Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En damper går ned, to fly støder sammen i luften, – budskaber fra det daglige liv, budskaber, som uundgåeligt bringer spørgsmålet: "– hvis du nu havde været med, hvad så?" frem i sindet.

Man kan ignorere tanken om døden, man kan støde den fra sig, – den er der, og den melder sig ustandseligt, så på den ene måde, så på den anden, melder sig for at minde om, at der her er et problem, ingen kan fri sig for.

Skal man absolut ty til okkulte eksperimenter for at få klarhed over spørgsmålet om bevidsthedens beståen ud over døden? Er det virkelig livets mening, at man, om man er berøvet den blinde tros nådegave, skal overgive sig til noget, der er hele ens bevidsthed i den grad imod, at alt rejser sig til protest i en? Næppe nogen alvorlig åndsforsker vil bestride muligheden for kontakt med diskarnerede mennesker, men heller ingen vil kunne benægte, at netop den vej er den farligste og mindst tiltalende, fordi den rummer alle muligheder for bedrag. Uvilkårligt presser den tanke sig frem, at guddommen må have andre veje at anvise gudesønnen end den her berørte, veje, man kan vandre med glæde og tryghed.

Den for mig skønneste vej til forståelse af dødens mysterium fandt jeg i Martinus' strålende analyse af kresløbsprincippet. Her var endelig den nøgle, der åbnede adgang til de sjælens hemmelige rum, hvor sikker viden om egen udødelighed opbevaredes. Thi når alt kommer til alt, er den viden, at ens personlige bevidsthed overlever døden, ikke nok. Sjælen finder ikke virkelig fred, før den er fuldt informeret om den fulde plan, den fulde hensigt med de tilskikkelser, livet her bereder den.

Man har bebrejdet Martinus hans omstændelighed. Hvor tåbeligt dette er ses bedst, når man undersøger hans dybtgående analysering af kresløbsprincippet. Her går der en direkte linie fra det af alle bekræftede, det indtil trivialitet selvfølgelige, og frem til dette selvfølgeliges konsekvens: vor egen evige væren.

Det er ingen nyhed for det jordiske menneske, at dagen afløser natten, og at døgnet er et fireleddet kresløb. Ej heller at året er det samme, og at også stofferne følger disse fire principper. Og at vort eget liv følger et fireleddet kresløb: barndom, ungdom, manddom og alderdom kan heller ikke være nogen overraskelse for noget tænkende menneske. Men hvorfor er disse facts så selvfølgelige? Er det ikke, fordi livet har gentaget dem med en sådan overdådighed, at vi på disse områder nærmer os det klarsynede? Hele vor yderverden er et hvirvlende hav af kresløb inden i kresløb – og alligevel er vi ikke i stand til ud af alt dette at slutte os til den enkle ting, at vor egen bevidsthed, vor egen tankeverden, er undergivet den samme lov. Vi er blevet så vant til at betragte vor bevidsthed som noget andet, som en afsluttet helhed, trods det, at selv den mindste undersøgelse uundgåeligt vil bringe os på sporet af den kendsgerning, at den i virkeligheden blot er en skueplads for udfoldelsen af utallige mere eller mindre fuldkomne mentale kresløb.

Hvad er da vor bevidsthed? Er den ikke lig summen af hele vor evige vekselvirkning med livet? Og har denne evige vekselvirkning ikke resulteret i dannelsen af en hel række evner eller talenter? Er det ikke ydermere en kendsgerning, at disse talenter repræsenterer forskellige stadier? Er nogen ikke kulminerende, samtidig med at andre enten er for op- eller nedadgående? Troner vort Jeg ikke som en konge over alle disse tilstande og bestemmer, hvem af dem der skal forgå, og hvem der skal leve? Bestemmer vi ikke næsten dagligt, at det nu skal være slut med denne eller hin "vane", og at denne eller hin nye smukke egenskab skal fremelskes?

Men egenskaber, der har en begyndelse, kulminerer, for derefter at aftage, følger jo det samme kresløbsprincip, vi fik afsløret i yderverdenen. Og da livet ikke er således indrettet, at vi kun er udstyret med tanketilstande, der alle når deres naturlige og selvfølgelige afslutning inden for det ene liv, vi tilsyneladende har fået tildelt, melder spørgsmålet sig uundgåeligt, hvor lang tid vi skal have for at få realiseret de kresløb, vi er i stand til at erkende som reelle bestanddele af vor bevidsthed. Må svaret her ikke blive det korte: evigheden!? Thi hvad forslår sølle halvfjerds år her? Hvor meget formår et menneske f. eks. at ændre sig moralsk inden for et enkelt liv? Da moralitetens vækst udgør selve betingelsen for en øget vekselvirkning med tilværelsens sublime kræfter, en vekselvirkning, de fleste nu begærer af hele deres hjerte, ville livet være blottet for enhver acceptabel mening, om kresløbsprincippet, som vi overalt ser bekræftet, skulle være sat ud af funktion, blot fordi vore kroppe slides op. Og som med moraliteten, således også med vore øvrige evner eller talenter. Man taler så ofte om et menneskeliv som en afrundet helhed, en tale, som er blottet for enhver logik. På hvilket tidspunkt i vort liv føler vi os som en afsluttet helhed, som noget fuldkomment og dermed færdigt? Venter barnet sig ikke alt af ungdommen, og venter den unge ikke det utrolige af manddommen? Og hvorledes med manddommen og alderdommen? Opfylder disse afsnit ethvert ønske om livsoplevelse? Venter den religiøst indstillede sig ikke en masse af livet efter døden, og kæmper det materialistisk indstillede menneske ikke en desperat kamp for at udskyde den for ham endelige og ubarmhjertige udslettelse? Før blot døden på tale over for et materialistisk indstillet menneske. Spørg det åbent, om det betragter det liv, det har bag sig, som tilstrækkeligt til at opfylde de ønsker om livsoplevelse, det har næret, og vedkommende vil, om han er helt ærlig, ligeså åbent svare, at det eneste, han endnu ikke er mæt af, er – af livet! Jeg har selv i det stille foranstaltet en masse forsøg, og de er alle resulteret i, at den adspurgte frimodigt har erklæret, at han gerne ville leve længe nok til at se det og det – – altsammen kulminationer af kresløb.

Nej, vort dagsbevidste liv udtrykker ikke på noget tidspunkt nogen absolut afrundethed. Givne kresløb kan være løbet til ende og udløse en midlertidig fornemmelse af afsluttethed. Man har nået et mål og falder måske et øjeblik til ro, men snart melder "virketrangen" sig på ny, og før man får set sig for, er nye kresløb under udvikling. Vi er kosmiske rejsende og er i virkeligheden alle indstillet på at opleve noget nyt ved næste "gadehjørne". Alle vore følelser og fornemmelser løber i baner, der markeres af en begyndelse, en kulmination og en afslutning. Hunger- og mættelsesprincippet er selve drivkraften i vore mentale funktioner og fører os, hvor vi ikke kender de kosmiske love og derfor ikke kan kontrollere kræfterne, uundgåeligt ind i sorgernes og de sammenbrudte illusioners tågede sfærer. Hvad har f. eks. ikke tilliden til den såkaldte "evige kærlighed" på sin samvittighed? Er det endnu ikke ganske almindeligt at møde mennesker, der baserer hele deres lykke på et andet menneskes alt for ofte ustabile følelsesliv? Fortæller livet af i dag os ikke indtil det trivielle, at intet er så begrænset som netop den forelskelse, der postuleres at vare evigt? Og er de mange sammenbrud, de mange skuffelser inden for venskabsområdet ikke betinget af det samme manglende kendskab til kresløbsprincippets funktion? Hvis vort bevidsthedsliv var konstant, og vi selv altid "den samme", ja, så kunne livslange venskaber etableres uden større vanskeligheder. Men vor bevidsthed er alt andet end konstant. Den er undergivet vækst netop i kraft af kresløbsprincippet. Vi forandrer os, og det ofte på en sådan måde, at vore venner direkte tager os det ilde op – og hvor er venskabet så henne? Hvem har ikke hørt den skuffede klang i en vens røst, når han siger, at man ikke længere er "den samme" som før, eller at man har "forandret sig så forfærdeligt"? Ja, er denne frygt for at "blive forandret" ikke til tider en direkte hindring for åndelig vækst? Er det ikke således, at adskillige mennesker ikke har mod til at tage konsekvenserne af en ny livsindstilling, blot fordi "vennekresen" vil reagere contra? Hvad bliver der så tilbage af helheden, af det "afrundede"? Lever sådanne mennesker ikke et "halvliv", hvor de i kampen for at tilfredsstille venner, de ikke tror, de kan undvære, nu selv bliver inkarnationen af indre splittethed og utilfredshed?

For det materialistisk indstillede menneske spiller alderen en uhyggeligt dominerende rolle. Hovedvægten er jo her lagt på det bestående liv, hvad der uundgåeligt fører til en voldsom kamp mod tidens nedbrydningsproces. Findes der noget mere ubehageligt end mødet med disse overmodne piger og ynglinge, som kun er optaget af at demonstrere, hvor godt de "holder" sig? Det er dejligt at møde mennesker, der, på basis af sund levevis og sund tænkemåde, formår at demonstrere åbenlys harmoni mellem alder og ånd, den slags mennesker vil altid være en inspiration i modsætning til dem, der dårligt tør smile, fordi det giver rynker. Men sådanne mennesker ved heller ikke, at alderen i virkeligheden er mennesket noget uvedkommende, som man ikke kan bebrejde nogen det mindste for. Som alle andre instrumenter har også vor krop sin tid. Helt anderledes med vor ånd. Den er evig, og jo før vi bliver bevidst heri, desto bedre for os selv, thi da ved vi, at alle de kresløb, som vor bevidsthed rummer, vil fuldbyrdes og afløses af nye. Den modsatte indstilling er ensbetydende med tiltagende mental lammelse, noget, man ofte bliver vidne til selv hos ret unge. Hvem har ikke mødt den fyrretyveårige, som med et bittert sideblik til den svindende ungdom taler om, at det er "sket" med ham? Nej, den farlige død er ikke den udskiftning af legemer, der finder sted ved den såkaldte "død"s indtræden, det er den lammelse, der på basis af uvidenhed om udødelighedens reelle eksistens kan finde sted i det enkelte menneskes mentale verden, og som giver sig udslag i sjælelig stupiditet.

Igennem sin afdækning af kresløbsprincippet og sin vidunderlige udredning af perspektivprincippet har Martinus ikke alene brudt skrankerne mellem vort nuværende fysiske liv og den kommende død ned for stedse, men han har også brudt de skranker itu, der hindrede os i at komme i kontakt med vor virkelige, evige tilværelse. Mystikken ved reinkarnationen svandt som ved et trylleslag, da det levende væsens virkelige evighedspanorama omsider lå badet i vor egen vågne dagsbevidstheds lys. Over for en så gigantisk afsløring af vor evige tilsynekomst, som alene erkendelsen af disse to principper, suppleret med polprincippet, udgør, spiller de okkulte eksperimenter om vor bevidstheds beståen efter den lokale død en uendelig lille rolle. De kan i det højeste kun berette om lokale kresløb og rummer ikke megen åndelig næring, selv om mennesker, for hvem virkelig dybtgående åndelig hunger er fremmed, formodentlig altid vil opfatte den slags som betydeligt mere sensationelle end kosmiske analyser.

Men også dette vil kun være stadier, der vil blive tilbagelagte. Fred med sig selv får mennesket først den dag, da hele dets liv i hver en detalje er bragt i overensstemmelse med den evighed, som alene kan være baggrunden for sand livsoplevelse. Døden kan miste sin "brod" på basis af en midlertidig følelsesbestemt religiøs suggestion, men smerten vil vende tilbage, når suggestionen hæves. Helt forbi vil frygten for døden først være den dag, mennesket i sig selv har oplevet den evighed, som naturen – Gud – aldrig bliver træt af at genfortælle i de små ting, menneskene kalder – selvfølgeligheder.