Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For den, der daglig beskæftiger sig med aandelige Problemer er der især eet, der atter og atter gør sig gældende, og det er Menneskets Forhold til Viljesbegrebet. Diskussionen om hvorvidt det jordiske Menneske har en fri Vilje eller ej, fortoner sig dybt ind i en svunden Fortid. Men er det nødvendigt, at dette alvorlige Problem absolut skal hæves op paa et Plan, hvor det ligesom neutraliserer sig selv igennem det, at man gør det til en ren Abstraktion?

Livet idag er haardt. Ser man sig omkring, er det, som om de sidste Aar har bragt en anden Aand ind i Verden end den, vi før kendte. Overalt møder vi Inkarnationen af sjælelig Negativitet. Det synes, som om vi lever i Skyggen af to frygtelige Krige, og at denne Skygge af de fleste allerede forbindes med en foruddiskonteret tredie Rædselsoplevelse, der helt vil fordunkle det, vi allerede har oplevet. Det er klart, at en saadan Indstilling har en voldsom Virkning paa Sjælelivets viljeførende Kræfter. Dybest set vil alle helst tro paa Freden, paa Genopbygningen, paa, at vi virkeligt gaar en lys og lykkelig Tid i Møde. Men de fleste tør ikke, og denne negative Indstilling udgør i Virkeligheden en Bro, ad hvilken de vandrer ind i en faktisk selvskabt mental Ørken.

Men hvordan faa denne Negativitet fjernet? Ja, findes der overhovedet anden Vej end den, at faa de viljeførende Kræfter drejet ind paa andre og langt mere positive Omraader? Er den største Fare for vor egen sjælelige Stabilitet ikke vor Evne til at give efter for det Tryk, de andres Vilje udløser? Lader vi os ikke Gang paa Gang lokke med ind i Sortseerens Mørkekammer, blot fordi hans tilsyneladende logiske Opfattelse af Tingene overrumpler os og suggererer os til at betragte Livet igennem hans mørktfarvede Briller?

Hvis Mennesket kendte blot lidt mere til sin sjælelige Struktur end Tilfældet idag er, vilde det ikke saa let lade sig dirigere af andre. Det vilde da vide, at Aarsagen til, at det saa ofte falder for Massesuggestion er ene den, at en overvældende Del af dets sjælelige Funktioner endnu er fast forankrede i Dyrets aandelige Automatik. Og det vilde forstaa, at Forudsætningen for en mere bevidst Anvendelse af de viljeførende Kræfter er betinget af, at det bliver en bedre Tænker.

Lad os et Øjeblik betragte Forskellen mellem automatisk og vaagen, bevidst Viljeføring. Tag for Eks. en Ræv. Naar Sulten for Alvor kommer over den, opstaar der automatisk en Længsel i dens Bevidsthed efter Føde. Denne Længsel udløser maaske Salighedssyner i Form af dejligt fede Høns, og sker det saa, at den paa sin Søgen efter Næring kommer ud for disse af den saa eftertragtede Lækkerier, ja, da vil der ikke blot eet Øjeblik i dens Hjerne opstaa nogen som helst Hæmning for en Tilfredsstillelse af den plagende Sult. Den aner ikke, hvem Hønsene tilhører. Den betragter dem helt enkelt som sin private Ejendom og har det himmelsk, naar det lykkes den at faa fat i en af dem. Hvad er det, vi her er Vidne til? Er det andet end Billedet af et Væsen, i hvis Bevidsthed de mentale Energier er i Ligeløb, altsaa et virkelig lykkeligt Væsen?

Men hvordan med det jordiske Menneske i den samme Situation? Det kan tænke, ergo ved det, at Hønsene ikke tilhører ham, men en anden. Denne Viden udløser normalt omgaaende en voldsom Hæmning imod at tilfredsstille en Sult, der maaske er ligesaa plagsom, som den Ræven led under. Ræven "stjal" ikke, for den aner ikke, hvad det at stjæle, vil sige. Men Mennesket ved det og bekæmper derigennem sine egne Begær. Det er nødvendigt for os at vide, at vi er udgaaet af Dyreriget og følgeligt har dette Riges mentale Kræfter indbygget i vor sjælelige Struktur. Vi er Dyr forsaavidt som vi har alle Dyrenes normale Begær. Vi vil æde, lege, parre os og sove. Forskellen mellem os og Dyret indenfor disse Omraader er kun den, at Dyret foretager sig disse Ting uden bevidst Reflektion. Kravene kommer og bliver, saavidt det staar i Dyrets Magt, tilfredsstillet. Men hvordan med Mennesket? Der kommer Kravene ogsaa, men imødegaas Gang paa Gang af Virkninger fra et Mentalomraade, Dyret endnu ikke kender, nemlig det menneskelige. Dette vilde forsaavidt være i Orden, dersom Mennesket var ligesaa meget hjemme i det sidste, som i det første Omraade. Men det er det ikke. Virkningen heraf kender vi. Den er, sagt i Korthed "Skrig, Sorg og Pine". Det almindelige Menneske ved ikke, at der indenfor dets eget Bevidsthedsomraade foregaar en daglig Kamp imellem to forskellige Slags Bevidstheder, en ældgammel og automatisk virkende dyrisk og en vordende menneskelig. Gang paa Gang fører denne manglende Viden det til at blande begge disse Bevidstheders Begær paa en saadan Maade, at Smerte og Graad nødvendigvis maa blive Resultatet.

Bedst ser vi maaske dette paa det stadigt voksende Antal af ulykkelige Ægteskaber. Her føres i det stille en Krig, som raser over hele Kloden, og som stadigt tiltager i Bitterhed. Og hvorfor? Simpelthen fordi vi her møder en saadan Sammenfiltring af de to nævnte Bevidstheder, at Resultatet maa blive trist. Mennesket "elsker" uden at kende det mindste til Kærlighedens virkelige Mysterium. Med samtlige Autoriteters Billigelse forveksler det Dyrets Parringsdrift med den Kærlighedsfølelse, som hører en overliggende Zone til. Dyret maa, ifølge sin Natur, "eje" sin Partner og gaar paa selvfølgeligste Vis til blodig Kamp for denne Ejendomsrets Skyld, og det samme gør det jordiske Menneske. Men Dyret er sjæleligt set et ureflekterende Væsen og følger her en indbygget, kosmisk Automatik, der baade sikrer Artens Opretholdelse og Udvælgelse. Mennesket derimod forarges, naar man kalder dets Forelskelse for Parringsdrift. Den er noget højere, noget mere sublimt.

Er den det? Maaske. Men normalt er den nu en sjælelig Taagedannelse omkring et meget lidt skjult renlivet egoistisk Begær. Hvem af os er saa fremskredne Engle, at vi blot elsker for at gøre et andet Menneske lykkeligt? Mon ikke de fleste af os ihvert Tilfælde for os selv maa tilstaa, at vor Kærlighed er betinget af, at vi selv faar Lov til at nyde Lykkens sødmefyldte Druer? Jo, vi maa, og intet Sted ser vi bedre Faren ved ikke at kunne regulere vore egne viljeførende Kræfter end her. Vi ved, hvad Dyret ikke ved, at Mennesket kun kan leve, vokse og være lykkelig i Frihed, og dog anvender vi alle i udstrakt Grad modbydelig Tvang overfor dem, vi har kær. Vi ved, at hvis vi undlod at plage dem, vi paastaar, vi elsker, med alle vore egne Krav, vilde vi ikke alene give dem Følelsen af at være frie, de vilde være det. Og vi ved ydermere, at denne Frihed, ifølge alle de Erfaringer Menneskeheden har indhøstet, vilde give os selv langt mere Kærlighed end den vi faar ved barnagtigt at staa fast paa vore kolde, egoistiske Krav.

Naar Livet idag forekommer saa negativt, som Tilfældet er, skyldes det i forfærdende Grad den Kendsgerning, at vi har korsfæstet os selv paa vore egne, kortsynede Illusioner. Vi binder ubarmhjertigt der, hvor vi, for vor egen Lykkes Skyld skulde give fri. Vi klamrer os til en forældet Junglemoral der, hvor vi for vor egen Skyld dagligt skulde træne os i at kunne anvende den Moral, der alene kan sikre baade os selv og de andre den Lykke, vi alle begærer. Vi fanges, kort sagt, i de Snarer vor egen, fra Dyreriget nedarvede automatiskvirkende Viljesudløsning, slynger om vore Fødder. Med vor Mund siger vi, at vi elsker Godheden og Humaniteten, men vore Handlinger modbeviser os. I ni af ti Tilfælde vil vi det, som er bedst for os selv, og det er denne automatiskvirkende Selvdyrkelse, der kosmisk placerer os. Vi maa vide dette, fordi vi simpelthen maa gøre os klart, at Livet omkring os overhovedet ikke vil forandre sig, før vi selv gør det. Det er blevet moderne at give op og rent fatalistisk afvente Katastrofen. Det lyder haardt, men det er i Virkeligheden et ynkeligt Syn at møde et Menneske, der helt har kapituleret for det i dets eget Sind, det kunde magte, om det blot vilde tage sig sammen og lære lidt mere af sig selv at kende end den blotte Overflade. Vi burde aldrig glemme, at ingen kan leve vort Liv, men at heller ingen hverken kan eller er forpligtet til at bære vore Byrder. Kun i vor egen Sjæl lever den Kraft, der hæver os over Dyret. Livet vil lære os at benytte denne Kraft betydeligt mere og betydeligt bedre, end vi gør det idag!

Med kærlig Hilsen!