Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selvom man nok har en ganske bestemt Dato, der angiver "Aarets længste Dag", saa er det dog først, naar Aftenerne begynder at mørknes, at man opdager, at Sommeren stilfærdigt er ved at gaa paa Hæld. Tilsyneladende er Højsommeren over os med sit straalende Lys og sin dejlige Varme, men den, der i det stille følger Naturens Gang, ser allerede nu Sensommerens og det begyndende Efteraars første Symptomer, – Tidens Hjul drejer ikke hastigt, men det drejer hele Tiden!

Lad det være sagt straks, at vi har haft en ganske vidunderlig Sommer ved Klint i Aar. Vejret har jo artet sig usædvanligt smukt, og da der hele Tiden har været "fuldt belagt", ja, saa er Dagene svundne, uden at nogen af os har mærket synderligt dertil. Ferietiden afviger jo fra Aarets øvrige Tid derved, at man "pludselig" opdager, at de kostelige otte eller fjorten Dage, der var reserveret en selv helt, nu er opbrugte, og at Tilværelsen nu kræver en tilbage paa Arbejdspladsen. Det er heroppe ikke noget sjældent Syn, at se saa den ene og saa den anden gaa en lidt vemodspræget "Afskedstur". Utallige er de, der har betroet mig, at de føler Klint som et Hjem, de elsker at vende tilbage til. Og godt saaledes! Det er jo dog med fuldt Overlæg, at vi baade har udformet Koloniens fysiske og psykiske Form saaledes, at netop den Indstilling kom frem. Maalet har ikke alene været at skabe en dejlig Ferieplads. Det har virkelig været det, at skabe et Sted, hvor Mennesker Aar efter Aar kunde vende tilbage med den Længsel i Hjertet, der sikrer en et dejligt Gensyn!

Medens det de fleste Steder har været en meget vanskelig "Forsyningssommer", har den Side af Tilværelsen formet sig nogenlunde smertefrit her. Det dyrebare og for de fleste næsten uundværlige Kød volder jo ingen Problemer for os, og Resten har vort eget Gartneri praktisk taget kunnet klare. Men vi har manglet Plads! Altfor tydeligt mærker man nu Virkningerne af de svundne Krigsaar. Normalt vilde vi nu have haft mange flere Huse, saa det eneste Lyspunkt, jeg ser her, er, at vi er uden Skyld i den fortvivlede Situation, vi paa det Omraade befinder os i. Men har vi ikke kunnet bygge, har vi i det mindste kunnet planlægge. Og man kan være forvisset om, at saa snart Lejlighed gives, gaar vi i Gang. Ingen af os, der bærer Ansvaret for Koloniens Vækst og Trivsel, bryder os om at anvende det lakoniske "alt udlejet" mere end højst nødvendigt!

Sommeren 1944 nærmer sig sin Afslutning nu. Husene er stadigt fyldte og vil være det endnu et Stykke Tid. Men Sæsonen har kulmineret, og inden længe vil den sidste Gæst have pakket sine Sager for paany at efterlade Kolonien lukket og tilskoddet. Hvor lykkeligt da, at disse lyse Feriedage heroppe ikke er det eneste Liv, Martinus Arbejde udtrykker. Søndag den 3. September staar Martinus paany paa Talerstolen paa Mariendalsvej, og allerede den følgende Mandag begynder den kommende Sæsons Studiekresarbejde i København. I en lykkelig Vekselvirkning mellem Kolonien her og vort dejlige Hus i Hovedstaden udløser denne Mands Arbejde sig nu til Gavn for hver den, der interesserer sig for det. Det kan være vemodsfuldt at se de mange drage bort herfra, vemodsfuldt, fordi de fleste finder deres Ferie her altfor kort, det føles derfor helt rart, naar man som sidste Ord i Afskedssamtalen kan slutte med et: paa Gensyn i Studiekresen!