Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jeg havde for kort tid siden den glæde at holde foredrag for en af vore store skolers ældste gymnasieklasser, et foredrag, som iøvrigt der på skolen er ved at blive tradition, idet det nu er tredie år i træk, denne begivenhed har fundet sted.

Der er noget ejendommeligt over dette, at stå ansigt til ansigt med en stor forsamling af ganske unge, der selv har ønsket et foredrag om disse problemer, ovenikøbet et foredrag, der "gerne må vare over halvanden time". Jeg kunde unde mangen en ældre åndsforsker at være nærværende under en sådan oplevelse og der ved selvsyn få konstateret, at myten om de unges manglende interesse for livets alvorlige problemer er – en myte. Jeg har livet igennem haft den store glæde, at mine tilhørere altid har været interesseret i de problemer, jeg fremfører for dem, men jeg tror, at jeg roligt tør sige, at en mere intens lytten end den, jeg en sådan aften oplever, ikke kan tænkes.

Jeg foretog denne aften et strejftog ind over Martinus' kosmiske analyser med det bestemte formål at søge opbygget en respekt for begrebet "Gud" i disse unges sind. Thi ulykkeligvis vokser en mængde unge i dag op i en mental sfære, hvor dette, åbent at vedkende sig, at man er overbevist om en guddoms eksistens, meget let fører til, at omgivelserne nærmest betragter en med intellektuel mistillid. Navnet eller ordet "gud" har fået et næsten odiøst skær over sig, på linie med det, ordet "seksualisme" havde i gamle dage. I et foredrag, jeg for nylig overværede, udtrykte foredragsholderen denne sandhed med ordene: "De fleste mennesker opfatter det som noget i retning af en uartighed at nævne ordet "gud" i et ordentligt selskab!" – og jeg følte det derfor som lidt af en pligt for mig at gøre disse mange unge opmærksom på, at et selskab, hvor man ikke med god samvittighed kunne nævne dette inspirerende navn, ikke var noget ordentligt selskab.

Nej, ungdommen er hverken irreligiøs eller religiøst indifferent, den er blot forfærdende hjælpeløst stillet indenfor dette så livsvigtige område, idet man overalt jævnthen forsøger at remplacere det, man før i tiden ærligt betegnede som undervisning i religion, med en mere eller mindre overfladisk undervisning i psykologi. Men psykologi er læren om den menneskelige sjæl eller bevidsthed, og en undervisning om denne uden kendskab til præeksistens og reinkarnation er dybest set en undervisning, der er totalt blottet for perspektiv. Dette føler de unge, derfor lytter de, når andre toner pludselig klinger dem imøde.

Myten om "arv og milliø" udspiller langsomt sin rolle. Intet dybttænkende menneske kan slå sig virkeligt til ro med den tanke, at dets eget liv, dets evner og anlæg, blot er noget slægtsmæssig overført, det faktisk intet ansvar kan have for. Enten er vi sjælløse mekanismer, eller også er vi besjælede og derfor ansvarsbevidste mennesker, hvis handlemåde ikke kan tilskrives en eller anden ukendt, forlængst hensmuldret slægtning.

Det er karakteristisk, at intet griber de unge mere end analyserne om de seksuelle poler og talentkernerne. Det er en tale, de kan forstå, den har relation til deres egne personlige konflikter, drømme og håb, og man mærker et formeligt sug i sjælen fra dem, når man begynder at definere deres egen mentale struktur. Med al respekt for andre, vil det altid være ens egen sjæls mysterium, der optager den, der begynder at ane, at der ikke alene findes en vej til sandheden, men at denne vej, lig en hemmelig sti, strækker sig fra ens yderverden og ind til det dunkleste i ens egen sjæl. Her er enhver både glad og inderligt taknemmelig for en virkelig håndsrækning, og aldrig har jeg hørt et mere spontant bifald end efter et foredrag holdt for lutter unge, hvis tillid og umiddelbare åbenhed samlet udgør den åndelig set mest frugtbare "ager". Hvis man ved "stenet grund" skal forstå åndelig ligegyldighed og arrogance, skal man ikke søge den på disse livsstadier, den hører ældre og såkaldt "bedrevidende" trin til.

"Er en sådan ungdommelig forsamling ikke meget ukritisk," kan jeg høre en og anden hviske, og lad mig med det samme svare et ubetinget nej! En ung og åndeligt levende bevidsthed formår meget vel at skelne skarpt imellem en af sand humanisme båret undervisning og en, der hviler på en mere eller mindre udefineret følelsesbetonet tro. Ungdommen befinder sig på det lykkelige stadium, hvor den i overvældende grad har brug for facts indenfor de åndelige områder. Drengen og pigen på sejsten til sytten år er betydeligt mindre barn, end de såkaldt voksne tænker sig. De ved i dag mere, end nogen slægt før dem har vidst, og spørger derfor ud fra en betydelig større horisont, end tidligere slægter gjorde. Som åndsforsker bør man her altid gøre sig klart, at man, selvom kroppene endnu er umodne, alligevel står overfor "gamle sjæle", hvilket vil sige: fremskredne bevidstheder. Det er sandt, at trinene er forskellige, og at mangen en ung også kan være endda meget ung i ordets åndelige betydning. Men man skal tage sig meget i agt. Børns evne til åndeligt at gennemskue de voksne er særdeles veludviklet, og deres karakteristik af de ældre kan have en svøbes slagkraft.

Verden af i dag opdrager ungdommen til at blive specialister i at tumle den fysiske materie. For den ældre generation er materiel sukces stadig det mest guddommelige mål nogen kan sætte sig, og det er derfor ikke uden værdi at iagttage, at dette mål for en mængde unge helt har tabt sit "ansigt". Skarpe iagttagere, som mange af disse unge er, er det ikke undgået deres opmærksomhed, at mange af de, der nåede tinderne indenfor dette relativt begrænsede mål, er både ulykkelige og beklagelsesværdige skabninger. En ung mand udtrykte det overfor mig med ordene: "Min den gamle har udviklet en fabelagtig evne til at tjene penge samtidigt med, at han helt har mistet evnen til at give dem ud, – med alle sine grunker er han faktisk ludfattig!" – Ikke sandt, er den slags bemærkninger ikke det, de vise ville kalde "verdens dom"?

– – Jeg har på grænsen til det nye år ridset denne lille minderune over en aften i lykkeligt samvær med en levende og åndeligt vågen ungdom. Var disse mange drenge og piger glade for mine ord, var jeg ikke mindre glad for at konstatere, at Martinus' verdensbillede her vil blive mødt med en interesse, som engang ikke alene vil bære frugt, men megen frugt!