Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kun faa Problemer optager det almindelige Menneske mere end det, vi betegner med Ordet "Skæbne". Ikke alene tænker de fleste Mennesker alvorligt over de Kræfter, som maa ligge bag deres egen Skæbne, men livsforbundet som de fleste er med enten en Familie- eller en Vennekres, udstrækkes Interessen ganske naturligt til ogsaa at omfatte de skæbneførende Kræfter bag disse Menneskers Liv. At komme paa Sporet af Aarsagen til, at det selv eller en af dets Kære oplever denne eller hin Form for Modgang og eventuelt at kunne løfte Sløret for Hensigten med den, har alle Dage haft en saa stor Tiltrækning paa det enkelte Menneske, at enhver, der postulerer at kunne "se om bag Sløret", har kunnet regne med stor Søgning. De smaa Sidegaders Annonceskabe taler her deres eget Sprog. "Stjernelægning" og "Haandtydning", Horoskoper og Skrifttydning udføres i en Maalestok som paa sin Vis kunde være en bedre Sag værdig. Da det imidlertid aldrig kan være en Aandsforskers Opgave at angribe denne Trang til Viden om en skjult Fremtid og Dagliglivets midlertidige Svar derpaa, men kun at søge Aarsagen til denne Trang opklaret, vil jeg i det efterfølgende prøve at belyse Sammenspillet mellem de Kræfter, vi her er stillet overfor.

Ejendommeligt nok er kun de færreste klar over, at denne Interesse for egen og andre Medvæseners Skæbne aldrig vilde være opstaaet, om ikke Problemet var dobbeltsidigt. Det er nemlig ikke de lykkelige Skæbner, der er Drivfjederen i al denne Grublen, det er de ulykkelige. Eksisterede der kun lykkelige Skæbner, var denne Interesse aldrig bleven født. Det er Drømmen om den lykkelige Skæbne, Haabet om en snarligt kommende Sukces, der faar Mennesket til at gaa til Spaakone eller Astrolog for at faa at vide, om Turen dog ikke snart kommer til ham eller hende.

Et stadigt voksende Antal Mennesker bekræfter igennem den her antydede Interesse, at de rent materialistiske Forklaringer paa Tilværelsen taber Terræn. Al den megen Tale om det nutidige Menneskes overlegne Intelligens i Forhold til Fortidens "grænseløse Uvidenhed", formaar ikke at skjule den Kendsgerning, at den rent fysiske Videnskab ikke har evnet at give Sjælen den Næring, den har Behov. Med al Respekt for denne Videnskabs Resultater, er Verden fremdeles mere end rig paa mislykkede og ulykkelige Skæbner indenfor samtlige baade fysiske og aandelige Omraader. Begrebet "en ulykkelig Skæbne" er stadigt en daglig realistisk Pine for Jordens store Flertal.

Omend den Enkeltes ulykkelige Skæbne altid frembyder et medlidenhedsvækkende Skue, betinger den kollektive Oplevelse af den dog selve Fundamentet for Klodens aandelige Vækst. Enkeltvis saavel som kollektivt avler Modgangen og Sorgen Længselen efter sin Modsætning. Men Længselen har sine Grader, og den Længsel, en midlertidig Modgang avler, er sjældent saa stærk, at den formaar at sætte de intellektuelle Centre i Gang for Alvor. Her er det, man søger den billige Løsning, som altsaa bestaar i Tilliden til de ovenfor antydede Kilder. Men billige Løsninger giver aldrig virkelig Sjælefred. Var det virkelig saaledes, at man ad en eller anden Vej kunde opnaa klar Viden om sin egen Fremtids Detaljer, kan man være overbevist om, at vi selv havde et Center indbygget i vor egen Hjerne, under hvilken en saadan Oplevelsesform sorterede, saa at vi ikke i en saa alvorlig Sag skulde føle os henvist til at søge Raad og Oplysning hos et Menneske, hvis hele fysiske og sjælelige Habitus muligvis indgyder os Aversion. At der findes Mennesker, der indenfor et begrænset Omraade er i Stand til at gøre visse Iagttagelser med Hensyn til nogle Menneskers Skæbne, ved jeg fuldt vel, men, og det er det, der for ethvert tænkende Menneske maa være det afgørende, disse Mennesker eksisterer i et forsvindende Mindretal i Forhold til de, der postulerer at kunne gøre det, hvorfor hele Omraadet nødvendigvis faar noget frastødende ved sig. Det rummer altfor mange Muligheder for tragiske Fejltagelser til, at det kan kaldes anbefalelsesværdigt. Og hvem siger iøvrigt, at det er rart at faa at vide, at man skal dø en voldsom Død indenfor et bestemt angivet Tidsrum? Thi, at det ikke altid er behagelige Ting, Fremtiden bærer i sit Skød, staar vel klart for ethvert tænkende Menneske!

At tro, at sjælelig Ligevægt kan opnaas ved Oplysninger af den her nævnte Art, er at knytte sit Liv til en farlig Illusion. Og Livet er da ogsaa saa viseligt indrettet, at Jegets stadigt voksende Anvendelse af Intelligensenergien her sætter ind og udløser positiv Tvivl. Det virkeligt voksne Menneske forstaar, at kun den Viden, der har Rod i dets eget Sind, evner at skabe Fred og Ligevægt. Det er ikke igennem Skæbnefuskning, men igennem Skæbneforskning, at Mennesket tilbageerobrer den Fred og Ligevægt, det i en længst forsvunden Fortid besad. Igennem en klar Erkendelse af, at som Tilværelsen indenfor samtlige fysiske Omraader lader sig underkaste videnskabelig Prøvelse, gør det samme Forhold sig ogsaa gældende indenfor de psykiske, nærmer det tænkende Menneske sig det, Martinus i "Livets Bog", Side 355, kalder "Skæbnevidenskab" eller "kosmisk Kemi". Her har Modgangen naaet sin egentlige Hensigt, som aldrig var de billige Løsninger paa livsbetingede Spørgsmaal. Paa et givet Tidspunkt vil ethvert Menneske naa dertil, at dets Sjæl maa have virkelig Oplysning, om ikke Sindssygehospitalet skal lukke sig om det. Og virkelig Oplysning kan kun være en Videnskab, som i sammenhængende, klare Tankerækker belyser det Problem, der tynger dets Sjæl. Kun igennem en stadigt voksende Forstaaelse af, at Livet er evigt i dette Ords dybeste Betydning, og at Jeget aldrig vil kunne indrubriceres blandt det Skabte, fødes den Sjælefred, der er varig. Freden findes ikke i en kortfristet Oplysning om, at "en mørk Dame" eller "en stor Portion Penge" ligger ved ens nuværende Livs næste Gadehjørne, men udelukkende i det Overblik, der lader det enkelte Menneske, med egne Sanser selv opleve hin Kontakt med Universets Ophav og sin egen Udødelighed, der lader det forstaa den skjulte kærlige Hensigt bag enhver Form for Modgang.