Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens man ikke i Almindelighed gaar rundt og forsøger at udgranske, hvad ens Medmennesker indeholder, stiller Sagen sig noget anderledes, naar man enten skal undervise et Menneske eller hjælpe det til Rette med et eller andet, det ikke selv helt er i Stand til at magte. Paa dette Omraade, hvor Begrebet "Forstaaelse" spiller saa uhyre en Rolle, er det, at Martinus' Bevidsthedsanalyser kommer den Hjælpende til Undsætning paa en, synes det mig, uvurderlig Maade.

Adskillige har spurgt mig, hvorledes jeg bærer mig ad med at komme i Kontakt med saa mange fra hinanden afvigende Mennesker; hvorledes det lykkes mig at komme paa Talefod med dem og vinde deres Fortrolighed, uden hvilken enhver Hjælp jo er umulig. Og mit Svar har altid været: "Det Kendskab, jeg igennem "Livets Bog"s femte Kapitel har faaet til Menneskene!" Thi det er nemlig al aandelig Hjælps inderste Kærne, at man straks er klar over, paa hvilket Udviklingstrin det Menneske befinder sig, man skal hjælpe. Uden at vide, hvilken Kategori det tilhører, er man allerede paa Forhaand afskaaret fra helt at kunne begribe Grundaarsagen til dets aandelige Nødstilstand, og den tilstræbte Fortrolighed vil da ogsaa i et saadant Tilfælde næsten altid udeblive.

Er man derimod i Stand til nogenlunde hastigt at kunne bestemme det aandelige Trin, Modparten repræsenterer, vil man ogsaa hurtigt kunne bringe sin egen aandelige Tilstand i Kontakt med det, og Tilliden udløser sig da næsten automatisk. For helt at kunne forstaa et Menneske, fordres der en vis Evne til igennem sit Kendskab til Tilværelsen at kunne trænge om bag den Skal af Utilnærmelighed saa at sige ethvert Væsen omgiver sig med. Denne Indtrængen i et Væsens "Allerhelligste", maa aldrig nogen Sinde foregaa ved en direkte Udspørgen, der kun alarmerer til Beskyttelse og Mistroiskhed, men foregaar derimod udelukkende ved en koncentreret Iagttagelse af hele Personens Væremaade, hans Udtryksform og sidst, men ikke mindst, et hurtigt Overblik over alle Ansigtets Linier, der for den nogenlunde udrustede Iagttager er et "Landkort" over et Menneskes hele sjælelige Indhold. Kommer saa dertil, at man mobiliserer hele sin Sympati til Fordel for Vedkommende, vil man herigennem i Almindelighed have skabt Grundlaget for den Forstaaelse, de fleste inderst inde ønsker at blive mødt med.

Og paa hvilke Omraader er det saa, at Mennesker hyppigst har aandelig Hjælp Behov? Ved Dødsfald, økonomiske Sammenbrud og paa det seksuelle Omraade. Af disse tre Faktorer er Dødsfald naturligvis ikke den mindst alvorlige, men de Kriser, Dødens Skygge kan føde i Bevidstheden, bundfælder sig som oftest i en mere inderlig Følelse af Guddommens Eksistens og en større Erkendelse af Begrebet "Alt er saare godt". Det er sjældent, man møder Mennesker, hvem et Dødsfald helt har slaaet ud. Sker dette, er Grunden som oftest en total manglende Forstaaelse af et Liv efter Døden. Men en saa primitiv Opfattelse af Tilværelsen møder man selvsagt ikke meget til indenfor ens daglige Virkefelt. Det økonomiske Sammenbrud er ofte Porten ind til en højere Forstaaelse af Tilværelsen. Saalænge et Menneske har Penge nok – jeg regner ikke her med dem, der har for mange, hvad der aandelig set næsten altid er lige saa galt som at have for faa – er det ret ofte tilbøjeligt til at skyde Spørgsmaalet om det fysiske Livs Afslutning saa langt bort fra sig som muligt. Den "Røst", der af og til lyder fra dets Indre og kræver Svar, overdøver det med alt det, en velspækket Tegnebog er i Stand til at trylle frem, og som har det i sin Magt at optage Bevidstheden, saaledes at de en Overgang maaske stærke aandelige Krav langsomt visner bort og sluttelig lader Individet komme til Syne som det, man almindeligvis forstaar ved en hundrede Procents Materialist. Kommer saa Krak'et, noget i vor Tid ikke ualmindeligt, ser det sig paa en Gang berøvet de Midler, der tidligere stod til dets Raadighed. Det maa indskrænke sig, og det første, der fjernes, er netop alt det, som "overdøvede" den fra dets Indre lydende "Stemme", og Spørgsmaal som: "Hvorfor skulde dette ske med mig?" o. l. begynder at dukke op i Bevidstheden. De aandelige Legemer, som materielt Begær tvang ind i Søvnen, begynder at røre paa sig. Spørgsmaal føder Spørgsmaal, og hvad Tegnebogen ikke formaaede, formaar nu Lidelsen. Individet omformes under denne ganske langsomt fra at være antisocialt indstillet til at blive socialt interesseret. Det begynder at begribe, at alle de Mennesker, som det før regnede for intet, eller blot for et Middel til sin egen Privatformues Forøgelse, er Passagerer i samme Baad som det selv, og at Maalet for dem alle er det samme, nemlig den totale Lykketilstand, der, som det nu forstaar, ikke er baseret, paa Penge og fysisk Magt, men derimod ene og alene paa Aand. Naar et Menneske er naaet saa vidt, er det, at det begynder at faa Brug for Martinus' Analyser. Saa er det Tidspunkt inde, hvor vi begynder at kunne træde hjælpende til, hvad de mange Breve og Besøg her tilfulde vidner om.

Men medens det Antal Mennesker, der aandeligt set rekrutteres fra økonomiske Sammenbrud, er ret lette at hjælpe – det hænder naturligvis, at Sindssygen her kræver sine Ofre – stiller Sagen sig en hel Del anderledes, hvor Talen falder paa det Seksuelle. Kun den, der personligt har faaet Lejlighed til at være Vidne til den Nød og Elendighed, der hersker paa dette Omraade, er i Stand til helt at begribe den store Hjælp og Støtte Martinus' Arbejde her bringer de Nødstedte. Jeg skal ikke gaa i Dybden med dette Spørgsmaal, men blot antyde, at den Sum af ulykkelige Ægteskaber, paa det seksuelle Omraade ulykkeligt stillede Mennesker o. s. v., der i de sidste Aar igennem Martinus Analyser er blevet bibragt Forstaaelse og dermed Fred, allerede nu er saa stor, at alene deres Antal vidner om Nødvendigheden af dette Arbejdes Fødsel og Fremvækst. Thi lad de økonomiske Forhold i Verden være saa fortvivlede de være vil, de faar dog Ende engang, men hvorledes vilde ikke den videre Udvikling af det seksuelle Liv blive, dersom der netop ikke nu fra Forsynets Side blev rakt den paa dette Omraade totalt forvildede Menneskehed en hjælpende Haand? Thi paa dette Felt er det ikke nok at erkende, at det er galt, her maa der hjælpes, og hvilken Hjælp er vel større end den, der oplyser og viser Vej – udenom Moradser?