Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Et af de Problemer, som Martinus' kosmiske Analyser belyser paa en baade ny og for os selv meget ubehagelig Maade, er vort Forhold til det, vi under eet kalder "Skæbne". Man kan vist, uden at overdrive, hævde, at det, der tidligere gjorde Livet udholdeligt, var den enkle Ting, at man, naar dette Liv gik en imod, delvis kunde placere Skylden for denne Modgang udenfor sig selv. Det giver saa dejligt "Luft", naar man vidt og bredt kan forkynde, at hvis o. s. v. – og man vil virkeligt ogsaa i langt de fleste Situationer faa Medhold af den simple Grund, at vi alle er opdragne i denne Indstilling til Livet. Vore Begreber om Ret og Uret er udadvendte. Ikke alene kommer vor egen Skyld i sidste Række, men det varer normalt meget længe, før vi overhovedet begynder at beskæftige os med vor egen Andel i den nyligt oplevede Modgang. Det er en Kendsgerning, at det giver os en meget vidtgaaende Trøst at kunne placere Skylden for vore Skuffelser paa andre end vore egne Skuldre.

Og nu kommer Martinus saa og dokumenterer med en overvældende Række Kendsgerninger, at Loven "Som du saar, skal du høste!" ikke alene er en Skæbnelov, men at den er hele Aarsagen til vor Skæbne, at vi absolut ikke kan opleve noget som helst, hvortil vi ikke selv har været en ligesaa absolut Aarsag. Martinus' Analyser er paa disse Omraader direkte skelsættende. Rigtigt forstaaet faar de en næsten fantastisk Indflydelse paa vort daglige Liv. Udfra den Indstilling, der følger af dette nye Syn paa Livet, ændrer ens Omgivelser totalt Karakter. Fra at have levet paa Følelsen af, at vore Omgivelser dog i nogen Grad staar i Gæld til os, for det lidet eller meget vi har gjort for den, toner der nu et Billede frem, i hvilket vi selv i alle Forhold kommer til at staa som Skyldneren. Lad dette være hvad det er i Forholdet til dem, der har vist os Forstaaelse, Venlighed og Kærlighed. Der kan Skylden bæres. Anderledes bliver det i Forholdet til dem, der er vore smaa og store Smerters tilsyneladende Aarsag. Her synes Livet med eet at være blevet temmeligt ubehageligt. Men de kosmiske Analyser under os ikke een eneste Staaplads med Hensyn til vort Ønske om at dele Skylden. De tvinger os til at se den Kendsgerning i Øjnene, at hvis Forsynet ikke disponerede over Mennesker, der evnede at udløse nøjagtig den samme Sum af Ufuldkommenhed, som bor i vor egen Indreverden, mod os, vilde denne Ufuldkommenhedens Byrde aldrig kunne blive fjernet fra vore Skuldre. Via vor egen voksende Tænkeevne viser Livet os, at vi nok er dem, der kærtegner os, Tak skyldige, men vi er i en endnu større Taknemmelighedsgæld til de, der gør os Fortræd af den simple Grund, at de igennem den Smerte, de paafører os, lærer os at tænke. At tænke er "at se". Jo mere et Menneske har oplevet af Modgang, jo mere "ser" det af det virkelige Liv, og jo stærkere staar det. At jeg her forudsætter en normal Oplevelse af Principperne, haaber jeg er forstaaet. Jeg ved ligesaa vel som enhver anden, at Lidelsen kan gaa udover sit positive Omraade, hvorefter alt er Sløvhed og Selvopgivelse. Men disse Tilstande er unormale. Det normale er, at vort Liv følger en vis Rytme, indenfor hvilken Lys og Skygge fordeler sig ret jævnt.

Men hele denne nye Indstilling er total værdiløs i Lyset af Eetlivsteorien. Den har kun Værdi i Tilknytning til en indre Viden om hele det kosmiske Univers' Lovbundethed. Det vil derfor heller ikke være at forlange, at noget som helst Menneske uden Kendskab til det kosmiske Verdensbillede skal begribe det mindste af det, jeg her skriver. Men det ændrer blot ikke den Kendsgerning, at Livet for det Menneske, som har lært de kosmiske Analyser at kende, bliver langt mere kompliceret, end det før var. Berøvet Retten til at anklage staar det jordiske Menneske tilsyneladende ulideligt svagt. Ja, adskillige vilde vel finde Livet umuligt, om denne Ret blev dem berøvet. Men er det saaledes?

For det almindelige Menneske synes det at være en ren Tilfældighed, hvor det er født paa Kloden, hos hvem det er født, og med hvilke Evner, det er kommet til Verden. I Lyset af Eetlivsteorien maa det tage sig saadan ud. Men her afslører det kosmiske Verdensbillede Uvidenheden i al sin Nøgenhed. Eetlivsopfattelsen kan ikke give Svar paa noget som helst. Den dømmer Mennesket til at søge sine Svar paa Livets mest fundamentale Spørgsmaal i de mentale Taagers Regioner og efterlader dem normalt totalt desillusionerede. Man maa nemlig ikke her glemme, at den stigende Intelligensudvikling Jorden over langsomt gør Flertallet immune for den følelsesreligiøse Paavirkning, der lader "Naaden" være det virkningsfulde smertestillende Middel, den har været.

Nej, vor nuværende Tilsynekomst beror ikke paa Tilfældigheder. Det tjener det enkelte Menneske til uvisnelig Ære, at det faktisk er meget bedre, end det ser ud til at være. Det enkelte Menneskes Uvilje mod Krigen bliver Krigens Banemand paa samme Maade som dets Uvilje mod, at det selv og andre skal lide Sult, Savn, Nød og Elendighed bliver disse hæslige Faktorers Undergang. Indenfor dette store Spil af kosmiske Kræfter er vi selv placeret i Forhold til vor egen virkelige moralske Standard. Sagt meget enkelt, er vi beskyttet, ikke i Forhold til, hvad vi rummer af Hævn, Had og Uvilje, men i Forhold til, hvad vi ikke evner at udløse af disse Kræfter. Hver lille Sejr paa vor egen indre Front giver os en tilsvarende Beskyttelse paa den ydre – det er Loven!

Skal vi da finde os i alt? Tænk Problemet igennem, og De vil ikke kunne undgaa at se, at det evner vi simpelthen ikke paa det Trin, vi i Øjeblikket befinder os. Livet er jo netop evigt, fordi vi behøver Tid til at vokse og tilegne os nye Evner. Men de kosmiske Analyser angiver Udviklingspilens Retning og eengang erkendt, evner et Menneske ikke for sig selv at bortforklare denne Retning. Det har da set "Vejen", og dette Syn kan ikke mere berøves det. At denne "Vej" saa er saa "stenet", at det af og til "flaar sig selv til Blods" paa den, er en Sag for sig. Her er Skæbnerne forskellige. Men en Dag har vi "fuldendt Løbet og naaet Maalet", og da vil vi være usaarlige, som den var, der sagde "Man kan berøve et Menneske dets Legeme, men ikke dets udødelige Sjæl!"

Problemet kan saaledes ikke længere formuleres med Ordene "Havde jeg ikke truffet denne eller hin, saa var dette ikke sket osv.!" men maa, hvad der iøvrigt er langt mere almindeligt, end man skulde tro, formuleres med Ordene "Hvorfor skulde jeg dog opleve dette?" Utroligt mange Mennesker har naaet det Udviklingstrin, hvor de aner, at Skylden maa bero paa noget forkert ved dem selv. Denne Anelse er Forløbersymptomerne paa en ny Tidsalders Tilsynekomst. Mennesket vil ikke alene gerne vide, det er ogsaa villig til at bære Ansvarets Byrde. Det er denne af Livet selv frembragte Indstilling, der er den direkte Aarsag til de kosmiske Analysers Fødsel. Thi denne Indstilling kan kun blive positiv i Relation til et nyt Verdensbillede. Det gamle Verdensbillede med dets Tro paa "Døden" og "Dommen", dets Tro paa "Guds Vejes Uransagelighed" og dets ubetingede Krav om "Lydighed overfor Bogstaven" er her mere Mur end Klippe, mere Mørke end Lys, mere Død end Liv. Det havde sin Tid, indenfor hvilken det opfyldte sin Mission. Men denne Mission er fuldbyrdet og maa nu vige Pladsen for et nyt og større Lys. Dette nye Lys er de kosmiske Analyser. De alene gør Sætningen: "Du skal elske din Næste som dig selv!" til Videnskab, Skønhed og Glæde.

Med venlig Hilsen!