv om, når hans rige kom, sagde han: »Når de to bliver eet, det ydre som det indre, det mandlige med det kvindelige, så der hverken er mand eller kvinde.«

Er denne sætning nu så ufattelig, at den ikke kan være af Jesus? Hvis dette skulle være tilfældet, er den ihvert fald født af en, der er ham jævnbyrdig i ånd! Men hvorfor tvivle? Sammenholder man den med de berømte ord i Matthæus evangeliets 22. kap. 30. v.: »Thi i opstandelse tage de hverken til ægte eller bortgiftes, men de er ligesom Guds engle i himlen« føler man, at man her står overfor ord af samme menneske og det vel at mærke et menneske, der havde »fuldendt løbet og nået målet«, – det mål, man skimter bag de ligeså berømte ord: »Mit rige er ikke af denne verden!«

_________

*) B.T.s leder for den 18. april »Verdensrekord«.