Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Saa bløde og sarte dine hvide Kronblade lyser mig i Møde, lille Blomst. I din bløde Blomsterbund gemmer du Solens gyldne Farver, og din Stængel er som Foraarets grønne Haab. Befriet af dit Fangenskab bryder du og dine Frænder gennem Muldets og Løvets klamme Mørke, og som Glæden smiler du straalende og evig ny! Med dig kom Foraaret ind til mig igen, – jeg ser det i Stuens mørkeste Krog, paa Blomsternes spirende Glæde, ja – selv Himlen er mere blaa, naar Solen tindrende bryder frem gennem den kaade Foraarsvinds drivende Skyer, – og Fuglene synger, saa man gaar rent i Staa.

Med eet bliver man saa straalende glad, saa tindrende og smittende lykkelig. Tilbage i Sindet er kun Livsglæden og Foraarets stærke og ubændige Længsel. Alle Vintrens smaa spæde Drømme blomstrer op i Længslens stærke Sødme, og hvert lille Suk understreger blot den Følelsernes Rigdom og Styrke, der fylder Hjerterne ved Foraarssolens flygtige Kys.!

Livet er jo ikke andet end een stor Gave. Somme Tider faar vi Gaven indpakket i Fløjl og Silke, andre Stunder maa vi selv grave efter den i Smuds og Snavs mellem Torne og Tidsler, men selv Sorgen indebærer i sit mørke Dyb en Rigdomskilde, der nok er værd at øse af.

Naar Foraarsnattens blide Blomsterdufte naar til mig fra en ukendt Have, hvem skænker mig dem saa? Naar hundreder kvidrende Fuglestemmer jubler mod Himlens Blaa højt over mit Hoved, hvem skænker mig saa det? Naar Glæden som milde Blomsterdufte og som Tusinde kvidrende Fugle flyver ind i mit Sind, ja – hvem skænker mig saa den?

Der er en guddommelig Gnist i hvert Hjerte, der nænsomt berøres af Faderens Haand. Naar Sindet er aabent og rent: da gives og modtages alt som en Gave, man kun har som Laan, men Erindringen om Gaven er evig – vor egen! Derfor er Foraaret saa skønt og saa rigt, for Ham, der skænker det, giver det ud af al sin rige Kærlighed og Skønhed!