Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med stærke Skridt nærmer vi os paany Foraaret og dermed den Tid, der for blot eet Aar siden betød Gensynet med den Frihed, vi saa længe havde sukket efter. Eet Aar er paa een og samme Tid Udtryk for et baade meget langt og meget kort Tidsafsnit. Der kan ske meget paa eet Aar, saa meget, at det tager et helt Liv at fordøje det, men det kan ogsaa "flyve afsted", hvilket jo blot vil sige, at Koncentrationen paa det kommende har været saa stærk, at Nuet nærmest har været af sekundær Betydning. Vi har oplevet begge Tilstande i det nu snart svundne "Frihedsaar". Vi har virkelig oplevet Dage, der svandt som en Drøm, og Dage der ligesom syntes at klistre ved os paa en højst ubehagelig Maade.

Hvem af os vil nogen Sinde evne at glemme Natten til den femte Maj? Sindet var fyldt til Bristepunktet af Længsel efter den Frihed, som Time for Time banede sig Vej til vore Kyster. Da Budskabet traf os, bevirkede det uundgaaeligt en Udløsning af den Slags, man kun oplever faa Gange i sit Liv. Alle følte Trang til at omfavne alle – vi oplevede kort sagt en aandelig Rus af temmelig store Dimensioner. Men det var en Rus, og som enhver anden Rus har sine bitre Eftervirkninger, havde denne ogsaa sine. Disse Eftervirkninger fik deres kraftigste Udtryk i et Ord, enhver i Dag er fortrolig med, Ordet "Udrensning". Hvad der er foregaaet i Ly af dette Ord er af en saadan Art, at man, for at tale med Martinus Ord, meget realistisk har faaet understreget, at det jordiske Menneske endnu med store Dele af sin Bevidsthed er hjemmehørende i samme Zone som "Orme, Rovdyr og Padder".

Hadet har levet højt i de Maaneder, der er gaaet, siden Frihedens Budskab kom til vore Hjem. Saa højt, at man har kunnet høre Mennesker tale højlydt om "det sunde Had", hvilket vel turde siges at være Kulminationen af aandelig Uvidenhed. Personligt tror jeg, at mange Mennesker i dette Land i den svundne Tid har oplevet Dage, hvor de rent ud skammede sig ved at være Menneske. Der er ingen Grund til at tie med, at vi har oplevet Ting, vi inderligt gerne havde været fri for at opleve, thi disse Ting har i sig indeholdt et Budskab, vi trængte til at høre, det, at ejheller vi levede i et uangribeligt Retssamfund. "Det sunde Had" har mange Tilhængere i dette Land. Den, der har Lejlighed til at rejse, møder dem overalt. Disse Mennesker har det paa een Maade storartet: deres indre Liv følger meget klare Linier! Selvom det kun er de færreste, der formulerer deres Had saa konsekvent som en, jeg traf paa en Rejse, og som med Fornøjelse vilde grave samtlige "unationale Elementer" ned til Halsen og saa "sparke Hovedet af dem", saa er Destrueringstendensen saa indlysende, at den ikke er til at tage Fejl af. Men selvom disse Mennesker paa sin Vis har det lettere end vi andre, ønsker vi dog ikke at bytte med dem. Hadet – selv det sunde, – har sin Grænse, og har man een Gang overskredet den, vender man ikke tilbage mere.

Maaske vil en og anden nu indvende, at det Antal Mennesker, der bevidst tager Afstand fra enhver Form for Had og Gengældelse, er saa ringe i Forhold til den modsatte Gruppe, at deres Indflydelse næsten er Værdiløs, en Tanke som ser umiddelbart besnærende ud, men som alligevel ikke dækker Virkeligheden. Thi var det saaledes, at kun den, der med hele sin Sjæl tager Afstand fra Hadet, øver Modtryk mod dets Virkninger, saa det i Virkeligheden forfærdende ud. Men saadan er det ikke. Tværtimod er det jo saadan, at blot et Menneske paa et enkelt lille Omraade begynder at nære Uvilje mod Hadets og Intolerancens Gemenheder, ja saa indgaar denne lille Sum af Modvilje jo straks i den kollektive Pulje, der overalt er Hadets underminerende Modstander. Det er, takket være vor Viden om dette Forhold, at vi kan se Hadets Grænse, se, hvorledes det Omraade, det tidligere beherskede, langsomt skrumper. Thi saa vidunderligt er Livet indrettet, at Hadets egne Repræsentanter, de Mennesker, der skriger mest paa Hævn og Gengældelse, selv paa givne Omraader er Hadets svorne Modstandere og dermed Ydere til den Pulje, der ikke alene holder deres eget Had i Skak, men ogsaa underminerer det.

Verden af i Dag frembyder et ejendommeligt Billede paa Hadets reelle Magtesløshed. Følger vi den Kurve, det kollektive Had har tegnet gennem de sidste ti Aar, et, komisk set, meget begrænset Tidsafsnit, ser vi hvorledes denne Kurve aftegner sin Kulmination i Perioden 1941–43 for saa ret brat at falde. Og dette Fald fortsætter fremdeles. Det udviklede Menneske orker simpelthen ikke at holde Hadet vedlige i sit Sind af den enkle Grund, at en af Hovedfaktorerne i dette at kunne føle Had, er at kunne erindre. Og det udviklede Menneske har ikke alene en daarlig Hukommelse, det har simpelthen en degenererende Hukommelse. Hverken De eller jeg evner at gaa rundt og huske paa de mange Smaafornærmelser, vi selv udsættes for, vi gider ikke af den simple Grund, at vi ikke kan afse mental Kraft til et saa negativt Formaal. Der var engang, hvor vi kunde hade, men det hører en svunden Fortid til, en Fortid i hvilken vor Evne til at sanse og opleve var langt ringere end Tilfældet er nu, hvor vor Bevidsthed er i rivende Vækst i Kraft af vor stadigt voksende Kontakt med det evige Liv bag Tingenes eller Formernes Verden.

Vi er ved det centrale i Hadets Problem. I sig selv udgør det den Mur, der holder alt virkeligt mentalt Lys ude. Man kan se ved Hadet, se sin Næstes Fejl og Mangler, se alle hans Ufuldkommenheder, men kan ikke fortsat leve i dette triste Lys. Selv de mest hadefulde, det mest "retfærdighedstørstende" Menneske, vil en Dag længes bort fra den Form for Retfærdighed, der kræver "Næstens Hovede paa et Fad". Og betragter man Livet som det i Dag ytrer sig, vil man da ogsaa kunne se en Mængde ubedragelige Tegn paa, at Hadet taber Terræn for hver eneste Dag, der gaar. De store Statsmænd til Eksempel, forkynder alle, at uden en Indstilling i Overensstemmelse med Kristendommens Grundprincipper vil enhver Drøm om "Verdens forenede Stater" briste, og som vi ser det i det Store, møder vi ogsaa i det Smaa en stadig større og større Forstaaelse af, at vi maa bort fra al den Tale om Hævn og Gengældelse og ind i det positive Arbejde for Fredens Skabelse, der alene kan sikre dette Arbejde Sukces. Alene det, at man i Dag kan tale om at "vinde Freden", som man før talte om at "vinde Krigen", viser jo klart, at der Verden over er en dyb Forstaaelse af, at vi nu staar overfor en "ny Tid" i Kraft af, at vi nu, om vi da vil leve i en bedre Verden, maa indstille os paa at forandre vor Indstilling til Livet, hvilket jo blot vil sige: vil ophøre med at producere Hævn- og Hadeenergi.

Nej, Hadet er ikke noget, der "altid har været og altid vil være". Det har været, det er ubestrideligt sandt, men der har været mere af det, end der i Dag er, og der vil i Morgen være mindre. Lidelsen har ikke for intet talt et saa utvetydigt Sprog til Verdens Masser. Verden ikke alene længes efter Fred i Dag, den er ogsaa parat til at gøre en Indsats for Freden. Denne Indsats kan imidlertid kun gøres af den Enkelte, og her ser vi, hvorledes den stadigt voksende kollektive Uvilje mod Hadet og den uintellektuelle Tilværelse har affødt et enormt Behov Verden over for en højere aandelig Oplysning. Det udviklede Menneske af i Dag ved saa udmærket, hvor det er, "Skoen trykker", og det længes efter aandelig Viden om sig selv for at kunne imødegaa sine egne ufærdige Naturers Krav. Derfor er det, at det spiller saa stor en Rolle, at der findes Mennesker, som ikke er bange for at bekende sig til den absolutte Tolerances Principper, thi fandtes disse ikke, vilde det store Flertal komme til at savne de Modeller, uden hvilke deres egen Kamp ikke kan lykkes. Ved sin egen Kamp bliver det enkelte Menneske en af disse Modeller og opnaar derved ikke alene Freden for sig selv, men ogsaa den enorme Inspiration, der ligger i at vide, at dets Liv tjener et højere og ædlere Formaal. Hadets absolutte Grænse kommer til Syne der, hvor Mennesket i sin lange Rejse paa Vej mod sig selv, i Kraft af egne selvoplevede Erfaringer kommer i Besiddelse af den kosmiske Viden, der for stedse lader det opleve sig selv i hvert eneste levende Væsen, det møder paa sin Vej. Den Dag, dette sker, har Hadet ikke alene tabt Terræn i dette Menneskes Sind, det har simpelthen helt maatte slippe sit Tag i det.